Det overdrevent følsomme – om litteratur, sentimentalitet og Caspar Erics sofa

Hvad er det sentimentale? Hører det overhovedet litteraturen til? Og hvorfor er administration af afstand en forudsætning for god litteratur?
Sarah Eriksen Brink har mødt digterne Caspar Eric og Claus Handberg Christensen.

”Det sentimentale … Det er allerede sentimentalt at skrive, mand!” Digteren Caspar Eric læner sig frem på stolen. Det er lørdag, midt på eftermiddagen, og caféen er næsten tom.

”Det er sentimentalt at skrive?” spørger jeg.

”Ja! ’Jeg har noget at fortælle verden!’” Han smiler og kaster to fuck-fingre ud i rummet, inden han fortsætter: ”Altså, hvad er det? ’Jeg har noget at fortælle andre!’ Okay, skal vi overhovedet snakke om, at litteratur kan være sentimental? Redaktør-processer! Kapitalismelort! Tage stilling til papir! Tage stilling til: Hvad skal der være på mit cover? Vil du læse op på Frederiksberg Bibliotek? Overhovedet at tage stilling til alle de ting er jo håbløst sentimentalt!”

At være sentimental. At være optaget af sine følelse og dermed sin egen plads i verden har altid været et tveægget sværd. På en gang et flamboyant brændstof for kunstnerisk skaben og et faux pas for mangt en strømning i den litterære tradition. Men hvad er overhovedet problemet med det ’overdrevent følsomme’, som Nudansk Ordbog så klart og kontant definerer ’sentimental’? Hvem er han, denne følsomme, uregerlige forfører, der ofte bliver holdt uden for det gode, finlitterære selskab? Hvad er der i vejen med ham? Hvorfor må han ikke være med? Jeg har talt med digterne Caspar Eric og Claus Handberg Christensen for at tage temperaturen på det sentimentale i litteraturen.

Flimmer på overfladen?

Sentimentalitet er for Claus Handberg Christensen et grænseland, som det er interessant at arbejde i. (privatfoto)
Sentimentalitet er for Claus Handberg Christensen et grænseland, som det er interessant at arbejde i. (privatfoto)

”Hvis det kun er følelser, så tænker du ikke – ifølge litteraturen”, siger Claus Handberg Christensen og tager en slurk af sin appelsinjuice på en anden café et par dage tidligere. ”Det er den gamle kamp mellem hovedet og hjertet. Det sande er oppe i hovedet. Følelserne er flimmer på overfladen. Det er blade, der ligger på toppen af vandet. Det er nede i bunden, vi skal finde sandheden. Det er her, vi skal forstå verden.”

Caspar Eric ser anderledes på sagen: ”Mine følelser er noget, der foregår oppe i hjernen. Det er mit intellekt også. Hvem føler nogensinde noget uden også at tænke over det? Følelser må være noget, der bliver taget stilling til. Følelser er aldrig kun en reaktion.”

Claus Handberg Christensen synes i langt højere grad end sin yngre kollega at opleve problemstillingen: ”Især mine tidligere bøger er ret usentimentale. De er meget nøgterne. Men i stigende grad vil jeg have det andet med,” siger han og fortæller ærligt videre: ”Jeg kan godt mærke, at når jeg gør det, så får jeg det sådan: Det her er forkert! Det må jeg ikke! Så stærke er de kulturelle dogmer.”

Den erfaring har Caspar Eric ikke: ”Hvis nogen siger: ’Det der er fandeme sentimentalt’, så har jeg lyst til at sige: ’Ja! Jeg er i verden på baggrund af mine følelser’. Men det betyder netop ikke, at det er uintelligent. Det er ikke uden intellekt.” Han holder en lille pause. ”Men det er også at opvurdere sine egne følelser,” fortsætter han. ”Både som en god og en dårlig ting. Det gode er jo at agere. Så er man jo det menneske, der prøver at gøre … Det håbløse er, at det er en enorm narcissistisk tilgang at være sentimental.”

Administration af afstand
Tilbage omkring år 1800 var det sentimentale ikke et fy-ord for litteraturen. Tværtimod. Friedrich Schiller, en af romantikkens helt store tænkere, bruger i sin afhandling Om den naive og sentimentale digtning (1795-96) det sentimentale som en position, der netop handler om at reflektere over det, man skriver. I modsætning hertil står den naive position, hvor skriften er helt umiddelbar og uden filter. Men op igennem 1800-tallet mister ’det sentimentale’ den bibetydning – i det 20. århundrede er begrebet nu netop noget, der er ureflekteret, overfølsomt og alt for tæt på sin forfatter.

Foto: www.brechtsociety.org Bertolt Brecht skabte med sin verfremdungs-teknik en afstand mellem karakterer og publikum for at undgå den totale identifikation og dermed det sentimentale.
Foto: www.brechtsociety.org Bertolt Brecht skabte med sin verfremdungs-teknik en afstand mellem karakterer og publikum for at undgå den totale identifikation og dermed det sentimentale.

Claus Handberg Christensen uddyber: ”Det endelige opgør kommer f.eks. med [dramatikeren Bertolt] Brechts verfremdungs-teknik. Han mener, at du må have en vis afstand fra dig og til værket for overhovedet at kunne ræsonnere over det og sætte det ind i en intellektuel kontekst. I dag betragtes det sentimentale som forurening.” Claus Handberg Christensen lægger benene over kors. ”Litteratur handler enormt meget om, hvordan du administrerer afstand. Det er nødvendigt. Der er ikke nogen, der skriver noget godt, medmindre de forstår den form, de arbejder med. Om de så er tæt på eller langt fra. Bare det at skrive er jo allerede en afstand”, mener han.

Hovedstolen og en kæmpe sofa
Per Højholts idé om, at du ikke må tage af hovedstolen – dvs. du må ikke bruge privat stof og følelser i din digtning – er en af de traditioner, det sentimentale i sin moderne betydning spiller op imod. Og det er om noget en udfordring, mener Claus Handberg Christensen: ”Når de kulturelle dogmer ligger så stærke, som de gør i den litterære verden, så er det fortsat virkelig et projekt at bryde dem. Det personlige kontra det private – det er så knæsat en ting i den litterære verden, at selv i dag, når [Asta Olivia] Nordenhof, eller jeg, eller Lone Hørslev fx skriver om det private, så bliver det diskuteret i avisen. ”

Private følelser og erfaringer burde ifølge Per Højholt ikke være omdrejningspunktet for skabelsen af kunst. (Foto: Det Kongelige Bibliotek)
Private følelser og erfaringer burde ifølge Per Højholt ikke være omdrejningspunktet for skabelsen af kunst. (Foto: Det Kongelige Bibliotek)

Men Caspar Eric sætter spørgsmålstegn ved, om grænsen mellem det private og det personlige overhovedet findes: ”Problemet med den måde at tænke på er, at det forudsætter, at der er en grænse at bryde ned. Som om der ikke altid er en distance. Der er altid en distance i skrivningen og når jeg taler. Der er ikke noget at bryde ned. Man kan ikke bryde mere ned og være mere ærlig.” Han læner sig lidt tilbage. ”Jeg giver bare en fuck. Jeg tænker slet ikke: ’Nå, det må jeg ikke skrive. Det er håbløst sentimentalt. Jeg må ikke bruge af hovedstolen.’” Så smiler han lidt og slår ud med armene: ” Jeg har ikke nogen hovedstol. Jeg har en sofa. En kæmpe sofa. De der dogmer, som nogen har lært og nogen har gentaget meget, og til sidst så er det bare sådan, det er: Åh, nå jo, man kan bruge sit private stof op. Ja, bortset fra nej! Bortset fra at hvert sekund er nyt, privat stof.”

Ifølge Claus Handberg Christensen er det sentimentale også en vigtig ressource: ”Det, jeg sidder og arbejder på nu, har helt klart sentimentale og nostalgiske træk, og det renser jeg ikke ud. Den balancegang, der ligger i at bevæge sig ud på den kant, er for mig at se interessant. Og vedkommende også. Jeg tror, det var [Roland] Barthes, som på et tidspunkt sagde, at han ville have det sentimentale tilbage i kunsten. Han ville tilbage før modernismen, for hvis man udelukker noget som sentimentalitet, som er en menneskelig valid følelse, så er der jo også noget, der går tabt. Det er da indlysende!”

More from Sarah Eriksen Brink

Slip e-bogen fri!

E-bogen er et paradoksalt medie: I princippet er det åbent for alle...
Læs mere