Leikvoll – En sjælden, norsk fugl

Følsomme fabuleringer, drømmere i postapokalyptiske affaldsdynger, voldsmænd og blomsterskrøner – Jan Roar Leikvolls forfatterskab blev kort, men intenst: Fra 2008 til 2013 udgav han fire romaner, som alle skildrer menneskets mørke sider i et særdeles poetisk nynorsk. I august døde den unge, norske forfatter, og ved årsskiftet bliver hans sidste roman udgivet på dansk.

Mandeløs dystopi
Ikke siden jeg læste Faulkners The Sound and the Fury eller Becketts Molloy har jeg været så udfordret af at læse første side af en roman, som jeg blev af at læse første side af norske Jan Roar Leikvolls lille roman Songfuglen fra 2013. Indrømmet, Leikvolls nynorske prosa har sikkert ikke gjort det ikke lettere for denne danske læser at skabe mening i ordene, men selv efter at hvert et ord er forstået, har Leikvolls indledning en mystificerende kvalitet, som gør det svært præcis at finde ud af, hvad der er på færde. Her indledningen i Arko Højholts danske oversættelse:
[quote]Døren smækkede, og et øjeblik kunne jeg intet se, men gradvist tonede grå prikker frem i mørket. Langsomt gled de nedover væggen, blev næsten til streger, men så til prikker igen. Prikkerne blev stærkere og langsomt hvide. Det begyndte at gøre ondt at stå stille, men jeg bevægede mig ikke. Hvad ville jeg mærke, hvis jeg strakte armene ud eller tog et par skridt frem, hvor langt var der før jeg fik fat i noget? Hvis jeg lukkede øjnene, var det en drøm, jeg ville vågne i sengen og fortælle den til mor og tante, eller gå ud i dagen og glemme den hurtigt som andre drømme. Men hver gang jeg kiggede efter, stod jeg i kælderen under højblokken. Jeg lukkede øjnene igen, og snart funklede det i øjenmørket, prikkerne voksede eller mindskedes, gled sammen eller forsvandt hver for sig. Jeg åbnede øjnene, og prikkerne lå her og der i rummet og lyste. En på kanten af metal, en på noget hvidt, men nu havde de næsten mistet deres glans.[/] Når Leikvolls hovedperson står ”i kjellaren i høgblokka” og ser dansende prikker og streger foran sig og ønsker, at dette var en drøm, som hun kunne vågne af, er associationerne til den norske terroraktion 22. juli – hvor en bombe gjorde store ødelæggelser på Regjeringskvartalet, herunder Høyblokken eller H-blokken, som dengang rummede bl.a. statsministerens kontor – ikke langt væk. Når man læser videre end det første afsnit, er det klart, at den katastrofiske stemning er af meget mere personlig art, og at det univers, Songfuglen foregår i, er langt fra det Norge, vi kender fra i dag.

Leikvolls højblok, hvor hovedpersonen Jakoba bor med sin mor, er en betonboligblok i udkanten af et bysamfund udelukkende bestående af kvinder. Bevæbnede vogter de bygrænsen om natten for at holde mændene, som holder til i skovene omkring byen, væk fra at hærge og voldtage. De eneste mænd, der findes inden for bygrænserne, holdes på bordeller eller til avl, og kun de ældste af kvinderne kan huske, at det nogensinde har været anderledes.

Bag de snærende trusser

Forside af “Songfuglen” af Jan Roar Leikvoll
Forside af “Songfuglen” af Jan Roar Leikvoll

Det er i dette forvredne, men alligevel delvist genkendelige samfund at, Leikvolls hovedperson Jakoba, som er begavet med en helt særlig sangstemme, befinder sig. Teenageren Jakoba er blevet optaget på en prestigefuld sangskole, men grunden til Jakobas særligt kraftfulde stemme er lidt af et problem og befinder sig bag meget snærende og generende trusser: Jakoba er en dreng. I takt med at skæghårene pibler frem på kinderne, øges moderens angst for, at Jakoba skal blive afsløret. Hun finder derfor en udvej for Jakoba, så alt kan blive som før. Men i takt med, at trusserne bliver stadigt mere snærende, og Jakoba synger stadig smukkere, sætter han sine egne efterforskninger i gang: Hvordan håndterer byen og samfundet mænd?

Songfuglen er skrevet i et undersøgende og suggestivt sprog i en næsten fabellignende stil. Den postapokalyptiske stemning fremmanes ikke bare af allusionen til 22. juli-terroren – foruden Højblokken har Jakoba en samtale med en kvinde, som forestiller sig, hvor let det er at begå et skoleskyderi på den omhyggeligt aflåsede skole, de to står udenfor – men også af den allestedsnærværende vold: Guerillakrigslignende tilstande med skud og eksplosioner kan høres om natten; pistolen, som Jakobas mor gemmer under hovedpuden; vagternes brutale afbrænding af en mand, der prøver at løbe ind i byen en nat; og en mand, som er blevet hængt, fordi hans forklædning som kvinde er blevet afsløret.

Enhver for sig
Til trods for rammen med det kønsopdelte samfund er det ikke først og fremmest køn, der er formålet med Leikvolls roman. Kønnet og de alt for snærende trusser er snarere en metafor for en grundlæggende angst og utilpashed med at være både i sin egen krop og i det samfund, man fødes ind i. På den måde er historien en beretning om at finde ud af, hvordan man kommer overens med sig selv i forhold til andre mennesker, og det er en historie om ikke at passe til ens omverdens forventninger. Leikvoll har ved flere lejligheder selv hævdet, at hans historier ikke handler særligt om kønsidentitet, men om at være menneske – ensom og angst og drømmende – og det lykkes ham i høj grad.

Songfuglen foregår i et samfund, hvor enhver er overladt til sig selv – Jakoba og hans mor må tage sig af den forkrøblede moster Basjele og dennes retarderede datter – og hvor dem, der ikke vil (eller kan?) arbejde, udeliggerne på flodbredden, er overladt til forbipasserendes luner. Fortællingen om Jakoba har eventyragtige kvaliteter, men den har også den mørke bagside, som litterære dystopier eller postapokalyptiske film kan have.

Svulsten som motor
Da Jan Roar Leikvoll debuterede i 2008 med den dystre roman Eit vintereventyr, havde han skrevet i årevis inden uden at få nogen manuskripter antaget. Men i 2007 ændrede hans liv sig. Som 12-årig var Leikvoll blevet diagnosticeret med en hjernesvulst, som han havde levet fredeligt med, og i 2007 fik han besked om, at den var begyndt at vokse. Lægerne turde ikke operere den bort – den sad i sprogcenteret – men han fik strålebehandling mod den.

Truslen fra svulsten gav Leikvoll et skub, og han har selv udtalt, at han skrev Eit vintereventyr, en dyster fortælling, der foregår i en kz-lejr, i en slags protest. I 2010 fulgte Fiolinane, som foregår i en postapokalyptisk affaldsdynge, og i 2012 Bovara, om munken Frrok, der tager en gravid prostitueret, som er på flugt, til fange i et hul i klosterets kælder. Tilsammen danner de tre bøger en mørk og voldelig trilogi, som vakte stor opmærksomhed i Norge. Han har modtaget blandt andet Nynorsk litteraturpris, og i 2013 fik han Stig Sæterbakkens mindepris.

Songfuglen var det sidste, Leikvoll udgav, inden han døde 1. august i år, 40 år gammel. Sammenlignet med trilogien er Songfuglen næsten en lys bog med sine skildringer af forelskelsen mellem Jakoba og tjenestepigen Tikva, men den er desværre også det sidste værk fra en helt særegen stemme i norsk litteratur.

Fabelagtige englehjerte
Indimellem den lurende vold i Songfuglen er der også poetiske beskrivelser af teenageren Jakoba, der udforsker verden og sig selv, enten ved at trodse forbuddet mod at gå gennem en park i byen eller ved at opsøge nye bydele og klatre fra tag til tag under stjernehimlen. Jakoba har arvet nogle bøger fra sin afdøde tante, og han læser flittigt i blandt andet en bog med ganske fantasifulde beskrivelser af blomster og blomsternavne. Der er en sprogglæde og fortællelyst i disse små glimt af en poetisk blomsterverden, hvor blomsterne bliver en slags fabeldyr: En kan kun vokse i modvind. En anden kan kun vokse under vand, men den må vokse, sådan at blomsterhovedet akkurat kommer over vandoverfladen, ellers blomstrer den ikke.

I en udsendelse, som NRK’s Bokprogrammet lavede om Leikvoll i 2012, opfører Leikvoll selv en scene, som også findes i Songfuglen: NRK-journalisten er på besøg i Leikvolls andet hjem i Hviderusland, hvor hans kone bor, og Leikvoll og journalisten går gennem en park, mens de taler om hans forfatterskab. Ved et bed med hostaer stopper de op, og Leikvoll, iklædt solbriller og skyggen af et smil, fortæller, at de trompetformede blomster på russisk hedder englehjerte. En humlebi flyver ind og ud af blomsterne. Ifølge Leikvoll kan hostaerne fange fluer og nærmest balsamere dem i blomsterstøv: Fluen dør, men blomsterstøvet på vingerne får den til at ligne en engel, og hvor den falder, vokser en ny blomst op. Et øjeblik senere lyder latter fra journalisten, der er faldet for Leikvolls improviserede blomsterfabel. Leikvoll griner begejstret ind i kameraet: Han kunne ikke lade være med at fortælle historier.

Jan Roar Leikvolls Sangfuglen udkommer på dansk på forlaget Vild Maskine primo 2015.

More from Anne Kirstine Munk Christiansen

Hvad læser du – egentlig? Status over et bogårs læsevirkelighed

De gode bøger, jeg gerne vil læse, dem læser jeg ikke; men...
Læs mere