Den talibanske logik

Det meget omtalte angreb mod en skole i Peshawar den 16. december 2014 runger stadig i det internationale samfunds bevidsthed og blandt lokalbefolkningen i det stammedominerede nordvestlige Pakistan. Godt nok er de overlevne børn allerede vendt tilbage til skolegang, men fraværet af mere end 100 af deres tidligere skolekammerater samt militærskolens nye sikkerhedsforanstaltninger vidner om, at livet ikke bare er business as usual.

Angrebet i december blev udført af ni Taliban-krigere, som bevæbnet med selvmordsvest og maskingeværer stormede en skole med børn af ansatte i militæret. I alt døde 145 mennesker, hvoraf størstedelen var børn mellem 12 og 16 år. Trods Pakistans lange historie med militante angreb, var hændelsen den 16. december den hidtil blodigste i Pakistans. Terroraktionens brutalitet og ofre efterlader derfor en masse spørgsmål. Hvorfor netop børn? Hvorfor så uskyldige som muligt? Ønsker Taliban da slet ikke folkelig opbakning?

Forsøger man af holde følelserne uden for, så ligger svarene til ovenstående spørgsmål egentlig ligefor. Angrebet i december var hverken overraskende eller unikt og set fra Talibans perspektiv, giver det endda mening. Bevægelsen har de seneste år haft for vane at gå efter bløde mål såsom kirker, markeder og hospitaler, mens aktioner mod skoler er mere reglen end undtagelsen. Mellem 2009 og 2012 udførte Pakistansk Taliban mere end 838 angreb mod skoler i Pakistan. Angrebet kan trods sin brutalitet derfor næppe overraske. Men skal vi finde svar på vores forfærdelse og uforståenhed, må vi se nærmere på, hvorfor Taliban udførte et bestialsk angreb mod så uskyldige mennesker.

Taliban og den pakistanske stat
School_reopening_Nangarhar_Province_Afghanistan

En forudsætning for at forstå meningen med angrebet er en basal forståelse af, hvad Taliban er. Pakistansk Taliban, med det mere formelle navn Tehrik-i-Taliban Pakistan (TTP), hverken kan eller bør forstås som én bevægelse. Gruppen blev etableret i 2007 og repræsenterer adskillige militante grupperinger i det pakistanske stammeområde.

Pakistansk Taliban er en del af Taliban-bevægelsen, som startede i Afghanistan og som bedst kan karakteriseres som et løst netværk. Relationen mellem Pakistansk Taliban og Taliban i Afghanistan er dog vanskelig at præcisere. Den pakistanske fraktion har afgivet troskab til Mullah Omar, emiren af Afghansk Taliban, hvorfor den formelle autoritet ligger hos den afghanske fraktion. Efter amerikanske tropper i 2001 jagede Afghansk Taliban på flugt, fandt de et safe haven hos deres pakistanske sympatisører. Denne pakistanske forgrening, udviklede sig senere til Pakistansk Taliban, hvilket førte til en form for vært-gæst forhold mellem de to fraktioner. På trods af at den formelle autoritet er at finde i Afghanistan, så agerer den pakistanske fraktion dog ikke altid i overensstemmelse med trosfællerne i nabolandet.

Men det er ikke kun internt, at der er skillelinjer mellem de forskellige Taliban fraktioner. Afgørende for at forstå, hvordan Taliban på trods af international fordømmelse har kunne overleve i den nordvestlige del af Pakistan er bevægelsens komplekse relation til den pakistanske stat og særligt landets sikkerhedstjeneste Inter-Services Intelligence (ISI). ISI har – som led i Pakistans geopolitiske strategi – bevidst opdelt Taliban i gode og dårlige talibanere med den hensigt at bruge bevægelsen som et udenrigspolitisk værktøj. De gode talibanere, som inkluderer grupper som Lashkar-e-Taiba, Haqqani-netværket og Hafiz Gul Bahadar, fokuserer deres jihad mod henholdsvis Afghanistan og Indien, hvorfor de ifølge sikkerhedsrådgiveren til den pakistanske premierministers ’ikke er Pakistans problem’ skønt de befinder sig på pakistansk territorium. Omvendt regnes TTP som dårlige talibanere, da de udgør en reel sikkerhedstrussel mod den pakistanske stat. Her opstår hovedproblemet for staten: at det hidtil ikke har været muligt at ramme de dårlige talibanere, så længe staten ikke også bekæmper de gode.

Det er altså med denne relation mellem den pakistanske stat og TTP in mente, at vi må forsøge at forstå TTP’s angreb den 16 december. Ifølge TTP selv skal den helt konkrete årsag til angrebet findes i en aktion tilbage i juni 2014, hvor ti Taliban-krigere angreb Karachi International Airport. Angrebet førte til en intensiv kampagne fra den pakistanske hær mod TTP’s ledere. Henrettelsen i Peshawar den 16. december af mere end 100 børn var Talibans gengældelse.

school children in Peshawar

Et attentat mod uddannelse
Men hvorfor netop uskyldige børn? En del af svaret skal findes i, at angrebet var mod en militærskole, og at de dræbte derfor direkte associeres med det pakistanske militær, som bekæmper TTP. Dette forklarer dog ikke alt. Logikken bag angrebet beror også på to andre begrundelser.

For det første skal angrebet ses som en central del af en social skræmmekampagne med det formål at intimidere den lokale befolkning. Samme strategi er i stor stil blevet benyttet af den Islamiske Stat i Irak, eksempelvis gruppens brutale massehenrettelser af medlemmer af Albu Nimr stammen i den vestlige Anbar provins. Men ligesom Islamisk Stat har erfaret, hviler ‘succesen’ på en hårfin balance for TTP: angrebene skal nok intimidere lokalbefolkningen – men de skal ikke frarøve bevægelsen al dens legitimitet.

Men den måske vigtige begrundelse skal findes i den symbolske karakter, som angrebet har. Taliban er en del af den religiøse Deobandi-bevægelsen, som følger en yderst konservativ tolkning af Islam og som på nogle områder er nært beslægtet med den for tiden så berygtede Salafisme. Begge doktriner deler den opfattelse, at uddannelse – og med dette menes en korrekt islamisk uddannelse i koranskole – er essentielt for en passende samfundsudvikling og derfor skal uddannelse styres, så ungdommen ikke påvirkes af andre idésystemer. Det ses tydeligt i Saudi Arabien, hvor det religiøse salafistiske etablissement detailstyrer uddannelsessektoren. Et mere militant eksempel er den nigerianske gruppe Boko Haram, hvis navn direkte referer til, at vestlig uddannelse er ulovlig, og som ligeledes angriber uddannelsesinstitutioner, hvor der undervises mod deres overbevisning.

Det er ingen nyhed, at Taliban-bevægelsen er kritiske omkring uddannelse. Da Taliban var ved magten i Afghanistan fra 1996 til 2001 reformerede de uddannelsessystemet. Fag blev taget ud af skemaet mens religiøse fag blev tilføjet, pensum blev ændret og der var en kritisk holdning til pigers uddannelse. Med uddannelse som en central del af bevægelsens ideologiske program vil uddannelsessystemer, som strider mod deres overbevisning, altid være i skudlinjen ligesom det var tilfældet 16. december sidste år.

Samtidig har uddannelse stor symbolsk karakter. Angrebet mod en militærskole er derfor ikke kun et angreb på uskyldige børn, men også et attentat mod en uddannelsesvision, som Taliban ikke bifalder. Og i de traditionelle stammeområder i det nordvestlige Pakistan er dette aspekt vigtigt. Nok gik TTP over stregen hvad angår angrebets omfang, men symbolikken i angrebet vurderes fortsat legitim i dele af lokalbefolkningens øjne.

Angrebet fra et militant perspektiv
Vi har hidtil forsøgt at forklare logikken i angrebet 16. december 2014, hvor mere end 100 børn mistede livet, som det mest blodige angreb i landets smertefulde historik med militant terrorisme. Pakistansk Talibans relation til den pakistanske stat samt bevægelsens ideologi og militære strategi er blevet fremhævet som potentielle forklaringer, der kan give mening med galskaben. Som beskrevet i artiklen ’Den Islamiske Stat er en trussel mod alle’ udspiller der sig en magtkamp i det Sunni-militante miljø, hvor den Islamiske Stat og al-Qaida netværket kæmper om support og dominans. Men giver det mening at forklare TTP’s angreb ud fra et magtperspektiv og den magtkamp, der udspiller sig mellem de militante grupper?

Noget kunne tyde på det. I oktober 2014 så vi det første tilfælde af, at flere højtstående medlemmer af Pakistansk Taliban afgav troskabsløfte til Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af den Islamiske Stat, og dermed annullerede deres troskab til Talibans emir Mullah Omar. Denne ustabilitet blev forstærket tidligt efter årsskiftet, da flere medlemmer sluttede sig til den Islamiske Stat. Da Pakistansk Taliban angreb militærskolen affødte det stærke kritiske reaktioner fra den afghanske fraktion af Taliban, der beskrev angrebet som ’imod islamiske principper’ og proklamerede, at ’uskyldige mænd, kvinder og børn blev dræbt intentionelt’. Det Taliban-allierede al-Qaida stemte i med beskyldninger om, at angrebet var ’uislamisk’.

Flygtende medlemmer og de kritiske røster fra nære allierede puster til tesen om, at angrebet også er influeret af et igangværende internt opgør i TTP, hvor der strides om, hvilken gruppe i den militante magtkamp, som de skal alliere sig med. Spørgsmålet må i så fald blive, om angrebet den 16. december signalerede starten på enden, for det vi kender som Pakistansk Taliban?

More from Tore Hamming

Islamisk Stat er en trussel mod alle

Urolighederne startede først i april 2013. På dette tidspunkt var ISIS, forløberen...
Læs mere