Danske ngo’er undgår byerne

Over halvdelen af verdens fattigste bor i dag i byer. Alligevel tøver danske udviklings- og nødhjælpsorganisationer med at fokusere urbant. De mangler værktøjerne til at imødekomme de komplekse problemer, som byerne fordrer, lyder en del af forklaringen.

En milliard. Så mange mennesker bor i dag i slumområder rundt omkring i klodens storbyer, og flere kommer til. Men de danske organisationer, der bryster sig af at hjælpe verdens fattigste er slet ikke gearet til at imødekomme den urbane udfordring. Historisk set har nødhjælps- og udviklingsarbejdet været centreret omkring projekter i landsbyer, og det er stadigvæk her, de danske ngo’er har deres kernekompetencer. Det erkender Nils Carstensen, der er nødhjælpsarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og har arbejdet med katastrofehjælp i lande som Sydsudan, Burma og Haiti:

“Vores metoder bygger i høj grad på landsbyer eller flygtningelejre, hvor mennesker trods alt er begrænset geografisk og i deres sociale netværk. Når folk rykker til byerne går de begrænsninger i opløsning, og det bliver langt sværere at få overblik over, hvor hjælpen skal sættes ind. Nødhjælpsarbejdet er baseret på lokale kontakter og kendskab. I landsbyerne kender alle alle, men sådan er det ikke i byerne,” forklarer han.

Skrøbelige storbyer som her i Haiti skal rustes bedre mod katastrofer i fremtiden. Foto: Nils Carstensen
Skrøbelige storbyer som her i Haiti skal rustes bedre mod katastrofer i fremtiden. Foto: Nils Carstensen

Ifølge nødhjælpsarbejderen gør den kompleksitet, at mange ngo’er tøver med for alvor tage fat på arbejdet i byerne, men i stedet fokuserer på landområderne, som de kender.

“Jeg mener, der er to grundlæggende forklaringer. For det første så har katastrofearbejde altid udviklet sig i ryk, vi er en reaktiv branche. Så det var først efter jordskælvet i Haiti i 2010, at det for alvor gik op for alle, at byerne er altså umulige at komme udenom – også når man kigger frem i tiden.” Den anden grund er, ifølge Nils Carstensen, at branchen har svært ved at slippe den gammeldags opfattelse af, at de fattigste trods alt har det bedre på landet. Derfor vil man hellere vil bruge kræfterne her end at gøre det mere attraktivt at flytte til de store byer.

“Det kan der være en fornuft i, for på landet har man trods alt lidt, selvom man er fattig – i byerne ender de fleste med at have endnu mindre. Men jeg tror, vi er nødt til at se i øjnene, at urbaniseringen ikke er til at stoppe. Og at folk flytter til byerne af de samme grunde, som vi gør det her. Jeg kan jo starte med at spørge mig selv som nødhjælpsarbejder og midtjyde i København, hvorfor jeg ikke har lyst til at flytte tilbage til Jylland. Det er i byen, vi håber, vores drømme bliver opfyldt,” fortsætter Nils Carstensen.

Byen er præmissen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Det offentlige rum er trængt i Dakars slum. Foto: Plan

En af de få organisationer, der arbejder strategisk med udvikling i byer, er Plan Danmark, som er del af den verdensomspændende organisation med samme navn. Projekterne er målrettet børn, og blandt andet gennem lokalt forankret byudvikling forsøger de at forbedre børns sikkerhed og rettigheder samt give børn og unge bedre mulighed for at lege og lære i byens rum. Her giver programkoordinator Morten Lynge Madsen sin kollega fra Folkekirkens Nødhjælp ret i, at der er for stor berøringsangst med byerne. Ifølge ham er første skridt på vejen at gøre op med myten om, at slummen per definition er et farligt, kaotisk og utilgængeligt sted:

“Den skal vi have bugt med. For mange steder fungerer slumkvartererne helt normalt, hvor mennesker går på arbejde og langt fra er så fortabte, som vi går og tror. Dét vi arbejder på er at lave indsatser i byen på byens præmisser”, siger Morten Lynge Madsen. Det gør Plan for eksempel gennem et projekt i Senegals hovedstad, Dakar. Her har de sammen med en gruppe unge lokale ildsjæle tilkæmpet sig brugsretten til en tom plads og skabt et levende offentligt rum, hvor børn kan lege, og lokale forretningsdrivende kan sælge deres varer.

WAH5465-1024x678
Plan skaber lege- og læringsrum for børn i slummen. Her et billede fra Ezbet Khairallah, Cairo. Foto: Plan

Læs mere om Plan Danmarks projekter i slummen

Til udfordringerne ved at arbejde med lærings- og legerum for børn i storbyerne hører, at der ganske enkelt ikke er noget plads. De uformelle boligbyggerier (knopskydende blikskure og lerhytter) bliver opført i høj hastighed, og samtidig er der store økonomiske interesser i tomme byggegrunde, ganske ligesom det opleves det herhjemme. Selv når det lykkes at få fingrene i en god grund, er der risiko for, at den erobres af pushere, eller bliver brugt til parkeringsplads, inden det gode offentlige rum når at etablere sig. Kernen i Plans metode er derfor at involvere de lokale og inspirere dem til at tage initiativ:

“Jo mere, vi går ind og styrer projekterne, jo mindre bliver chancen for succes. Det er helt centralt for, at projektet kan blive til noget, at det er lokalt forankret, og at – i tilfældet med vores projekter – de unge selv tager ejerskab over det. Det giver også de unge en større respekt i lokalsamfundet, fordi de kan bidrage til at skabe noget godt for hele fællesskabet.”

Byen er fremtiden
Den lokale forankring er også helt central i Folkekirkens Nødhjælp, der som del af den internationale ACT Alliance arbejder gennem lokale partnere i stort set alle lande. Ifølge nødhjælpsarbejder Nils Carstensen bliver dét fundament helt afgørende, når indsatsen skal rykkes fra by til land:

“Vi kommer til at stå over for en udfordring med at følge de fattigste dér, hvor de går hen – og det er til byerne. Vi skal skabe mulighed for, at de kan tjene et minimum til dagen og vejen, så de kan klare sig og få deres lokalsamfund til at vokse. Og her dur det selvfølgelig ikke med landbrugstræning og køkkenhaver. Vi skal have fat i at styrke deres organisering, rettighedsarbejde og demokratiudvikling. Der er ingen tvivl om, at det er de lokale organisationer, der kommer med inspirationen og de nye ideer. Vores opgave bliver at konfigurere os efter dem, ellers tror jeg simpelthen ikke, vi er relevante om 15 år,” siger han.

Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps 2025-scenarier

De første skridt for at sikre den udvikling, har Folkekirkens Nødhjælp taget gennem initiativet “2025-scenarier”, hvor man forsøger at komme med nogle bud på, hvordan fremtidens katastrofehjælp kommer til at se ud. Men selvom byerne naturligt udgør en stor del af fokus, har det endnu ikke ført til en systematisk indsats for at udvikle nye værktøjer. Morten Lynge Madsen fra Plan Danmark håber, at flere danske ngo’er vil begynde at arbejde med de urbane udfordringer. Og så slutter han med en vigtig opfordring: at vi skal starte med os selv.

“Det er meget vigtigt for mig at få folk herhjemme til at forstå, at problemerne med ulighed, den måde man oplever at blive stigmatiseret og ikke at have muligheden for at realisere sit potentiale, er fuldstændig identiske, hvis man sammenligner en ghetto i Danmark og et slumkvarter i Kairo. Det urbane er en global problemstilling, og ikke et spørgsmål om forskellen mellem land og by eller rig og fattig.”

Tal

– I dag bor cirka 54 pct. af verdens befolkning i byer.
– FN vurderer, at i 2017 vil overvægten af mennesker bo i byer, selv i de mindst udviklede lande.
– Verdens urbane befolkning vil vokse med mere end 1,60 pct. i gennemsnit per år indtil 2030.

Kilde: WHO

Skrevet af
More from Tobias Moe

BYLYD på flugt

Den nye udgave af podcasten BYLYD tager et fysisk greb om flygtningekrisen...
Læs mere