Selvfølgelig er du holdningsløs

Dansk politik har næppe tidligere været så viljesvagt. De enkelte partier har svært ved at adskille sig fra hinanden, politikerne leverer variationer over det samme budskab og vælgerne efterlades ofte indifferente over for tidens harmoniske partilandskab. Partier, politikere og vælgere er blevet enige. Sejrherren synes fundet: Holdningsløsheden.
Lad mig afprøve denne påstand i forhold til partier, politikere og vælgere.

Partierne
Det er blevet vanskeligt, at skelne mellem partierne i dansk politik. Partilandskabet er i det væsentlige blevet en variation over samme grundtema: socialliberalisme. Alle partier, måske på nær af Enhedslisten, fører en enslignende socialliberalistisk politik med fokus på vækst og velfærd. Partiernes politik og visioner er reduceret til nogle meget ens prioriteringer. Med marginale udsving på finansloven allokerer alle partier lignende midler til en række af politiske initiativer, som skal fastholde konkurrencestatens socialliberale blandingsøkonomi: frie tøjler til erhvervslivet og et bredt socialt sikkerhedsnet.

At partierne er svære at skelne fra hinanden skyldes også, at de er tvunget til at orientere sig væk fra det ideologiske.

Den hastighed, hvorved medierne dækker det politiske liv samt vælgernes lave partiloyalitet, tvinger partierne til at orientere sig mod enkeltsager. Medialiseringen af politik, dvs. politikernes og mediernes gensidige afhængighed, medfører, at den politiske horisont ændrer sig fra dag til dag. Den langstrakte, ideologiske vision er fortrængt. Partierne skal skabe synlighed gennem enkeltsager, som optager vælgerne (og medierne) i en given periode. På den måde er politikken tvunget til at fungere under en slags populistisk pragmatisme, hvor ideologien må træde i skyggen. Det er en logik alle partierne underordner sig – også Enhedslisten.

De seneste tre år har Enhedslisten forladt rollen som protestparti og i efteråret 2011 stemte partiet for sin første finanslov. Selvfølgelig blev partiet udsat for kritik forud for indflydelsen på den nye Thorningregering i 2011. Selvfølgelig kunne splittelsen mærkes internt i partiet, hvor der opstod stor uenighed mellem de (idag) pragmatiske Christiansborg-politikere og den ideologiske hovedbestyrelse og dets bagland. Enhedslisten nærmer sig rækken af de øvrige partier – liste Ø er blevet borgerliggjort og pragmatisk. Magt, som i ansvarlighed, vælgertække og medbestemmelse, sejrer nu også over ideologi i det gamle protestparti.

Politikerne
Det er blevet vanskeligt at skelne mellem politikerne i dansk politik. Det skyldes imidlertid næppe, at de er holdningsløse. Det skyldes måske snarere, at deres holdninger sidder mere løst og at de er blevet mindre tydelige. Partisoldaterne udskiftes nemlig med svingsdørspolitikere og levebrødspolitikere. Ved sidste folketingsvalg havde næsten en tredjedel af de opstillede kandidater tidligere været aktive i et andet parti. En tredjedel. Aldrig før har det været så accepteret for politikere at skifte parti. Som direkte konsekvens af partiernes enshed er det blevet legitimt, endda forholdsvis omkostningsfrit, for politikere at hoppe til et nyt parti. Troværdigheden lider muligvis momenttalt et knæk, men den bliver hurtigt genoprettet.

Når de kan gøre det uden at den personlige og politiske integritet sættes over styr, hænger det naturligvis sammen med den bevægelse vi observerede blandt partierne: Det ideologiske er trådt i baggrunden og er blevet erstattet af en mere professionel idealisme. Politikere står ikke længere stejlt på et ideologisk tankegods, men flytter sig i forhold til hvor de kan få størst muligt afkast for deres investering. Hvis de ikke kan få afløb for deres professionelle ambitioner ét sted, flytter de blot derhen, hvor der er større sandsynlighed for det. Det er muligvis en selvisk kalkulation, som efterlader de gamle partifaner falmede, men det er blevet en udbredt og accepteret praksis.

Vælgerne
Det er blevet vanskeligt for vælgerne at differentiere mellem partierne og politikerne i dansk politik. Tendensen til at shoppe partier eksisterer således også hos vælgerne. Blandt vælgerne er der opstået lav partiidentifikation og man er i højere grad begyndt at orientere sig ud fra enkeltsager. Vælgere orker ikke længere det langstrakte kompromis. Hvor vælgeren tidligere identificerede sig med et partis lukkethed, identificerer vælgere sig idag med et tilhørsforhold til den ene eller anden fløjs åbenhed. En bevægelse i overstemmelse med tidens ånd, som er karakteriseret ved åbenhed, fragmentering og fleksibilitet.

At samtidens vælgeradfærd er præget af holdningsskifte ses derfor ikke som en svaghed, hvilket det tidligere ville være betragtet som. Holdningsskiftet kan efterhånden betragtes som et præmis for den politiske deltagelse.

“Jeg er socialdemokrat!” er erstattet med “Jeg er rød” osv.
Vælgeren har givet sig selv fleksibilitet i forhold til at prioritere politisk.
Alt afhængigt af den måde vælgeren bevæges af en politisk problemstilling, vil vælgeren finde det parti, der aktuelt repræsenterer et tilfredstillende kompromis.

Den politiske lunefuldhed
Det er en svaghed, at ideologien er trådt i baggrunden. Partiernes vilje er i høj grad reduceret til en indbyrdes kamp omkring marginale fordelingsproblemer og om rettigheden til at formulere konkurrencestatens økonomiske sammensætning. Hvor konkurrencedygtige vil vi være indadtil (mindre variationer over sociale investeringer vs. skattelettelser) og hvor konkurrencedygtige vil vi være udadtil (mindre variationer over bilaterale samarbejder vs. bistand)? Med ideologien ude af billedet, fortaber de reelle interessemodsætninger sig. Når ideologien ikke længere er afgørende, medfører det holdningsløshed og indifferens blandt både politikere og vælgere. Samtidig fortrænges visionerne og de langstrakte politiske ambitioner: partierne former deres politiske initiativer ud fra hvor vælgerne er, ikke hvor de vil vise dem hen.

Det er en styrke at ideologien er trådt i baggrunden. Væk er ideologiens karakter af religiøs forblændelse. Politikere og vælgere møder ikke længere de politiske problemstillinger med et forudindtaget, programmatisk blik. Man ser på de gældende omstændigheder og handler derudfra. Dét er ansvarlighed og fornuft. På den måde er dansk politik blevet til et spørgsmål om at korrigere: man forsøger at navigere udenom det utålelige, som Per Stig Møller engang sagde.

Det bliver interessant at se hvordan denne tendens, efterhånden som den bliver mere markant, vil forme betingelserne for politik fremadrettet. Måske vil der opstå et endnu stærkere fokus på værdipolitik? Måske vil vælgerne efterspørge mere ideologi? For egentligt er denne bevægelse paradoksalt. Folk tørster efter meningsfuldhed som aldrig før. At finde et fast orienteringspunkt i livet. Også politisk.

Selvfølgelig er du ikke uden holdninger. Du er afklaret. Måske særligt på den korte bane. Selvfølgelig skal du, som de øvrige vælgere, også shoppe holdninger. Selvfølgelig er du holdningsløs.

More from Simon Kærup

Knud Romer og journalistikkens tabte uskyld

De klassiske nyhedsmedier er i krise. Stadig færre køber aviser og det...
Læs mere