Sibylle Berg og den trætte kærlighed

Sibylle Berg. Foto: Katharina Lütscher.

Hun er oversat til mere end tyve sprog, men indtil nu har hun ikke været oversat til dansk til trods for, at hun har vundet mængder af priser og har bestsellerstatus i Tyskland. Netudgavens Camilla Zuleger har talt med Sibylle Berg, der foragter verden og dens mennesker, men skriger efter kærlighed.

En sommerdag på en berlinsk fortovscafé med det klassiske jeg-er-her-alene-skjold: en stor kop kaffe og ditto avis. Frankfurter Allgemeine, som på det tidspunkt i mit tysksprogede liv var lige vel tysk til, hvad jeg magtede. Alligevel fik jeg stavet mig igennem forsidehistorien om Sibylle Berg, der fremfor alt afskyede verden og dens umuligheder. Foragtede verdens uretfærdighed, ulykkelighed og det faktum, at hun var holdt op med at ryge. Hun havde netop da udgivet romanen ”Vielen Dank für das Leben”, som blev rost til skyerne og endte med at befinde sig på Der Spiegels bestsellerliste i månedsvis.

Den dystopiske, apokalyptiske roman ”Ende Gut” var min begyndelse på Bergs forfatterskab. Det var den, der var billigst i boghandlen rundt om hjørnet fra caféen. Og det var kærlighed ved først komma. Jeg havde det som mit 15-årige jeg havde det med Kurt Cobain: Genoplevede lysten og den gennemborende trang efter at være som dette menneske! Overvejede at lade mig gå bare en lille smule i hundene, for at minde lidt mere om Berg og hendes lige så weltschmerz-ramte figurer. Det blev imidlertid kun ved tanken, men bøgerne og historierne hænger ved.

Nej, vi taler ikke om en ny Proust. Der er ikke noget revolutionerende over Berg. Og dog. Da jeg første gang hørte om hende, var jeg lidt af en guilty pleasure-læser. Det bedste ville være at læse de tykke, vigtige værker fra litteraturhistorien, men “Bridget Jones’ Diary” var nu også en god bog. Hos Sibylle Berg kunne jeg få begge dele! Der var nemlig noget ved hendes skrivestil og fortællingerne, der ramte en chick-lit-nerve i mig – og det på den bedst tænkelige måde.

Den sjove jøde og det kedelige tyske
‘Vielen Dank für das Leben’, ‘Tusind tak for livet’, fik ikke kun gode anmeldelser, men vandt også indtil flere priser, og Bergs værker findes i dag på mere end 20 sprog udover det oprindelige tyske. 16. oktober udkom den første Berg så endelig på dansk, på forlaget Tiderne Skifter.

Tusind tak for livet af Sibylle Berg. Udkom på Tiderne Skifter i oktober 2014.
Tusind tak for livet af Sibylle Berg. Udkom på Tiderne Skifter i oktober 2014.

At nabolandet Danmark først nu får lov at læse Bergs bøger, lader dog ikke til at gøre det store indtryk på Sibylle Berg. I en mail fra hende med emnet “Fru Berg svarer”, fortæller hun, at hun egentlig godt forstår, hvorfor ikke mere tysk litteratur bliver oversat:

“Jeg kan egentlig kun huske, at bogen er blevet oversat til dansk, fordi der engang var en plan om at lave en film ud af bogen sammen med Lasse Spang Olsen, og det glæder mig, at han nu kan få læst bogen på sit eget sprog.”

Berg fortsætter:

“Jeg tror generelt, at det er meget omstændeligt at finde forlag uden for det tysksprogede rum, der vil udgive tysk litteratur, fordi rygtet om, at den skulle være dødeligt kedelig, med rette er løbet den i forvejen. Det gælder naturligvis ikke sjove jøder som mig.”

Hadefulde kærlighedsbreve
Men ikke alle er helt enige i, at Berg er sjov. Faktisk formår hun gang på gang at stikke en pind i hvepsereden, så særligt de tyske læsere, kommer helt op af stolene. For hun er nådesløs i sin kritik, både i bøgerne og i offentlige udtalelser, hvor alt fra feminisme og kønskritik til immigrationsproblematikker står for skud.

Når man googler Berg, finder man næsten lige så mange sider, hvor hun lægges for had, som hvor hun prises til skyerne. Men kritikken står og vibrerer sært i luften, når hun vender den mod dem selv. Som fx når hun på sin hjemmeside offentliggør hademails som ”Kærlige breve fra kærlige mennesker. Eller noget”.

Den særligt kærlige og charmerende Martin P. skriver fx:
[quote]Jeg vil aldrig mere læse en bog af Dem, dette forbandede lort, som De skriver, er jo intet andet end bagsiden af en esoterisk kusse, tømt for mening, uden magtkrav, politisk orienteringsløs, samfundsmæssig dekadence (…). De skriver videre, skriver De. Jeg hersker i mellemtiden. Hav en god aften, Martin P***[/] ”For mig er det skrig efter kærlighed,” forklarer hun selv om mailsene. Og der er virkelig også pæne ord indimellem. Næsten så pæne, at hun overvejer, om der mon mangler et ”ikke” i sætningerne. Men det gør der vist ikke.

“Mine fans, eller skal vi sige læsere, er ret fantastiske,” fortæller Berg. “De ville slå kritikere ihjel for mig. Jeg ser dem ved store arrangementer, hvor der nogle gange kommer over tusind. De søger også alle efter et sted i verden, og jeg har lyst til at kramme dem alle.”

Træt kærlighed
Alle hendes ord, bøger, artikler og tweets er så godt som gennemsyret af en kærlighedshunger. Eller, sådan ser det i hvert fald ud for alle andre end Sibylle Berg selv. Ifølge hendes selv findes der nemlig kun én kærlighedshistorie fra hendes hånd, og selv den er ikke en rigtig kærlighedshistorie.

“Jeg har kun skrevet én fortælling om kærlighed, og det er ‘Der Mann schläft’ (2009). Og der handler det ikke om sex, lidenskab og undertøj, men om den noget trætte, egentlige kærlighed, som man møder, hvis man er heldig, og som man desværre også kan miste igen.”

Det lyder banalt, men der er ikke noget dreng møder pige-plot og slet ingen lykkelig slutning. Konventioner er for verden af i går, og hos Berg er de alle afskrevet:

“De fleste personer i mine bøger er ikke eksplicit mand eller kvinde. Kønstilskrivninger interesserer mig ikke. I ‘Tusind tak for livet’ er helten sågar hermafrodit. Personerne er snarere manglende evner med kroppe, som os alle, mænd, kvinder, transpersoner.”

“Ingen ved, hvad de skal i denne verden, men forsøger dog at gøre deres bedste. I sidste ende er den eneste forskel på os, hvor længe vi lever, og hvor meget vi ved om det på forhånd.”

Med det udgangspunkt bliver den store kærlighedshistorie svær at realisere. Og selvom både hendes romanfigurer og hun selv virker til at have den lykkelige kærlighed som mål, når de tumler rundt i verden, er det et større projekt end som så:

“Kærlighedshistorier har egentlig ikke optaget mig. Jeg forsøger at vise verdens grusomhed, men også at beskrive altings fantastiske tåbelighed. Hvis man griner af al den elendighed, der omgiver os, og som er lige til at udholde i Europa, så kan det lige gå, ikke?”

Et beskedent ønske kan man mene?

More from Camilla Zuleger

Følelser i kapitalismens analfabetiske tid

Stadigt færre udfordres i dag af ordblindhed. Måske skyldes det, at vi...
Læs mere