Leave the losers behind: Danskerens guide til Ayn Rand

Saxobank bestemmer Liberal Alliances politik, og alle der læser ’Atlas Shrugged’ med fornøjelse er umenneskelige liberale egoister. Så let er det, og for at gøre alle i stand til at hakke bogen ned uden at have læst den, kommer her en håndsrækning.

’Et manifest for psykopater’, ’Højrefløjsporno’, ’Masseudryddelsesfantasi’, ’Saxo Banks hellige skrift’ ’Mummy Porn for ultraliberalister’ eller bare ’religion’. Kært hadeobjekt har mange navne, og af mange Rand-haters bliver hovedværket, ’Verden Skælvede’, og filosofien i Ayn Rands forfatterskaber beskrevet som grim og usympatisk, fordi den bygger på selviskhed.

Lad os lige få det raynd’ske på plads – Selviskhed og profitmaksimering: godt og moralsk – Altruisme og medfølelse: irrationelt og destruktivt.

Det kan godt virke en smule provokerende på fællesskabsorienterede velfærdsdanskere, og det er da også kun fordi medstifteren af Saxobank, Lars Seier Christensen, for nogle år siden valgte at trykke 10.000 eksemplarer af bogen og gav den væk gratis, at mange danskere overhovedet har stiftet bekendtskab med den amerikanske kapitalistbibel. Det var omkring den tid, hvor Saxobank omgjorde Ny Alliance til Liberal Alliance og skubbede Gitte Seeberg og Naser Khader helt ud over sidelinjen.

De har siden trykt 5.000 ekstra eksemplarer. Derfor er der i Danmark også et vist lighedstegn imellem Saxobank, Liberal Alliance og selve bogen. Da Venstres minimalsstats-dage for længst er ovre, er det nok også der, lighedstegnet passer bedst. Du skal med andre ord bare være en af de 95 procent, der i de nuværende meningsmålinger ser ud til at ville stemme på noget andet end LA, for at hade bogen.

Den amerikanske drøm
For at kritisere bogen og al dens væsen, får du her en step-by-step guide til at kunne snakke med. Lets be honest, den er på omkring 1.200 sider på engelsk, og end ikke den fremmeste kritiker af Ayn Rand i Danmark (for tiden) – højskoleforstander Jørgen Carlsen – havde læst den, inden han gik i kødet på bogen. Det stoppede ikke Carlsen i at kalde fællesskabskritikken i ’Atlas Shrugged’ for både ’skinger’ og ’idiotisk’.

Lad os lige bakke lidt tilbage her, til bogen det hele drejer sig om. For det ér nu engang svært at lade som om, man har læst en bog, hvis ikke man har et par småting på plads først, både om bog og forfatter.

Ayn Rand er stadig vældigt populær og indflydelsesrig i USA, hvor hun emigrerede til fra en russisk familie med mange rubler mellem fingrene. Hun blev født i 1905 i Sankt Petersborg, hvor hendes far ejede et apotek, som blev konfiskeret af bolsjevikkerne. Hun flygtede over Krim, og immigrerede senere til ’Land of the free’ – USA. Hun har altså stået ansigt til ansigt med en ret så ubehagelig statsmagt.

Hun kalder selv sin filosofi for ’objektivisme’, og den rummer en form for maksime, hvor moralen er selviskheden. Den aboslut mest kendte bog, særligt i Danmark, er ’Verden Skælvede’, der kom til verden i 1957. Den bygger på forløberen ’The Fountainhead’. Selv døde Ayn Rand i 1982, og vi kan lige starte med at slå et par ting på plads:

1: Ayn Rand var ikke en mand. Før hun tog turen til USA hed hun Alisa Zinov’yevna Rosenbaum.

2: Ayn Rand har skrevet mere end én bog, og var egentlig manuskriptforfatter. Det kan man mærke i Atlas Shrugged, der egentlig godt kunne fungere som et manuskript.

3: Bogen er skrevet i 1957 efter krisen i 30’erne og i perioden efter Anden Verdenskrig, hvor Kommunismen spøgte i verden. Vi er et eller andet sted i en industrialiserings dystopiske depressionstid, og jernbaner og stål er det helt store omdrejningspunkt i bogen. Man taler kun en smule om flyindustrien, og radioen er stadig større end fjernsynet.

Og selvom formanden for Liberal Alliance i et interview beskrev sit litterære bekendtskab med bog-kolossen, har han vist alligevel misforstået én mindre detalje. Han er i hvert fald kommet til at udtale i et interview, at ’Ayn Rand, ham har jeg hørt meget om’.

Det er selvfølgelig en skam, at Anders Samuelsen ikke har læst bogen, der sat helt på spidsen vel nærmest er det, der står imellem linjerne i Saxobanks forretningsorden. Men, det er vel forståeligt nok, at en travl Facebook-politiker som Samuelsen ikke har tid til at se den slags i bedende.

I USA er det noget andet, her har bogen kultstatus. Det er Tea Party-bevægelsen, der råber højest om Ayn Rand som forbillede. Flere republikanerne, heriblandt en ung Paul Rand, har – eller har haft – Rand som erklæret idol. I indlægget her, kalder journalist for The Guardian, George Monbiot, meget illustrativt bogen for ’en åndelig ledestjerne for den republikansk dominerede Kongres’.

Lost in translation
’Verden skælvede’ er egentlig ikke nogen god oversættelse af ’Atlas Shrugged’. Atlas er nemlig ikke bare ’verden’ men et synonym for guden Atlas, som hovedpersonerne (kapitalisterne, millionærerne og iværksætterne) bliver sammenlignet med. Atlas holder hele verden oppe, men krymper under statens regulerende indgreb, som man kan se det på bogcoveret her:

(Always judge a book by its cover)
(Always judge a book by its cover)

Det er svært at være initiativrig og produktiv i Ayn Rands Amerika, fordi staten og djøf’erne gennemfører en lang række tiltag for at få en bid af erhvervslivets profitkage. Derfor stopper de simpelt hen med at være produktive, og skrider fra det hele for at tage til et skjult sted: Atlantis. Alt er tabt, nationen vælter. ’Atlas’ kan ikke længere holde den oppe.

Faktisk var arbejdstitlen på bogen ’The Strike’, og i Ayn Rands dagbøger var de oprindelige tanker at beskrive, hvad der sker, når en statsleder strejker, og dermed efterlader verden ’uden motor’. Med historien om helte (arbejdsomme erhvervsfolk) og antihelte (bureaukraterne og politikere), ville hun vise, hvor forfærdeligt statsstyrede samfund behandler erhvervslivets helte, og hvor meget til hundene vi alle sammen ville være uden dem. Bogen kan også ses som en opfordring til kapitalister om ikke at finde sig i, at staten stjæler deres profit via skatter og den slags misundelsespjat.

The good, the bad – and that’s it
For at komme lidt nærmere, hvad filosofien i bogen egentlig drejer sig om, får du her muligheden for at snuse lidt til persongalleriet. Det er netop via personerne og deres handlinger, tanker og taler at filosofien viser sig i den dramatiske fortælling. Og her starter vi vores historie, for i Atlas Shrugged møder du en hel række perfekte individer.

Den perfekte mand er John Galt. ”Who is John Galt?” er første linje i bogen, og du skal nok få at vide, hvem han er, om lidt. Sæt Beethovens 5 symfoni på fra youtube, og læs videre. Han kommer først sent ind i bogen, og spoiler alert, hvis du læser videre, får du både plot og svaret på ’John galt mysteriet’. Et mysterium, der udfolder sig i bogen i takt med at de få kompetente erhvervsmænd og kvinder simpelthen forsvinder fra landet. Ligeså langsomt forsvinder de initiativrige og skabende kræfter – alt fra de klogeste ingeniører til de mest succesfulde oliebaroner fordufter simpelthen. Men hvorfor forsvinder de? ”Who is John Galt”?

Erhvervsheltene
Heltene i bogen, særligt den kvindelige hovedperson Dagny Taggart, kæmper og kæmper mod politikernes mærkelige påfund og love, som ’for det fælles bedste’ beskatter og nationaliserer frugterne af kapitalisternes ejendom. Men de kæmper forgæves, for selvom kapitalisterne forsvinder og protesterer, laver djøf’erne og politikerne flere og flere regler for at skabe lige muligheder for alle. Selvom de ikke har fortjent det, begrænser de friheden for hende og alle andre.

Med begreber som behov og lige muligheder har politikerne simpelthen så travlt med at skære overkroppen af erhvervslivet, at de hurtigt glemmer den private ejendomsret og al anden frihed i farten. I Ayn Rands verden er der to samfund – utøjlet kapitalisme eller kommunisme. Der er således ikke langt fra den første ’Equalization of Opportunity Bill’ til kommunistisk censur og statskontrolleret videnskab, medier og tænkning.

Illustreret ved jernbanenettets inddeling af det nordamerikanske kontinent beskrives det, hvordan alt forfalder i takt med politikernes regelfest. Producenterne lukker. Elektriciteten forsvinder. Togene kan ikke længere transportere høst eller mad, og hele stater sulter. Demonstrationer og voldelige oprør enten forties eller manipuleres af de idiotiske og statskontrollerede journalister, og staten bruger skræk og frygt for de hungerslignende tilstande til at forsvare brug af vold mod folket.

I Oregon slår de sultende masser skatteindsamlerne ihjel, i South Dakota brænder de regeringsbygningerne af og Californien snakker om at forlade de forenede stater. Dette er Ayn Rands advarsel mod statens monopol på vold, og hendes beskrivelse af magthaveres higen efter at beholde netop magten via kortsigtede planer og strategier.

Klik på billederne for at få en beskrivelse

The Looters – antiheltene
I virkeligheden kunne alle antiheltene i Atlas Shrugged beskrives som én, da de alle sammen er endimensionelle og usikre tabere – eller ’looters’, som det kaldes. De forsøger at udnytte det politiske system til at få fordele til deres egne, dårligt drevne virksomheder eller erhverv, og er konstant misundelige på de ægte erhvervsmænd som Hank Rearden. ’Looter’ kan nogenlunde oversættes til ’plyndrer’, og dem er der mange af i bogen. Her er et par af de vigtigste antihelte:

Du kan genkende en looter I bogen, hvis de siger ting som:

– “The only justification for private property, is public service”.

– “Conditions and circumstances, absolutely beyond human control. Unforeseen developments rolled in, which nobody could prevent.”

– “I couldn’t help it, no one can blame me”.

– “My purpose is the preservation of a free economy. It’s generally conceded that free economy is now on trial. Unless it proves a social value and assumes its social responsibilities, the people won’t stand for it. If it doesn’t develop a public spirit, its done for, make no mistake about that”.

Hvis man nu sidder tilbage med en oplevelse af, at figurerne i Atlas Shrugged virker en smule sort/hvide, og er delt meget kategorisk op i overmennesker og undermennesker – notér, dette er en helt ubevidst reference til Nietzsche – jamen så skal man gemme sin jantelov helt væk overfor gudebeskrivelserne af de initiativrige produktionshelte i bogen, og blot læse dette afsluttende citat fra den engelske version fra forfatteren selv: ”I trust that no one will tell me that men such as I write about don’t exist. That this book has been written – and published – is my proof that they do”

Stikord til halvintellektuel small-talk om bogen
Hvis du som kritiker mangler skyts, er her et par hurtige kort til din socialiseringshånd:

– Ayn Rand meldte sig et år før sin død som modtager af sociale ydelser fra staten, noget hun jo ellers foragtede og kritiserede, indtil hun selv fik brug for det. Hvis du er fan, kan du argumentere for, at det var det eneste moralsk rigtige at gøre, fordi det var det selviske at gøre i situationen.

– Som kritiker kan du så også sige, at en af hendes største fans har været Alan Greenspan, der var amerikansk centralbankdirektør frem til 2006 og ofte beskyldes af venstrefløjen for at være en af de store skyldnere i forbindelse med finanskrisen. De skrev sammen bogen ’Capitalism: The Unknown ideal’, for ligesom at beskrive, hvorfor regulering af erhvervslivet er af det onde. Det er måske her Lars Seier Christensen og Saxobank for alvor har set lyset. Som fan og liberal kan du bruge det samme argument, og fremhæve Alan Greenspan som en helt.

– Som kritiker kan du fremhæve, at Ayn Rands støtter, eksempelvis Tea Party-Bevægelsen, glemmer, at hun var ateist. Ergo plukker de liberale disciple både her og på den anden side af Atlanten bare i løsrevne citater, i stedet for egentlig at stå bag filosofien hele vejen. Det bliver eksempelvis ofte overset i beskrivelser af dystopien i bogen, at Ayn Rand er modstander af alle former for fysisk eller psykisk vold eller tvang over for andre. Som fortaler kan du skyde tilbage, at man skam sagtens kan stå inde for både utæmmet kapitalisme og næstekærlighed i biblen på samme tid. Det er i hvert fald Anders Samuelsen svar, når Informations læsere spørger til hans yndlingsbog: nummer ét på litteraturhylden hos Samuelsen er det nye testamente. Nogen vil så måske mene, at den slags næstekærlighed, selvopofrelse og antikapitalisme, som man med lidt god vilje kan læse ud af det nyt testamente og fortællingerne om den barmhjertige samaritaner, må være svært forenelige med Ayn Rands filosofi, men Samuelsens læsning af biblen må vi tage i anden omgang. I følgende undersøgelse fra USA, er ’Atlas Shrugged’ kun overgået af en bog i historien målt på indflydelse (i USA): Biblen. Hård kamp.

– Som kritiker kan du påpege, at det hele bare bygger på, at Ayn Rands far var uhyre rig i Rusland og fik taget sin tilranede rigdom, da kommunisterne kom til magten under revolutionen i Rusland – hele forfatterskabet er ren selvterapeutisk hævn, og har ingen substans eller sammenhæng med virkeligheden. Som fortaler kan du så bare bruge det samme argument og sige, at hun netop ved, hvad hun taler om = staten er ond, socialismen er ondere. Selvfølgelig er det store værk ikke frakoblet virkeligheden.

– Som god velfærdsdansker kan du påpege, at Ayn Rand ikke kender til andre samfundsstadier end kommunisme og utøjlet kapitalisme, og at en tur til et godt flexicurity velfærdsland ville lære hende, at politisk regulering og omfordeling er godt for både lige muligheder, det fælles bedste og erhvervslivet. Som Ayn Rand’er kan du så påpege, at det hele går af helvedes til med krisen, og at det kun bliver værre af, at politikerne tror de kan planlægge sig ud af den udeblivende vækst. Det er netop den manglende respekt for, at det er erhvervslivet, der skaber arbejdspladser, der holder økonomien og væksten nede.

Hvad ville Ayn Rand så havde sagt til Liberal Alliance? Formentlig: I har langt igen. Den danske stat har allerede vokset sig alt for stor, og modstanden mod at fjerne topskatten helt viser simpelthen bare, hvor langt der er igen i dette jantelovsland. Og til Saxobank? Måske ville Ayn Rand, selvom hun ikke bryder som blanding af politik og erhvervsliv, alligevel kreditere Saxobank for at indse, at den eneste måde at slippe for staten med de lange fingre er at stå bag et indflydelsesrigt parti, der kæmper for at mindske statens destruerende indflydelse på skabertrangen i landet.
Hvis du overhovedet ikke kan lide at læse, så se den elendige filmatisering i tre dele, med tre forskellige sæt skuespillere.

Se traileren her

Bibliografi:
We the Living
Anthem
For the New Intellectual
The Fountainhead
Introduction to Objectivist Epistemology
The Virtue of Selfishness
Capitalism: The Unknown Ideal
The New Left: The Anti-Industrial Revolution
The Romantic Manifesto
Night of January 16th
Philosophy: Who Needs it

More from Tine Toft Jørgensen

En bæredygtig vidensfestival

Vidensfestival er en bæredygtig form i en mediebranche, der er langt ude...
Læs mere