Hvad læser du – egentlig? Status over et bogårs læsevirkelighed

De gode bøger, jeg gerne vil læse, dem læser jeg ikke; men de dårlige bøger, som jeg ikke vil læse, dem læser jeg.
Jeg har, siden jeg er flyttet til Oslo, læst 34 bøger til ende i 2014. Det er dobbelt så mange bøger som den gennemsnitlige nordmand. Hun læser 17 bøger i løbet af et år, melder den norske Forleggerforeningens Leseundersøkelse 2014.

Jeg ved det helt præcise antal, for jeg har skrevet alle mine færdiglæste bøger ned undervejs. Det er tid til en status. Ideen med at opliste læste bøger har jeg fra min mand, som engang på et bogmarked i Helligåndskirken faldt over et gammelt kladdehæfte, som en ivrig (men ukendt) læser havde brugt til at føre læsedagbog i.
Ideen hæftede sig fast, og siden dengang har han ført læsejournal over alle læste bøger. For ham har det været et dårligt læseår, hvis han har læst mindre end 100 bøger (2014 kandiderer til et af de absolut dårligste med kun 70 læste bøger).

Boglistens afsløringer
Selvom det føles meningsfuldt at registrere sine læste bøger undervejs, og selvom jeg er glad for at have den type logbog over i hvert fald noget af det, som jeg giver lov til at påvirke mit liv og mine tanker, føler jeg mig også på en sær måde afsløret, når jeg læser min liste igennem. Med en omskrivning af Paulus – og her efter jul er det vel på sin plads – kunne man sige, at de gode bøger, jeg gerne vil læse, dem læser jeg ikke, mens de slette bøger, jeg ikke vil læse, dem læser jeg, åh, dem læser jeg.

I 2014 startede min liste først i april. Jeg læste nok også lidt i årets tre første måneder, men når sandheden skal frem, læste jeg nok heller ikke særlig mange bøger i de måneder, hvor jeg afsluttede et hektisk job i en dansk styrelse. Det, jeg læste i de måneder, var notater, referater og kommunikationsmateriale. Sådan går det vel for mange.

I internettets fravær
April blev, til trods for at den også indebar en flytning fra København til Oslo og derfor ganske meget praktisk distraktion, alligevel den måned i 2014, hvor jeg læste mest, nemlig ti registrerede bøger. Årsagen er nærliggende: Vi havde ikke noget internet. Mens en måneds fravær af internet pludselig gjorde mange ting ganske besværlige – jeg havde sådan en følelse af 1990’er-internetcafébesøg, når jeg slæbte min computer med på café for at læse emails og tjekke forsikringsbetingelser – gjorde det også, at vi udnyttede vores hjemmebibliotek på helt nye måder. I det milde norske aprilvejr anlagde vi køkkenhave, og i mangel af internettet som havebrugsopslagsværk måtte vi se dybere i reolerne. Mit eksemplar af Dansk Husmoderleksikon, som jeg først og fremmest har købt for dets kuriosumværdi (og som af gode grunde ikke figurerer på listen over læste bøger), viste sig at være det tætteste, vi havde på en praktisk havehåndbog, og det kunne vejlede os både i anbefalet størrelse af en ordentlig køkkenhave – ”Køkkenurtarealet bør ikke være under 100-150 m2 pr. Person over 10 Aar” – og guide os til bekæmpelse af skadedyr i kål anno 1948: et godt drys DDT-pulver.

Hunde og døtre i Kina
I aprils internetfravær fik vi også tid til noget så eksotisk som at læse højt for hinanden: Den amerikanske journalist Jon Krackauers Into Thin Air om Mount Everest-ulykken i maj 1996, hvor otte mennesker omkom. Krackauers velskrevne kritik af måden at organisere Himalayaekspeditioner på blev kun uhyggeligt aktuel i løbet af påsken 2014, hvor 16 sherpaer omkom i en lavine på Mount Everest. Bagefter læste vi Amy Chuas Battle Hymn of the Tiger Mother, som var forbavsende meget sjovere og mere selvreflekteret end forventet – fx da det går op for Chua, at hendes nyanskaffede hunde slet ikke præsterer ligesom hendes døtre, eller at hendes (dårlige) udkast til en roman om døtre og mødre i Kina måske ikke er verdens mest originale ide.

Amy ChuaTigermor med døtre: Amy Chuas Battle Hymn of the Tiger Mother er mere humoristisk end sit rygte.

I april udkom amerikanske Lydia Davis’ nyeste novellesamling, Can’t and Won’t (indkøbt i Norli, en af flere velassorterede Oslo-boghandler), som kun alt for hurtigt kom på listen; derudover læste jeg indtil flere af den type bøger, jeg egentlig ikke helt vil være ved, at jeg læser, i hvert fald ikke over for finkulturelle amerikanere: Nemlig hele tre af den (også amerikanske) humorforfatter David Sedaris’ selvudleverende og syrlige essaysamlinger (så vidt jeg husker, er Dress Your Family in Corduroy and Denim ikke bare den med den bedste titel, men også samlingen med det bedste indhold – hans bøger flyder lidt sammen for mig). Men måske er det meget passende, at jeg læste dem i internet- og tv-frie april: litterære svar på udmærkede komedieserier.

Efter internettets genkomst i mit liv cirka 1. maj 2014 er det tyndet det lidt ud i antallet af læste bøger på min liste; til gengæld er ratioen mellem gode og dårlige bøger bedre i de gode bøgers favør. I løbet af sommeren har jeg blandt andet læst nobelprisfortjenende Alice Munros Too Much Happiness og Dear Life , fremragende Teju Coles Open City og – i mangel på ulæste Austen-bøger til sommerferien – Anne Brontës Agnes Grey, som godt nok ikke kan måle sig med søster Emilys Wuthering Heights, men som var et udmærket victoriansk indslag i sommervarmen.
Listemetodiske overvejelser

En gennemgang af årets læseliste må selvfølgelig også medføre et par listemetodiske overvejelser. Definitionen af en bog er ikke så vanskelig at komme i nærheden af – men der er smutveje, hvis det er antallet af bøger, der tæller. År 2015’s første bog på min liste er således norske Sigmund Falchs bog Falcheblikk, ifølge forlaget ”verdens første Instagrambog”, som det tog mig cirka ti minutter at læse. Falch – et selverklæret ”humorfænomen” – har bedt folk om at donere billeder via Instagram, som Falch så selv har skrevet korte, ofte småspydige eller konfliktantydende, billedtekster til. Det er hverken særlig litterært eller særlig sjovt, og man kan overveje, om ikke en velskrevet magasinartikel af The New Yorker-længde og -kvalitet med større ret kunne indfinde sig i en læsejournal end en halvplat billedbog. Eller også kunne man indføre et konverteringssystem, så et bestemt antal velskrevne artikler eller noveller kunne konverteres til en bog – et trick, en del essayister allerede benytter sig ganske flittigt af, som det gik op for mig, da jeg læste David Sedaris’ seneste (og ikke bedste) samling, Let’s Explore Diabetes with Owls: Jeg havde læst i hvert fald halvdelen af hans essays som artikler i The New Yorker i forvejen.

Usandsynligt grimt Proust-omslag
”Don’t judge a book on it’s cover”, siger amerikanerne. Kindle-udgaven af Lydia Davis’ kritikerroste Proust-oversættelse er med i opløbet om årtiets grimmeste bogomslag.

Bøger, jeg ikke har læst i 2014
Når man registrerer alt, man læser, bliver man anderledes opmærksom på det, man ikke læser. Jeg har fx ikke læst Henry James’ Washington Square, som ellers har ligget på min Kindle i en evighed, ligesom jeg ikke har læst ovenfor nævnte Lydia Davis’ roste oversættelse af Proust, Swann’s Way (købt til $ 1,99 på amerikansk Amazon for flere år siden – fås stadig lige så rørende billigt, muligvis på grund af rædselsfuld forsideillustration). En af grundene til, at den stadig ligger der, kan være, at Kindle-formatet simpelthen ikke egner sig til store værker med lange sætninger – man farer endnu mere vild i Kindlens kedsommeligt ensudseende sider end i en almindelig tyk bog.
Med til det, jeg ikke har læst i 2014, i hvert fald ikke ifølge min officielle læsenoteringsliste, hører jo så også alle de bøger, jeg har klatlæst fire eller ti eller hundredeogsytten sider i. Jeg har bunker af den slags bøger liggende på en skammel foran vores reol, og jeg bliver idealistisk (og lettere urealistisk) ved med at tænke, at lige om lidt får jeg tid og lyst til at læse dem færdige. Her ligger af gode grunde kun bøger, jeg selv ejer, fx Thorkild Hansens Processen mod Hamsun bd. 2 og 3, et næsten-færdiglæst eksemplar af norske Finn Skårderuds Uro, Kafkas A Hunger Artist and Other Stories, hvori jeg har læst om sultekunstneren, men har i sinde at genlæse de andre historier, bl.a. ”The Burrow” og ”Josephine, the Singer or the Mouse People”.
Måske underminerer læselogbogen i virkeligheden lyst- og klatlæsningen – for er der overhovedet noget godt argument for partout at læse alle bøger til ende? Hvem siger, at ti siders veloversat Proust ikke tæller mindst lige så meget som tre David Sedaris-bøger?

Kønnere Proust-coverPaperback-omslaget til Swann’s Way er anderledes indbydende.

En anden af årets læste bøger, den populærvidenskabelige Willpower. Rediscovering the greatest human strength af Roy Baumeister og John Tierney, ville mene, at alene øvelsen i at læse bøger til ende ville højne min generelle selvdisciplin. Jeg vil til enhver til forbeholde mig retten til ikke at læse elendige eller dårligt redigerede eller bare ikkefængende bøger færdige, men måske har viljestyrke-psykologerne en pointe. Jeg mangler bare nogle måneder uden internet.

More from Anne Kirstine Munk Christiansen

Leikvoll – En sjælden, norsk fugl

Følsomme fabuleringer, drømmere i postapokalyptiske affaldsdynger, voldsmænd og blomsterskrøner – Jan Roar...
Læs mere