Hvad i alverden er der nu i vejen med folkedans?

Er du fleksibel og forandringsparat? Arbejder du med dig selv og dine personlige valg, og søger bedst muligt at finde dit uudnyttede potentiale og dine skjulte talenter? Er du målrettet, disciplineret og effektiv? Følger du dine fremskridt via en smart app eller et digitalt armbånd, så du kan holde øje med, hvordan det går med din selvoptimering? Så er du ikke alene… selvom det kan føles ensomt

Er du en af dem, som er begyndt at opleve modsætningerne mellem det du skal, og det du vil?

Der er intet at sige til, at vi føler os presset mellem vil og skal. Mellem øgede krav til os selv på den ene side, og øget kontrol og overvågning af om vi nu også opfylder de mål andre har sat for os, på den anden side. Når både det vi skal og det vi vil, vokser eksplosivt.

Tidens forventninger til det ideelle menneske kan føles overvældende. Vi skal alle helst være hende eller ham, der træffer de rigtige, velovervejede og etiske valg, som ikke blot er til gavn for os selv eller er nødvendige for at opfylde de konkrete mål på vores arbejdsplads, men også gerne skulle gavne klimaet og de økonomiske nøgletal.

Hvordan får vi alt dette til at gå op i en højere enhed? Svaret er simpelt: Det gør vi kun sjældent.

Stressforeningen anslår at der er 35.000 danskere sygemeldt pga. stress – hver dag, at 430.000 danskere – svarende til 10 – 12 % har symptomer på alvorlig stress hver dag og at 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet. Danmark er også det land, der har flest maratonløb og flest maratonløbere i forhold til befolkningstal. Danmark har 36 maratonløbere per 10.000 indbyggere samtidigt med at yoga vinder frem som en del af mindfulnessbølgen og et voksende behov for at arbejde individuelt med både sind og krop. Så vi kæmper alt hvad vi kan med vores individuelle optimering og udvikling, og det kan hele tiden blive bedre. Fysisk og psykisk fitness er et tegn på, at vi har styr på det hele – ikke mindst os selv – og dermed et tegn på succes.

Men hvorfor er det sådan? Hvordan er vi havnet her?

Fanget mellem skal og vil

For den enkelte er udfordringen primært at finde den rette balance mellem det man vil, og det man skal.

De fleste af os kan genkende problemet, at tiden slet ikke rækker til alt det, vi gerne ville, samtidig med at vi er underlagt stramme deadlines og mål vi bare skal opfylde. Resultatet bliver en følelse af aldrig at have rigtigt fri og et stort behov for at lære at blive bedre til at skabe balance. At kunne mærke når det bliver for meget og sige fra, samtidig med at vi skal vise, hvor klar vi er til nye udfordringer. Et uløseligt dilemma.

Hvor vi i industrisamfundet primært blev belastet gennem fysisk nedslidning, er det i projektsamfundet den psykiske nedslidning, der er mest alvorlig. Vi er kort sagt blevet fanget i en klemme mellem konkrete mål, strukturel kontrol og effektivisering og vores egen frie lyst til selvrealisering, kreativ udfoldelse og personlig udvikling – Og ikke mindst af drømmen om grænseløs vækst på begge felter.

Individer i flok

Der er efterhånden mange bud på, hvordan vi kan arbejde med at optimere på de to områder: På det vi skal og det vi vil. Det strukturelle og det individuelle. Motivation, engagement, visioner og værdier er begreber, vi alle sammen hører hver dag. Omvendt vokser kontrollen ovenfra i form af skemaer, delmål og generel detailstyring også dag for dag.

I vores iver efter at styre og målrette vores indsats indefra – med hjælp fra psykologer og coaches, og med brug af lærende, anerkendende og narrative metoder, som alle tager udgangspunkt i den enkeltes subjektive vilje og lyst – har vi imidlertid glemt noget. I vores vækst- og selvrealiseringsbegejstring har vi set bort fra menneskets sociale natur og kognitive begrænsninger.

Vi opfatter os selv som uafhængige, rationelle og selvoptimerende skabninger med et kæmpe uudnyttet potentiale, som dette struktur/individ-system kan trække på. Men efterhånden som alting går hurtigere og hurtigere, bliver det tydeligere, at der også er menneskelige begrænsninger. Disse begrænsninger gælder bl.a. i forhold til at tage rationelt stilling til alle vores handlinger og valg.

Indvider i flok. Fra filmen “Being John Malkovich”.
Indvider i flok. Fra filmen “Being John Malkovich”.

Biologisk set er vi sociale flokdyr. Vi er udviklet til at spare mest muligt på de dyre kognitive ressourcer, og derfor er vores beslutninger i langt højere grad, end det gives plads til i dette todelte skema, styret af de påvirkninger som udspringer af det sociale fællesskab. Der findes kort sagt måder, som er mere effektive at træffe beslutninger på, end den bevidste, indre, rationelle og oplyste evige stillingtagen.

Når vi taler om mennesker, samfund og vores ønsker for vores børns fremtid, taler vi stort set kun om det individuelle: Individuelle sandheder, det personlige ansvar, frihed for den enkelte, den enkeltes frie valg, bevidste valg, frie valgmuligheder, individets ret og pligt til at kæmpe for sin egen lykke, frigørelse fra autoriteter, normer, traditioner, osv.

Alt dette opfattes som nærmest uimodsigelige plusord.

Synet på mennesket som autonomt individ gennemsyrer alle dele af samfundet og udgør fundamentet for diskussioner om alt fra økonomi, uddannelse, arbejdsliv, børneopdragelse og boligindretning til kommunikation, menneskelige relationer, ledelse og samarbejde – samt selvfølgelig politik og samfundsforhold, demokrati og retsvæsen.

Men der mangler noget.

Mennesket som ”vi-art”

Biologer, hjerneforskere, socialforskere og evolutionspsykologer, spilteoretikere, netværksmatematikere – ja selv økonomer er imidlertid begyndt at få øje på, at det giver langt mere mening at tage udgangspunkt i, at mennesket er, tænker og handler som de flokdyr, vi fra naturens hånd er.

Mennesket er med andre ord en ”vi-art”, ikke en ”jeg-art”.

Vi er orienterede mod fællesskabet og ikke – som mange økonomer og politikere de senere år har taget for givet – nogle egoistiske, selvoptimerende enkeltindivider. Vi er en race af flokdyr i den allermest grundlæggende betydning: Vi vil være sammen, vi er udviklet til at handle sammen, vi bliver skabt af at være sammen, og vi bliver mere lykkelige af at være sammen. Blandt mennesker er det en straf at blive sat i isolation og der er regler for hvordan og hvor længe, det må ske. Det er heller ikke underligt at de største fremskridt, opdagelser og opfindelser er resultater af vores evne til at samarbejde med hinanden. Uden denne evne var vi aldrig blevet en af naturens mest succesfulde arter.

Kulturen – det tredje felt

Individets forhold til, opfattelse af og handlemuligheder i forhold til fællesskabet kan styres og påvirkes på tre sammenhængende felter:

første-billede-metteleneMellem det ”vi skal” (der hører under det strukturelle felt) og det ”vi vil” (der hører under det individuelle felt) findes der et tredje felt. Dette felt kaldes det kulturelle og dækker over det, som sociologen Pierre Bourdieu betegner med ”habitus”. Under denne betegnelse ligger den fælles kulturelle indflydelse, som påvirker, hvordan vi agerer sammen med andre. Alt det vi under ét kan tænke på som ”det man bør”, eller bare gør uden at tænke videre over det.

Bourdieu definerer habitus som ”det led, der forbinder de objektive strukturer i feltet på den ene side, og på den anden side hvordan aktørerne subjektivt forholder sig til disse”. Altså: Det ydre fælles rum der sætter rammer for, hvordan den enkelte håndterer balancen mellem det, de må/skal og det, de selv vil. Det er alle de traditioner og sociale normer, som findes og som ligger bag f.eks. ”det vi plejer at gøre”. Eller det vi i hvert fald ikke gør, fordi ”sådan gør man bare ikke”.

Pilene på tegningen ovenfor skal illustrere, at det område er blevet indskrænket i takt med, at vi kulturelt siden 60’erne har gjort op med og frigjort os fra autoriteter, normer, traditioner, fælles moral og religion. Vi er kort sagt holdt op med at holde fri og gå i kirke hver søndag, gøre som manden, chefen og læreren siger eller som ’man’ gør. Det betyder, at en masse styring og påvirkning af de enkelte individer, der tidligere lå i det kulturelle felt er blevet flyttet til de to andre felter: det strukturelle og det individuelle.

Det kulturelle felt  forsvinder ikke, men det bliver op til tilfældigheder, populærkultur eller de omsiggribende selvdisciplinære modeluner, som følger af de strukturelle og individuelle mål, at sætte normerne for god opførsel. Uden at vi er bevidste om det eller diskuterer, om det er sådan, vi ønsker det. For det enkelte menneske kommer det til at betyde at vi hver især kommer til at tro at det kan lade sig gøre at ’vælge sin egen virkelighed’ og selv realisere både egne og f.eks. jobbets mål på een gang. Sådan helt win-win. Men i stedet er vi mange, der oplever det uoverkommelige krydspres mellem vil og skal, uden formidlende og formildende assistance fra det kulturelle felt.

Ny autoritet

Med individets frigørelse har autoritet ændret form fra at være ydre, direkte og personlig til at blive noget indre og mere indirekte. Ledelse af frie, selvledende individer handler om frihed og styring af frihed mod fælles mål, hvilket gør det svært for både ledere og medarbejdere, lærere og elever at skabe balance. Dette kan illustreres af nedenstående model:

andet-billede-mettelene

Der vil altid være interessemodsætninger mellem det, virksomheden og kunderne har brug for, det medarbejderne skal, og det som de i deres personlige udvikling og individuelle selvrealisering gerne vil.

Når det ikke længere er god ledelseslatin at håndhæve sin ledelsesautoritet direkte, risikerer man, at der i stedet opstår en lang række mere indirekte måder til at få alle i organisationen til at få lyst til det rigtige. Ledelsens ”skal” bliver for uigennemsigtigt, metoderne virker modsat eller ikke særligt effektivt. Ja, de kan også virke for godt, så vi presser os selv for at nå både det vi skal, og det vi selv vil, hvilket kun alt for sjældent lader sig gøre.

Det paradoksale er, at vi dermed ikke blot slider os selv ned psykisk for at leve op til de mål, som er sat af organisationen eller samfundet, i form af det tydelige ”skal”. Det ideelle menneske bør også konstant være ’i udvikling’ og i gang med livslang læring – for at møde nye ”skal” i nye projekter. Ellers er risikoen at man ikke kommer med på vognen eller endnu værre: kommer ’under afvikling’ og dermed blive udstødt af flokken. Og det vil ingen.

Vi slider os derfor først og fremmest op for at leve op til det, som vi i vores egne forgæves forsøg selv har afkodet, er hvad der kræves af arbejdet, samfundet og af vores omgivelser, for at vi kvalificerer os til at være en medspiller på den moderne arbejdsplads og i det postmoderne konkurrencesamfund.

Til fælles bedste – fra human kapital til social kapital

Der er store udfordringer, både for den enkelte og i organisationer, i at skulle balancere mellem autoritet, magtudøvelse og samarbejde, mellem kontrol og tillid. Intet kan fungere hvor alt er muligt og tilladt – uden grænser, rammer og koordinering mellem opgaver og dem der skal løse dem.

Tidligere havde vi faste hierarkier for at opnå effektive processer, men behovet for hurtigt at kunne tilpasse organisationen til nye vilkår har nu frigjort individet fra sin faste plads. Projektet som foretrukken organiseringsform er blevet svaret på behovet for fleksibelt – og midlertidigt – at kunne rette indsatser mod konkrete mål og deadlines på tværs af de faste, faglige og organisatoriske grænser.

Alle skal fleksibelt kunne samarbejde under skiftende betingelser i forskellige koordinerede projekter.Derfor skal grænser kunne overskrides, og alle være villige til at hjælpes ad, for at få opgaverne løst. Det stiller krav til den enkelte om løbende afbalancering mellem mange forskellige interesser, gode sociale kompetencer og evne til fornuftig prioritering, for hele tiden at kunne tilpasse sig den mest optimale funktion. Det er blevet op til den enkelte konstant at indpasse og udvikle sin individuelle ’human kapital’ – sine menneskelige ressourcer – bedst muligt, både for sin egen og de fælles projekters skyld.social-capital-300x255

Men fælles koordinering kan netop ikke løses uden fokus på det fælles felt og den sociale kapital. Konstante forandringer og øgede behov for gnidningsfrit samarbejde udfordrer betingelserne for hvordan mennesker fungerer effektivt sammen uden at blive unødvendigt overbelastede.

Vi kunne spare mange kræfter, både tid, penge og menneskelig ulykke, hvis vi lærer at tage udgangspunkt i den præmis, at mennesket fungerer bedst som flokdyr. At vi som individer har begrænset kognitiv kapacitet og begrænset viljestyrke – og at begge dele hurtigt bliver opbrugt og udtrættet. Vil vi sørge for, at vores adfærd afstemmes bedst med omverdenen, er det ikke selvdisciplineringen, der skal strammes, men derimod muligheden for at hvile i en fælles opfattelse af, hvad der er bedst og det rigtige at gøre.

Vi skal finde nogle nutidige erstatninger for de sociale traditioner og ritualer, som tidligere var med til at skabe normer, sammenhængskraft og fællesskabsfølelese, som f.eks. folkedans, kirkegang, holdsport og sanglege. Måske skal vi ovenikøbet genopfinde tommelfingerregler, autoriteter og strukturer der sikrer ro og retfærdighed?

Der er nemlig ingen tvivl om at den kulturskabende art, mennesket, har brug for elementer i det kulturelle felt til at gøre det nemmere at gøre det rigtige og gode. Fælles normer, traditioner og aktiviteter, der giver den enkelte frihed fra mange af de individuelle belastninger og beslutningsbyrder.

Vi må blive mere bevidste om, hvordan de tre felter eksisterer og vekselvirker, hvordan forholdet mellem dem påvirker samfundet og borgerne. Bevidste om, at det enkelte menneske i individualitetens tidsalder har brug for elementer fra det kulturelle felt – ikke i form af manipulation eller faderligt løftede pegefingre, men som frivillige, fælles kulturelle bindinger, der kan gøre det muligt at udrette mere med mindre varmetab.

More from Mettelene Jellingegaard

Hvad i alverden er der nu i vejen med folkedans?

Er du fleksibel og forandringsparat? Arbejder du med dig selv og dine...
Læs mere