Når journalister laver reality-tv og det bliver taget alvorligt

Reality tv-genren har gjort det til sin fornemste opgave at udstille samfundets svageste. Synden består dog ikke i at se programmerne. Synden består i at tage dem alvorligt.

Kan danskerne overtage de fremmedes job? Det var præmissen i DR-programmet “Da de fremmede forsvandt”, som blev sendt i to dele den 24/11 og 1/12 2014 på DR1.

I udgangspunktet en aldeles tiltrængt perspektivering af den alt for ofte unuancerede debat om den fri bevægelighed, fremmedarbejdere og polakker. Men det, der på tegnebrættet lignede en god ide, forvandlede sig til et monster. Og peger nok en gang på, hvordan mikroskopiske – og desværre konstruerede – eksempler på menneskelig dårskab kan få Meningsdanmark på den anden ende.

Hvad siger programmet om de ledige?
Over 800.000 danskere så det sidste afsnit af eksperimentet. De så danske ledige kæmpe med de fremmede om de ufaglærte stillinger. To af danskerne mødte ikke op til første arbejdsdag.

arbejdere-300x184
Billederne af de opsatte danskere, der knækker én efter én, blev gentaget i programmerne. Og forskellen på arbejdstempoet blandt danskerne og østeuropæerne var massivt.

Hvor bravt de deltagende end kæmpede for job og værdighed, så sidder man tilbage med fornemmelse af, at:

1) Danske ledige har en vrangforestilling om sig selv og deres egen arbejdsmoral.

2) En ledig kan forblive ledig og modtage ydelser, såfremt at det er i hans/hendes interesse – uden nogen form for repressalier fra systemet.

3) De ledige ønsker at forblive ledige så vidt muligt – bl.a. fordi den økonomiske gevinst ved at tage arbejde er beskeden eller ikke eksisterende.

Der er her tale om tre myter, som alt afhængig af dit politiske/faglige ståsted, er enten falske eller korrekte.

Ready Steady Fight
rogrammerne var således en gave til DRs andre nyhedsplatforme, andre medier og slagkraftige politikere. Der udbrød en krig, der kulminerede med et debatprogram i bedste sendetid på DR1. Undervejs nåede politikere at foreslå lovændringer, og der blev polemiseret endda ganske voldsomt over de lediges manglende moral.

En lang række personer med forstand på arbejdsmarkedet og vores velfærdssystem har efterfølgende sat spørgsmålstegn ved programmets præmisser, samt grundlaget for de medvirkendes valg i eksperimentet (her, her og her).

Onsdag den 10/12 2014 svarede DR’s nyhedsredaktør tilbage på kritikken i en kronik i Jyllands Posten. Her gennemgår – og fortolker – redaktøren underholdningsprogrammet, som havde det en nærmest videnskabelig udsigelseskraft om det danske arbejdsmarked samt om forhold mellem ret og pligt.

Men spørgsmålet er, om vi overhovedet bør tillade, at et reality-program udgør grundlaget for en så vigtig samfundsdebat?

Vi elsker eksperimenter
“Da de fremmede forsvandt” er et eksperimenterende reality program på lige fod med “Gift ved første blik” og “Big Brother”. Reality-tv præsenterer letgenkendelige dilemmaer, der omhandler livets helt store temaer såsom kærlighed, overlevelse og tillid.

Vi har længe været vant til quizrelaterede programmer såsom Robinson Ekspeditionen og Big Brother. I lidt kortere tid har vi kendt til de mere hverdagsrelaterede doku-soaps såsom The Osbournes, Familien fra Bryggen og De Unge Mødre. Den nyeste bølge er de rendyrkede sociale eksperimenter såsom “Da de fremmede forsvandt”, “Gift ved første blik” og “Da kvinderne forsvandt”. Her castes udvalgte personer til et eksperiment, hvor handlingsmulighederne er få og præmisserne knivskarpe.

DR har i den grad taget den sidstnævnte genre til sig. Kærlighedseksperimentet “Gift ved første blik” var en stor seersucces. Det samme gælder for “Den dag de fremmede forsvandt”, som i virkeligheden har lånt sit koncept fra det engelske program “The day the immigrants left”.

Men vi ser det ikke fordi, vi håber på at få svar på, om vi rent faktisk kan undvære de fremmede. Vi ser det, fordi det er spændende, pinligt og rørende. Og programmerne er netop lavet til at få følelserne frem.

Succesfuld eksplosion
Howard Schultz er CEO for Lighthearted Entertainment, som har lavet reality-programmer for bl.a. MTV. Han har dette kontroversielle perspektiv på den eksperimenterende reality-genre: “Jeg bruger altid følgende analogi: Hvis jeg smider en flaske med benzin ind i et hus sammen med en pakke tændstikker, så ved jeg ikke hvornår branden opstår, men på et eller andet tidspunkt sker der noget, hvis jeg har gjort mit arbejde godt nok

I “Da de fremmede forsvandt” eksploderer benzinen. Den perfekte kombination af velplacerede tændstikker, et snævert handlerum og utilstrækkelig information gør, at programmet lykkes. Ingen ved hvordan de ledige eller arbejdsgiverne er udvalgt. Ingen eksperter deltog i programmerne, og i stedet var det op til de udvalgte ledige, arbejdsgiverne og østeuropæerne at spille deres roller på overbevisende vis.

De ledige som tragediens hovedpersoner, der fyldt med selvtillid springer ud i en opgave, som de stort set alle fejler. Østeuropæerne som den umulige modstander med nærmest umenneskelige rengøringskræfter. Arbejdsgiverne som programmets dommere – som let kan sige “Vi sagde jo, at de ikke kunne klare det!”.

Velarrangeret underholdning. Men skal det tages alvorligt?

Når underholdning får alvorlige konsekvenser
Journalistik skal tages alvorligt, fordi journalistik giver os adgang til virkeligheden. Den virkelighed, som vi ikke selv befinder os i. Det kan være fra finanslovsforhandlingerne, fra byretten i Herning eller fra borgerkrigen i Syrien. Men når journalister selv konstruerer virkelighed, så bevæger vi os ud på et spor, hvor der skal trædes særdeles varsomt.

Sociale eksperimenter på tv er ikke nødvendigvis forfalskning af virkeligheden, til gengæld er det underholdning. Underholdningens formål er ikke at være informativ eller skabe opmærksomhed om et sagsforhold. Det drejer sig derimod om at tilbyde identifikationsanknytning, konflikter eller udløse spænding via variationer over et velkendt og forventet felt af muligheder.

På samme måde gælder det, når ledige og arbejdsgivere castes, stillinger oprettes og personlige valg forceres. Den føromtalte eksplosion vil nok have været udeblevet, hvis kommunen, jobcentret og fagforeningen skulle have været inde over. Det kunne jo pludselig have mindet om den kedelige virkelighed, der er fuld af forbehold og detaljer. En virkelighed hvor der er forskel på, om du er på dagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller kontanthjælp. Hvor der er forskel på om en virksomhed har en overenskomst eller ej. Og hvor personernes sygdomshistorie og sociale baggrund spiller en rolle.

Men det er jo ikke underholdende. Det er til gengæld virkeligt og særdeles alvorligt. Alvorligt blev underholdningsprogrammet også for de 133.000 ledige danskere.

Som du spørger, skal du få svar
DR gjorde en stor dyd ud af at sprede den efterfølgende debat og perspektivering udover alle platforme. Der blev lavet aftaler med DR Nyheder om både at perspektivere programmet i TV-Avisen og på P1, P3 og i utallige netartikler. Og der blev reklameret ganske heftigt for programmet og delt relateret stof på sociale medier.

Det hele eskalerede i en debat i TV-avisen den 1. december, hvor politikerne blev konfronteret med de tre myter (læs ovenfor) som programmet indirekte bekræfter. Journalisterne ønskede løsninger og konkret handling. Og hvis ikke der blev vist handlekraft, så blev spørgsmålet gentaget. (se fra 7.30 til cirka 12 min inde i debatten, hvor vært, Thomas Buch Andersen, kun accepterer benhård handling, og politikerne giver det til ham)

Regeringens repræsentanter havde dog ugen forinden været ude og vise handlekraft. Særligt i forhold til de to ledige, der siger nej til job (den ene til arbejde uden overenskomst – den anden på baggrund af fejlagtig information).

Der skulle ses på regler, og der skulle strammes op.

Præmissen for samfundsdebat
DR har ressourcer til at begynde nærmest en hvilken som helst diskussion. Men når de misbruger denne magt til at katalysere en debat på baggrund af deres eget underholdningsprogram, så burde der have været nogen, som havde sagt stop. Desuden skal politikere i deres higen efter rampelys og handlekraftighed, også være bedre til at stoppe op.

Hver eneste dag spyttes rapporter ud fra AE-rådet, FAOS, CARMA, CEPOS, CEVEA, KRAKA og hele centraladministrationen. Velfunderede rapporter om vores arbejdsmarked, om den konkrete økonomiske gevinst ved at tage arbejde, om løn og arbejdsvilkår for østeuropæerne og om hvorvidt incitamenterne i dagpengesystemet fungerer efter hensigten. De kan måske få en artikel i et dagblad. DR kan derimod lave et underholdningsprogram, der tages mere alvorligt end samtlige arbejdsmarkedsrapporter, der er lavet indenfor de sidste ti år. Og det er sgu alvorligt.

More from Simon Møller Eliasson

Når journalister laver reality-tv og det bliver taget alvorligt

Reality tv-genren har gjort det til sin fornemste opgave at udstille samfundets...
Læs mere