Burundi – Afrikas skrøbelige hjerte

3. del i Afrikaserien Mzungu

Dem der kun har oplevet Afrika på tv – formidlet som det traditionelle forarmede kontinent – med jord i sprækker, mænd der hænger ud, og kvinder der går i marken med børn læsset på ryggen eller vanddunke på hovedet – vil have et rimelig tidssvarende billede af landet Burundi, der med rette kan kalde sig Afrikas hjerte qua dets centrale beliggenhed.

Hovedstaden Bujumbura ligner noget fra en spaghettiwestern med støvede, hullede veje, og frisører der komisk nok skilter med Saloons, man forventer at sheriffen hvert øjeblik kan entrére til hest med cowboyhat og vejrbidt hud. Lovløsheden råder, og man kan opleve selvtægt, og politi der tæsker løs på åben gade. Landet er det tætteste man kan komme på en bananrepublik.

Wow!
Det er smukt – uendelig smukt, dette lille, skrøbelige centralafrikanske land, som har gået så grueligt meget igennem. Landskabet bugter sig som bløde, frodige bakker, milde og runde, og minder mig om et legetøj jeg havde som barn, hvor man kunne bygge afrikanske landskaber med vilde dyr af filt i brune og grønne nuancer. Det var dengang hvor der stod neger og eskimo i mine børnebøger, Afrikas Stjerne var et fredeligt brætspil hvor man helt legitimt ribbede kontinentet for diamanter, og vi legede cowboy og indianer i mine forældres baghave.

Der er sket meget siden vi trådte ind i den politisk korrekte tidsalder – både i børneværelset og i Afrika. Nogle steder i Afrika i hvert fald. For på min vej gennem Burundi i sommer blev jeg helt stakåndet af at tælle jordhytter. Der er ikke så overordentlig meget af det fremadstormende Afrika med den voksende middelklasse og de eksploderende storbyer i det lille land, hvor de fleste er selvforsynende landmænd, rundt regnet 90 procent.

Burundi er gavmild frodighed. Foto: Annette Max Hansen
Burundi er gavmild frodighed. Foto: Annette Max Hansen

Verdens ulykkeligste folk
Burundi udgøres af 84% Hutuer, 15% Tutsier og 1% Twa (pygmæer). Burundi er på størrelse med Jylland med en befolkning syv gange så stor. Klemt inde mellem Congo, Tanzania og Rwanda. Landet er, trods sin umiddelbare skønhed, hærget og korrupt. Afrikas hjerte er en lille skrøbelig republik, som ikke længere fylder meget i globens bevidsthed og har svært ved at konkurrere med sine naboer, når det gælder international opmærksomhed. Donorerne står heller ikke i kø. Mens de gennem de sidste 20 år er flyttet ind hos søsterlandet Rwanda, er de flyttet ud af Burundi – til trods for at landet har lidt under de samme etniske konflikter og lider under en ligeså brutal forhistorie. Man kan fristes til at tænke at Burundis evne til at tiltrække sig opmærksomhed fra de glade givere, er faldet i takt med at landet dalede ned af i alle statistikker.

I i Bloomberg Business Week World map of Happiness index fra 2006, blev Burundi tildelt en 178. plads ud af 178, og dermed placeret som verdens ulykkeligste land. En statistik hvor Danmark i øvrigt rangerede øverst som rige, frie og lykkelige. Statistikken har i 2014 nøjagtig den samme fordeling af top og bund. Man kunne lidt kynisk konkludere at verdens lykkeligste folk ikke er synderlig optaget af verdens ulykkeligste. Vi har i hvert fald trukket vores bistand.

Burundi har alt for mange mennesker – en formulering som dækker over ca. 9,5 mill. Indbyggere. Med et areal på knapt 29.000km2 er det en rimelig udlægning. Størstedelen lever af landbrug som dyrkes på små lodder, tålmodigt anlagt op og ned ad bjergsider, der gør såning og høst til en mindre bjergbestigning om end udsigten fra arbejdspladsen er prægtig. Men selvom jorden er så frugtbar at man kan tabe et frø i jorden den ene dag og stort set brødføde sin familie den næste, så fører Burundi også i statistikken som den mest sultne nation. For der er ikke jord nok – og overdyrkning har udpint den. Der er med andre ord ikke ret meget der fungerer i det lille land. Eller som Bloomberg formulerede det, i forbindelse med den lidet fashionable placering; ”de har da heller ikke meget at smile af.”

Gode gamle Afrika. Foto: Anette Max Hansen
Gode gamle Afrika. Foto: Anette Max Hansen

Her kort tid før at FN sætter sig til bordet for at gøre status over Millennium målene 2015, hvor det ifølge deres egne kilder hedder sig, at man har indfriet ambitionen om at halvere fattigdom og sult på verdensplan, så kan man spørge sig selv hvor Burundi indgår i denne statistik.

Landet har været præget af konflikter og borgerkrige frem til 2008, og selvom urolighederne er nedtonede, er Burundi ikke ligefrem fredeligt. Volden er på det seneste taget til, og det kan tilskrives det kommende valg i 2015 – i en sådan grad at FN har forlænget deres tilstedeværelse frem til nytår. På mange måder ligner situationen – her knapt fem år efter – den op til valget i 2010, hvor landet var præget af vold og overgreb på civilbefolkning og opposition.

Smid de gamle præsidenter på porten
Landets præsident hedder Pierre Nkurunziza. Han har siddet to regeringsperioder – han hævder selv, at kun en af dem er ’rigtig’, da det giver ham en mulighed for at kandidere til posten endnu engang til valget næste år. Det er ellers forfatningsstridigt at sidde en tredje periode, og situationen minder om den vi lige har set i Burkina Faso, hvor præsidenten, Blaise Compaore, forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne forlænge sin 27-årige lange regeringsperiode. Der spekuleres for tiden i hvorvidt optøjerne i Burkina Faso kan få konsekvenser for andre lande med gamle regeringsledere der forsøger at bevare magten, heribandt Burundi, og hvorvidt Compaores flugt og tilbagetrækning kan inspirere oppositionen i afrikanske lande.

Afrika er dog mange ting og mange lande, og de enkelte lande udvikler sig i forskelligt tempo, historie og alverdens faktorer taget i betragtning. Derfor kan man heller ikke tale om et Black Spring – et sort forår inspireret af det arabiske, som medierne allerede er gået i selvsving over med udgangspunkt i protesterne i Burkina Faso. Man skal være varsom med at generalisere. Der er ikke noget i sol, måne, stjerne der peger på en lavineeffekt, der bl.a. kunne ramme Burundi og omdanne staten til et demokrati overnight.

Selv om Burundi er omgivet af afrikanske lande i hurtig fremdrift, ikke mindst Rwanda, som også indregnes under de afrikanske løveøkonomier og indgår i The East African Community sammen med Kenya, Rwanda og Tanzania, så smitter naboernes stigende velstand ikke rigtig af. De mest bekymrede eksperter indregner Burundi i en håndfuld fejlslagne stater med en tvivlsom fremtid. På trods af en forventet vækst i 2014 på 4,8 %, sakker Burundi bagud i regionen. Men lad os for indeværende nøjes med at se tilbage og danne os et kort overblik.

De høje, slanke, stærke tutsier
Hutuerne kom først. Siden tutsierne – i det vi vil kalde den sene Middelalder. Burundis historie kan næsten anskues som en darwinistisk fortælling om de største og stærkeste der løber med magten. Landet blev sent kolonialiseret – begrundet i landets beliggenhed uden kyststrækning. Tyskerne overtog i 1899, efterfulgt af belgierne efter første verdenskrig, der regerede landet som en europæisk koloni sammen med Rwanda, kaldet Ruanda-Urundi. I 1962 blev landet uafhængigt. Tutsikongen afsattes men tutsierne bevarede herredømmet og indførte republikken.

Burundi har været plaget af borgerkrige i årtier.
Burundi har været plaget af borgerkrige i årtier.

Efter uafhængigheden har landet gennemgået flere modbydelige borgerkrige og ligeledes lidt under den etniske udrensning sideløbende med Rwanda i 1994, som dog løb med opmærksomheden. 22 år forinden, i 1972, dræbtes knapt 100.000 hutuer i en etnisk konflikt, som er bølget frem og tilbage lige siden med skiftende hutu- og tutsipræsidenter. I 2000, efter et forfærdende årti, blev man, under internationalt pres, enige om at underskrive en fredsaftale. Tutsi-regeringen og hutu-oprørerne indgik den såkaldte Arusha-aftale. Med støtte fra blandt andre FN blev tutsien Pierre Buyoya udnævnt til præsident i en overgangsregering og efter aftale blev ansvaret givet videre til hutuen Domitien Ndayizeye i 2003.

Første frie valg og hvad så?
I 2005 afholdtes det første frie valg, hvor den nuværende præsident, Pierre Nkurunziza blev indsat. Der er officielt fred i Burundi og i de sidste seks år har burundere oplevet deres land som relativt stabilt. I et udviklingsperspektiv er seks år uendelig kort tid, og det er måske også i det lys man skal se Burundis potentiale. Først stabilitet, så kommer væksten. Ingen tør investere og satse, hvis det hele kan væltes omkuld i morgen. Derudover skal korruptionen bekæmpes. Søsterlandet, Rwanda har haft succes med at reducere korruptionen, som er vejen frem til at tiltrække internationale investorer. Så støder man på en optimist i Burundi, så er budskabet; vi skal nok komme efter det på lang sigt – se på Rwanda efter 20 år!

Ban Ki Moon mødes med præsident Pierre Nkurunziza i Bruxelles i april 2014 for at tale om det kommende valg i Burundi
Ban Ki Moon mødes med præsident Pierre Nkurunziza i Bruxelles i april 2014 for at tale om det kommende valg i Burundi

Men utilfredsheden er stor, korruptionen omfattende, og oppositionen står svagt og er gennemgående uorganiseret og præget af intern splittelse. Ikke mindst fordi store dele af oppositionen boycottede valget i protest og flygtede ud af landet ved det forgående valg. Der er dog ikke meget der tyder på, at det kommer til at gentage sig. Men intimideringen af oppositionen er stigende og omfatter vold og vilkårlige fængslinger. De næste måneder vil blive interessante at følge.

Og det gør vi også her på netudgaven i Muzungu serien. Vi ser på den aktuelle situation op til valget, og så kaster vi et blik på Danmarks rolle i Burundi, eller Uburundi, som landet hedder på kirundi – et af landets to sprog.

Læs øvrige artikler i Mzungo serien: Ugandas paradoksale homo-had, Uganda, folkemord, fattigdom, stolthed og 0ptimisme, Bliver det bedre dag for dag?

More from Annette Max Hansen

Fremtidens bibliotek – et eftersyn

Til borgermødet på Københavns Hovedbibliotek d. 30. september lagde Jakob Heide Petersen,...
Læs mere