Profeter på film: Noa, Moses, Jesus – og Muhammed

Hvem husker ikke graffitien: ”Gud er død (Nietzsche). Nietzsche er død (Gud)”? Gennem det forgange år må den være dukket op på lystavlen hos den, der enten går meget i biografen eller holder af tv-serier, for begge steder har flere af de tunge bud omhandlet religionernes grundlæggere, de store profeters liv.

Meredith Somers, filmjournalist på Washington Times, skrev sidste år, at “2014 tegner sig til at blive the year of the faith film. Og det holdt stik: storfilmene om Noa (2014) og Moses i Exodus (2014) sætter nye standarder for, hvad vi kan forvente af film om religion. Men hvad med Muhammad? Jo, han er også på plakaten, dog ikke bogstaveligt: i både Iran og Qatar er dyre tv-serier på vej. Den berømte iranske instruktør Majid Majidi arbejder på en Muhammed- film med et budget på 180 millioner kr.

Da læserne sikkert er mest interesserede i at høre om profeten Muhammed, som er omfattet af det billedforbud, der for nylig på tragisk vis i Paris er blevet håndhævet med jernnæve, starter vi i omvendt rækkefølge. For ret beset kommer Muhammed – Profeternes Segl – jo efter Noa, Moses og Jesus, som så pænt må vente. Og udfordringen synes uoverkommelig: for hvordan i himlens navn laver man portrætfilm om en hellig mand, der ikke må portrætteres med billeder?! Og skal man overhovedet gøre det?

 Omar, den 2. kalif, fra tv-serien af samme navn. Med ryggen til kameraet.
Omar, den 2. kalif, fra tv-serien af samme navn. Med ryggen til kameraet.

Billedstormere og billedelskere: Hvem er du til?
Den, der tænker lidt over fænomenet billedforbud, vil hurtigt erkende, at der er noget om snakken, – og ikke kun fordi det er mejslet klart ind i 5. Mosebog og De Ti Bud:

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.

Det synes oplagt, at delen ikke må skygge for helheden, og en profet ikke bør stå i vejen sin Gud. Da profeten Muhammad levede i Mellemøsten ca. 600 år efter profeten Jesus, måtte han erfare, at Jesus var total kult: Hans person, korset han blev korsfæstet på, samt efterladenskaber, (relikvier) kunne i en vis grad siges at skygge mere end kaste lys over den jødiske profets ord. At Jesus tilmed blev dyrket som Guds søn mente profeten Muhammad måtte være en misforståelse, der da også blev rettet af Gud i Koranen.

 Billedstorm i Holland 1566; kobberstik af Franz Hogenberg, 1588
Billedstorm i Holland 1566; kobberstik af Franz Hogenberg, 1588

I kristendommen kaldtes billedstriden for ikonoklasmen (græsk for billedødelæggelse), og det kom til optøjer og blodsudgydelser især i det 6.-7. århundrede i Det Byzantiske Rige, hvor billed-elskerne kaldte sig for ikonolater og billed-haderne for ikonoklaster, og også under Reformationen i 1500-1600-tallet. De fleste danske skoleelever har været på ekskursion for at skimte overmalede kalkmalerier i danske kirker og lære om billedstormerne, der ikke brød sig om katolske vægmalerier, som man mente trådte i stedet for sjælens egne virkelige sande forestillinger om Helvede og Himmel.

Hvad de færreste ved er, at der findes en fascinerende film om Muhammeds liv, The Message, fra 1977 af Mustapha Akkad. Filmen, som kan købes overalt i Danmark, har selveste Zorba The Greek, Anthony Quinn, i hovedrollen. Men ikke som Muhammad, der slet ikke er med i filmen om ham selv – og dog. Da produktionen af filmen har en dramatisk skabelsesberetning, følger den straks her:

Kameraet som profet: Den første “Muhammed krise” i nyere tid
Da pengene til Hollywoodfilmen ikke kunne rejses i Hollywood, gik ingen mindre end den nu afdøde libyske diktator Muammar Gadaffi ind og finansierede projektet. Snart rejste der sig protester over projektet, da forskriften jo kræver, at hverken profetens stemme eller krop må afbilledes. Man løste problematikken kreativt ved at lade skuespillerne tale til kameraet, når de adresserede profeten. Forsøget syntes dog udsigtsløst. Rygtet var spredtes, at Anthony Quinn spillede Muhammad, og i Washington DC endte det med, at en vred bevæbnet gruppe af demonstranter tog 149 gidsler, hvoraf to blevet slået ihjel. Det var den første Muhammad-krise i Vesten i nyere tid, og at krisen er gået i glemmebogen kan synes symptomatisk.

The Message (1977), netop ikke The Messenger. Her ser Hamza(Anthony Quinn) og andre på profeten
The Message (1977), netop ikke The Messenger. Her ser Hamza(Anthony Quinn) og andre på profeten

Er man på udkig efter en nyere fortolkning, hvor karaktererne taler til kameraet, når de henvender sig til profeten Muhammed, kan man lige snuppe 20 timer (30 afsnit af 40 minutter, tekstet på engelsk) på YouTube: Muhammed, The Final Legacy (2008) fra Islam Channel. Den er autentisk med arabiske (efter sigende berømte) skuespillere, der spiller godt. Og det er ikke politisk korrekt at bemærke, at det lidenskabelige skuespil, der lægges for dagen, ikke kun giver indblik i arabisk spillestil, men også i hvad profeten betyder for muslimer.

To store kontroversielle Muhammed-TV-serier på vej
Ifølge Council for American-Islamic Relations skulle der i løbet af de sidste ti år være lavet omkring 750 (!) hollywoodfilm, der giver et negativt billede af islam eller Muhammed. Det er altså ikke uden grund, at man fra den islamiske verden prøver at rette op på fjendebilledet. To store tv-serier om profeten er på vej, én fra Qatar og én fra Iran. Indtil nu er den største arabiske tv-produktion nogensinde – Omar– gået i luften i 2012. Ifølge Wikipedia medvirkede 30.000 mennesker, et teknikhold med deltagere fra ti lande, samt tog det 300 indspilningsdage at producere 31 afsnit. Omar var profetens efterfølger, og altså den anden kalif, men da også han og en stribe andre islamiske ledere, ifølge flere toneangivende islamiske lærde er underlagt billedforbuddet, udløste serien en ophedet debat. Omar-Serien, er, modsat The Final Legacy, helt på niveau med vestlige produktioner. Da den udkom, skulle den have fået så mange tilhængere i den islamiske verden, at kritikken skulle være så godt som forstummet.

iframe src=”//www.youtube.com/embed/xMu_654ASDk?list=PL7839C1DDE0524207″ width=”615″ height=”345″ frameborder=”0″ allowfullscreen=”allowfullscreen”>

De to store filmprojekter om profeten Muhammed under opsejling er under udarbejdelse i shia-dominerende Iran og sunni-dominerende Qatar. Den iranske film har et budget på omkring 180 millioner kr., og instruktøren Majid Majidi håber, at filmen vil øge vidensniveauet om profeten. I et interview med The Guardian udtalte han således: ”Mens der er 250 film om Jesus, 120 om Moses og 40 om Buddha, er der kun én om profeten Muhammeds liv. Desværre er det mislykkedes for os at introducere vores profet for den vestlige verden”.

Det Qatar-baserede medieselskab Alnoors har planer om hel filmserie om Muhammed. Projektet, der blev lanceret tidligere i 2013, har et budget på omkring 5,8 milliarder kr. Serien skal bestå af 5-7 film og laves på engelsk. Skønt formålet er kommercielt, håber medieselskabet også på at forbedre Islams image i Vesten. Amerikanske Barrie Osborne, der har produceret The Matrix og Lord of The Rings, er med i projektet og har udtalt til Reuters, ”at filmen skal være episk og international og har som mål at bygge bro mellem kulturer” og at ”filmen vil uddanne folk om den virkelige mening med islam”. På det arabiske produktionsselskab Alnoors hjemmeside skriver de, at ”filmen udvikles som en blockbuster med ”Hollywood” standarder og vil blive en A-klasse film. Manuskriptet er udviklet gennem tusinder af menneskers brainstorm: medie-eksperter, orientalister, islamiske lærde, tænkere og mange andre”.

Med et sådant gigantisk budget, og sådanne statements, er forventningerne skruet i vejret, selvom 5-7 film om profeten Muhammed mildt sagt virker i overkanten af, hvad markedet kan rumme i Den Vestlige Verden, hvor religion først nu er blevet mainstream i filmbranchen. Men i takt med, at blockbustere som Noa og Exodus har trukket mange millioner i biograferne, og i takt med, at krigen mod Islamistisk Stat spidser til og breder sig til EU (med terrorangrebet mod det franske satire-magasin Charlie Hebdo og de efterfølgende 30 modangreb mod moskeer), hvor op mod 40 millioner muslimer bor side om side med 460 millioner ateister, kristne og jøder, forekommer det sandsynligt, at interessen for at lære mere om Islams rødder er stigende.

Det synes slet ikke profetisk at spå om, at de to Muhammad-film kommer til at dele vandene – både blandt muslimer og ikke-muslimer. Derfor er det også ret afgørende, hvordan de ender med at blive – hvis de bliver til.

Passion of Christ satte religion på landkortet i Hollywood
Efter denne detaljerede gennemgang af både skabte og kommende film og tv-serier om profeten Muhammed, vender vi kronologien på hovedet og ser på Noa, Moses og Jesus. Før vi ser på de to jødiske stamfædre i filmene Noa og Exodus skal det dog siges, at den nyere satsning på film om religion alene skyldtes en film om den sidste i rækken, nemlig Jesus, The Passion Of Christ (2004) skrevet og instrueret af den vilde Mel Gibson.

”Jesus’ Lidenskab” kunne en dansk titel have lydt.
”Jesus’ Lidenskab” kunne en dansk titel have lydt.

Filmen blev en uventet og bragende publikumssucces (budgettet lå på ca. 150 millioner kr., fortjenesten på ca. 2 milliarder kr.) hvad straks fik de store amerikanske produktionsselskaber til at oprette Afdelinger for Tro (faith divisions), der efter et par mislykkede produktioner for de flestes vedkommende blev nedlagt. The Passion Of Christ legede ikke med religion ligesom filmen om Jesus’ påståede tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip(osv.) -oldebarn The Da Vinci Code (2006) gjorde det. Den gik lige til Jesus’ lidelseshistorie (hans sidste 12 timer) og blev der. Dén har givet Hollywood tro på, at store film om religion kan sættes i søen uden at gå på grund. Darren Aronofskys Noa (2014) blev det første succesfulde bud i en række, der sikkert bliver lang.

Aronofskys Noa: Mennesket skal uddø!
Darren Aronofsky – instruktøren bag den psykologiske ballet-thriller Black Swan (2010) – blev efter eget udsagn – som barn dybt bevæget af myten om Noa, der reddede alle dyrene, mens menneskeheden gik under. Og som voksen blev han manden bag storfilmen Noa (2014) med store navne som Russel Crowe, Anthony Hopkins og Jennifer Connelly. Produktionen lå på ca. 125 millioner dollars – lidt mindre end Nolans Interstellar (fra samme år) – og indspillede ca. 360 millioner dollars på verdensplan; uden tvivl en storskalafilm. I myten – og filmen, hvor den aktualiseres – er Noas Gud ligeglad med ateister, der siger, at alt er relativt: for Jahve er der gode og onde, moralsk sunde og moralsk syge.

Aronofsky tog sine friheder med historien og fik historisk mange tæsk for det i de amerikanske medier. Alligevel må man tage hatten af for en personlig og dyb genfortolkning, der ikke forekommer hverken at øve vold på eller stå i vejen for originalen. Det er oplagt, at Noa-myten kan reintroduceres som en klima-forandrings-og-dommedags-myte, og Aronofsky aktiverer dygtigt publikums ubevidste følelser omkring dette.

Et tilføjet uhyggeligt aspekt af Noa-myten, som ikke får plads i Biblen, er konfrontationen mellem de tilbageblevne grådige og utaknemmelige mennesker, der selvfølgelig vil med op i arken, da uvejret bryder løs, og så Noa og hans familie. Det går ikke stille for sig! Forestil dig, at hele Danmarks befolkning i vanvid søger ly på Bonderøven Frank Erichsen Kastanjegård! En anden ganske løjerlig, men også tankevækkende ændring er den, at Aronofsky lader Noa mene, at Gud har ment, at menneskeheden ikke skal formere sig i Den Nye Verden. Derfor bliver Noa vild og blodig, da han ombord på arken finder ud af, at én af de to kvinder er gravid. Der opstår et fuldt udfoldet freudiansk faderopgør, da sønnen – Jafet – kæmper for at beholde sit afkom indenbords. Da sønnen og svigerdatteren får tvillinger, ser Noa det alligevel som et tegn på liv, dog først da han (som en varsel om Abrahams ofring af Isak) er ved at give sit afkom dødsstødet. Noa-filmen har en klar civilisationskritisk og bæredygtig pointe og aktualiseres derfor på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt: Gud som naturen der én gang for alle slår igen mod menneskene.

Ridley Scotts Moses deler ikke vandene
Go down Moses! Way down in Egypt’s land! Set my people free! Hvor historien om Noa virker mere mytisk end historisk, hvorfor den over hele verden er en børnebogsklassiker, så er Moses berømt blandt voksne for De ti bud (selvudgivet på stentavler, ca. 1300 år før 0, altså for 3300 år siden!) og den historisk korrekte udvandring – exodus – fra Egypten. Manden, der delte vandene ved at støde vandrestaven i strandkanten, er i biograferne verden over for tiden, i Ridley Scotts Exodus (2014). Instruktøren bag storfilmene Gladiator (2000) og Kingdom Of Heaven (2005), der for længst har bevist, at han mestrer historiske temaer, skuffer ikke i Exodus. Manuskriptforfatternes, instruktørens og skuespillernes største fælles præstation er langt hen ad vejen at forene troende og ateistisk publikum: Alle begivenheder, der virker overtroiske (super natural, som det så flot hedder på engelsk), ledsages af en naturvidenskabelig forklaring. En kunst i sig selv, faktisk, og et bemærkelsesværdigt greb i en tid, hvor religiøse og religionskritikere generelt viser tænder og hvæsser klinger.

De syv plager som økologisk kædereaktion
Ved at insistere på at holde det naturvidenskabelige verdensbillede i mente, bliver De Ti Plager således udlagt som en økologisk kædereaktion: 1) nilkrokodillernes voldsorgie medfører, at Nilen bliver blodfarvet, hvad 2) dræber fiskene, hvis forrådnelse sender frøerne på land 3) hvor de af mangel på vand, rådner 4) hvor de tiltrækker alverdens fluer 5) hvis larveæg, medfører pest og 6) bylder, der efter en ond omgang hagl 7) tiltrækker 8) græshoppesværmen. Den tiende og sidste plage, den førstefødtes død, er ud over sin brutalitet, både mystisk og absurd, og derfor også den sværeste plage for Ramses at acceptere. Ramses var dog den første til at true Moses med, at etnisk udrensning og børnemord var på vej i hans nye hjem, jødekvarteret. Jahves ukristelige øje-for-øje-princip er altså først og fremmest et ”forebyggende hævnprincip”. Den At skildre De Ti Plager som en økologisk kædereaktion er tankevækkende og ikke en afvisning af mirakler og guddomme, men snarere en udlægning af guddommeligheden i naturen, samt det oldgræske hovmod-står-for-fald-princip.

 Den sidste af De Ti Plager; den førstefødtes død!
Den sidste af De Ti Plager; den førstefødtes død!

Af andre væsentlige naturvidenskabelige dækforklaringer er: Moses’ samtaler med englen opleves af de omgivende som om, at han taler med sig selv (!) og den dramatiske deling af Det Røde Hav, som jøderne til sidst flygter over, forklares for det vågne øje af et meteornedslag, der skaber først ebbe, så (storm)flod.

“Mohammad so-and-so from such-and-such”
Ligeså usandsynligt som kometnedslaget og eksplosionen i spædbørnsdødelighed, er det at Ramses stammer fra Australien og Moses fra Wales. Det er mildt sagt mærkeligt at lade en hvid australier spille en brun farao? Ridley Scott var overraskende åben omkring problemet ved denne casting, da han forleden udtalte sig til det engelske Daily Mail:

“Jeg kan ikke stable en film med et sådant budget på benene og samtidig sige, at min hovedperson hedder Muhammed-det-og-det der kommer fra der-og-der. Så bliver den ikke finansieret. Så spørgsmålet opstår overhovedet ikke.”

I sit stille sind må man unægtelig udbryde: Milde Moses! For det ligner ikke noget at lave en storfilm mod magt og for retfærdighed, når Hollywood selv mener, at skuespillere, der ikke hedder Russel eller Christian, ikke kan spille skuespil og trække publikum til.

 Moses fra Wales. Ridley Scott side om side med den i øvrigt velspillende Bale.
Moses fra Wales. Ridley Scott side om side med den i øvrigt velspillende Bale.

Jesus lidelse in your face
Den største udfordring i profet-film-genren må uden tvivl være castingen! Vi taler om personligheder, der – i hvert fald for Jesus og Muhammads vedkommende – har grundlagt hver deres tidsregning. Det bør afkræve noget respekt. Desværre er de fleste Jesus-film produceret i U.S.A., hvor både filmindustri og kristendom er domineret af de etnisk hvide. Jesus portrætteres ofte som hvid på alt fra julekort til tegnefilm, og ikke, som han bør være, mellemøstlig af udseende.

Til forskel for den både lidt for flotte og lidt for glade Jesus-skuespiller i Netflix’ Son of God, fremstår manuskriptforfatter, instruktør og skuespiller Mel Gibsons Jesus-casting i den banebrydende The Passion Of Christ (2004) dygtig og dyb. Det var Jim Caviezel (hovedpersonen fra krigsfilmen The Thin Red Line), der fik til opgave at tackle den store opgave, det altid vil være, at spille Guds søn.

”Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør”, sagde Jesus til sine tilhængere, da han blev tortureret og korsfæstet af jøder og romere. Den, som drister sig til at spille Jesus, må gennemtrænge to på én gang smukke og smertelige psykiske vilkår: For det første elsker Jesus menneskene, selvom de hader ham, og han besvarer vold med tilgivelse: For det andet skuffes profeten over menneskeheden og sin skæbne desto nærmere han kommer pinedøden, dog uden helt at tabe troen, på nær en enkelt gang, hvor han råber de tragiske ord: ”Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?!” Disse eksistentielle vilkår formår Jim Caviezel at gennemtrænge så langt, at hans præstation blev rystende og uforlignelig, og derfor er The Passion Of Christ, om Jesus lidelseshistorie, et godt bud på en film om religion, der sent går i glemmebogen.

Jim Caviezel som Jesus.
Jim Caviezel som Jesus.

Biblen – nu som TV-serie
I den ti timer lange serie The Bible (på Netflix, 2013), der blev en uventet stor succes, er Adam og Eva ikke afrikanere, som naturvidenskaben har bevist det, men kaukasiere, der taler irsk: Det er også det eneste åbenbart latterlige, for med animation og naturfilm kan filmskaberen virkelig gå skaberen med stort S i bedene og imponere (tjek det ud i seriens første fem minutter nederst). 47 teologiske rådgivere deltog i produktionen, der tog livtag med de jødiske stamfædre Abraham og Moses, der går gennem mangt og meget. De to patriarkers livskamp er fængende og handler om dels overgivelsen til Gud og accepten af de uoverkommelige befalinger, dels om at skulle overbevise familie og stamme om, at man har ret, selvom man lyder skør.

Selvfølgelig er der mange anmeldere, der synes, The Bible (både bogen og filmen om den) er noget tamt overtroisk sludder fra ende til anden, men andre har et anderledes insider-take på fænomenet. I The Christian Post har Dr. Geoff Tunnicliffe således at sige:

“Forleden så jeg The Bible som en maraton over en enkelt dag. For en person, der har læst og undervist i Biblen hele mit liv, fik jeg en bemærkelsesværdig spirituel og følelsesfuld oplevelse. Temaet om Guds kærlighed og håb for menneskeheden er den røde tråd, der holder hele serien sammen”.

Fortolkningskampen: Et spørgsmål om ord og billeder
Kan vi under ét sige noget om profeter på film og tv? Diskussionen om hvorvidt religioner og deres grundlæggere – og film og tv-serier om dem – har noget væsentligt at tilføre det moderne menneskes livssyn, handler i bund i grund om livsfortolkning. Og alene af dén grund er det et væsentligt felt. Spørgsmålet er så om folk, der ikke er religiøse, formår at udvinde noget åndelig energi fra dette felt, eller om de bliver skræmt væk og bekræftet i deres stereotyper.

Det handler ikke kun om bygge bro mellem åbenlyst kulturelt stridende grupper i samfundet, men også om, hvad den enkelte kan få ud af værkerne, personligt. Derfor er det vigtigt at minde os selv om at fortolkningskampen ikke blot udspiller sig mellem religiøse og ikke-religiøse eller kristne, jøder og muslimer, men også mellem forskellige fortolkere inden for samme religion. Store spørgsmål som: Bør en profet optræde på film – eller står skuespillere uanset talentet i vejen for vigtige budskaber? Er beretningerne om magi og mirakler ikke noget, der, for at give mening for det moderne menneske, først og fremmest bør fortolkes symbolsk og psykologisk (engle, jomfrufødsel, vandvandring, genopstandelse i kødet), hvad ikke tager det religiøse og guddommelige element ud af fortællingerne?

Mødet mellem forhistorisk religiøs symbolverden og moderne fremskridtsrettet begrebsverden bliver i hvert fald kun til noget, hvis de involverede åbner og udvider deres fortolkninger. Indtil da vil de religiøse udbryde: Gud er stor! Mens de naturvidenskabelige vil udbryde: Verden er stor!

Måske er det i bund og grund blot et spørgsmål om ord og billeder.

More from Jeppe Marsling

Kollektivernes tid – nybrud i film om 70’erne

70'erne var i bevægelse – kollektiv bevægelse, kvinde bevægelse, hippie bevægelse, bøsse...
Læs mere