Den digitale tegneserie II – de store udbydere

I denne miniserie præsenterer Netudgaven den digitale tegneserie og dens nytænkning af tegneseriemediet. I sidste artikel kiggede vi på selvudgiverne og webcomics, og denne gang retter vi blikket mod to af de store digitale udbydere: comiXology og Madefire.

Den digitale tegneserie bliver i disse år mere og mere udbredt med de nye udgivelses-muligheder. Men at inkorporere den digitale platform i en nytænkning af formen kræver både økonomi og udviklet teknologi, som vi så i den sidste artikel om selvudgivernes udfordringer.

Den digitale tegneserie har på sin vis uanede muligheder, som Scott McCloud også beskriver i bogen Reinventing Comics, der udkom helt tilbage i 2000.

Scott McClouds Reinventing Comics.
Scott McClouds Reinventing Comics.

En af hans tanker er, at tegneserien kan transcendere printformatet og skabe sig en ny identitet som en digital kunstform. Med digitaliseringen vil tegneserien ikke længere være bundet af papirets begrænsninger, da den digitale platform potentielt kan være en uendelig overflade, hvor tempo, dynamik og flow får helt frie hænder.

Nu 14 år efter Reinventing Comics blev udgivet, er comiXologys Guided View og Madefires motion books nogle af de mest iøjnefaldende eksempler på, hvordan tegneserien er blevet tilpasset og/eller redefineret af den digitale platform.

ComiXologys Guided View
ComiXologys Guided View er først og fremmest et læseværktøj, hvor form følger funktion. Med Guided View tilpasses tegneserien læsning på smarttelefoner, computere og tablets. Den primære logik bag Guided View er en nyorientering af print til digitale enheder, og den følger den traditionelle panelprogression, hvor der zoomes ind på enkelte billeder i en naturlig progression, efterhånden som du klikker dig videre til det næste billede.
Dette gør Guided View særligt velegnet til læsning på smarttelefonens mindre skærm, men kan virke overflødigt på computer eller tablet, som i forvejen har et ideelt format til at overføre printstørrelsen i et mere eller mindre ens forhold. Guided View er da også blevet kritiseret for kun at være en tilpasning af print og ikke et egentligt forsøg på at lave tegneserier tænkt til det digitale rum. Men med Guided View Native, hvor Guided View tænkes ind i tegneseriens udtryk, kan man sætte spørgsmålstegn ved den slags kritik.

De to store udbydere: comiXology & Madefire
De to store udbydere: comiXology & Madefire

Madefire motion books
Som en del af en større vision om at udforske nye læseoplevelser har Madefire udviklet ’motion books’. Denne form for digitale tegneserier arbejder ud fra nogenlunde samme princip som Guided View, men modsat Guided View zoomes der ikke ind på enkelte billeder, hvor resten af tegneserien ikke er synlig. Siden bygges derimod op i lag og tilføjes audio, dybde og begrænset animation.

Motion books kan bedst beskrives som en art interaktiv læsning og skal ikke nødvendigvis ses som billigt produceret semi-animationsvideoer. De er interaktive i den forstand, at du styrer historiens udvikling og kan nyde hvert billede, uden at det tages ud af dets sammenhæng, og lade lyd og musik fordybe dig i historien. Du kan endda træde direkte ind i historien, når du med enkelte billeder trykker på skærmen og får en panoramisk oversigt af fx et rum eller et sceneri, som hvis du selv stod der.

Med alle disse nye supplementer kan man spørge sig selv, om motion books kan kaldes for tegneserier? Nogle vil mene, at tegneserien ikke kan adskilles fra printformatet, og at begrænsningerne som følger er en del af mediets formsprog. Man kan også argumentere for, at de essentielle genretræk for tegneserien stadig gør sig gældende for motion books, og at det blot er en del af den udvikling af genrer, som teknologien, historien, kulturen osv. altid er med til at skabe. Uanset hvad så problematiseres svaret af Madefires undertitel: Madefire Motion Books & Comics …

Må jeg også være med?
ComiXology og Madefire er ikke de eneste, der udnytter det digitale potentiale i en nytænkning af formen, men de har fordelen af at have ressourcerne og af at være nogle af de største spillere på den digitale scene. Ikke desto mindre er der nu åbnet for, at selvstændige tegneserieskabere kan gøre brug af disse teknologier.

Det er sket med udviklingen af værktøjer og platforme som Motion Books Tool eller comiXology Submit. Med Motion Books Tool, som er et browserbaseret værktøj lavet i samarbejde med deviantART, kan nye tegneserieskabere forvandle deres tegneserier til motion books, og med comiXology Submit kan tegneserieskabere indlevere deres tegneserier til comiXology og få dem tilpasset til Guided View.

Der åbnes derfor for, at selvudgiverne også kan gøre brug af comiXology og Madefires opfindelser, og at en positiv synergieffekt kan opstå mellem dem og de store udbydere. Digitaliseringen og internettet betyder i bedste fald, at flere talenter får adgang til et publikum, at grænserne for tegneserien udfordres, og at tegneserien i det hele taget bliver mere tilgængelig for både de trofaste og de nye læsere. Nu må vi bare vente og se, men indtil da kan du lade dig inspirere af fx de her fascinerende, nyskabende digitale tegneserier:

Til de nysgerrige

1. Motion books

The Greek Interpreter & Mono Pacific.
The Greek Interpreter & Mono Pacific.

Motion books er en speciel måde at læse tegneserier på og skal opleves. Så lad dig nedsænke i Liam Sharp og Bill Sienkiewicz’ genfortælling af Sir Arthur Conan Doyles The Greek Interpreter. Blæs den op på fuldskærm på din computer, og nyd samspillet mellem billederne og Wendell Yuponce og Jerry Yamashitas stemningssættende musik.
Eller oplev Sergio Sandoval og Brian Woods Mono Pacific, en Madefire Original med overbevisende animation, lydspor og musik, der ikke ville være malplaceret i en Hollywood-film, og nogle temmelig ubehagelige japansktalende gorillaer, mens du følger den britiske agent Mono, en menneskeabe-hybrid, på en mission under anden verdenskrig.

2. ComiXology Guided View

ComiXologys Guided View, Moth City & Valentine.
ComiXologys Guided View, Moth City & Valentine.

ComiXologys Guided View kan opleves ved at vælge en hvilken som helst serie på deres hjemmeside. Tap to gang på det billede, du vil zoome ind på, og Guided View er sat i gang.
Det kan også anbefales at se på Guided View Native-titlerne. Et kig i deres Free Comics kan virkelig også anbefales, fx Moth City, som mere minder om Madefires billeder-i-lag-struktur end om Guided View, eller Valentine, som kan sammenlignes med en digital version af den japanske emaki eller af Bayeux-tapetet.

 

More from Sine Laura Iversen

Tegneserier til børn, tak!

Engang var tegneserier god, gedigen underholdning for børn. I dag er den...
Læs mere