Hvad vi kan lære af verdens undergang – på film!

Film om verdens undergang står i kø for at komme op i biograferne – og millioner af filmseere står i kø for at blive udslettet et par timer.

Undergangsfilmene står i kø for at komme op i biograferne – og millioner af filmseere står i kø for at blive udslettet et par timer. I følge en uendelig liste på Wikipedia indeholdt tiåret 2000-10 næsten dobbelt så mange undergangsfilm som det foregående, 58 mod 34. I 2014 er vi allerede oppe på 42 – på vej mod endnu en fordobling. Stigningen er ikke et modefænomen, for hvor biografgængere under Den Kolde Krig kunne ædes op af angst over, at verden gik under, hvis nogen trykkede på Den Røde Knap, kan samtidens biografgængere nu ædes op af angst over, at den faktisk går under, hvis ikke vi trykker på Den Grønne Knap.

Eftersom verden faktuelt er truet med undergang i dette århundrede, befinder vi os ironisk nok i undergangsfilmens guldalder, hvor de fleste tidligere forsøg på at udtrykke noget med genren retrospektivt må anses som værende useriøst tidspilde, effektjageri og Peter-og-Ulven-film. Således er de seneste undergangsfilm om klimatrussel og overbefolkning – som The Day After Tomorrow (2004), Children Of Men (2006) og Hushpuppie (2012) og Noa (2014) – interessante steder at fiske efter erkendelser om vores fælles verdenssituation – modsat film, hvor vi får en meteor i hovedet eller bliver ramt af en uhelbredelig zombie-virus, der slipper kannibalistisk galskab løs.

Den kolde krigs ‘hva’ nu hvis’?
Da jeg var dreng i 80’erne var jeg en dag nede i kælderen, bogstaveligt talt: Dernede havde jeg set på billeder i en engelsk tegneserie, om hvad der ville ske hvis atomkrigen kom, og jeg var blevet ængstelig og melankolsk. Tegneserien When The Wind Blows, skrevet af Raymond Briggs, kom i øvrigt et par år senere på dansk i selveste Gyldendals Bogklub. Min far fandt mig og spurgte, hvad der var galt? Jeg svarede, at jeg gerne ville vide, hvad der helt konkret kunne ske, hvis uheldet var ude. ”Okay”, sagde han og satte sig, tynget af ansvar. ”Først får vi næseblod og taber håret, så ryger neglene og huden. Så ødelægger strålingen lungevævet: så vi bliver kvalt”, fortalte han.

Men det skulle jeg ikke bekymre mig om, for han havde for længst forholdt sig til det. Vi – mine yngre søskende og jeg – skulle ikke lide. Han ville roligt aflive os efter tur, for til sidst tage sit eget liv. Okay! Skyerne lettede og jeg løb op og spillede fodbold i haven, vaccineret mod undergangsangsten. Der var taget hånd om tingene. Vi havde en plan og skulle ikke lide, hvis verden gik under.

Dagen efter nede på skolen bad jeg – som formand for Det Lille Elevråd – skoleinspektøren om at få forelagt skolens beredskabsplan i tilfælde af atomkatastrofen. Hvor skulle de små klasser gemme sig? “Under gulvet i gymnastiksalen”, svarede han, og spurgte om jeg ville besé det. Jeg var ti år. (På omtrent samme tid i U.S.A. udløste den siden så berømte tv-film om den totale atomkrig, The Day After (1983), masse-traume blandt amerikanske børn, hvorpå en tv-serie blev lavet for at berolige dem).

BUM! Global atomkrig/Terminator III
BUM! Global atomkrig/Terminator III

Senere, da jeg blev gammel nok til at klare mosten, så jeg som alle andre Dr. Strangelove or: How I learned to stop worrying and Love the Bomb (1964), Abernes Planet (1968) og Terminator (1984), hvor menneskeheden fik atomkrigen at smage. Så da Berlin-muren endelig faldt i 1989 og undergangsscenariet langsomt blev opløst som en ond drøm, virkede det som om alle var blevet klogere og verden nu skulle blive en anden.

En ubekvem sandhed
Da Waterworld ramte lærredet i 1995 og viste et måbende publikum en oversvømmet planet – hvor en bæredygtig Kevin Costner, iført gæller bag ørerne, kæmpede mod en bandit, hvis bande padlede rundt i en olietanker – kunne de færreste tage det alvorligt. Der skulle gå tolv år før den amerikanske vicepræsident Al Gore fik en oscar for sin dokumentarfilm om global opvarmning, En Ubekvem Sandhed, samt en Nobels Fredspris for sin oplysningsarbejde om samme emne. I mellemtiden skulle vi gennem ti år med håbløse film om urealistiske ydre trusler: meteornedslag – Armageddon eller Deep Impact (begge 1998) – eller angreb fra rumvæsner, der personligt skulle nedkæmpes af den amerikanske præsident. Ganske symptomatisk åbnede Armageddon, der blev set af over en kvart million danskere, med at borebissen (Bruce Willis), der senere skulle vise sig at være verdens frelser, stod og skød golfbolde fra platformen ned over et Greenpeace-skib med aktivister på dækket. Et overmod af så tå-krummende dimensioner findes der endnu ingen fodindlæg i mod!

Når man ansigt til ansigt med alvorlige problemer i verden bydes at se så katastrofale katastrofefilm, må man erindre Søren Kierkegaards 171 år gamle tekstbid fra Enten-Eller: ”Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits’”.

Det var altså ikke uden grund, at en anden amerikansk skuespiller, Leonardo DiCaprio, fornylig, d. 23. september, holdt en tale under FN’s klimatopmøde, hvor han som ’bekymret borger’ sagde: ”Som skuespiller er det min levevej at lade som om. Jeg spiller fiktive karakterer, der ofte løser fiktive problemer. Jeg tror, at menneskeheden har set på klimaforandringerne på samme måde som om det var en fiktion, der overgik andre på en anden planet, som om man kunne lade som om, at klimaforandringerne ikke var virkelige og at de på den måde ville forsvinde”.

The Day after Tomorrow
The Day after Tomorrow

“Har du nogensinde set luften så klar?”
Da den første seriøse film om verdens undergang som et resultat af drivhuseffekten, The Day After Tomorrow, i 2004 blev set i biograferne af op mod 270.000 danskere, skrev Berlingske Tidendes filmanmelder, Mads Kastrup, at den var “et stormoralsk underholdningsstykke, der går lige lukt tilbage til omkvædene fra Greenpeaces velmagtsdage.” Og det var ikke ment som en ros (men kan da sagtens læses sådan). I FN svarer filmens hovedperson, der er klimatolog, på det videnskabeligt relevante spørgsmål om, hvorvidt Den Nordatlantiske Strøm kan gå i stå på grund af klimaopvarmningen: ”Måske om 100 eller 1000 år. Hvis ikke vi handler, vil vores børn og børnebørn betale prisen”.

Allerede et par uger efter går strømmen i stå med fatal nedkøling til følge. Da en ung kvindelig studerende erkender: ”Alt, hvad der har betydet noget, alt, hvad jeg har arbejdet på, har været forberedelser på en fremtid, der ikke findes. Jeg ved, at du altid syntes, jeg tog konkurrencen for alvorligt. Det var alt sammen lige meget”, kan man mindes den nyligt afdøde filosof Villy Sørensens sætning om, at det eneste unge mennesker bør kvalificere sig til, er at forbedre verden. Og sælsomt tankevækkende er det: Da nedkølingen rammer den nordlige halvkugle, hvor den vestlige verden bor, får det følgende konsekvens, som bør overlades til den amerikanske præsident at uddybe: ”Ikke bare amerikanere, men folk over hele verden er nu gæster i de lande, vi engang kaldte den 3. verden. I vores nødens stund har de taget imod os og givet os ly. Og jeg er dybt taknemmelig over deres gæstfrihed.” Ude fra rummet får en astronaut filmens slutreplik: ”Har du nogensinde set luften så klar?” Luften er blevet renset.

Tilbage til naturen med barnet
Den seneste undergangsfilm, der også tilbyder en form for overgang, er den to år gamle Hushpuppy: Beasts of the Southern Wild (2012). Hushpuppy er navnet på en lille 5-årig afroamerikansk pige, der (næsten) bor sammen med sin far i et Christiana-agtigt skursamfund i det halvt oversvømmede floddelta i Louisiana. Publikum får aldrig afklaret om filmen foregår lige efter orkanen Caterinas hærgen eller i nær fremtid. Beboerne lever i en udsat del i klimamæssig forstand, fordi en dæmning og en mur holder dem ude. ”De regner med vi kommer til at drukne herude. Men vi skal ingen steder”, fortæller Hushpuppy.

I dette slumparadis af selvforsynende halvalkoholiserede voksne med deres løsgående dyr og børn, der lever halvt overladt til dem selv i nærkontakt med naturen, nægter man med skræk at blive revet tilbage til naturen, nej, man er selv på vej, psykisk, socialt og økologisk. I den lille landsbyskole spørger en afroamerikansk udgave af Camilla Plum de måbende børn: ”Hvem her tror at grottemenneskene sad og jamrede sig som en flok kujoner? Tænk over det, for snart vil hele universet gå i opløsning!”

Grunden til at faren kun næsten lever med datteren er, at han er døende. Overladt til sine kæledyr, som hun overvejer at æde, må hun vænnes til at klare sig selv. I fantasien møder hun de rasende elefanthøje ur-svin, ”der tiltrækkes af lugten af de svagestes frygt”, men da hun endelig forsoner sig med tabet af forældrene, knæler disse mytologiske monstre for hende, som hundene gjorde det for soldaten i Fyrtøjet, da han havde fået gnisten over på sin side.

Således bearbejder filmen om Den sydlige vildskabs dæmoner et universelt svigt, som alle os – især de yngste – står ansigt til ansigt med: at forældrenes verden, civilisationen har svigtet, og at alle må lære at omfavne denne skæbne, hinanden og den vilde natur. For ligesom naturen er mennesket vildt. De store storme vi går i møde, skal først og fremmest rides af i det indre. Mere end at opfinde en ny verden, er udfordringen at fordøje og forsone sig med den gamle. Således er Hushpuppy en lille heroisk Hamlet, der tåler mosten – der nok er bitter som havtorn, men også vitaminrig og med smag af passion.

Slumidyl/Hushpuppy
Slumidyl/Hushpuppy

Den væsentlige pointe i film som denne – og også i de to post-apokalyptiske Children of Men (2006) og animationsfilmen om den ømhedssøgende skralderobot Wall-E (2008) – er: at i overlevelseskampen står sammenholdet og kærligheden over for nådesløsheden og brutaliteten.
I en serie undergangsfilm, hvor menneskeheden deles i rasende voldtagende kannibaler og skræmte vegetarer – 28 Days Later (2002), The Road (2009), The Colony (2013) etc. – antydes denne tilværelseskamp, men uden at der vises en vej ud eller frem. Så når skybruddet næste gang fylder kælderen med vand og hustandens større børn tænderklaprende spørger om en forklaring, kan forældrene med held sætte Hushpuppy på.

Exit frugtbarhed
Helt som i et Grimms eventyr er grundfortællingen i Children of Men (2006) den eventyrlige, at menneskeheden i nær fremtid – 2027 – er ophørt med at kunne bringe børn til verden. Verden er altså ikke helt gået under men hænger i en tynd tråd. Belejligt beliggende på en ø er England den eneste nation, der endnu ikke er opløst i socialt kaos – en ufrugtbar politistat lever side og side med en massiv illegal indvandring. To folkebevægelser har ligeledes vundet frem: Angrerne og Fornægterne, der på hver deres måde – gennem enten overgivelse eller selvafstraffelse – forsøger at sone menneskehedens forbrydelser.
Filmen, der på dansk med held kunne have været oversat til Menneskebørn, og som ligner en lavbudgetfilm lavet i 2030, indledes med en bombeeksplosion på en kaffebar. Men vi efterlades i uvished med hensyn til hvilke af det splittede samfunds tre fraktioner, der står bag terrorangrebet: politistaten selv, undergrundsbevægelsen FISK, der kæmper for de illegales rettigheder, eller islamisterne, der har vundet fodfæste i de mange flygtningelejre?

Det store mysterium – hvorfor kvinder har mistet deres frugtbarhed – kan ikke løses, eftersom årsagen er ukendt (tre mulige nævnes dog: forurening, mobilstråling, geneterapi). Men da en ung illegal indvandrer af afrikansk oprindelse mirakuløst bliver gravid intensiveres kampene mellem fraktionerne, der alle ønsker det ny barn som maskot for netop deres ideologi. Med barnets fødsel i flygtningelejren, en pige, genfødes også menneskeheden. Da barnegråden høres af oprørere og soldater, ophører krydsilden, indtil barnet er i sikkerhed. En gribende usentimental slutscene, der samtidig er menneskehedens spæde genfødsel.

Children of men
Children of men

Selvom filmen ingen referencer laver til hverken græsk eller nordisk mytologi, genopliver den netop myten om ophøret af frugtbarhed blandt guderne, der sættes under pres af frugtbare titaner eller jætter, der holdes ude og nede. Children of Men, der fik 39 priser verden over, mere end indikerer, at den vestlige verdens løsning på problemer som forurening og faldende fødselstal, må udgøres af lige dele politisk og kulturel åbenhed mod Syd.
En lignende pointe serveres i den sørgeligt aktuelle filmatisering om syndfloden, i Noa (2014), hvor en deprimeret Noa bekriger menneskehedens fortsættelse på Arken. Det afgørende vendepunkt er den graviditet – tvillinger! – der både bliver et billede på kærlighedens helende kraft og et spædt håb om en ny fremtid i en ny verden.

Lidelsesromantik og fortrængning
At vi mennesker er vante til forestillingen om verdens ende – Ragnarok som Dommedag – og bruger den som baggrundstæppe for at udforske vore brudte relationer, kunne tyde på at vi genkender verdens sammenbrud fra vores egne personlige verdners sammenbrud. Måske rykker det store sammenbrud nærmere som summen af de små, vi fortrænger at gøre noget ved?

Ser man lidelsesromantiske kærlighedsfilm med hardcore undergangsslutninger som Melancholia (2011) og Seeking a Friend for the End of the World (2012), erfarer man, at de mere end den forestående undergang, omhandler mennesker, der er gået under. Undergangen er afgjort på forhånd og det ligger uden for de involveredes rækkevidde at stille noget op. I begge film har faren svigtet, og skårene forsøges klinket.
Døden bærer vi alle med os. Den er en fødselsdagsgave, og bevidstheden herom går først op for de fleste, når de får midtvejskrise eller mister en elsket. Intuitivt har vi allerede fra barndommen en forudanelse om intetheden, og foran gyserfilmene kan teenagere gyse ved tanken om at blive udslettet på mangfoldige gyselige måder. Mange undergangsfilm er blot gyserfilm i et større format. I stedet for øksen får vi en meteor i nakken, i stedet for monstret springer en virus på os og kan bruges til at vække overlevelsesinstinktet, der for det meste blot slumrer.

Undergangsfilm og overgangsfilm
Det nye er, at den enkeltes død tids nok kan fremskyndes, eftersom menneskehedens økologiske – og derfor også sociale – grundlag er på kollisionskurs. Udfordringen for filmseerne er og bliver denne: At måtte vælge de urealistiske underholdningsfilm fra og de realistiske holdningsfilm til. Sammenbruddet kan nemlig byde på et gennembrud i forståelsen. Det lille skæve lokalsamfund i Hushpuppy har en recept på modstandskraft bestående af mod, intuition og sammenhold, og fra Children Of Men får vi et syn ind i en konfliktfyldt fremtid, hvor de fremmede som holdes udenfor, viser sig at være nøglen til væksten indenfor.

”Selvom pessimisterne altid får ret, behøver de ikke at have ret”, skrev filosoffen Villy Sørensen om pessimismens fader, filosoffen Arthur Schopenhauer. Vi må minde os selv og hinanden om det.
————————————————————————————————————————–
Hvis du ikke har fået nok er der mere undergang i biografen i uge 45: Premiere på Interstellar og CPH:DOX tema. Eftersom FN’s klimapanel i København netop har udtalt, at de næste 25 år er altafgørende for fremtiden, synes næste seværdige undergangsfilm Interstellar – med premiere på torsdag, d. 6. november, uhyggeligt aktuel: Man døjer med en barsk indsigt- klimaforandringerne kan desværre ikke bremses. Et hold bliver sendt til naboens solsystem for at finde en ny planet før Jorden får udslettet menneskeheden.

Og på den kommende CPH:DOX festival er der ligeledes dommedagsscenarier på plakaten, under temaet Rethinking Resources, men dog også med et anderledes håbefuldt blik på fremtiden, lanceret af en af verdens store grønne tænkere Jeremy Rifkin, som du kan opleve live under CPH:DOX.
Skriver man iøvrigt ”post-apocalypse” i søgefeltet på den førende hjemmeside for film; www.Imdb.com, får man 714 titler.

More from Jeppe Marsling

SEX VS. KÆRLIGHED – I FULDT FLOR PÅ FILM

”Megen forvirring kommer af ikke at skelne mellem sex og kærlighed. Og...
Læs mere