Shanghai er på steroider

Shanghai, Kinas største by, er kommet på steroider og buldrer frem i alle retninger. Her er propagandaen ikke længere rød og rettet mod et illusorisk fællesskab, men er derimod blevet udskiftet med vestligt orienterede og kapitalistiske mantraer; alt er til salg, fremtiden er nu.

Propagandamaterialet er omsat til hektisk blinkende lysreklamer på højhusenes facader, det er et moderne Kina, og jeg ved snart ikke, om det er fascination eller foruroligelse, der er den rette reaktion på den investordrevne og korruptionsplagede udvikling.

Hastigt spreder metroen sig som rødder under Shanghai, der anslås at have rundet de 24 millioner indbyggere og vokser med flere end 0,5 millioner mennesker om året (læg hertil en stor andel af illegale immigranter fra de kinesiske yderområder). Turen går under Huangpu-floden til det nye finansdistrikt på Pudong-siden af byen. På kun få årtier har bydelen rejst sig fra bar mark til en let genkendelig skyline, der troner sig op som et visuelt bevis på den voksende økonomi.

Oppe fra metroen igen flytter rulletrapper og skywalks menneskemasserne fra bygning til bygning, mens biltrafikken pulserer under os. De velvoksne konstruktioner skyder sig ind i himlen, og i midten af det hele står det funklende lyserøde og futuristiske tv-tårn, som et rumskib klar til afgang. For mig et kitschet symbol på Kinas famlende vej ind i verdens økonomiske og kulturelle verdenselite, for kineserne netop et vartegn for deres nye status i verden. Der bliver blitzet selfies i en uendelighed – den eneste forretning på disse skywalks, printer og indrammer dine selvportrætter til evigt minde.

Selfies foran TV-tårnet i Shanghais finansdistrikt. Foto: A.K. Braagard Harders
Selfies foran TV-tårnet i Shanghais finansdistrikt. Foto: A.K. Braagard Harders

Jeg er i Shanghai for at forstå, eller måske snarere mærke, hvad der sker, når en by vokser på den måde Shanghai gør det. Hvor det ikke kun handler om at skabe kapacitet til det eskalerende antal indbyggere, men om at skabe en lukrativ forretning for de, der sidder på den økonomiske magt. Hvad gør det ved byen og byens liv?

Nærheden går tabt
Blandt skoven af bygninger myldrer mennesker målrettet frem og tilbage. Skyskraberne her i Pudong har ikke lagt gaderne øde, som de ellers har tendens til verden over. Særligt i disse finansdistrikter, der efter kl. 17.00 ligner et moderne Tjernobyl. I Pudong bliver intimsfæren tværtimod ophævet i det fysiske møde med millioner af vildfremmede menneskers kroppe. Det er tæthed i yderste potens.

De såkaldte skywalks i Shanghais lynvoksende finansdistrikt. Foto: A.K. Braagard Harders
De såkaldte skywalks i Shanghais lynvoksende finansdistrikt. Foto: A.K. Braagard Harders

Og så midt i dette virvar af indtryk og kropskontakt, opdager jeg, at her i virkeligheden ingenting er. Ingen caféer, ingen kunst, bænke, restauranter eller butikker, der får dig til at lade øjnene vandre og mennesker til at stoppe op bare for at være. Det svulstige byggeri har blæst den menneskelige skala fuldkommen ud af proportioner, og intet andet end køen til de udendørs rulletrapper og de obligatoriske selfies foran tv-tårnet giver anledning til at stoppe op. Som gæst er den eneste egentlige destination en shoppetur og frokost indenfor i ”super brand mall”.

Andre mennesker er i denne ramme blevet til ansigtsløse forhindringer, der omslutter dig som en deform masse. Blikkene vender nedad eller opad, men aldrig i øjenhøjde. I metroen bliver det tydeligst – her maser man sig ind inden de andre kommer ud, og det med en voldsomhed, så ineffektiviteten bliver nærmest komisk. Her udbryder der en tavs, aggressiv krig om at komme først hen til det eneste ledige sæde, mens opmærksomheden er stift vendt mod iPhone-skærmen, og ingen ser op, når de støder frontalt ind i hinanden.

En kamp mellem skalaer
Mit første indtryk er, at de kinesiske beslutningstagere ved en fejl glemmer den menneskelige skala i farten. Men ved nærmere eftersyn vidner byen om, at denne menneskelige skala snarere er noget, der er i vejen for det allestedsnærværende fremtidsbillede.

Det er dog ikke alle steder i Shanghai, at fremtiden har indhentet nutiden. Efter flere dage, som myre i en verden af skywalks og flyovers, er det en lettelse at finde nogle af byens endnu raske celler i den franske koncession (ind til revolutionen i 1949 var Shanghai opdelt i udenlandske administrative afsnit). Byggeriet er tæt og lavt, og træerne skaber et nærmest eventyrligt grønt loft over gaderummet. Her betyder tætheden også nærhed. Noget der er kendetegnende for denne type byggeri, hvor mange mennesker deler meget lidt plads. Folk lader bogstaveligt talt til at hvile i det. Maden laves og fortæres på gaden, omgivet af sovende eller mahjong-spillende shanghainesere, der har indtaget fortovet som en stor fælles dagligstue. Her er privatlivet vendt på vrangen, der er ikke noget i vejen for at hænge undertøjet til tørre foran hoveddøren. Det er eksotisk og nærmest intimiderende at se på som dansker og samtidig stemningsfuldt og unikt. Men det er måske også snart historie.

Undertøjet bliver luftet foran hoveddøren i de ældre bydele. Her foregår livet på gaden, og skalaen er menneskelig. Foto: A.K. Braagaard Harders
Undertøjet bliver luftet foran hoveddøren i de ældre bydele. Her foregår livet på gaden, og skalaen er menneskelig. Foto: A.K. Braagaard Harders

Traditionelle bygninger bliver ofret på stribe til fordel for massiv infrastruktur og nyt byggeri. Væk fra Pudongs flashende dyre glasbygninger bliver kvaliteten af disse nye konstruktioner mere tvivlsom – korruptionen lyser langt ud af de discountede højhuse, der ser faretruende porøse ud allerede inden byggeriet tages i brug.

Kvaliteten af byggeriet er tvivlsom i store dele af Shanghai. En stor del af arbejdskraften leveres af tidligere landarbejdere, der nu søger lykken i byen – ofte som illegale immigranter uden basale rettigheder. Foto: A.K. Braagaard Harders
Kvaliteten af byggeriet er tvivlsom i store dele af Shanghai. En stor del af arbejdskraften leveres af tidligere landarbejdere, der nu søger lykken i byen – ofte som illegale immigranter uden basale rettigheder. Foto: A.K. Braagaard Harders

Kineserne gentager Vestens fejl

Under de svævende motorveje, får jeg flashbacks til en tid efter anden verdenskrig, hvor europæerne efterhånden havde fået slikket deres krigssår, og velstanden kom rullende sammen med en drøm om eget hus og have. Hvor bilen blev en uundgåelig nødvendighed, men også et billede på den opblomstring og fremgang, der begyndte at blive til virkelighed for den almindelige borger. I København betød udviklingen, at byens rum blev for små til kapere den fremtid, der lå lige for døren. Det meste af Vesterbro skulle nedlægges og det samme med Søerne, så man på flersporede motorveje kunne ankomme direkte til byens centrum.

Men langsommelige demokratiske processer, slunkne pengekasser og folkelig modstand bremsede den våde motordrøm lige dér ved Bispeengbuen, der i dag står som monument over de tanker, der kunne have forhandlet både Vesterbro og søerne til flyvende motorveje og parkeringshuse.

De tre hovedingredienser, der i mine øjne, reddede København, er enten fraværende eller undertrykt i en kinesisk kontekst. Demokratiske processer og folkelig modstand er for kineserne en by i Vesteuropa, mens økonomien længe har været i massiv fremgang. Lysten til at investere i Kinas største by synes uendelig – den omsiggribende korruption smører beslutningsgangene for de, der vil betale og uden at en planlovgivning behøver at stå i vejen. (Og tilsæt så et indbyggertal, der er fem gange så stort som Danmark.)

Hver dag tilføjes ny infrastruktur til byen og trafikken foregår i stadig flere lag. Det presser den menneskelige skala ud af billedet, men spørgsmålet er, om kineserne finder det ligeså problematisk som jeg? Foto: A.K. Braagaard Harders
Hver dag tilføjes ny infrastruktur til byen og trafikken foregår i stadig flere lag. Det presser den menneskelige skala ud af billedet, men spørgsmålet er, om kineserne finder det ligeså problematisk som jeg? Foto: A.K. Braagaard Harders

Jeg leder i tankerne febrilsk efter stopknappen, inden Shanghai får givet afkald på de værdier, der faktisk gør stedet rart at være. Hvordan kan byen holde fast i sin nærhed og bruge tætheden som potentiale og ikke som ødelæggelse af bylivet? Kunne biltrafikken bremses og den hastigt forsvindende cykelkultur genetableres? Kunne byspredningen begrænses og kravene til byggeriet strammes?

Virkeligheden er, at for selv kineseren på gaden, som oplever alle disse ofrer på egen krop, er tiltag som disse jo nærmest utænkelige. Den materielle fremgang, der for de fleste ganske vist betyder menneskelig tilbagegang, er et symbol, et bevis. For første gang er den mytiske velstand rykket nærmere, vestens idealer kan købes på langt flere gadehjørner end i selv de mest vestlige byer i Vesten. Jeg må erkende, at patienten nok ikke vil bruge den medicin, jeg ordinerer. Det bliver nok nødt til at gå galt før det bliver godt igen.

I stedet vil jeg bruge oplevelsen til at se hjemad og indad.

Hvad kan vi lære af Shanghai?
Jeg er hverken nostalgisk eller romantisk anlagt, når det kommer til byen, men jeg kan konstatere, at sammen med mine medborgere holder jeg af de steder, hvor den menneskelig skala trives. Det gælder i det nye eller det byfornyede, og det gælder også der, hvor det skæve, gamle og uddaterede blomstrer. Enhver by har brug for sine raske celler for at fungere. Steder hvor vi kan gå igennem og være, se på andre mennesker og blive klogere på hinanden, eller bare hænge ud helt alene. Steder hvor vi ikke bare er hinandens stopklodser på en forhindringsbane, der hver dag skal forceres, inden vi tilbringer vores vågne timer foran den samme skærm og med de samme mennesker.

For at holde gang i byens raske celler, er det ikke nødvendigvis problematisk, at pengene er små og at udviklingen tager tid. Byen skal modnes sammen med sine indbyggere med netop det formål, at skabe en by for mennesker. I Shanghai er byen en platform for investering, og selvom der er mange kunder i butikken, er det ikke nødvendigvis bevis for, at produktet er godt – men måske mere et spørgsmål om manglende alternativer for de mennesker der bor og kommer der. I mine øjne er det vigtigste for den danske byudvikling lige nu, at sikre sig mod netop denne tendens; at byen alene bliver platform for investering. Udgangspunktet må og skal være, at byen skal være god at være i.

More from Anne Katrine Braagaard Harders

Bilparkering – retten til byen

Hvad er det med dén bilparkering i København, som kan få ellers...
Læs mere