Demokratisk rum skal indtages ellers forsvinder det

Frihedskæmper, entrepreneur, musiker, forlægger – titlerne er mange. De fleste vil nok kende ham som grundlæggeren af den legendariske Book Café i Zimbabwes hovedstad i Harare. Her skabte han et åndehul for kunstnere – et visionært kulturelt forum for både politisk dialog, ytringsfrihed og udklækkelsen af utallige kunstnere. Fredag d. 3. oktober døde Paul Brickhill af kræft, kun 56 år gammel. Et stort tab for den afrikanske kunstscene, som han har gødet, udviklet og vitaliseret. Jeg interviewede ham for år tilbage i forbindelse med en konference om kunstnerisk frihed og har siden mødt ham i Harare for et par år siden – hvor intet tydede på at Paul var på vej til at forlade verden.

Hans tanker om Zimbabwe, kunst og afrikansk kultur er evigt aktuelle, og Netudgaven genudsender derfor interviewet til minde om en visionær frihedskæmper.

Hvordan startede Book Cafe?

“I 1981 åbnede en lille yderst kontroversiel boghandel i Zimbabwe der solgte bøger med politisk varmt indhold kaldet Grassroots Books. Den blev startet umiddelbart efter Zimbabwes uafhængighed og havde til formål at starte på en frisk og afvikle årtiers kolonialistisk propaganda og censurering af stort set enhver afrikansk eller radikal forfatter.

Comrade Fatso og Chabvondoka varmer op på Book Café før de går på, på HIFA, Harare International Arts Festival i 2011. Foto: Annette Max Hansen
Comrade Fatso og Chabvondoka varmer op på Book Café før de går på, på HIFA, Harare International Arts Festival i 2011. Foto: Annette Max Hansen

Kunsten har transcendentale kræfter
I 1987 forsøgte det sydafrikanske apartheid regime at bombe boghandlen men uden held. I 1990 havde den solgt omkring en million bøger. Boghandlen var altid særdeles socialt aktiv og vært for adskillige lanceringer og litterære events.

Den havde karakter af fællesskab – et lille samfund i samfundet. Den spillede en afgørende rolle i den tidlige opbygning af det kontinentale African Publishers Network (APNET) i 1992, ved at stille ressourcer og folk til rådighed for at hjælpe APNET på benene. Senere hen hjalp den med at starte Pan-African Booksellers Association.

Efter 16 år som boghandel begyndte vi at søge efter at forny os selv og ledte efter nye måder og metoder til at præsentere levende litteratur på. Dette koncept udviklede sig hurtigt til Book Café – et multi-disciplinært ’community performance arts centre’ med en stærk udviklingsprofil. I dag har vi 600 events om året og samarbejder med 350 kunstnere. Boghandlen eksisterer stadig.”
Bookcafé er en oase for en bred vifte af regeringskritiske kunstnere og mennesker. Hvordan er I i stand til at påvirke den situation, som Zimbabwe befinder sig i og om muligt bringe landet ud af sin isolation fra verdenssamfundet?

“Kultur har, gennem kunsten, hvad jeg ville kalde transcendentale kræfter. Med teater, musik og poesi er man i stand til at reflektere over folks længsler på en måde, som medierne ikke kan. Kunsten generelt – men Book Café især – er blevet et forbillede og et håb for mange i Zimbabwe.

Under konstant overvågning
“Med den stigende undertrykkelse har folk fundet værdighed, selvværd og frihed til at udtrykke sig I kunsten. Der er en meget stærk følelse af fællesskab her. I disse tider, som er karakteriseret af uvurderlige tab og forfærdelige økonomiske problemer i Zimbabwe – er skønhed og den simple glæde over musik, poesi, dans, bøger og teater vokset og blevet en blomstrende kultur.”
Hvilke strategier eller metoder tager kunstnerne I brug for at undgå at blive straffet for deres åbenmundethed?

“På den ene side aftvinger kunstnernes mod dyb respekt, især de yngre kunstnere. De optræder åbent og frygtløst med temaer som er dybt kritiske overfor regimet og dets undertrykkelse. På den anden side er de nødt til at være forsigtige, de chikaneres i stigende grad, arresteres, trues og nogle gange bliver de direkte slået ned og udsat for fysisk vold. Vi er under konstant overvågning af det hemmelige politi. Det interessante er, at blandt live lyrikere og komikere er der opstået et enestående nyt sprog, en billedverden og en humor til at beskrive og portrættere de begivenheder og oplevelser, som vi gennemgår, uden at disse bliver udtrykt direkte.”

Når kunstnerne chikaneres og stedet overvåges – hvordan kan det så være I ikke for længst er blevet lukket ned?

“Jeg tror det er fordi vi er forblevet loyale overfor den nationale afhængigheds oprindelige mål – vi gav magten til kunstnere og publikum. Vi er i stand til at befri folks bevidsthed, vi fejrer kulturel mangfoldighed, vi ærer afrikansk kunst og kunstnere, og vi har opnået dyb respekt løsrevet fra politiske overbevisninger. Kunst har en samlende kraft – den er uhåndgribelig men virkelig. Men vi har også måtte være fornuftige og disciplinerede for at beskytte os selv. Indtil videre overlever vi. Vi har overlevet sydafrikanske bomber, angreb, arrestationer, trusler, intimideringer fra vores regering gennem 25 år. Og vi er blevet hærdede i processen. International anerkendelse har også hjulpet til at beskytte os.”

Foto: Annette Max Hansen
Foto: Annette Max Hansen

Den postkoloniale smerte
“Hvordan lever man med den konstante fare for at blive arresteret?”

Det er svært at sige. Man tager én dag ad gangen – det er et af svarene. Man forbliver tro mod sine værdier og principper. Bevarer sin humoristiske sans. Vi har et stærkt socialt netværk i kunstmiljøet, og det hjælper. Vi er passionerede omkring det vi gør og det er afgørende. Vi giver ikke op. Sådan er det bare.”

Du har sagt, at Book Café ikke kommer til at starte en revolution, men én af dem som kommer til at omvælte Zinbabwe findes måske hér. Hvad kræver det at opfinde dette land på ny fra et græsrods perspektiv?

“Svarene er ikke enkle. Jeg forsøger at leve efter maximet: ’Fortæl ingen løgne, gør ikke krav på lette sejrer’. Den postkoloniale smerte og det efterfølgende traume er en af årsagerne til vores aktuelle problemer. Vi oplever en dybt forankret søgen efter identitet, særlig blandt den yngre generation. Det er ikke nemt efter et århundrede og mange generationer – som har levet under kolonialismen, der når alt kommer til alt var en form for slaveri og billig arbejdskraft med voldelig undertrykkelse og racisme – at vælte systemer og attituder nedarvet fra fortiden, finde en national identitet og genetablere menneskelige værdier og opbygge en demokratisk kultur lige med ét. Det er hårdt.

I det store hele finder der en overgang sted, og den er ladet med kompleksiteter. Den dyrekøbte lektie vi har lært er, at simple friheder aldrig kan tages for givet, de skal tilkæmpes og beskyttes. Demokratisk rum skal indtages ellers forsvinder det. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vi er vidne til i Zimbabwe er et folks kamp for at generhverve de fundamentale rettigheder, som blev vundet i kampen for frihed fra det koloniale styre. Historien er på vores side. Vi vinder også denne gang.”

Book café udfylder mange funktioner – blandt andet ‘kontor’ for mange kunstnere som kommer og arbejder i cafeen i løbet af dagen og mødes med kollegaer. Foto: Annette Max Hansen
Book café udfylder mange funktioner – blandt andet ‘kontor’ for mange kunstnere som kommer og arbejder i cafeen i løbet af dagen og mødes med kollegaer. Foto: Annette Max Hansen

Der er mange fordomme og konstruerede ideer om Zimbabwe, en af dem er, at det er et land bestående af fattige og passive ofre – hvad kan man gøre for at rykke ved denne opfattelse – og hvordan vil du selv karakterisere det zimbabweanske folk?

“Zimababwianere er ukuelige og har vist en ekstraordinær modenhed i deres stædige evne til at modsætte sig at undertrykkelsen fører til en blodig borgerkrig. Almindelige mennesker er meget længere fremme i deres tænkning og problemløsning end den politiske ledelse.
Zimbabweanere er kreative, kunstneriske, modige, ordentlige, arbejdsomme og høflige. Den velkomst du modtager når du kommer til Zimbabwe, uanset hvor du er fra, er venlig og respektfuld. Vi har en lang historie, en dyb kulturel spirituel side af livet som er magisk og fuld af glæde.

Ikke vores Afrika
Mange misforståelser opstår fra forsimplede og stereotypificerende ’soundbites’ – reducerende udsagn om Afrika skabt af medier, som er – for at sige det lige ud – uforskammede og arrogante. Afrika er et kontinent bestående af 650 millioner forskellige mennesker med en rig kultur, med hvad jeg ville kalde livskvalitet i betydningen – et levende socialt liv, humor, musikproduktion, historiefortælling, social interaktion, familie, et spirituelt liv etc. Vi er nødt til at finde veje til at fortælle folk – at hvad de oplever som et Afrika fuld af vold og hungersnød og bundløs fattigdom – er ikke vores Afrika. Og når det engang sker, så er det en gyserhistorie i lige så høj grad som det måske vil være i Europa. Den bedste måde at formidle på er, naturligvis, gennem kunsten, hvor Afrika viser sin sande natur.”

Du har sagt i et interview til BBC i august sidste år, at Zimbabwe gennemgår en usædvanlig svær fase, men løsningerne er på vej. På det seneste har din optimisme været meget moderat. Hvad er dine forventninger til fremtiden?

“Jeg forbliver tillidsfuld og determineret. Vi ville aldrig, aldrig kunne have forestillet os de problemer vi står med i dag. Det er hårdt, og volden og brutaliteten, som vi har været udsat for, har traumatiseret os alle. Men der er ligeså mange ’små mirakler’ som gør at vi ikke er dødsdømte. Humoren, almindelig anstændighed, venlighed, venskab og simple glæder, er hver dag med til at minde os om hvem vi virkelig er – og pege på vores fundamentale menneskelighed.

Jeg forventer en besværlig overgang, som går gennem forhandlinger for at nå frem til en eller anden form for minimal stabilitet, som vi ikke har nu. Jeg forventer, at Zimbabweanere, opfindsomme som altid, vil bruge denne faste grund som et udgangspunkt for at genopbygge vores liv med al hvad de har i sig. Jeg forventer, at det bliver kompliceret, og der vil være midlertidige tilbageskridt. Jeg forventer at afrikanske brødre og søstre vil vise barmhjertighed og solidaritet i vores kamp. Jeg forventer, at når det kommer til stykket – så overlever vi.

Paul Brickhill foran sit kontor i Harare. Foto: Annette Max Hansen
Paul Brickhill foran sit kontor i Harare. Foto: Annette Max Hansen

Jeg vil gerne se et kæmpe kvantespring
Hvis du skulle rådgive mig og andre rundt om i verden – om hvordan vi kunne støtte et initiativ som Book Café og kunstnere generelt i dit land – hvad ville du så anbefale?

“Ikke at se os som svage ofre – men heller ikke opfatte os som ’uvirkelige’ eller eksotiske. At se os som ligeværdige, som partnere med et fælles mål, der er universelt. Jeg vil bede om, at man respekterer, hvad vi gør og kritiserer os når vi fejler. Tager vores problemer og konflikter alvorligt men lader være med at patronisere. Stoler på os og har høje forventninger til os – for vi fortjener jeres tillid.

Vi beder ikke om særbehandling, vi beder kun om partnerskab med fælles aspirationer. Jeg vil sige, lyt til os, når vi har noget at sige, vær tålmodige men ikke for meget, og forvent at vi lytter til jer. Så kan vi sammen rykke fremad. Al udvikling er og bør jo være gensidig. Jeg kunne godt tænke mig at se en meget mere ærlig, kritisk men venlig dialog. Vi er nødt til at kende hinanden bedre. Jeg vil gerne se et kæmpe kvantespring i samarbejde og fælles initiativer, som ikke udelukkende er en del af ulandshjælpen, men inden for rammen af at forbedre den verden vi lever i.”

OM BOOK CAFÈ Book Café har eksisteret siden 1981, hvor den startede som en beskeden lille boghandel. I dag har den årligt omkring 600 arrangementer og events. Book Café kombinerer entrepreneurship med ekspansion og arbejder gennem partnerskaber. Kunstnerne lønnes gennem billetindtægter mens husleje, administration og øvrige udgifter finansieres af indtægter fra salg af mad og drikkevarer. Aktiviteter som workshops og readings betales gennem fundraising som dækker 1/5 af budgettet.
Artiklen blev først gang bragt i magasinet KURT#8.

More from Annette Max Hansen

Der er ikke meget plys tilbage i det teatersæde – på vandring med Metropolis Festival

På Metropolis Festival længes teatret efter ægthed og autenticitet, og den skal...
Læs mere