Bond-bygninger og guld galore – Goldfinger fylder 50 år

En bar kan have en James Bond-agtig indretning, en person kan ligne en Bond-skurk, og hvem har ikke været med til en fest med 007-tema? Den særlige Bond-stil er kendt af de fleste og bygger især på ikoniske interiører af production designer Ken Adam. Skru op for Shirley Basseys titelmelodi og tag med på tur til mr. Goldfingers ranch og Fort Knox i Kentucky.<!-more->

Selv om man ikke er Bond-aficionado, så kender man nok alligevel Shirley Basseys måde at synge Goldfinger på, man har hørt om Bond-babe Pussy Galore, og man kender superskurken Goldfinger med det elegante fornavn Auric med slet skjult reference til det latinske ord for guld, aurum. Og man har højst sandsynligt set et billede af en forgyldt kvinde, der ligger på en seng, dræbt fordi hun og hendes hud ikke kunne ånde gennem det lag af guldmaling, hun var blevet dækket med som straf for at have assisteret Bond på forskellige måder.

Agent med licens til at dræbe er stadig aktuel

Goldfinger havde dansk premiere d. 26. december 1964 og er film nr. tre om den britiske agent Bond – Jaaaames Bond. Filmen havde et meget større budget end de to foregående, den blev den første ’Bond-buster’, og den satte gang i salget af 007-merchandise. Bond blev født på film i 1962 og trækker stadig folk i biografen. Under stor mediebevågenhed er skuespillere og locations til den næste film – nr. 24 i rækken – for nylig blevet afsløret, og Bond og hele universet omkring ham hyldes lige nu på to udstillinger i London og Rotterdam. I London er det Bonds biler og andre transportmidler, der er omdrejningspunkt. Her kan man bl.a. se Auric Goldfingers Rolls-Royce Phantom III og et af mange eksemplarer af Bond-bilen par excellence, Aston Martin DB5, der har været brugt i flere Bond-film. Aston Martin var i 1960’erne en af de dyreste, engelske sportsvogne – den perfekte Bond-bil! Og i øvrigt et af filmhistoriens tidligste eksempler på product placement.

I Rotterdam fokuserer udstillingen mere bredt på den særlige Bond-stil og handler generelt om designet i Bond-film igennem tiden. Her kan man blandt meget andet se rekonstruktioner af Pussy Galores guldvest og Goldfingers smokingjakke med gyldent revers. Det er nu ikke udstillingerne, det skal handle om her, men den Bond-stil, som de sætter fokus på.

Pussy Galore (Honor Blackman) og hendes flyvende cirkus. © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation. Bond-klassikere – Goldfinger skaber skabelonen
Pussy Galore (Honor Blackman) og hendes flyvende cirkus. © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation.
Bond-klassikere – Goldfinger skaber skabelonen

Mange af de elementer, der dukker op i Goldfinger, går igen i mange af de efterfølgende 007-film. Siger James ”shaken, not stirred”, er han i gang med at diktere tilberedningen af sin næste martini, og det er i Goldfinger, at Bond for første gang udtaler disse ord selv. Det er også i Goldfinger, at James indleder sit længevarende forhold til den sølvgrå elegantier blandt biler, Aston Martin DB5, der har ganske særlige effekter, bl.a. et katapultsæde, så man med et tryk på den røde udløserknap i gearstangen let kan slippe af med ubudne gæster på passagersædet.

Der er mange, der betegner Goldfinger som én af de bedste 007-film og i hvert fald den film, der slår det særlige, kulørte univers med reference til tegneserier fast og cementerer den særlige Bond-skabelon i både handlingsforløb og udtryk. Måske derfor er der i flere af de senere film indlagt mere eller mindre tydelige referencer til Goldfinger, der både hylder netop den film og knytter alle filmene sammen over tid.

Senest i Skyfall fra 2012 bliver den sølvgrå Aston Martin og den røde katapultknap vist frem igen. I Quantum of Solace fra 2008 er der også en klar henvisning til Goldfinger: den smukke agent med navnet Strawberry Fields, der har været lidt for tæt på Bond, bliver fundet dræbt liggende på en seng fuldstændig overtrukket, ikke med guld, men med olie.

Ud og se med James B. – locations i hele verden

Udover gadgets og gyldne Bond-babes byder Goldfinger på en tur verden rundt. Til premieren blev den modtaget af rekordmange tilskuere, der blev inviteret med på agentens rejser til Miami, Kentucky og de schweiziske alper – og på hans mere eller mindre frivillige besøg i helt særlige bygningsværker skabt af Ken Adam, den legendariske production designer, der har det overordnede ansvar for filmuniversets visuelle side som locations, sets og rekvisitter.

Sean Connery chiller på køleren af sin Aston Martin DB5 under optagelserne til til Goldfinger i de schweiziske apler © 1964 Danjaq, LLC and United Artists
Sean Connery chiller på køleren af sin Aston Martin DB5 under optagelserne til til Goldfinger i de schweiziske apler © 1964 Danjaq, LLC and United Artists

Det er typisk for Bond-filmene, at vores agent kommer verden rundt til mere eller mindre kendte steder og den ene mere eksotiske location efter den anden; dæknavnet på hans arbejdsgiver er meget passende Universal Exports. Ofte er det en kendt bygning, såkaldt ikonarkitektur, der fortæller, hvor Bond nu er henne, f.eks. Eiffeltårnet i Paris eller kampanilen på Markuspladsen i Venedig. Eller Big Ben når James er hjemme i London, hvor hovedkontoret for Bonds arbejdsgiver, MI6, ligger.

I Goldfinger er vi bl.a. med Bond i Schweiz, hvor han får luftet sin DB5 i Furkapasset i Alperne. Nummerpladerne kan ganske belejligt rotere, så der både er én til England, Frankrig og Schweiz. Han er også i USA, bl.a. i Miami Beach, Florida, på Fontainebleau Hotel, som de færreste nok vil genkende blot ved dets udseende. Tilskuerne får hjælp fra et flybanner med teksten ’Welcome to Miami Beach’ – så er ingen i tvivl om, hvor vi og James befinder os. Senere er vi på skurken Goldfingers ranch i Kentucky, og det ved vi, fordi det bliver antydet i dialogen. Eller rettere, det tror vi, at vi ved, for hverken Sean Connery, der spiller 007, eller Gert Fröbe, der giver mr. Goldfinger karakter, var i USA sammen med filmholdet, der fik typiske Amerika-scenarier i kassen, mens de optagelser, hvor Connery og Fröbe var med, foregik på locations i England og indenfor i filmstudierne i Pinewood, vest for London. Ranchens omgivelser er således Royal Air Force-basen nær Pinewood, og interiørerne er bygget op på forskellige scener i studierne.

Fort Knox i virkelighedens og fiktionens verden – Ken Adam og Bond-stilen

I Goldfinger er der få tydelige referencer til de konkrete steder; der er ingen ikonbygninger, der viser vej. En enkelt bygning er dog forholdsvis kendt: Fort Knox – men nogen særlig hjælp er det nok alligevel ikke, for hvor mange ved egentlig, hvordan Fort Knox ser ud?

Filmholdet fik lov til at filme Fort Knox udefra, men der var adgang forbudt inden døre; det er immervæk USA’s guldreserver, der opbevares her, og det siges, at ikke engang præsidenten har adgang. I filmens fiktive verden betyder det ikke noget – så skaber man det bare selv. Det gjorde Ken Adam så overbevisende, at en anekdote lyder, at mange af filmens tilskuere var forundrede over, hvordan filmholdet kunne få adgang til Fort Knox, når ikke engang præsidenten kunne få det. De troede, at settet var virkeligt, mens det altså blot var en kæmpe kulisse. Der er stablet guldbarrer fra gulv til loft i de høje rum, og hvis man ellers kender til den slags, så ved man, at det er fiktion og ikke virkelighed, fordi man aldrig ville stable guldbarer så højt i et rigtigt gulddepot; de er ganske enkelt for tunge.

Adams skitse til guldbarrerummet, Fort Knox af Ken Adam Copyright Notice - © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation.
Adams skitse til guldbarrerummet, Fort Knox af Ken Adam Copyright Notice – © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation.

Ken Adam skabte Fort Knox’ facade i Pinewood som en tro kopi af den virkelige facade, mens interiørerne altså var fri fantasi. At skabe interiørerne selv giver mulighed for at skabe en egen stil, og guldbarrerummet er et godt eksempel på den særlige James Bond-stil: stærkt stiliserede rum med enkle linjer, rene flader, klare former og dramatisk lys- og skyggevirkning. En slags forstærket og overdrevet virkelighed med et ironisk tilsnit, en ’larger-than-life’ og ’tongue-in-cheek’-tilgang, som manden bag stilen, Ken Adam, betegner det.

Sådan bor Bond-skurke – Adams interiører

Adam er Bond-filmenes første production designer. Der er både skrevet bøger og lavet udstillinger om ham og hans værk, han har fået flere Oscars for sit design (for Barry Lyndon og The Madness of King George) og var nomineret for sit design til The Spy Who Loved Me fra 1977. Fra den første Bond-film, Dr. No fra 1962, lagde han grunden til den særlige Bond-stil, der især forbindes med alle de megalomane Bond-skurke, Auric Goldfinger ingen undtagelse.

Hvor heltene i 007-filmene ofte bor og arbejder i hyggelige og mere traditionelle huse og rum, omgiver skurkene sig med hightech og semi-futuristisk indretning evt. krydret med klassisk kunst og antikviteter, måske endda i palads-lignende bygninger – eller i en stor ranch som Goldfingers med en statelig, klassisk amerikansk hovedbygning med brede, søjlebårne verandaer og med tilhørende funktionsbygninger i mere moderne tilsnit. Det er en henvisning til stor rigdom og til tidligere tiders fyrste- og overmagt, og det understreger skurkenes storhedsvanvid og stræben efter overherredømme, ligesom de kølige og kliniske rum fortæller noget om skurkenes kyniske karakter.

Hvor 007’s chef, M, arbejder i et kontor, der er indrettet hyggeligt med polstrede lædermøbler, tæpper, bøger i reolerne, træpaneler og malerier, så er Auric Goldfingers laboratorium, på hans fabrik i Schweiz, kendetegnet ved rette linjer og glatte overflader som ramme om den nyeste laserteknologi, som James kommer i nærkontakt med.

Ken Adams skitse til laserrummet i Goldfingers laboratorium. © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation.
Ken Adams skitse til laserrummet i Goldfingers laboratorium. © 1964 Danjaq, LLC & United Artists Corporation.

Ikke alt består af rette linjer. De runde og kurvede former til f.eks. døre og vinduer og de karakteristiske, cirkulære ovenlys, der optræder i mange af filmene, er typiske for Ken Adam. Ovenlyset forekommer allerede i Dr. No og ses også i Goldfinger i filmens indledning, den såkaldte pre-title-sequence, der ikke har noget som helst med handlingen i resten af filmen at gøre. De runde former, der også kan være lamper, svære ståldøre eller et vognhjul, som vi ser det i Goldfinger, bruger Adam for både at opveje og forstærke de meget stringente og rette linjer i de kølige og kliniske interiører.

Et andet signaturelement er de store rums karakteristiske søjle-bjælkekonstruktion med let hældende søjler, der går over i et skrånende tag og loft båret af synlige bjælker. Det gælder ikke kun i de kølige rum, men bl.a. også i Goldfingers ’rumpus room’, hvor han bl.a. opbevarer seletøj, og som senere bliver til et gaskammer, der overrasker de tvivlsomme typer, han har inviteret. På dansk kan det vel oversættes til et hobbyrum, men her godt nok et noget elegant og veludstyret rum til en temmelig alvorlig hobby!

Kig indenfor i Goldfingers ‘Rumpus room’.

Et yderligere karaktertræk ved Adams interiører er anvendelsen af naturelementer som træer, sten og klippevægge, hvor også et ildsted kan indgå som et markant element i rummet. Her er en klar skelen til den verdensberømte, amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright, som bruger de samme elementer i sine kendte bygninger, f.eks. Falling Water fra 1936-39.

Hos Adam får Wright-udtrykket hos skurkene en ekstra drejning, så det bliver overdrevet og næsten dekadent og bestemt ikke særlig hyggeligt. I hobbyrummet er konstruktionen stringent, men byggematerialerne som træ og stenkvadre er naturlige; der er praktiske og jordnære elementer som f.eks. sadler og seletøj og et stort ildsted, men også mekaniske mærkværdigheder i f.eks. et billardbord, hvor bordpladen tippes rundt og bliver til et kontrolpanel med knapper og blinkende lamper, der igen via møbler og skærme, der glider til side, giver adgang til et stort landkort og under en stor lem i gulvet en briefing-model over angrebet på Fort Knox. Der opstår på den måde en kombination af nyt og gammelt, af topmoderne og traditionelt, af ægte natur og tæmmet kultur – træk der ses allerede i Dr. Nos underjordiske tilholdssted.

Ved at skabe disse interiører, der nærmest har fået ikonstatus, har Ken Adam en stor del af æren for den særlige Bond-stil. Og det er en stil, som både er påvirket af den virkelige verdens arkitektur og modsat har inspireret virkelighedens arkitekter igennem tiden.

Adam er født i 1921 i Berlin og blev i sin opvækst bl.a. præget af tidens moderne og i dag verdenskendte arkitekter som Gropius, Mendelsohn og Mies van der Rohe. Han måtte sammen med sin familie emigrere til England pga. Anden Verdenskrig. Her fik han senere det råd, da han forsøgte at komme ind i filmbranchen, at han skulle blive arkitekt først, så han gik på Bartlett School of Architecture om aftenen og arbejdede på tegnestue om dagen.

I majestætens tjeneste i mere end 50 år – tillykke med fødselsdagen

Meget er sket siden Goldfingers danske premiere for 50 år siden. I dag er rummenes og bygningernes symbolik ikke så tydelig som i seriens begyndelse. Tider og moder skifter, M’s kontor var f.eks. i Judy Dench’s tid som overhoved for MI6 (i 1990’erne og 2000’erne) i overensstemmelse med tidens trend indrettet i glas og stål uden dermed at henvise til noget skurkagtigt. I Skyfall er M dog flyttet hjem igen til hyggelamper, brune lædermøbler og træpaneler på væggene. Der er på den måde skabt endnu en forbindelse tilbage til de første Bond-film og en over 50 år lang filmhistorie, der stadig fortsætter.

Tillykke til Pussy, Auric og James – og Ken. Når man er i så fin form, er det ingen sag at runde 50!

Tjek de to fejringer ud i henholdsvis London og Rotterdam: Designing 007: Fifty Years of Bond Style i Kunsthal Rotterdam: og Bond in Motion i London Film Museum

More from Dorthe Bendtsen

Det er bare et trick! Rom på rollelisten

Hoved- og biroller i en film tilhører traditionelt skuespillerne. Men locations har...
Læs mere