Afsløring: Det store containerkup

Journalist Lars Abild er aktuel med skandaleafsløringen “Det store containerkup”. Bogen går hårdt til særligt Topdanmark, prominente erhvervsfolk og SKAT. Det drejer sig om 36.000 solgte containere, som aldrig har eksisteret. En statskasse, der er blevet snydt for et 3-cifret millionbeløb. Bestilte rockeroverfald og mafiametoder. Her følger Netudgavens dybdegående interview med Lars Abild om den hårrejsende sag.

Nogle genkender måske navnet Lars Abild fra den medieombruste DSB/Waterfront-sag, hvor DSB betalte pr-firmaet Waterfront for at holde freelancejournalisten Abild beskæftiget, så han skrev færrest mulige kritiske artikler om DSB. Nu melder han sig på banen igen med en mindst lige så ekstrem journalistisk afdækning af svindel og skattesvig for milliarder med store firmanavne og kendte erhvervspersoner involveret. Lars Abild har brugt ikke mindre end 14 år på at oprulle hele containerkuppet – en sag, der begyndte helt tilbage i 80’erne og endnu i dag ikke er afsluttet.

Bedragerfirmaet DTS

Kan du fortælle, hvad hele dette containerkup går ud på?

”Den korte udgave er, at firmaet DTS solgte containere for 500 mio. kr. til cirka 2.600 personer. Køberne lånte typisk penge til at købe dem – 6 containere for 100.000 kr. En passiv investering kombineret med en skattebesparelse, inden året var omme. Man afskrev på containerne, som det hedder, hvilket er det samme som at nedsætte sin skattebetaling.

Problemet var, at langt de fleste containerne blot var numre på en faktura, altså fiktive. Da det efter en årrække blev afsløret, opstod der en masse andre problemer: Statskassen var blevet snydt for et 3-cifret millionbeløb pga. skattebesparelsen, og de virksomheder, der havde lånt penge ud og betalt dem med sikkerhed i containerne, skulle pludselig fremvise dokumentation for, at pengene var brugt til at betale for de rette ting. Og det havde de meget svært ved. Forsikringsselskabet Topdanmark var et af dem.”

Firmaet DTS og hovedmanden Leon Thormod Hansen var altså den første synder i denne bedragerihistorie, da han tilbage i 1980’erne i samarbejde med det tyske selskab CLOU og det engelsk-amerikanske ICE solgte containernumre frem for rent fysiske containere. Planen var, at CLOU og ICE mod betaling skulle leje containerne af de danske kunder. Men der kom ingen lejeindtægter fra CLOU og ICE – det er jo i sagens natur svært at udleje fiktive ting. Derfor fik containerkøberne ingen penge, og det gjorde det naturligvis svært for køberne at afdrage på de lån, som var optaget.

Topdanmarks bizarre metoder
Og her kommer en af historiens andre store aktører ind: Topdanmark. Danmarks i dag næststørste forsikringsselskab købte i 80’erne selskabet Global Finans, som kort forinden var långiver til ikke mindre end ca. 500 af de rundt regnet 2.600 købere af containere fra DTS. Med opkøbet overtog Topdanmark lånene og fik på den måde udeståender for mellem 70-100 millioner kr. ”Men lånene var naturligvis virkelig svære at inddrive, da containerne jo aldrig havde eksisteret.

Det førte til en masse retssager, som trak ud i årevis, og som Topdanmark har brugt virkelig mange penge på. Bl.a. har de sendt topadvokater fra København hele vejen til Herning i en sag, der drejede sig om 50.000 kr. Og så tabte de endda, da de ikke kunne bevise for retten, hvordan og hvornår de havde udlånt pengene,” forklarer Lars Abild. På trods af den afgørelse fortsatte Topdanmark med meget bestemte metoder – og i visse tilfælde hvad der kan kaldes direkte chikane – at inddrage lånene til høje renter og hive containerkøberne i retten.

Deres næste skridt var at stævne en gruppe kunder, men nu var der ikke længere tale om nogle få relevante bilag. Topdanmark fik udarbejdet en stævning på mere end 30 sider og flere hundrede bilag – og velkommen til byretten i København… ”Jeg fik at vide, at stævningsmanden sagde, at han aldrig havde afleveret en så stor stævning. Privatpersoner, der ikke har adgang til en uendelig kasse af penge til advokater, har det i en sådan proces virkelig svært. Er det sådan et stort forsikringsselskab skal opføre sig over for sine kunder? På mig virker det helt sort, at Topdanmark vil bruge sine aktionærers penge på den måde. Omvendt virkede det, for både byretten og landsretten kom til det modsatte resultat af fogedretten i Herning.”

Med den magtdemonstration vandt Topdanmark altså sagen, og containerkøberne blev dømt til at betale deres lån tilbage. Domstolenes afgørelse vækker dog virkelig forundring, da Topdanmark blev nødt til at rette i de originale dokumenter og med kuglepen tilføje informationer for at sandsynliggøre, hvordan, hvornår og til hvem de havde udbetalt et lån. Trods det besluttede både byretten og landsretten altså, at Topdanmark havde ret i deres krav, og det lagde en næsten uoverkommelig økonomisk og psykisk byrde på mange af containerkøberne.

Personlig deroute og chikane
Hvad har denne sag betydet for de involverede, der gik med i projekterne?

”Det har ført til personlig ødelæggelse for mange af køberne. Jeg har mødt folk, der har mistet alt, penge, hus og hjem, ægteskaber, der er gået i stykker. I nogle af de papirer, jeg har fået fremskaffet, var der en højtstående person inden for politiet, der beskyldte de ledende personer i DTS og deres salgsfup for at være årsag til, at hans hustru begik selvmord. Det er tunge beskyldninger, men for mange personer er det at se en lånefinansieret investering på 200.000 kr. blive reduceret til ingen indtægter og en gæld med en rente på 20 pct. rigeligt til at smadre deres økonomi,” pointerer Lars Abild.

Hovedpersonen i bogen, restauratør Peder Smidt, lånte 10 mio. kr. af Global Finans og købte 600 containere for millionerne, en gæld, som jo med opkøbet overgik til Topdanmark. Og det har været noget op og ned, hvad Topdanmark mener, han skylder dem. For tiden er det cirka 16 mio. kr. Peder Smidt har ufortrødent kæmpet for at få bedrageriet afsløret, og han mener, at Topdanmark har stjålet hans penge. Lars Abilds første møde med Peder Smidt og hans historie fandt sted helt tilbage i år 2000:

”Jeg var ansat på Berlingske Tidende, og en søndag alene på arbejde begyndte faxen pludselig at spytte dokumenter ud i en lind strøm. Det viste sig, at afsenderen var Peder Smidt. Han var storkunde i Topdanmark og i DTS. Dengang var hans sag og sagen i det hele taget svær at få overblik over. Men Peder var meget insisterende på, at jeg skulle forstå historien, og sådan begyndte en meget lang undersøgelse.”

Den undersøgelse, som her 14 år senere har resulteret i Lars Abilds afslørende bog.

Lars Abild mener, at Peder i årenes løb er blevet godt og grundigt chikaneret af Topdanmark i deres forsøg på at indkræve hans gæld, selvom de faktisk i 1999 i et forlig eftergav ham hans påståede gæld på 20 mio. kr. Forliget blev efterfølgende hævet. Det mest ekstreme eksempel var, da Topdanmarks advokater og en foged bankede på døren hos den konkursramte, pensionerede restauratørs halvandetværelses lejlighed.

Advokaten var på jagt efter Peders Rolex-ur, selvom Peder Smidt i retten en uge før havde sagt til advokaten, at det var en billig kopi købt for et par hundrede kroner på en rejse til Spanien. Uret røg så til vurdering hos en Rolex-specialist, men ganske rigtigt viste det sig blot at være en kopi. Ved et senere møde i fogedretten ville advokaten gerne vide, om Peder Smidt havde en cykel, han kunne gøre udlæg i, men her snød Peder Topdanmark – den nu 80-årige og dårligt gående mand havde med vilje parkeret cyklen rundt om hjørnet, så den ikke faldt i Topdanmarks kløer.

Lars Abild har da heller ikke meget tiltro til de advokater, som først har eftergivet Peder Smidt hans gæld for efterfølgende at chikanere ham:

”Et respektabelt forsikringsselskab som Topdanmark eller en anden långiver som sådan burde spørge sig selv, hvorfor og hvordan man det ene år eftergiver ham en påstået gæld på mere end 20 mio. kr. for blot nogle år senere at chikanere ham med at lade den samme og evige Topdanmark-advokat forsøge at gøre udlæg i hans cykel. Hvis en sådan advokat til flere tusinde kroner i timen ikke ved, at han eller hun arbejder på skrømt, og ikke mener at være et levende girokort, skal uddannelsen som jurist ændres markant.”

Erhvervsgeni, rockermetoder og et skjult arkiv
I forbindelse med Topdanmarks håndtering af sagen toner særlig en prominent erhvervsleder frem: erhvervsgeniet Michael Pram Rasmussen, i dag bestyrelsesformand i Topdanmark, Coloplast og Mærsk, som mener, at Topdanmark ikke har gjort noget galt i containersagen: I et notat til aktionærerne, fremlagt af Pram Rasmussen på Topdanmarks generalforsamling i 2008, lyder det: ”Har Topdanmark forsøgt at skjule beviser? Nej. Topdanmark har tværtimod lagt tusindvis af sider af dokumentation frem for domstolene.” Vel at mærke dokumentation, som i flere tilfælde efterfølgende var rettet til af Topdanmark …

Et andet højst ejendommeligt forhold er, at Topdanmark med Michael Pram Rasmussen i spidsen endte med at indgå et forlig med selskabet Thorax. Et selskab, der typisk beskrives som et ”rockerfirma” bl.a. på grund af deres samarbejdspartnere. Thorax var købt af Leon Thormod Hansen, ejeren af DTS, og med den højt præmierede og nu afdøde juraprofessor Preben Stuer Lauridsen som spydspids i et forsøg på at stoppe den hidsige kritik af DTS.

B.T.-forside om kampen mellem Thormod Hansen og Thorax
B.T.-forside om kampen mellem Thormod Hansen og Thorax

I Thorax kunne investorerne veksle deres ejercertifikater på containerne til aktier – hvad der hurtigt viste sig at være lige så værdiløst. Thormod Hansen og juraprofessoren kom dog snart i et blodigt opgør. Hansen røg ud i kulden og undgik ifølge ham selv kun med nød og næppe at blive slået til lirekassemand af to rockere – angiveligt bestilt af Gert Jensen, der arbejdede som konsulent for Thorax. Det trak i 1990’erne hæsblæsende overskrifter i formiddagspressen som ”Mafiametoder ryster dansk erhvervsliv” og ”Juraprofessor i samarbejde med gangster sigtet”.

Da Thormod Hansen var ude, vendte Stuer Lauridsen sig mod Topdanmark og lagde op til en retssag mod Topdanmark på vegne af Topdanmarks kunder. Han ville vise, at den var gal med Topdanmarks udbetalinger, og han var ikke imponeret over forsikringskoncernens opførsel. Retssagen blev dog ikke til noget. I stedet indgik Topdanmarks daværende adm. direktør Michael Pram Rasmussen på vegne af Topdanmark et fortroligt forlig med Thorax ved Preben Stuer Lauridsen. En del af forliget var, at Topdanmark ville have bogholderiet fra DTS af vejen. Peder Smidt og andre af Topdanmarks kunder hørte om dette og forsøgte at få Topdanmark til at fremlægge bogholderiet i fogedsagen i Herning.

Lars Abild fortæller, at ”Topdanmarks advokater skiftede mellem at sige, at de ikke vidste, hvor arkivet var, eller påstå, det måske var i Rumænien. Det er nogle spøjse forklaringer. Jeg tror nu ikke, at det har været uden for landets grænser.” Peder Smidt fandt til sidst arkivet i en garage i Odense. Da Peder gennemgik dokumenterne, fandt han tydelig dokumentation for, at Thormod Hansen også havde solgt i hvert fald 100 af hans fiktivecontainere til bl.a. en læge i Vejle, en indkøbschef i Odense og en major i Kokkedal. Altså ikke nok med, at containerne var fiktive, så var de også blevet solgt op til flere gange til forskellige personer …

Alt dette skete, samtidig med at Topdanmark i pressen blev beskrevet som et fremadstormende selskab med en virkelig god ledelse, der fik overskuddet til at vokse og aktiekursen til at stige støt.

At se den anden vej – SKAT
Hvordan kan svindel i den størrelsesorden overhovedet lade sig gøre i et land som Danmark uden nogen synderlige konsekvenser?

”Det kan det umiddelbart heller ikke. Men selvom der er blevet gjort forsøg på forsøg på at opklare eller afdække, hvad der fandt sted, så har mange en interesse i at dække over de svigt, der er sket. Der er det danske samfund fabelagtigt til at tale udenom. Skattevæsnet er et godt eksempel. Her ved man, at containerne ikke eksisterer, og man ved, hvad det betyder. Som en medarbejder skrev i et af fem kardinalspørgsmål, han stillede sig selv:

”Har de såkaldte investorer været berettiget til skattemæssige afskrivninger ??? NEJ“. „Har de såkaldte investorer været udsat for et godt camoufleret bedrageri ?? . JA utvivlsomt.“

Det var jo ret klare svar, men på trods af det puttede SKAT sagen ned i skuffen – eller måske makulatoren. SKAT har jo det problem, at de har tilladt afskrivninger – altså mindre indbetaling i skat – på noget, der ikke eksisterede, så samlet set er statskassen den største økonomiske taber. ” Den korte version er, at SKAT har valgt at kigge den anden vej, når belastende oplysninger blev lagt frem. ”I de år, som er gået, er en masse kræfter blevet sat i spil for at afsløre bedrageriet, men tidligere har folk dækket sig professionelt af: ’Jeg ved ikke noget, ingen kommentarer’ etc. Men som tiden er gået, er det blevet lidt nemmere end før at ”åbne dåsen”.

De sidste, der har fingrene i postkassen, er SKAT og Topdanmark. Begge har medvirket på den måde, at de som altid har forskanset sig og sagt, at vores arbejde og gerninger er, som det skal være. Begge steder ved man eller burde vide, at det her er galt, og håber på, at timerne, der løber, får det hele til at forsvinde. At der er en naturlig grænse for, hvor lang tid man kan holde vand i hænderne. Jeg har bedt Topdanmark læse bogen og kommentere den og meget gerne stille op til et interview, men de har takket nej. Tænk at bruge så mange millioner på retssager mod sine kunder og så ikke ville tale om det. Besynderlig kundeservice,” reflekterer Lars Abild.

Svigt på svigt
Hvad har denne sag betydet for dig?

”Denne sag er den, jeg har brugt længst tid på i min karriere. 14 år. Som journalist er ønsket ofte, at man vil have ’sandheden’ frem. Gid det var så nemt. Den her sag har så mange sider, ofre og særegne udviklinger, at man er helt sikker på, at ingen har patent på sandheden. Men det er trods de enorme økonomiske konsekvenser en sag, som viser – og det er formentlig det vigtigste – svigt på svigt fra såvel det offentlige systems side som fra erhvervslivet, særligt Topdanmark,” konkluderer Lars Abild.

Om containersagen og alle dens mange forgreninger nogen sinde finder en endelig afslutning, er svært at spå om. Sikkert er det, at alle de involverede parter forsøger at tie den ihjel. Hvorvidt det lykkes endnu en gang på trods af Lars Abilds afslørende bog, kan kun tiden vise.

Du kan læse et uddrag fra ”Det store containerkup” her. Bogen udkommer mandag d. 6.10.2014 på Gyldendal Business.

[info]About The Author
Lars Abild er freelancejournalist og har arbejdet på erhvervsredaktioner på Børsen, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Abild behandler typisk længere sagsforløb, fx DSB’s forsøg på at skjule en vaklende økonomi. Her blev Abild kendt for sin rolle i den såkaldte Waterfront-sag, hvor DSB under hånden betalte pr-firmaet Waterfront for at holde Abild beskæftiget, så han skrev færreste mulige kritiske artikler om DSB. I dag er han aktuel med den afslørende bog “Det store containerkup”, udgivet på Gyldendal Business.[/]
More from Christel Sunesen

Eksklusivt uddrag fra “Det store containerkup”

”Det store containerkup” af journalist Lars Abild handler om salget af 36.000...
Læs mere