CPH:DOX starter hvor medierne giver op

Variationen i festivalens udbud er en legitimering af dokumentargenren i sig selv. Det er ganske enkelt fuldstændig overrumplende, hvad den genre indeholder – fra håndholdt til hybrider over iscenesættelser, som sidste års The act of killing er et eksempel på.

Så er CPH:DOX slut for denne gang. Den 12. i rækken af festivaler, der er gået fra 70 film og 12.000 publikummer til 200 film og flere end 80.000 publikummer. Allerede fra starten var festivalen en dundrende succes, og allerede fra starten havde den vokseværk. I 2004 fordoblede festivalen sit program med 140 film – året efter sin lancering.
Dansk tradition tro kunne den succes i sig selv give anledning til at skubbe lidt til piedestalen. Og jeg vil da også gøre et forsøg på at forholde mig kritisk til ikke mindst de mange tal, som sædvanligvis kastes omkring efter den slags begivenheder – som om kvantitet i sig selv er et kvalitetsstempel. Men hold vejret, for du skal langt ned på siden, før du kan mønstre skyggen af en kritisk bemærkning.

Den længe savnede festivalstemning
Lige godt 80.000 gæster tog de københavnske biografer imod, undtaget sofaseerne, der i år havde mulighed for at streame en række af festivalens film. Uagtet at en del filmfantaster i min omgangskreds indløser billet til omkring 30 film, og helt sikkert udgør en omfattende entusiastisk skare – så er det dog et antal, det er svært ikke at lade sig imponere af. Det har skabt en fremragende festivalstemning, som ikke altid har været til stede. De smalle og nicheagtige produktioner har tidligere resulteret i, at jeg er ofte endt med at sidde i et mørkt rum sammen med tre andre for at blive bekræftet i min interesse udi et obskurt og fælleskabsløst hjørne af virkeligheden.

CPH:DOX forbinder byen
Men nej, ikke denne gang. CPH:DOX var fra ende til anden en dejlig social festivaloplevelse. Hver eneste gang jeg troppede op, var salen stuvende fuld, folk stod i kø – og en del visninger kunne jeg slet ikke komme ind til. (Festivalen får dog ingen stjerne for det tekniske reservationssystem, men fadæsen af en presseservice – hvor man kun kunne reservere billetter en dag frem ad gangen – lader vi ikke overskygge de mange andre stjernefremkaldende elementer). Jeg følte mig hensat til den gamle natfilmfestival, som i dens unge år var så lille, at man kunne se alle filmene – og gjorde det – i selskab med de samme mennesker, som også tossede rundt for at nå fra den ene biograf til den anden. Helt så intim er CPH:DOX naturligvis ikke, og det er heller ikke et savn – for at opleve stemningen i selv de største sale i Palads, Grand og Palads og mange flere er en fornøjelse. I år blev byens biografer forbundet af CPH:DOX.

Filmen We Come as Friends indgik i Megatrends – Africa Rising program delen. Du kan læse Ingeborg Lohfert Haslund-Vindings artikel om filmen og dens tema Sydsudan på Netudgaven: Månen tilhører den hvide mand.
Filmen We Come as Friends indgik i Megatrends – Africa Rising program delen. Du kan læse Ingeborg Lohfert Haslund-Vindings artikel om filmen og dens tema Sydsudan på Netudgaven: Månen tilhører den hvide mand.

CPH:DOX starter der, hvor medierne holder op
Kommer det stigende antal gæster så fordi festivalen er blevet mere spiselig? Er emnerne blevet mere tilgængelige? Er der leflet for det populære? Er de 200 film bare sjovere, lettere og mere sexede? Nixen. Festivalen bød i omfattende grad på film om alt det, konventionelle medier ikke gider beskæftige sig med som fx klima og Afrika. Ikke umiddelbart de lavthængende frugter hvis man vil booste tilskuertal og skabe Blockbuster-effekt.

Med det nye koncept MEGATRENDS, præsenterede CPH:DOX en række tematikker som bl.a. maker/DIY bevægelsen, klimadebatten og Afrika/udviklingslande problematikker, politisk ekstremisme og økonomisk ulighed. Først og fremmest en virkelig anvendelig struktur til at orientere sig i et festivalprogram, som har vokset sig så stort, at jeg ind imellem har været ved at opgive ævret. For på trods af festivalens tidligere og løbende anvendelse af tematikker har de ofte forholdt sig til kontinenter og nationaliteter – og hvordan er det lige et oplagt navigationsredskab? En noget gammeldags tankegang, som CPH:DOX heldigvis har sluppet og valgt at kuratere på tværs af i både emne og produktion.

En af festivalens prominente gæster var økonomen Jeremy Rifkin som talte i forbindelse med MEGATRENDS temaet; Rethinking Ressources. Pr Foto.
En af festivalens prominente gæster var økonomen Jeremy Rifkin som talte i forbindelse med MEGATRENDS temaet; Rethinking Ressources. Pr Foto.

Megatrends er en af festivalens store successer. Ifølge festivaldirektør Tine Fischer har initiativet været med til at tage ”dokumentarfilmen ind i et aktivt socialt og politisk rum. Projektet begrænser sig ikke til den journalistiske kritik og analyse, men sætter i højere grad fokus på, hvordan der kan skabes en aktiv dialog omkring nogle af de væsentligste globale problemstillinger og udfordringer. Interaktion, nytænkning og styrkelse af en aktiv demokratisk dialog har været målsætningen og vi synes, det er kommet flyvende fra start. ”
Og ingen tvivl om det. Projektet er tænkt som et tilbagevendende initiativ, og det bliver interessant at følge dets udvikling. Når hænderne er røget ned langs siden, og det må de vist hellere, hvis ikke jeg skal fremstå som købt og betalt – så er dialogen nok festivalens svageste led. Altså den dialog som foregår efter rulleteksterne, og når lyset går op. Den som forsøges faciliteret af et ikke klart defineret eksternt korps af organisationer og velvillige samarbejdspartnere, der har noget på hjerte, men som i mange tilfælde ikke har undergået den screening, man burde kunne forvente og stille krav om.

Vi SKAL kraftstejlemig snakke om det her
Når man bringer så mange vigtige diskussioner på banen, er det oplagt at følge op på dem med fysiske, levende og højstemte debatter med interessante paneldeltagere. Men ikke for enhver pris. Der er en tendens til at enhver film nødvendigvis skal ledsages af en talk. Det skal den ikke. Og hvis den skal, så skal den være forberedt, kontekstualiseret, relevant og styret. Og frem for alt – arrangørende skal vide, hvad der foregår. Årets festival eksploderede med talks og paneler arrangeret af eksterne organisationer og aktører, som enten ikke havde erfaring med formatet, ikke kunne overholde hvad de lovede – eller måske intet havde lovet.
Således måtte jeg og andre flere gange udvandre fra håbløst afviklede arrangementer med stort potentiale.
Som fx begivenheden How to talk about Africa i Literaturhaus hvor to nigerianske journalister og en forfatter udgjorde panelet. Ifølge en af dem var de ikke blevet informeret om, at de skulle holde oplæg, og den ene gik ganske enkelt i sort på scenen – no pun intended – og lukkede helt ned. Jeg selv gik ud efter at have udvist udstrakt goodwill.

Fra endnu et MEGATREND tema; Polarized. Pr foto.
Fra endnu et MEGATREND tema; Polarized. Pr foto.
Det samme skete til arrangementet Debatten til Debat i Dome of Visions, hvor Krasnik var annonceret som moderator og blev erstattet af et par studerende fra Alternativet, som omdannede begivenheden til et skjult vælgermøde. Eller da to af instruktørerne efter et kurateret kunstfilmprogram stillede op til ellers udemærkede spørgsmål fra en mand, der ikke introducerede sig selv – og i samme manglende kontekstualisering heller aldrig rigtig fik indrammet talken eller styret slagets gang, hvilket førte til højlydt udvandring. Jeg blev siddende, primært fordi jeg havde ondt af de stakkels instruktører, der lige om lidt ville udgøre flertallet i salen.

Nytænkning og hybrider på rejsen
Variationen i festivalens udbud er en legitimering af dokumentargenren i sig selv. Det er ganske enkelt fuldstændig overrumplende, hvad den genre indeholder – fra håndholdt til hybrider over iscenesættelser, som sidste års The act of killing er et eksempel på. Ud over genrens mangfoldighed er en af de befriende oplevelser ved CPH:DOX, glæden ved at se film fra hele kloden. Og ikke mindst at se hele kloden på film. Man føler sig ganske enkelt teleporteret rundt i verden med et velsignende kunstnerisk overskud. Her et par eksempler fra min rejse.

Point and shoot – et uprøvet portræt af en amerikansk rastløs sjæl der tager til Libyen på motorcykel for at kæmpe en fremmeds kamp, han tiltrækkes af. Et møde med en libysk hippe bringer ham ind i kampen mod Gadaffi undervejs på en længere tohjulet rejse gennem Nordafrika i 2006. En håndholdt og uskolet oplevelse, som ikke byder på genrestyrke og dramaturgisk erfaring, men formår i sin simple form at fortælle en historie, som aldrig er fortalt og ikke findes magen. Point and shoot er da også betegnelsen for et simpelt kamera, amatørens værktøj, og en afspejling af den 26-årige instruktør, Matt VanDykes, utrænede tilgang. Samtidig beskriver point and shoot også VanDykes dobbelte forehavende som både kriger og filmmager. Filmen vandt Best Documentary ved Tribeca Film Festival i 2014.

Fra Libyens ørken til Ruslands udørk. The Postman’s White Nights er en skildring af den russiske sejlende postmands hverdag i et overlap mellem fiktion og dokumentar. Langt ude i den russiske vildmark – hvor rumraketter opsendes i horisonten og naturen fortsætter i det uendelige. Iscenesættelsen er tydelig, tilrettelæggelsen så gennemsigtig, og alligevel er det langsommelige portræt af en by og dens mennesker så tæt på virkeligheden med alle dens autentiske ’skuespillere’, og man slentrer ind og ud af niveauerne. Med en stærk men sikkert ufrivillig reference til Groundhog Day, står postmand Andrey Konchalovsky hver dag ud af sengen og kigger ned på sine fødder, før han fortsætter morgenritualet, der starter med at hente vand i søen. Andrey er byens bindeled til verden, som forekommer uendelig fjern. Her på kanten af floden Kenozero står tiden stille – og til tonerne af Verdi og Artemyev (Tarskovskijs komponist) skabes hverdags drama og drømmeagtige seancer i denne pittoreske tidslomme, hvor vodkaen slår folk omkuld. The Postman’s White Nights er en hybrid mellem fiktion og dokumentar, også kaldet dokufiktion, en form som siden årtusindeskiftet har udgjort en stigende tendens med sit uafgrænsede felt af digt og opdigtet, amatører og professionelle skuespillere.

Poesi er der også i The Salt of the Earth, Wenders’ portræt af den brasilianske fotograf Sebastião Salgado, som tog springet fra økonom i Verdensbanken til fotograf med en stærk social bevidsthed. Verden skildres i Wenders’ værk gennem kameraet på kameramanden. En rejse gennem politiske landskaber; klimadagsordner, etniske udrensninger og de mere konkrete landskaber, naturens, med en uoversættelig billedrigdom, nærmest som et visuelt leksikon over lande og folk – fortalt blidt og brutalt. Og sammen smelter en fortælling om verden, en generation og et menneske – et mikrokosmos og et makrokosmos ledsaget af Wenders’ voice over, der er som en vuggevise, selv når han lægger stemme til brutaliteter.

Og fra det brede horisontale billedformat til Concerning Violence – en dokumentar der mest af alt er et patchwork af arkiv og oplæsning. Göran Olsson har i de svenske arkiver fundet materiale, som beskriver den afrikanske befrielseskamp, der foregik i de lande, som ikke allerede var blevet uafhængige i 1961. Filmen er delt op i ni scener, hvor hver scene viser en ny historie og en ny kamp for uafhængighed og altid fortalt gennem en skandinavisk journalist eller fotograf. I sin sindrige sammensætning af uovertruffent materiale fra kolonitiden, med missionærer, der ikke kender sit kald til hvide ranchere der omtaler sorte som dyr, bliver Concerning Violence til et vedkommende dokument, der henter sin aktualitet fra voldens evige nærvær og frihedskampens evige fremtid. Og, hvis man har de mørke briller på, i antagelsen af at verden ikke har høstet af sine erfaringer, og alt hvad vi måtte ønske at bevare hengemt i fortiden, kan gentage sig lige om lidt.

Dette lille udpluk spejler CPH:DOXs evne til at præsentere en genre så nysgerrigt og generøst, så vidende og altfavnende. Således er det altid tomt når CPH:DOX slutter. Lidt som at komme hjem fra lejrskole og savne kammeraterne. Og for at råde bod på det, giver vi i næste uge en guide til hvor du kan finde fremragende dokumentarfilm indtil det atter bliver CPH:DOX-tid.

More from Annette Max Hansen

Danmark nu blunder den lyse nat med anderledes håndtegn

Højskolesangbog, guitarriffs, sæbebobler og fællessang. Stemningen i The Dome i Dream City...
Læs mere