Velfærdsstatens T-kryds?

Radio og TV vrimler i disse dage med indslag om den nye finanslov. Meningerne om udfaldet er mange. Mens regeringen kalder loven for “fællesskabets finanslov”, udtrykker dele af erhvervslivet skuffelse. Oppositionen går endnu længere i deres kritik og betegner loven som decideret valgflæsk. Imidlertid har de hidtidige reaktioner overset centrale aspekter ved den nye lov. Lovaftalen rummer nemlig initiativer, som peger på en hel ny måde at tænke velfærdspraksis.

Et af disse initiativer er en såkaldt klippekorts-ordning på ældreområdet. Klippekortet er en ”opfindelse”, som kommer fra Københavns Kommunes Sundhed- og Omsorgsforvaltning. Ordningen går i al sin enkelthed ud på, at ældre i kommunen, som i forvejen modtager hjemmehjælp, får tilbudt en art 10-turs klippekort á en halv times hjælp, som de kan anvende, som de vil.

Københavns Kommune har med klippekortet taget ældreplejen ud af de vante rammer. Hjælpen skal ikke længere nødvendigvis skal anvendes i hjemmet og derfor kan den ældre nu i langt højere grad selv sammensætte sin ældrehjælp. I Politiken d. 7. Sep. 2014 beskrives eksempelvis, hvordan Esther på 90 år har anvendt nogle af sine ”klip” på en tur i svømmehallen. Esther er forhenværende livredder og har ikke tidligere kunnet tage i svømmehallen på egen hånd. Klippekortet blev hendes mulighed. Kortet øgede Esthers mobilitet og livskvalitet: hendes hjemmehjælpere tog med hende i svømmehallen, fordi det var dét Esther havde lyst til.

Dette er for mig at se en fantastisk udvikling af vores velfærd. Det er så simpelt og alligevel så rigtigt. Men hvad gør, at netop denne offentlige ordning (som sikkert også har sine mangler og udfordringer) er billedet på noget større? Jo, for det er et pragteksempel på, at man i det offentlige kan tilbyde fleksible løsninger, som ikke kun tilvejebringer en konkret ydelse men rent faktisk skaber livskvalitet. Livskvalitet er noget, der ikke kan måles eller prissættes og alligevel har det en enorm værdi for den enkelte. Dét er – tro det eller ej – banebrydende i en tid, hvor budgetterne strammer.

Hos Ældre Sagen vækker klippekortet begejstring. Ældre Sagen peges især på, at ordningen giver den ældre en øget indflydelse på eget liv. Det sidste års erfaringer viser da også, at ordningen primært er anvendt til aktiviteter såsom biografture, gåture i parken eller noget helt tredje, som giver livskvalitet til den enkelte. Det offentliges evne til at forny sig selv med nye typer tilbud er kardinalpunktet her. For borgernes behov for velfærd er ikke statisk, firkantet eller i en bestemt form eller udgave. Det er derimod dynamisk og omskifteligt, hvilket er noget, som det offentlige i øjeblikket har svært ved at honorere. Et fokus på livskvalitet er derfor også i al sin enkelthed ret innovativt.

Men hvad skal der til for, at den offentlige fokusere mere på eksempelvis livskvalitet, og dermed foretager et opgør med den traditionelle forståelse af velfærd? Indenfor innovationsforskningen taler man om såkaldte ”drivere” eller årsager til, at det offentlige forsøger at tænke nyt i sin opgaveløsning. Undersøgelser fra RUC viser, at det ofte skyldes et af tre hensyn: 1) et ønske (ofte politisk) om at udvikle velfærdsstaten, 2) et ønske om at løse særligt vanskelige problemstillinger (”wicked problems”) eller 3) konkrete effektiviseringskrav.

Men innovation har vanskelige kår for tiden. Det offentlige er i øjeblikket underlagt strenge effektiviseringskrav og standardiserer på livet løs på rigtig mange områder. Og der er da også rigtig mange områder, hvor vi ikke behøver at skabe banebrydende løsninger. Men der findes altså også et hav af muligheder for at arbejde med livskvalitet og anderledes løsninger, som ikke nødvendigvis er dyrere. Tværtimod lader det altså til, at målet om at skulle spare er en væsentlig årsag til, at innovative løsninger findes. Det kræver dog, at man har modet til at udvikle nyt og tror på, at det kan lade sig gøre.

I samme forvaltning har man eksempelvis for længst installeret køkkener på alle plejehjem, og også her kunne Politiken d. 16. oktober fortælle den gode historie. Her handlede det om, at der ikke var nogen grund til, at de ældres mad var hverken industrielt fremstillet eller vakuumpakket for at få budgetterne hænge sammen. Tværtimod fortælles der om en måde at gå til de ældres mad, som skaber glæde, sundhed og velvære – uden at koste mere. Og så er hele molevitten endda økologisk! Alt bliver lavet fra bunden i plejehjemmets eget køkken, og menuen står på alt fra hjemmelavet brød og pålæg til egne flæskesvær og sylte.

Igen: Så simpelt og alligevel så rigtigt.

Nytænkning i det offentlige

Men den gængse forståelse har i høj grad været, at man ikke har haft andet valg end vakuumpakket mad til de ældre. En vant forestilling om, at økonomi sætter en ultimativ begrænsning for spændende og attraktive offentlige tilbud, som nok ikke er enestående for ældreområdet. Min indtryk er snarere, at det er en generelt tendens. Men som forskningen peger på, kan de mange pressede offentlige budgetter måske i virkeligheden være med til, at vi i fællesskab kan udvikle den velfærd, som vi kender i dag. Det afgørende er, at det offentlige selv tror på, at andre typer løsninger er mulige. At hjemmehjælpen sagtens kan være andet end rengøring, og at man for samme budget kan lave dejlig mad på plejehjemmene. Jeg håber, at vi fremadrettet ser flere af denne slags nytænkende måder at gå til opgaven på i både små og store kommuner, og at de skarpe hoveder bag dem smæsker sig i ros og opmærksomhed.

Klippekort

Hvis vi modsat ikke formår at gå nye veje og gøre de kommunale tilbud til de mest attraktive, så risikerer det offentlige at bidrage til en unødvendig forringelse af sig selv, der på sigt kan brolægge vejen mod mindre offentlig velfærd. For der er mange i dette land, som hellere så, at velfærden gradvist blev afviklet fremfor udviklet. Dette ville i min optik være et forfærdeligt tab for Danmark og for alle borgere – uanset om man er dagligt afhængig af kommunens hjælp eller kun møder det offentlige en gang om året. For en stærk og dygtig velfærdsstat giver en sammenhæng i vores samfund, som vi ikke kan sætte på formel. Et fælleskab som ikke kan måles, og som heller ikke lader sig prissætte i kroner og øre.

Derfor står velfærdsstaten – for mig at se – ved et T-kryds: Vi kan vælge at gøre alvor af at se på velfærd på en ny måde, og lade være med at være bange for at udfordre gængse vaner. Vi kan gøre en dyd ud af at gå udviklingens vej. Vi kan også vælge den anden vej, hvor vi i princippet blot gør mere af det samme og i standardiseringens og effektiviseringernes navn lader os begrænse af forældede forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre. Men hvor står vi så om ti år?

More from Cecilia Garibaldi

Kan man slanke den offentlige sektor ihjel?

”Stramme rammer – klare prioriteringer” sådan lyder overskriften på regeringens forslag til...
Læs mere