Hvor kan jeg se dokumentarfilm i hjemmebiografen?

Til dem der vil se dokumentarfilm året rundt er her par tips til hvor man kan streame og downloade.

Dokumentarer er blevet hot. Ikke mindst takket være den netop afsluttede CPH:DOX festival, har genren gennem de sidste 10 år vundet stigende popularitet og været et inspirerende vidnesbyrd om genrens bredde og mangfoldighed, stærke kunstneriske kvaliteter og som kvalificerede indspark i en politisk dagsorden. Dokumentaren har også vundet indpas på de store Tv-kanaler, hvor fx Dokumania på DR kører med stor succes, og streamingtjenesterne – især Netflix – serverer dokumentarer i stort antal, selv om det ikke er det de brander sig på.

Her er et lille bud på hvor du kan gå hen og stille din doku sult frem til næste festival. De fleste er gratis. Nogle af henvisningerne fungerer som oversigtsportaler der linker videre til streamingtjenester og kanaler som Youtube og Vimeo. Ikke alt er lige god kvalitet og langtfra Blu-ray og HD – men dansken er jo opdraget med Lars von Trier, dogme og håndholdt – så med de handicap i baglommen, og med bevidstheden om at de store stormfulde visuelle værker ikke skal ses på computer men i biografen, så er der en rig og underfuld verden i vente derude i digifilmland.

Filmcentralen
Et godt sted at starte er Filmcentralen. Her er også navigationsvenlighed og både nye og gamle kendinge. For dem der godt vil sætte sig yderligere ind i Grønland, som DR, der på dagen før valget valgte at præsentere en række dokumentarer fra og om – er der et godt udbud under temaet Grønland før og nu. Min anbefaling går til “Byen ved verdens ende” – et enestående portræt af en lille bygd, som gerne vil bestå, og hvor borgerne i fællesskab går i gang med at købe bygdens fiskefabrik for at råde bod på den enorme arbejdsløshed, som lukningen af fabrikken har medført. Filmen er en fremragende og usentimental skildring af et stykke Grønland, uden eksotiserende vinkler og anstrengende romantik. Det er grønlandsk virkelighed på godt og ondt. “Byen ved verdens ende” kan ses her.

Byen ved verdens ende af Sarah gavron
Byen ved verdens ende af Sarah gavron

Documentary Tube
Documentarytube.com er en portal der samler dokumentarfilm og tilbyder habile oversigter over hvad der findes derude. En lang række genrer er repræsenteret og strækker sig fra ’strange’ til ’activism’ over medicine og philosophy. Den er svag på kunst – men stærk på politiske dokumentarer. Som fx ”Four Horsemen”, en film om hvordan man kan genstarte verdensøkonomien. Titlen oversat; De fire riddere, refererer til hvad instruktøren kalder; crooked finance, terrorism, poverty and ecological collapse, et firkløver som har bragt verdensøkonomien i knæ og øget uligheden. I filmen bringes 23 tænkere i spil, regeringsrådgivere og Wallstreet pengemænd for at bringe deres bud på, hvordan man kan skabe et moralsk og retfærdigt samfund. Så af den grund kunne jeg godt tænke mig at se ”Four Horsemen” – for at se en dokumentar, der forholder sig konstruktivt til fremtiden og ikke bliver hængende i placeringen af skyld og bitter tilbageskuen. Filmen indledes med citatet: “People are awfully forgiving!” Og det er vel et meget godt udgangspunkt for at se frem ad. Filmen kan ses her.

Netflix
Og så er der Netflix. Faktisk en helt habil spiller på dokumentar markedet, om end lidt usynlig. Der er fremragende film, nu efterhånden klassikere, som ”The Grizzly Bear” af Werner Herzog – et absolut must. Og mange andre som fx ”The act of killing” – sidste års dokumentar blockbuster. Og så ”Tabloid”, som jeg så i Perth for knapt et par år siden under åben himmel på Perth International Arts Festival. ” Tabloid” er en fortælling om Joyce McKinney, den tidligere skønhedsdronning, Miss Wyoming, der i 1977 blev anklaget for at kidnappe mormonen Kirk Andersson og holde ham som sex-fange. Det er en stærkt underholdende film om øjnene der ser, om sandheden som en fluktuerende størrelse og formiddagspressens hungrende gab. JP kaldte den ”en slags dokumentarisk udgave af Kurosawas sandheds-termometer ”Rashomon” og rundede anmeldelsen af med: ”Tabloid understreger, at man ikke kan stole på alt, hvad man læser i aviserne. Eller hvad man ser på film. Eller hvad folk fortæller. Se filmen her.

HBO Nordic
HBO Nordic er ikke helt oppe og ringe når det gælder dokumentargenren – men for æggehovederne er der dog lørdagsslik på vej. D. 8. December er der premiere på “Regarding Susan Sontag”. Ifølge tjenesten: et intimt portræt og en nuanceret undersøgelse af denne indflydelsesrige tænker. Aktivisten, provokatøren og tænkeren har personligt været et spændende bekendtskab indtil videre, og jeg glæder mig til at se filmen, som indledes med citatet, der underbygger en central del af Sontags virke: ”What I love. What draws me very much to writing is, it is a way of paying attention to the world. Se trailer:

Regarding Susan Sontag Trailer from Nancy Kates on Vimeo.

YOUTUBE
Og så er der jo altid Youtube, hvis man ikke kan finde det andre steder. Her går anbefalingen til “The King Of Kong: A Fistful of Quarters”. En anbefaling som kommer fra en kontorfælle der selv laver dokumentarfilm. “The King og Kong” handler, som titlen antyder, om gaming. For dem der har levet fire årtier så vil spil som Donkey Kong ringe en klokke. Filmen er en skildring af spillenørduniverset, skabt med filmiske greb, hvor den selvfede og onde spillelegende, Billy Mitchell, står overfor den gode og sympatiske folkeskolelærer, Steve Wiebe, i kampen om at slå Donkey Kong rekorden. Rejsen ind i gaming miljøet er sjov, selv om gaming ikke er det bare sjov. Her sætter Billy Mitchel lige Donkey Kong i perspektiv. ”When you want to attach yourself to a world record – when you want your name to be written into history, you have to pay the price.” Og filmen er fyldt med den slags åbenbaringer og et hav af hardcore oneliners. Se filmen her.

DOC Alliance films
Og så er der jo DOC Alliance films, som CPH:DOX har andel i, i samarbejde med seks festivaler i Europa, og hvor DOX med mellemrum kuraterer programmer. I forbindelse med festivalerne er det også muligt at streame dele af programmet i en afgrænset periode. Kig indenfor i kartoteket med mange hundrede film. De fleste gratis – og ellers til håndører. Der er korte som lange – og små godbidder af fx den eksperimenterende filippinske filmmager, Khavn de la Cruz, som for fire år siden lavede ”Son of God” sammen med Michael Noer. Et gyldent lille værk, som lægger sig i grøften mellem dokumentar og fiktion og i EKKOs anmeldelse fik overskriften Michael Noers lille løgn. Den skulle have heddet Cruz og Noers lille løgn – om noget, for Noer var på røveren over Cruz’ anarkistiske tilgang til filmediet og var en stor inspiration for Noer. Se filmen her.
Se trailer her:

God fornøjelse derhjemme i sofabioen. Der er meget godt i arkivet og meget godt i vente.

More from Annette Max Hansen

Hvor kan jeg se dokumentarfilm i hjemmebiografen?

Til dem der vil se dokumentarfilm året rundt er her par tips...
Læs mere