Ugandas paradoksale homo-had

Illustration: Ida Felicia Noack

De sidste par år har Ugandas hetz mod homoseksuelle skabt ramaskrig i Vesten. NGO- lobbyister og vestlige regeringer har været hurtige til at fordømme den ugandiske holdning til homoseksuelle. Paradoksalt nok tog ugandere, før de blev kristnet af britiske missionærer i 1800-tallet, ikke afstand fra forhold mellem to mænd. Det kom først med europæerne, som nu fordømmer landet for dets intolerance.

2. del i Afrikaserien Mzungu.

Buganda-kongeriet udgjorde cirka 20 % af Uganda, som vi kender det i dag, og var det mest magtfulde kongedømme i regionen. Kongen var omgivet af et hof af pager, unge høvdingesønner som kom fra forskellige stammer i regionen. I 1877 ankom de to første kristne missionærer og blev hilst velkommen af kong Mutesa af Buganda. Muslimske handelsmænd var allerede til stede i regionen og forsøgte at udbrede islam. De kristne missionærers mission var at udbrede deres religion, og det lykkedes dem bedre end de muslimske handelsmænd. I 1882 døbte de, de første konverterede afrikanere i Buganda.

I 1884 dør kong Mutesa og hans søn Mwanga overtager tronen. De kristne missionærer beretter i breve der er bevaret, at Kong Mwanga til tider havde seksuelt samkvem med sine pager, en handling som ikke var forbudt eller ualmindelig i kongedømmet, men som gik imod den kristne tro og som de kristne missionærer havde svært ved at acceptere. Flere af kongens pager var konverteret til kristendommen, og i 1885 er der eksempler på, at de nægter at bøje sig, for det de kristne missionærer havde italesat som ”Mwangas unaturlige lyster”.

Illustration: Ida Felicia Noack
Illustration: Ida Felicia Noack

Dette provokerer Mwanga, og han befaler i 1885 biskoppen Hannington slået ihjel. Når man som page nægtede Mwangas ønske om seksuelt samkvem var det lig med at gå imod kongedømmet for at være tro mod kristendommen. Ved at gøre kongen syndig og sygelig fratog de kristne missionærer ham hans overlegenhed og ophøjede position i samfundet. Ydermere fremførte de, at det var de muslimske handelsmænd, der havde taget den usædelige tradition med til Buganda. På den måde gjorde de på én gang både Buganda-kongedømmet og muslimerne syndige og kunne herigennem positionere sig stærkere i regionen.

De kristne martyrer brændes levende
Spliden mellem de kristne missionærer og kong Mwanga eskalerer i 1886, da Mwanga befaler, at alle de kristne pager adlyder ham, når han ønsker seksuelt samkvem med dem. 30 af de unge høvdingesønner nægter og Mwanga brænder alle 30 levende. Drabene polariserer samfundet og der udbryder borgerkrig mellem kongedømmet, muslimerne, protestanterne og katolikkerne, der alle forsøger at tilegne sig magten i Buganda.

De 30 pager er gået hen i historien som ’de kristne martyrer’ og er blevet ophøjede til helgener i Rom. Det lykkedes de kristne missionærer at cementere fortolkningen af kong Mwanga som syndig og sygelig og at gøre de muslimske handelsmænd til ophavsmænd for homoseksualiteten i Buganda.

 

Martyrs.6Den amerikanske engelskprofessor, Neville Hoad, kommer med en anden tolkning af begivenheden i sin bog ’African Intimacies’: ”Hans (red. Mwangas) ofre virker patetiske – som fjollede og heroiske drenge, deres jomfruelige lukkemuskler er stramt tillukkede mens de brænder og synger for Jesus, alt imens de opgiver, ikke blot deres liv, men også deres fødselsrettigheder, deres land og deres fremtid som ledere, alt sammen for en abstraktion som de kun havde kendt til i et år eller noget lignende.”

Og om Kong Mwanga skriver han: ”Jeg ønsker, at fremstille Mwanga, som retrospektivt er beskrevet som en perverteret, svag og ond mand, som lige så meget heroisk, som en der kneppede (i den fulde og bizarre semantiske betydning af ordet) både kristendommen og imperialismen og ultimativt tabte.”

Ifølge Hoad blev spørgsmålet om seksuelt samkvem mellem samme køn katalysator for konflikten mellem Buganda-kongen og missionærerne. Hvis pagerne modsatte sig kong Mwangas ønske var det ensbetydende med, at de ikke længere støttede kongedømmet, men derimod de kristne missionærer. Og omvendt blev dét at være for kongedømmet og adlyde kongen lig med at trodse Gud.

Kong Mwanga var klar over hvilken politisk situation Buganda-kongeriget befandt sig i, og han forudså at han ultimativt ville tabe til både kristendommen og imperialismen. Efter han havde hørt, at tyskerne nærmede sig Zanzibar skulle han have sagt: ”Tyskerne kommer og jeg bliver den sidste indfødte konge af Buganda. Efter min død vil hvide mænd overtage mit land, men så længe jeg lever giver jeg dem ikke lov.” Profetien gik næsten i opfyldelse. Efter at Mwanga havde allieret sig med muslimerne – for at bekæmpe englænderne og missionærerne – deporteredes han af det britiske kolonistyre. Herefter var det ledende høvdinge der styrede kongedømmet sammen med englænderne og kirken. Mwanga var den sidste Buganda-konge med reel politisk indflydelse.

Antihomoseksualitet som et gen i kristendommen
Ifølge Professor Emeritus, Holger Bernt Hansen, har historien om pagerne haft en langsigtet betydning for holdningen til homoseksualitet i Uganda: ”Den angelsaksiske kirke fik den største indflydelse i Buganda, og de gjorde homoseksualitet til den helt store synd. De er blevet ved med at have problemstillingen om homoseksualitet som centrum i deres kristendom,” fortæller han og fortsætter: ”Den britiske kolonimagt havde samme holdning, og derfor indførte alle engelske kolonier love mod homoseksualitet. Loven fortsætter efter uafhængigheden og er aldrig blevet ophævet.”

Synet på homoseksualitet har altså været det samme siden de britiske missionærer kom med biblen og synds-begrebet i 1877: ”I lang tid har man haft loven, men ikke talt om homoseksuelle eller debatteret i offentligheden. Man har ligesom respekteret, at det var der i mindre omfang og ikke haft behov for at gøre det til en offentlig diskussion, men set det som en privatsag, om end syndig så dog acceptabelt,” fortæller Bernt Hansen.

Præsident Yoweri Museveni med sin karakteristiske cowboyhat på hovedet og biblen i hånden.
Præsident Yoweri Museveni med sin karakteristiske cowboyhat på hovedet og biblen i hånden.

Ifølge Bernt Hansen kommer sagen igen på den politiske dagsorden, da et amerikansk stift, tilknyttet den anglikanske kirke, vælger en homoseksuel mand til biskop i 2001. En række anglikanske biskopper reagerer meget kraftigt på dette, og med biskopperne fra Nigeria og Uganda i spidsen, forlanger de at biskoppen skal melde sig ud af the Anglican Communion og under ingen omstændigheder deltage i den forstående Lambeth-konference, som er et anglikansk stormøde der afholdes hvert tiende år. ”Ved Lambeth mødet i 2008 var den amerikanske biskop ikke officiel deltager, men færdedes i kulissen. På mødet kom det til et større opgør om holdningen til homoseksualitet som synd, og fronterne blev trukket stærkt op. De afrikanske medlemmer har fastholdt deres stærke anti-holdning mod homoseksualitet og mobiliseret en stærk modstand i deres respektive samfund”, forklarer Bernt Hansen.

De afrikanske kirker følte sig nødsaget til at tage skarpt afstand fra andre forgreninger i den anglikanske kirke og italesætte modstanden mod homoseksualitet, som fra begyndelsen har været en central del af deres kristendom: ”Det skaber en fornyet bevidsthed om homoseksualitet som forbudt. Det overrasker alle politikere at den her sag kommer så højt op på den politiske dagsorden: Nigeria og Uganda fører an, og kirken har stor betydning i disse samfund, så de får pisket en folkelig stemning op,” fortæller Bernt Hansen.

En kirkelig reaktion blev meget hurtig til en politisk sag, og på grund af presset fra politiske modstandere, skrev præsident Museveni til sidst under på loven: ”Museveni blev stillet overfor et ultimatum af det religiøse samfund: Hvis han ikke skrev under, ville de ikke længere stå bag ham”, fortæller Bernt Hansen og fortsætter: ”Der er en entydig opbakning om loven og befolkningen presser Museveni til at skrive under. Han vil egentlig helst beholde det som en privat sag, men frygter at blive upopulær blandt befolkningen og dermed miste magt til sine modstandere”.

Homoseksualitet – a white man’s disease
Det vurderes at cirka 90 % af befolkningen støtter en lov mod homoseksualitet, et tal der bygger på at alle religiøse grupper bakker op om loven og, at selv unge universitetsstuderende gik med i paraden for loven, uddyber Bernt Hansen. Chris, som foretrækker blot at nævnes ved fornavn, er uddannet indenfor mikro-økonomi og en del af den dannede ugandiske middelklasse. Han er bosat i Kampala og siger: ”Jeg støtter ikke homoseksuelle. Det er for fremmede lande. Vi har aldrig haft homoseksuelle i Afrika. De kommer udefra og de har et valg. Deres indflydelse på samfundet er dårlig”.

Hans holdning til homoseksuelle afspejler størstedelen af ugandernes, og mange ser homoseksualitet som en sygdom der kommer udefra, fra Vesten. Det er en holdning som stammer fra kirkens og flere afrikanske lederes retorik, der i flere tilfælde har italesat homoseksualitet som den hvide mands sygdom. ”Uganderne mener, at Vesten glemmer sin egen historie og føler at deres nyerhvervede viden og holdning skal gælde alle steder her og nu. De mener, at Vesten bedømmer dem med deres egne parametre”, forklarer Bernt Hansen.

”Vestens stærke reaktion på loven mod homoseksuelle er blandt andet affødt af den hjemlige situation”, fortæller Bernt Hansen. Homoseksualitet har været højt placeret på den politiske dagsorden i Vesten, derfor har afrikanske landes afstandtagen til homoseksualitet skabt livlig debat i vestlige medier.

Illustration: Ida Felicia Noack
Illustration: Ida Felicia Noack

Mediernes dækning og LGBT-lobbyister har lagt pres på vestlige politikere for at tage stærk afstand til hændelsen i bl.a. Uganda. Men vestlige regeringers håndtering af sagen har fået flere afrikanske lande til at se det som endnu et imperialistisk projekt, hvor Vesten endnu engang prøver at påtvinge Afrika dets værdier.

Afrika er ikke klar til en vestlig homobefrielse
Flere afrikanske ledere og intellektuelle har kritiseret Vestens reaktion på underskrivningen af loven. I Kigali, Rwandas hovedstad, udtrykker Agnes Binagwaho, Rwandas sundhedsminister, sin holdning til situationen i Uganda og regionen: ”Afrika er ikke klar til en filosofisk debat om homoseksuelle, og hvis den først begynder kan den få meget alvorlige konsekvenser. Kirken er meget stærk i både Uganda og Rwanda, og den taler meget stærkt imod homoseksuelle. Hvis man fik den samme offentlige debat i Rwanda som i Uganda ville resultatet være det samme. Kirken er stærkere end staten på dette punkt og ville have majoriteten af befolkningens støtte. Lige nu snakker man ikke om det i Rwanda og folk kan leve i fred som homoseksuelle. Øget opmærksomhed fra medier og NGO’er sætter homoseksuelle i fare. Afrika er ikke klar til en vestlig homobefrielse”.

Den nye homo-lov blev for nylig annulleret af domstolen på grund af en teknikalitet. Spørgsmålet er nu om der i den nærmeste fremtid vil komme en ny lov. Det mener Bernt Hansen ikke: ”Stemningen og polemikken omkring homoseksuelle er ved at lægge sig nu. Museveni er lykkedes med at dæmpe gemytterne. Han står stærkere nu, end han gjorde da loven blev vedtaget i parlamentet, og derfor kan han tillade sig, at prøve at dæmpe den offentlige diskussion omkring homoseksualitet, som han hele tiden gerne har ville.”

Det dæmoniserende fjendebillede der i værste tilfælde er blevet skabt af den homoseksuelle, som forførerisk pædofil til fare for mindreårige børn, er man ved at komme ud over, og ”historier om forfølgelser af folk, på grund af deres seksualitet, dominerer ikke længere aviser i Uganda”, uddyber Bernt Hansen.

Buganda-kongen Mwanga
Buganda-kongen Mwanga

Danmark omdirigerede knap 50 millioner bistandskroner fra den ugandiske regering til den private sektor, som en reaktion på at loven var blevet underskrevet. Flere andre lande truede også med at fjerne eller omdirigere deres bistand til Uganda. Det er ifølge Bernt Hansen en forkert taktik: ”Vesten skal ikke bruge bistandsvåbnet. De skal gå i dialog med regeringen og fokusere på loven om tolerance mod minoriteter. Mindretalsbeskyttelse er en almindelig menneskeret som Uganda skal følge og det er herunder homoseksuelle skal indgå, man skal undgå at gøre homoseksualitet til en mærkesag.”

Det ligger dybt i den ugandiske befolkning, at homoseksualitet er forkert og syndigt, det har de fået indoktrineret siden den anglikanske kirke fik overtaget i slutningen af 1800-tallet. Derfor vil det kun skabe yderligere afstand at fordømme: ”Hvis man ikke forsøger sig med dialog kan konsekvenserne blive store. Netop fordi holdningen mod homoseksualitet i høj grad dominerer civilsamfundet mere end regeringen,” siger Bernt Hansen.

Historiens gang viser her sit paradoksale ansigt: Vesterlændinge kommer og afskaffer homoseksualitet i Uganda og gør det til den største synd. 137 år efter kommer vesterlændinge igen og truer med at fjerne bistandsydelser, hvis ikke afrikanerne makker ret og indordner sig det nye vestlige frigjorte syn på homoseksualitet.

Læs også: Uganda – folkemord, fattigdom, stolthed og optimisme og Afrika – bliver det bedre dag for dag?

Se Ida Felicia Noacks andre illustrationer her.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Cohen og Cave – de udødelige

På mange måder rubriceres ens liv i specifikke oplevelser, epoker, milepæle som...
Læs mere