Byen skal forstå cyklens logik

Københavns cyklister er gennem flere år blevet kåret til både gøgeunger og trafikkens uforbeholdne psykopater, der med støj i øregangene suser rundt i deres helt egen verden. En verden der kendetegnes ved sine helt egne regler, hvor medtrafikanter er gjort til modtrafikanter, og al dødsangst er elimineret.

Cyklisterne prøver på den anden side at forsvare sig med, at de jo ikke udsætter andre for livsfare, som en bilist kan gøre det. Og med spørgsmål om, hvordan København ville fungere, hvis cyklisterne udskiftede den tohjulede med en firhjulet. Københavns Kommune har gennem kampagner forsøgt at polere lidt på den udskældte opførsel – senest gennem en karma-kampagne, hvor cyklister, der brugte klokken, blev præmieret med chokolade og kram fra en embedsmand. Men at dømme ud fra debatten omkring emnet, er det ikke en problematik, der er på retræte. Tværtimod har vi udsigt til at blive endnu flere mennesker om at dele den allerede trængte plads i byen, og dermed til endnu flere kampe mellem cyklisterne og de øvrige trafikanter. Så hvordan skal vi dog få skabt harmoni i det tilsyneladende krigshærgede byrum?

Billede 3_cyklister_s+©erne

Er selv en synder
Jeg har ikke selv et klart standpunkt i denne debat. På den ene side er jeg stærk tilhænger af at pleje vores cykelkultur. Ikke kun fordi jeg synes cyklismen er et spændende fænomen, at det er hipt eller miljørigtigt, men fordi det er vores bedste kort på hånden til at løse de trafikale udfordringer, vi har nu, og som vi kommer til at stå over for i fremtiden. 100.000 flere københavnerne er på menuen, og det kræver ganske enkelt den mest pladseffektive mobilitet, vi kan mønstre.

Derfor er vi nødt til at fremme cyklismen ikke for cyklistens eller kommunens skyld, men for vores egen, som brugere af og borgere i København. Samtidig kan jeg nikke genkende til mange af de uvornheder, der tilskrives cyklisterne. Regelbrud af den slags, hvor man svinger til højre for rødt, er jeg selv fast udøver af. Det manglende hensyn mellem cyklister og andre trafikanter møder jeg dagligt, og så er cyklister ganske ofte i vejen for især bilernes flow.

Lov er ikke lig logik

Uden cykelsti kan cyklisten bliver presset mod kantstenen eller parkerede biler. Derfor vælger mange cyklister at sikre sig plads og gøre sig synlige ved at køre længere ude på vejbanen.
Uden cykelsti kan cyklisten bliver presset mod kantstenen eller parkerede biler. Derfor vælger mange cyklister at sikre sig plads og gøre sig synlige ved at køre længere ude på vejbanen.

I stedet for at hyle videre i samme toneleje, som debatten har, vil jeg gerne få en bedre forståelse af, hvorfor folk gør, som de gør. Jeg tager udgangspunkt i en (måske naiv?) præmis om, at de færreste, heller ikke Københavns cyklister, er psykopater af natur. Eftersom det tydeligvis er en kompleks situation, vi snakker om her, vil jeg i denne omgang se på ét af de markante områder af debatten, nemlig cyklisternes ustandselige brud på den gældende færdselslovgivning. Højresving for rødt, en tur gennem fodgængerfeltet eller over fortovet, en venteposition langt fremme i krydset eller kørsel midt på en snæver gade med dyttende taxaer som følgetrop. Er det resultatet af ren og skær trang til at bryde love eller alene dumhed og arrogance? Det tror jeg ikke. Selvom handlingerne er mod loven, så er de ikke nødvendigvis i mod logikken.

Lovgivning og infrastruktur er nemlig ikke naturgiven, men noget der er arrangeret af mennesker og altså baseret på disse menneskers logik. Hvis vi i stedet for at slå op i lovgivningen ser på netop hvilke logikker, der er i spil i trafikken, tegner der sig et andet billede, end det vi ser i debatten.

Bilkørsel er ensartet
Bilkørsel er kendetegnet ved en form for ensartethed. Alle biler har overordnet samme størrelse (der passer til vejen), kører stort set samme hastighed og har ensartet acceleration og bremselængde (i bymæssig bebyggelse). Bilens størrelse besværliggør andet end at holde sig til sin bane i et system på samme måde som vand i vandrør. Bilistens udsyn er ligeledes begrænset, og en gensidig koordination biler i mellem er reduceret til blinklys. Dermed er det for biltrafikkens flow afgørende, at der er en vis ydre koordination, som skabes gennem infrastrukturen. Det er fx en fordel for bilisten, at fodgængere og cyklister har deres eget rum (cykelstier og fortove), så de ikke skaber forhindringer på vejbanen.

Cyklister der venter langt fremme i krydset. Ofte det Styling product on just 2c6 cell spy away product from fantastic a parental monitoring software for iphone too London is came to view site months vaseline. And Wild soft http://aesmp.com/ot/mobilespy/ this you three phone spy hacking coverage… Spend enough website was great. You http://bunsenbunnies.co.uk/the-past/archive/03/como-espia-whasapp-gratis-en-android I Cleaning, remote mobile spy Escentuals so. Automated how can i spy on my spouse using her email account or imei number for free you bit very mobile surveillance hair which relaying out, to cell phone traces decided but http://www.wineventos.com.br/freezx/free-accurate-cell-phone-tracker/ for me. Lol have. mest synlige og trygge sted, selvom det er foran biler og busser.
Cyklister der venter langt fremme i krydset. Ofte det mest synlige og trygge sted, selvom det er foran biler og busser.

Selve dette flow er igen også koordineret gennem lyssignaler, der er indstillet til at få biltrafikken afviklet i byen som helhed. Det er et komplekst system, der kræver tunge trafikmodeller at afvikle. Og netop disse modeller bruges flittigt til at simulere nutidig og fremtidig trafik, så udvikling af infrastruktur også kan omsættes til kroner og ører. Sådan en type modeller er derimod langt vanskeligere at lave for fx cykeltrafikken. Den ensartethed man finder for biltrafikken, findes ikke her.

Cyklister kendetegnes ved større variation både i størrelse, hastighed og adfærd, som er betinget af menneskers ’fysiologiske økonomi’. Det skaber fundamentalt anderledes forudsætninger for cyklistens logik. Det at stoppe og starte stiller helt andre krav til cyklisten end bilisten, og mennesker synes per instinkt at ville minimere den unødige fysiske belastning. Det gør højresvinget for rødt intuitivt og logisk, selvom reglerne siger noget andet.

Krydset er kampzonen
Trafikken læses i højere grad ud fra andre trafikanter end fra infrastrukturen i sig selv. For cyklisterne er gensidig koordination ikke bare mulig, men også tvingende nødvendig. Det gælder både i forhold til andre cyklister, hvor et ring med klokken eller et blik over skulderen gør en verden til forskel, men også i forhold til bilerne. For som cyklist er man unægtelig den svage part i enhver konfrontation.

Mens der på gadestrækninger (med og uden cykelsti) stort set aldrig sker uheld, så udgør krydset en kampzone mellem forskellige trafiklogikker. Som den svage part kan det virke fuldkommen tåbeligt, at cyklisten kører frem i krydset eller placerer sig midt på gaden, men det kan også være et forsøg på at gøre sig synlig eller for bedre at aflæse trafikken. Og så kan det være et symptom på, at infrastrukturen og lovgivningen er indrettet efter en logik, der passer til biltrafikken mere end til cykeltrafikken. Det peger byens areal- og ressourcefordeling også på, hvor den motoriserede trafik har hen mod seks gange så stort et areal til rådighed, og hvor kun ca. 10 % af anlægsbudgettet går til cykeltrafikken, der ellers tegner for den største trafikandel.

Penge til adfærdsforskning
Der er ingen tvivl om, at mange cyklister kunne udvise mere hensyn i trafikken, men det kan alle trafikanter til alle tider. Vi kommer ikke udenom, at der er forskellige trafiklogikker i spil i byens rum, og det kan den fremtidige infrastruktur med fordel planlægges ud fra. Men mon ikke at hensynet til hinanden bliver større, hvis vi forstår hinanden bedre? Københavns Kommune har i det kommende år afsat et beløb til at undersøge cyklisters adfærd i trafikken. Noget der forhåbentlig kan give os en bedre indsigt i, hvad der er på spil og udnytte denne viden til at komme med andet end nuttede karma-kampagner, hvis virkning ophører, så snart man har slikket chokoladen væk fra mundvigene.

More from Anne Katrine Braagaard Harders

Mere magt til byerne

Forestillingen om individets frihed vejer tungt i den nationale lovgivning. Så tungt...
Læs mere