Islamisk Stat er en trussel mod alle

Urolighederne startede først i april 2013. På dette tidspunkt var ISIS, forløberen til den Islamiske Stat, allerede en velkendt størrelse, og vestlige medier havde længe berettet om terrorbevægelsens fremfærd. Vi vidste, at ISIS var en flok barbariske jihadister, som søgte ødelæggelse og de-fragmentering af Iraks sociale fabrik. Vi vidste, at de søgte at fremme Usama bin Ladens mål, og vi vidste, at ISIS var del af al-Qaida netværket. Eller gjorde vi?

For at forstå hændelsesforløbet, som primært involverer emirerne fra henholdsvis Jabhat al-Nusra, den Islamiske Stat og al-Qaida, er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Da den selvudråbte leder af den Islamiske Stat, den hidtil ukendte iraker Abu Bakr al-Baghdadi, i april sidste år proklamerede, at den al-Qaida-tilknyttede, syriske oprørsgruppe, Jabhat al-Nusra ikke var andet end ISIS’ forlængede arm i Syrien vakte det stor forundring. Selv hos Abu Muhammad al-Julani, Jabhat al-Nusra’s emir, som dagen efter erklærede sig uenig med al-Baghdadi. Jabhat al-Nusra var en selvstændig al-Qaida fraktion i Syrien på lige fod med ISIS, sagde al-Julani som selv stammer fra Syrien, hvorefter han lagde det op til Ayman al-Zawahiri, al-Qaidas emir, at afgøre sagen.

Vi skulle vente helt til juni samme år før al-Zawahiri kom med sit svar. Skønt han irettesatte al-Julani, så gik det meste af hans kritik mod ISIS og al-Baghdadi, som han definerede som efterfølgeren til bevægelsen tidligere kendt som al-Qaida i Irak, hvorfor al-Baghdadis organisation skulle opfattes som en fraktion af al-Qaida. Al-Baghdadi svarede igen med stærke religiøse referencer og fik i tydeligt sprog fortalt al-Zawahiri og hele omverdenen, at ISIS kun underordnede sig Gud, og at al-Qaida ikke længere var den ultimative religiøse autoritet i opgøret med Vesten. Siden slut 1990’erne har al-Qaida netværket været den dominerende aktør blandt Sunni militante grupper – eller mere populært jihadister – og er konsekvent blevet betragtet som den største trussel mod vestlige interesser af vestlige efterretningsbureauer. Al-Baghdadis svar til al-Qaida leder, al-Zawahiri, må derfor betragtes som starten på slutningen af en æra med al-Qaida som ’jihadisterne over dem alle’.

Hvorfor er dette overhovedet vigtigt? Det er vigtigt fordi, det hjælper os til at forstå, hvad den Islamiske Stat egentlig er. Det ved vi nok stadig ikke helt, og en del af problemet er, at debatten nærmest er ikke-eksisterende, hvis man altså ikke færdes i forskerkredse. Selvom temaet ikke fylder den offentlige debat, så er det vigtigt at anerkende, at den Islamiske Stat ikke kun truer befolkningerne i Syrien og Irak, Vesten og vestlige værdier som liberalt demokrati. Organisationen er i ligeså høj grad en trussel mod al-Qaida og den autoritet og legitimitet, som bevægelsen havde oparbejdet med bin Laden som frontfigur. Det er en trussel, som ikke kun må forstås militært men ligeledes i sin diskursive betydning, som allerede har formået at ændre den interne magtbalance i jihadi-miljøet. The jihadi boat is rocking, so to speak.

Den Islamiske Stat historiske fremkomst
Første skridt til at forstå den Islamiske Stat må nødvendigvis omhandle organisationens fremkomst. Første skridt til hvad der i dag omtales den Islamiske Stat var Abu Musab al-Zarqawis gruppe al-Tawhid wal-Jihad, som den senere al-Qaida leder startede i 1999 i Herat i det vestlige Afghanistan. Den amerikanske invasion tvang al-Zarqawi til at flygte og efter nøje overvejelser omkring, hvor gruppen havde de bedste vilkår for at lykkes med deres mission, endte de i Irak. Efter adskillige års ’frieri’ fra Osama bin Laden lykkedes det endelig for al-Qaida lederen at få al-Zarqawi overtalt til at blive en del af al-Qaida netværket i 2004. Gruppen skiftede navn til al-Qaida i Irak, hvilket den var kendt som indtil al-Zarqawis død i 2006. Udover at være et alvorligt slag for gruppen så medførte den allerede legendariske al-Zarqawis død en organisatorisk ændring, som er helt essentiel for at forstå de aktuelle stridigheder mellem al-Qaida og den Islamiske Stat. Al-Zarqawis arvtager, Abu Hamza al-Muhajir, valgte at opløse al-Qaida i Irak og i stedet give løfte om troskab (på arabisk, bay’a) til Abu Umar al-Baghdadis gruppe den Islamiske Stat i Irak. Abu Umar døde i 2010 og blev efterfulgt af Abu Bakr al-Baghdadi, som tre år senere ændrede gruppens navn til den Islamiske Stat i Irak og Sham (eller Levanten). Kulminationen kom, som det nu er velkendt, da al-Baghdadi 29. juni 2014 erklærede fødslen på den Islamiske Stat og udnævnte sig selv til Kalif Ibrahim.

Selvom den Islamiske Stats historiske tilbliven nemt bliver kringlet, så er den vigtig at forstå, da særligt skiftet efter al-Zarqawis død er helt essentiel. Forskere i militant Islamisme har længe forsøgt at beskrive udviklingen inden for den militante trend, og forsøget er ofte endt ud i en versionisering. Det originale al-Qaida – version 1.0 – var præget af bin Laden og hans forsøg på at tilrane sig autoritet inden for miljøet. Med 9/11 angrebet blev bevægelsen tvunget til at omorganisere og udvikle sig for at opleve. Det resulterede blandt andet i en forgrening i forskellige fraktioner i al-Qaida – version 2.0 – som bedst er karakteriseret ved al-Zarqawi. Det Arabiske Forår medførte endnu et skifte, som af terroranalytiker Bruce Riedel er blevet defineret al-Qaida version 3.0, og hvor al-Julani og al-Baghdadi nu er frontfigurerne. Denne tankegang har også slået igennem i medierne, hvor den Islamiske Stat ofte bliver portrætteret som en ny og mere brutal version af al-Qaida. Resultatet er, at måden, vi forstår den Islamiske Stat på, er inden for den ramme, som bin Laden opsatte med sin ideologi.

Siden 2001 har vi i Vesten forsøgt at forstå al-Qaida bevægelsen. Det har undervejs ledt til mange misforståelser, som har haft alvorlige følger for, hvordan man har gået til bekæmpelsen af bevægelsen. Nu er vi så i gang med en proces, hvor vi forsøger at lærer den Islamiske Stat at kende, og igen begår vi fejl. For at forstå organisationen er det vigtigt, at vi anerkender, at den Islamiske Stat ikke er al-Qaida og derefter forsøger at analysere, hvilke forskelle der er mellem de to rivaliserende grupperinger.

Ideologiske forskelle
Militante bevægelser som al-Qaida og den Islamiske Stat er i deres grundessens politiske bevægelser. Derfor giver det også mening at se på de ideologiske forskelle. I deres ultimative politiske målsætninger adskiller de to bevægelser sig ikke fra hinanden. Det endelig mål er et verdensomspændende Islamisk kalifat til gavn for det muslimske community (ummah). Hvad der adskiller bevægelserne er hvilke religiøse referencer – særligt i form af nulevende muslimske ideologer – som de bygger deres legitimitet på.

Da Osama bin Laden blev dræbt i 2011 fortsatte hans ideologi med at leve, og den er efterfølgende blevet videreført med enkelte ændringer af Ayman al-Zawahiri. Fra oprindeligt at have et revolutionært fokus, hvor de koncentrerede sig om at vælte ledere i den arabiske verden, som de ikke anså for at være rigtige muslimer, så anlagde al-Qaida fra slut 1990’erne et mere globalt fokus. USA skulle overvindes før lokale ledere som Mubarak i Egypten eller Saleh i Yemen kunne væltes fra magten. Oprettelsen af en islamisk stat var måske en drøm, men aldrig en realistisk overvejelse for bin Laden. Denne tankegang blev udfordret af al-Zarqawi, som benyttede sig af langt mere brutale metoder til at opnå sin målsætning om at vinde territorium i Irak til at oprette en statslignende enhed. At skabe frygt og ødelæggelse var én af metoderne al-Zarqawi anvendte. Ligesom det var tilfældet med bin Laden, så lykkedes USA ikke med at udslette al-Zarqawis idéer, da de dræbte ham i 2006. Zarqawisme har overlevet til nu, hvor den finder sit udtryk i den Islamiske Stat.

Al-Zarqawi blev berygtet for sin bestialske fremfærd mod Iraks Shia muslismer. Og netop graden af brutalitet er et af de aspekter, som skiller IS og al-Qaida. Selv militante Islamiske bevægelser er afhængige af, at deres handlinger bliver opfattet som legitime, og derfor er de tvunget til at alliere sig med muslimske ideologer med autoritet. Kigger man på de personer, som henholdsvis den Islamiske Stat og al-Qaida trækker på, er det da også tydeligt, at kampen ikke kun foregår militært på slagmarken, men også gennem propaganda, hvor der kæmpes om ’hellig autoritet’. Mens den Islamiske Stat trækker på den afdøde al-Zarqawi og ideologer som den unge Abu Humam al-Athari fra Bahrain og mauretanieren Abu al-Mundhir al-Shinqiti, så søger al-Qaida netværket ideologisk dækning gennem personer som Abu Muhammad al-Maqdisi og Abu Qatada al-Filistini, som generelt anses som de to mest anerkendte jihadister. Skønt ingen af de nævnte bør karakteriseres som moderate muslimer – tværtimod – så er deres forskelligheder i tolkningen af, hvilke handlinger der er acceptable fra et religiøst perspektiv helt centrale i de militante gruppers handlinger og legitimiteten af disse handlinger.

Centraliseret stat eller løst netværk?
Flytter vi fokus til, hvad der rent faktisk sker på jorden, så er den tydeligste forskel mellem den Islamiske Stat og al-Qaida netværket ikke betinget af ultra-religiøse ideologer. I stedet er det de to ’militær-strateger’ Abu Bakr Naji og Abu Musab al-Suri, som er hovedarkitekterne. Al-Suri, som har levet mange år i London og Spanien, er forfatteren til det 1600 sider lange dokument The Global Islamic Resistance Call fra 2004, hvori han beskriver, hvordan militante grupper bør organisere sig efter 9/11. Hvad al-Suri argumenterer for er, at fokus ikke skal være at etablere en organisation men derimod et løst netværk, som ikke er geografisk bundet. Træningen af fremtidens jihadister, skriver han, skal ikke nødvendigvis foregå i træningslejre i Mellemøsten men i den enkeltes hjem. Jihad skal altså individualiseres. Det er denne tanke, som har domineret i al-Qaida det seneste årti.

I skærende kontrast til al-Suri fremlagde Abu Bakr al-Naji samme år sit hovedværk The Management of Savagery, som udlægger en strategi for, hvordan vestlige stormagter kan overvindes. Ifølge al-Naji skal militante Islamistiske grupper, udover at være en konstant trussel mod den lokale regering, fokusere på at fremprovokere militær interaktion fra Vesten og måske vigtigt af alt, søge på at erobre territorium, konsolidere sig og endeligt oprette en stat. At den Islamiske Stat lægger sig tæt op af al-Najis vision kan ikke komme som en overraskelse for mange.

Ønsker vi at forstå militante bevægelser som den Islamiske Stat, er det altså vigtigt, at vi forstår det fundament, de bygger deres politiske vision og militære strategi på. Og med denne forståelse bliver det tydeligt, at vi ikke blot skal analysere den Islamiske Stat som en ’vild’ forgrening af al-Qaida. Den Islamiske Stat er både mere og mindre end det. Men ligesom det har været tilfældet med al-Qaida, så kan vi være ret sikre på, at den Islamiske Stat er kommet for at blive. Og det bør ikke kun give anledning til frygt blandt vestlige efterretningsenheder, men også for Ayman al-Zawahiri og hans inderkreds i al-Qaida.

More from Tore Hamming

Islamisk Stat er en trussel mod alle

Urolighederne startede først i april 2013. På dette tidspunkt var ISIS, forløberen...
Læs mere