Månen tilhører den hvide mand

Filmen We Come as Friends indgik i Megatrends – Africa Rising program delen. Du kan læse Ingeborg Lohfert Haslund-Vindings artikel om filmen og dens tema Sydsudan på Netudgaven: Månen tilhører den hvide mand.

”Europæere og amerikanere koloniserede Afrika og delte det op – så tog den hvide mand ud i rummet og erobrede månen”. Sådan starter den belgiske filminstruktør Hubert Saupers filmmesterværk om Sydsudan,”We Come As Friends”, som vises under CPH DOX, som en del af deres ”Africa Rising”-tema.

Jorden var ikke nok for den hvide mand – rummet og månen skulle også indtages og flaget plantes. I Afrika udfoldede imperialismen, kolonialismen, storhedsvanviddet, islam og kristendommen sig. Hellige missionærer og visionære opdagelsesrejsende – alle ville de have en bid af dette vanvittige kontinent, af de dybe søer, det røde sand og de hemmelighedsfyldte solopgange.

Milliardindtægter og dyb fattigdom
Sudan blev uafhængigt af det britiske kolonistyre i 1956. I dag er Sudan delt i to lande og Sydsudan, verdens yngste land, er ifølge Saupers skildring blevet overskyllet af en ny tsunamisk bølge af imperialisme. Der udspiller sig en geopolitisk magtkamp mellem Kina og USA. Og mens de to mastodonter kæmper om Sydsudans værdifulde råstoffer, sulter og tørster befolkningen, dyrene dør fordi de drikker vand, forurenet af den nærtliggende oliefabrik og befolkningen fordrives til ubeboelige områder på grund af amerikanske og kinesiske firmaers opkøb af jord. Sydsudans ledelse priser udenlandske investorer velkomne – det er en investering i Sydsudans fremtid og vil komme lokalbefolkningen til gode på sigt, lyder rationalet.

Stilbillede fra We Come As Friends
Stilbillede fra We Come As Friends

Sydsudans præsident Salva Kiir er gode venner med USA – han fik i sin tid en cowboyhat af George Bush som ikke har forladt hans hoved siden. Fjernsynene kører i Sydsudan i Saupers film – Hillary Clinton taler om bæredygtig investering, om USAs interesser i Sydsudan og vigtigheden af, at de kommer sydsudaneserne til gode. Hubert Saupers næsten to timer lange film viser ingen tegn på dette, på trods af at han besøger adskillige stammesamfund og fjerntliggende landsbyer, der alle er udsultede. Lokalbefolkningen lider, mens kinesere spiser kinamad, udvinder olie på moderne fabrikker og støder til farvede runde kuler i fabrikkens skudsikre poolrum.

Frihed afløses af borgerkrig
Sydsudan bliver født ud af Sudan den 9. juli 2011. Sauper er i landet da mere end 80 % af befolkningen stemmer for en løsrivelse fra Sudan – den nye hovedstad bliver Juba og Sydsudan bliver det 193. land der optages i FN. Hyldestråb galopperer hen over landet – efter over 50 års blodig borgerkrig er folk frie og fremtiden er lys og håbefuld – i hvert fald i få drømmende nanosekunder.

WeComeAsFriends_crying-soldiers-1024x576

 

Præsidenten bliver Salva Kiir, lederen af SPLM (Sudan Peoples Liberation Movement) der tidligere har kæmpet en indædt kamp mod det muslimske styre i det ’gamle’ Sudan. Han er kristen og tilhører den største stamme Dinka. Hans vicepræsident, som han nu har afsat, er Riek Machar fra stammen Nuer. Dirka, og Nuerstammen kæmper lige nu indædte kampe mod hinanden i Sydsudan. Omkring 1.8 af Sydsudans 11 millioner indbyggere er blevet eksternt og internt fordrevet. 100.000 lever i FN-flygtningelejre. Mindst 10.000 er allerede slået ihjel, antallet af seksuelle forbrydelser vurderes til at være det højeste i verden og millioner er på grænsen til hungersnød.

Fra naboskab til fjendskab
Kiir og Machar boede indtil for nylig side om side i et nabolag i Juba, de er begge gamle militærledere med mange liv på samvittigheden og flittige opfostrere af børnesoldater. Der har udspillet sig en intern magtkamp mellem dem siden uafhængigheden, og de har begge opbygget deres egen hær. I juli 2013 afsatte Kiir, Machar fra vicepræsidentembedet med den begrundelse at Machar planlagde at overtage magten over Sydsudan gennem et militærkup. De voldelige kampe i landet begyndte den 15. december 2013, og er stadig i fuld gang. Machar forlanger, at Kiir og ham deler magten i Sydsudan, hvilket Kiir har nægtet pure. De er lige nu samlet i Etiopien til fredsforhandlinger som indtil nu har været frugtesløse.

I et interview med Al Jazeera English i starten af denne måned udtalte Kiir, at den sidste tid har været den mørkeste i landets historie, da de for første gang bekæmper hinanden internt. ”Ingen havde forventet at situationen ville udvikle sig til dette efter uafhængigheden. Det havde Riek heller ikke, men på grund af hans grådighed fik han det til at ske”, fortæller Kiir til Al Jazeera-journalisten Nick Clark. Præsident Kiir kalder korruption for kræft og for alles fjende. Sydsudan har i årenes løb modtaget billioner af dollars i humanitær bistand, og i år bidrog Danmark med 200 millioner kroner. Inden borgerkrigen brød ud tjente Sydsudan 10.000 milliarder kroner om måneden på olieudvinding, på grund af de voldelige kampe er udvindingen nu halveret til 5000 milliarder.

Hvad pengene er blevet brugt til, er svært at se.

Stammeland sælges for en slik – warlords tjener kassen
Med afsæt i Kiirs symbolske kommentar om korruption springer vi tilbage ind i Saupers kraftværk af en film. Vi møder en ældre desorienteret mand i en landsby en mørk aften. Han har uvidende skrevet under på en kontrakt og hermed afgivet 600.000 hektar af stammens land. Han viser kontrakten til Sauper – det er et firma fra Texas der overtager jorden til et svimlende lavt beløb. ”Vi vil aldrig give vores land væk, vores forfædre var krigere,” siger han med et desperat blik.

Stilbillede fra We Come As Friends
Stilbillede fra We Come As Friends

Blot et af mange eksempler på jord der er blevet frataget den lokale befolkning og solgt til blandt andet kinesiske og amerikanske investorer. Og hvor havner disse penge henne? Blandt andet hos Kiir og Machar og andre sydsudanesiske warlords og embedsmænd.

Saupers film står som en dystopisk forudsigelse på den nuværende situation der udspiller sig i Sydsudan. Den viser en befolkning der er i knæ og ledere der ikke tjener deres folks interesse. Den viser et skræmmende billede af den hvide og gule mands interesse i et nyt og fragilt land. Den viser en grådig kamp om olie og verdensherredømmet. Den hvide mand var den første på månen. At miste Jorden, og i første omgang Afrika, til den gule mand er ubærligt.

En flyvende tinbox
Sauper fløj ind og rundt i Sydsudan i et meget let tinfly som han selv har bygget. Det tog ham to år at bygge det på sin gård i Bourgogne. I et interview med Los Angeles Times Film Critic forklarer han, at det ikke blot var af pragmatiske grunde han valgte at bygge sit eget fly og selv flyve ind i Sydsudan, men også på grund af flyets metaforiske betydning:

Stilbillede fra We Come As Friends
Stilbillede fra We Come As Friends

”Mange af de trusler der er forbundet med kapitalisme leder hen til denne maskine. Det er en voldelig maskine som bruges til at smide bomber, den har forbindelse til kristne værdier og fred der kommer ovenfra, den repræsenterer det hvide folks overlegenhed. Den har alle de her skræmmende og smukke implikationer.”

Sauper præsenterer os for både kapitalisme og kristendom. Vi møder flere kristne missionærer. En halvgammel texansk mand der prædiker i en landsby. Han har briller med glas der er farvet som bunden af en colaflaske og udsiger teatralsk og dirrende: ”What I want is what God wants”. Bag ved colaflaskerne forestiller man sig et liderligt og selvforherligende blik.

Hellig imperialisme
”Amerikanere – vi er for samarbejde og udvikling” synger et børnekor i flotte røde skoleuniformer i en anden scene. Sangen er til en amerikansk ambassadør, og også han beholder sine solbriller på, mens han holder sin livsløse og platte symbolske tale til forsamlingen af sydsudanesere. Man kan ikke se hans øjne eller hans drivkraft, kun høre hans floskler om det bogstavelige og billedlige lys som amerikanerne har bragt til Sydsudan.

I en tredje scene møder vi et amerikansk par i trediverne, der også er i Sydsudan for at frelse gennem det kristne budskab. De er voldsomt stolte over deres soldrevne talende bibler, som de hengiveligt donorer til landsbybeboere. De beder dem om at posere med den talende hellighed, så de kan sende billeder hjem til deres kristne fællesskab i staterne.

Tilbage til kineserne på oliefabrikken. De ser amerikanske rumfilm og filosoferer over hvordan man overtager en anden planet succesfuldt. Man skal finde en planet uden andre mennesker eller væsener, for kun sådan kan en kolonisering blive succesfuld. Alt for store kulturforskelle er farlige – se bare på Afrika – siger de og smiler.

Et kor af sorte stemmer fylder Saupers film. De drages af, foragter og affinder sig med den hvide og gule mands tilstedeværelse. Filmen er uhyggelig smuk, og Sauper er uhyggelig god til at blotlægge de mange komplicerede og modstridende interesser der udspiller sig i Sydsudan.

Filmen bør ses af flere grunde. Den bør ses for at øge opmærksomheden på konflikten i Sydsudan, som er blevet glemt til fordel for de mange andre horrible konflikter, der udspiller sig i disse måneder. Den bør ses fordi den elegant og æstetisk viser et uhyggeligt og grådigt imperialistisk behov, der hersker i verden på bekostning af mange uskyldige menneskeskæbner.

 

WeComeAsFriends_05-1024x572

Ud fra Saupers skildring af Sydsudan kunne man, sat på spidsen, lade de sidste ord være som følge: Den hvide mand indtog månen, den gule mand er i gang med at erobre jorden – den sorte mand er en grådig leder. Fanget mellem den gule, hvide og sorte mand med cowboyhat og hans eks-vicepræsident lider den sydsudanske befolkning lige nu en stille og smertefuld degenerering.

Filmen har sidste visning i Cinemateket onsdag d. 19/11 klokken 16.45.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Albert Camus – en fødselsdagshyldest til et uundværligt intellekt

Albert Camus ville i år være fyldt 100 år. Han døde i...
Læs mere