Sandhedsmaskinen og fødselsdagsgaven

Omstændigheder ved fundet af en lummer historie i en skrivemaskine
Det kan være svært at skrive koncentreret på en computer med en dirrende internetforbindelse. Forestil dig at skrive noget krævende på et stykke papir, imens der rundt omkring på skrivebordet ligger alle dagens aviser; dine venners fotoalbum; stakkevis af personlige breve, invitationer, reklamer; spande fyldt med sød, sød underholdning – lige til at dyppe hovedet i. Den evige og øjeblikkelige mulighed for distraktion; for at flyde af sted i den uendelige researchflod; for at forbruge; udveksle og blive bekræftet gør enhver fordybelse svær. Bevares, jeg sætter stor pris på min computer og internettet og (de fleste af) mine venners opdateringer … og på udvalgte internetmedier. Det er ikke det. Skrivemaskinen er bare et genialt skriveredskab – simpelthen fordi den ikke er andet. Nok hører skrivemaskinen en anden tid til, men det gør den ikke nødvendigvis forældet. Overvej fx, hvorfor så mange forfattere skriver i wifi-frie miljøer eller føler sig nødsagede til at anvende computerprogrammer, der i et givent tidsrum blokerer deres wifi-forbindelser? Læg dertil computerens uendelige muligheder for at fortryde, omformulere og redigere, der kan gøre det svært at træffe nødvendige beslutninger i ens skriveproces. At skrive på en computer er ikke en lineær proces, man behøver ikke skrive ord og afsnit i rækkefølge. At skrive på skrivemaskine er mere lig læsning. Det skrevne står allerede på papiret, er håndgribeligt og udøver derfor en mere insisterende magt over det afsnit, man er i gang med at skrive. En skrivemaskine er et oplagt redskab til fordybelse og til at holde én på sporet af det, man er i gang med at skrive.

Følelsen af bogstavet der rammer papiret
En skrivemaskine kan mere end at producere fordybelse. Jeg kalder min skrivemaskine for Sandhedsmaskinen.

brev

For det er gået op for mig, at har jeg et problem eller dilemma, behøver jeg blot at sætte et stykke papir i skrivemaskinen, trække vejret dybt og anbringe mine fingrene på tasterne, førend svaret begynder at åbenbare sig ord for ord. Man skal blot begynde at skrive frit i et hjørne af dilemmaet, så tager maskinen straks over og driver én frem mod klarheden! Den vidunderlige metalliske lyd; følelsen af bogstavet, der rammer papiret igennem blækbåndet og forplanter sig op igennem hånden og langt ind i én; tilfredsstillelsen ved at holde en hurtig og jævn kadence, så det lyder som en usmurt symaskine, og man bliver ét med maskinen – et tromlende lokomotiv, der trækker et spor af ord efter sig; de vederkvægende ding-lyde for enden af hver sætning og det nødvendige vink med højrehånden – forfra, videre, af sted; den maskinelle rytme, der simpelthen trækker ordne og svarene ud af fingrene på én. Min skrivemaskine har en magisk auto-terapeutisk funktion, som jeg ikke kan redegøre videnskabeligt for, men blot konstatere effekten af. En enkelt side er ofte nok, nogle gange skal der flere til. Bagefter hæver jeg mig over maskinen igen, ritsjch, flår papiret det sidste stykke ud, og dér står svaret på mit dilemma.

Rejseskrivemaskinen
For adskillige år siden købte jeg i en jydsk genbrugsbutik en rejseskrivemaskine. Genbrugsbutikken findes ikke længere. Det gør skrivemaskinen. Egentlig havde jeg i forvejen en skrivemaskine, som jeg næppe kom til at slide op lige foreløbig, så det var umiddelbart svært at legitimere købet af en ny. Men ak, den fikse lille japaner gjorde sig rigtigt til blandt clockradioer, kulørte VHS’er og højttalere med træfarvede kabinetter. Den kompakte mekanik, det kantede og maskuline design, de rene hvide taster. ”På denne Nippo P-200 kan du skrive hvad som helst,” tænkte jeg. Hvor som helst. Ikke overraskende fik den en inden længe en triviel tilværelse på toppen af reolen i Koldinggade, hvorfra den kastede sårede og anklagende blikke ned på mig, når jeg sad der i stuen med og prøvede at koncentrere mig bag min computer. ”Din tid kommer”, tænkte jeg, og sendte et blik tilbage. Jeg var nok lidt ensom i den periode. Når jeg endelig brugte en skrivemaskine, faldt valget på min mere stationære Erika-model, som mine fingre var vant til. For resten glemmer man let, at skrivemaskiner var nogle af datidens mest betydelige statussymboler ikke ulig nutidens computere og smartphones. Forfattere og funktionærer har i tidens løb sværmet for den ene eller anden producent eller model, og netop rejseskrivemaskinen har med sin kompakte mekanik været i høj statuskurs. Det svarer til overgangen fra stationære computere til labtops og tabletter. Jo, en rejseskrivemaskine må man have.

Opdagelsen af Fødselsdagsgaven
Når jeg i længere tid forlod København og min viceværtslejlighed på Østerbro, havde jeg gerne venner eller bekendte til at bo der i mellemtiden, så der blev vasket trapper, fejet blade og skovlet sne. Og da jeg en sommer for tre år siden var ude at rejse, vikarierede min bedste ven Kristian som vicevært. Han er uddannet teknisk flådeofficer, studerer filosofi og har gerne et citat fra Forførerens Dagbog i ærmet. Dengang boede han i Berlin. På Koldinggade skrev han breve til en henrivende hollandsk kunstnerkvinde. På rejseskrivemaskinen. Han havde hentet den ned fra reolen, forsynet den med nyt fugtigt blækbånd og smurt den. Den strålede. Imidlertid blev han så glad for den, at han spurgte mig, om han ikke måtte tage den med på en netop forestående rejse i Sydøstasien med Nordkaperen.

18

Da ens bagage på en sådan tur begrænser til indholdet af en køjesæk, undrede det mig, at han ville slæbe en skrivemaskine med. Men han fik selvfølgelig lov. Nu er den hans. Jeg ved ikke, om det var på en fjern malaysisk kyst, om bord på Nordkaperen et sted i Malaccastrædet eller i lagunen hos Ib Michael, at Kristian fandt historien. Kufferten til rejseskrivemaskinen har en inderlomme, som jeg ikke selv havde bemærket. Her opdager Kristian et foldet stykke gulnet papir, som han fisker op og folder ud. ”Fødselsdagsgaven” var fundet. Som tak for rejseskrivemaskinen har han foræret mig historien.

Funden litteratur
Det med at præsentere historier, som man tilfældigt er faldet over, er ikke nyt. Litteraturhistorisk er det et udbredt trick at lade en fortæller gengive en nedskrevet historie eller overhørt anekdote, som denne tilfældigvis er stødt på. Så kan man nemlig ikke holdes moralsk ansvarlig for historiens indhold, da man på sæt og vis ikke er direkte afsender. Ved at skyde det ekstra narrative lag ind, får man desuden muligheden for at fremdrage sine noble holdninger til historien og derved formidle sin egen herlighed. Det bedste danske eksempel er måske den egentlige fortæller i Kierkegaards Forførerens Dagbog (1843), der indledningsvist refererer, hvordan han i en åben skuffe opdager de skrifter, der udgør samtlige af Johannes’ optegnelser og hele korrespondancen med Cordelia. Jeg er ikke stødt på noget, der helt kan måle sig med Forførerens Dagbog. Men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke selv har skrevet det følgende. Selvom jeg langt hen ad vejen ville ønske, at jeg havde:

Klik på billedet for at forstørre brevet.
Klik på billedet for at forstørre brevet.

Genrespørgsmålet
Hvad er dette egentlig for en tekst? Rent genremæssigt er vi med al tydelighed i den humoristiske genre – og mere specifikt inden for forvekslingskomediens vidunderlige og ældgamle tradition, hvor en forveksling katalyserer en række humoristiske hændelser. Tænk bare på Peter Sellers i den vidunderlige (og politisk noget ukorrekte) film The Party fra 1968 (med den stærke danske titel Kom og vask min elefant), hvor hans indiske karakter ved en fejl inviteres til et fornemt selskab. Traditionens komiske potentiale er næsten uudtømmeligt, og det bruges stadig flittigt i Hollywood-film (med større eller mindre held). Men foruden blot at være morsomt, er forvekslingen en glimrende måde at vise, hvordan en given social eller samfundsmæssig struktur hænger sammen. I den mere finkulturelle ende af forvekslingskomedien kan eksempelvis nævnes Oscar Wildes The Importance of Being Earnest eller Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget, hvor forvekslingsmotivet også driver handlingen frem. Men Fødselsdagsgaven er nok ikke en kritisk samfundskommentar. Den udpensler blot de lavkomiske misforståelser ved forvekslingen af et par handsker og et par damebenklæder.

Den ukendte forfatter
Det, der gør Fødselsdagsgaven til et – for mig – interessant dokument, er, – foruden forhistorien – at jeg ikke kender afsenderen. Min eneste forbindelse til ham (jeg går stærkt ud fra, at den er skrevet af en mand) er ejerskabet af en rejseskrivemaskine. Hvem er han? Hvem gemmer en enkelt fræk historie i lommen på sin skrivemaskine? Var han flov over den? Og hvorfor har han overhovedet nedskrevet den? Har han overhørt på en tilrøget bar et sted? Er det hans eget værk? Er det en bevidst strategi, at give historien en stilmæssig spænding imellem det pæne sprog og det frække indhold, eller var det bare sproget dengang? Den kladdeagtige form med de mange slåfejl og den afsluttende tilføjelse giver desuden historien en ekstra dimension. Den er sandsynligvis nedskrevet i al hast – måske af frygt for at blive opdaget? Har han efterfølgende udfærdiget en renskrevet version, som han har overbragt en humoristisk sammensvoren? Det er også interessant at se efter, hvor han har slået særlig hårdt på tasterne. Nogle bogstavers aftryk er især på bagsiden væsentligt tydeligere, og o’erne er blevet til små huller i papiret. Personligt trykker jeg hårdest på tasterne, når jeg mærker inspirationen bruse, og jeg er mest ivrig efter at indfange en bestemt flygtig tanke. Den slags momenter bliver synlige og betydende, når man har et maskinskrevet dokument i sine hænder. Man kan mærke forfatteren.

Papiret er perforeret af skrivemaskinen.
Papiret er perforeret af skrivemaskinen.

En skrivemaskine kan være kilde til mangt og meget. Ikke bare har den en evne til at tilvejebringe personlige åbenbaringer hos skrivemaskinisten i første person – den er desuden i stand til at formidle tanker og følelser, der kan viderebringes til en anden i brevform. Og i helt sjældne tilfælde, som her, kan en skrivemaskine ved tilfældets kraft skænke sin indehaver en uforudset historie fra en helt tredje hånd! En historie, der skjult i en af fortidens sprækker og ad omstændighedernes snørklede veje er rejst frem til én. Vilkårligheden giver os hver især et antal uventede gaver. Usandsynlige sammentræf, tilfældige møder med særlige fremmede eller overraskende scener, der udspiller sig for øjnene af os. Man må værne om disse sparsomme gaver. Holde øjnene åbne for dem. Og, om muligt, formidle dem videre til andre, også selvom de blot er smålumre, muntre fortællinger. Det er hermed gjort.

More from Emil Groth Larsen

Sandhedsmaskinen og fødselsdagsgaven

Omstændigheder ved fundet af en lummer historie i en skrivemaskine (mere…)
Læs mere