Se på panden for fanden!

“Se på panden for fanden!” Rimet, højst sandsynligt utilsigtet, men det var beskeden ikke. Det blev understreget ved, at den unge fyr greb fat i sin kæreste, drejede hende rundt for med en hurtig snurretopsudligning at stoppe talestrømmen fra hendes mund.

Et kort øjeblik landede hendes læber i en stram, rød spids, så væltede de over i en måbende runding.

Hun havde nu fået øje på det samme som ham.

Jeg behøvede ikke kigge. Havde allerede set ham. Fyren som parret kiggede på, og talte om med hviskende stemmer.

Det var en ellers almindelig udseende mand havde det ikke været for hornene i hans pande. De to hudovertrukne stålkegler, derunder Nettos fægtende, neongule lyssværd, skinnede som for at lede al øjentrafik hen på sig.

Med ét forvandlede stedet sig fra at være super til bare at være et marked. De grå gange blev til støvede stier mellem boder og handlende folk. Jeg var tilbage i det 17. århundrede. Betragtede menneskemylderet samle sig i en klump. Omringe en fyr, som de lod mig forstå hed Lazarus Colloredo. En italiener, og eftersigende flot fyr, som tjente penge på at løfte en flig af kappen.

fig-12-colloredo-brothers-1634
Colloredo brødrene fra 1634

Ikke at han var stripper, om end han dog havde legemsdele at vise frem – bare ikke sine egne.

Et sus gik igennem forsamlingen. Lazarus måtte have trukket tæppet til side. Lige nu være ved at vise både overkrop og ben frem. Dele, der tilhørte hans bror Joannes Baptista Colloredo, og som eftersigende så ud til nærmest at være vokset ud af Lazarus’ mave. Og dér hang han bare, den sammenvoksede tvilling. Uden at bevæge sig eller mæle en lyd … Medmindre, fortalte folk mig, at man rørte ved hans bryst.

Et højt skrig flår mig tilbage til det 21. århundrede.

En lille pige vræler op og hiver i sin mors jakke. ”Jeg vil have skumfiduserne! Jeg vil have skumfiduserne! Jeg vil have skumfiduserne!”, råber hun til sin mor, der prøver at få styr på både pige og vogn, men som kun har held med det sidste. Hjulene lystrer nemlig i en rap parkering. Bremser lige ud for papvinen, som jeg tænker hun burde tage sig en sjat af. For pigen bliver ved. Råber og skriger. Smider sig på gulvet i en parallelparkering, der spærrer al gennemgang. Jeg er heldigvis på den rigtige side og skynder mig ud.

Udenfor er tågen lettet lidt. Rygerne er atter blevet synlige trods forgæves forsøg på at lægge sig slipstrømmen fra bilernes udstødning.

Jeg ryger ind i tanker om mennesker, der ligesom fyren i Netto vælger at ændre deres udseende radikalt. Rolf Buchholz, tyskeren der med sine i alt 453 piercinger holder rekorden som verdens mest piercede mand, og som ud over disse også har to horn i panden og tatoveringer fra hals til tå. En kropsudsmykning der ikke har påvirket den 52-åriges arbejdssituation, idet han forsat er ansat som IT specialist. Anderledes forholder det sig med Maria Jose Cristerna, Vampire Lady of Mexico, der efter sin transformation har skiftet profession fra at være advokat til nu at ernære sig som tatovør.

vampire woman1
Genet beskriver i “The Miracle of the Rose” tatoveringen, som en kærlighedserklæring til livet som lovløs. Vampire lady og tatoodiva af Mexico må i den kontekst erklæres aldeles fredløs.

Men begge har de trods deres meget signifikante fysiske forvandling formået at bevare en arbejdsrelation til samfundet, omend de unægtelig skiller sig ud.

Samme kan ikke siges at gøre sig gældende i tilfældet med danske Micky Juul. Den ansigtstatoverede kontanthjælpsmodtager der kom i mediernes søgelys, efter Ole Birk Olesen (LA) d. 24. september 2014 i en blog på Politiko.dk skrev, at mennesker, der bevidst forsøger at skille sig ud med fx ansigtstatoveringer, niqab eller rygmærke, ikke burde være berettiget til kontanthjælp eller dagpenge. Dette var Micky Juul ikke enig i, som man kunne læse i BT den følgende dag, fordi han mente, at han ville være tvunget ud i kriminalitet, hvis ikke han kunne få offentlig støtte.

En del diskussion fulgte efter på de sociale medier. Holdningerne var overvejende delt mellem dem, der ligesom Ole Birk Olesen mente, at Micky Juul måtte tage konsekvensen af egen handling og klare sig selv, og så de mennesker hvis opfattelse er, at man må se ud, som man vil og naturligvis skal have samme rettigheder og muligheder for hjælp som alle andre. Horn i panden og tusser på kinden eller ej.

Vandene blev så kraftigt delt, at selv Jesus ville have været misundelig.

Vandene deler sig også i mit hoved. På mit hoved. Det er begyndt at regne.

Små dråber lander i mit hår. Glider langsomt ned efter kortvarigt at have søgt ophold på den enten ene eller anden side af min skilning, men jeg er nu alligevel ikke i tvivl om, hvor jeg står, for der er noget underligt ved det; at ét menneskes bevidste valg om at ændre sit udseende kan medføre en ændring af andres opfattelse af, hvorvidt denne person herefter er ligestillet med alle andre.

Den meget aktuelle debat om ytringsfrihed synes med dette eksempel kun at gælde på papiret, når stærke, personlige og fysiske udtryk er undtaget og kan få selv de mest dedikerede Voltaire fans til omformuleret at sige: ”Jeg bryder mig ikke om dit udseende, og vil ikke kæmpe for at du må se sådan ud.”

Og så dog … Der er undtagelser. Situationer, hvor det er tilladt at redigere sit udseende. Censurere alderdommen bort. Give det et yngre udtryk og i det hele taget modificere det ved hjælp af plastikkirurgi og skønhedsoperationer, når bare det er for at opnå et resultat, der passer ind i den gængse opfattelse af, hvad der er normalt, perfekt.

Et par høje, slanke piger passerer mig. Begge er de iført så stramme jeans, at selv Isaac W Sprague ville have været misundelig. Skeletmanden, som han også blev kaldt, og som på tidspunktet for sin død i 1887 kun vejede knap 20 kg. Meget mere havde vægten aldrig vist, fordi han i en alder af 12 år stoppede med at tage på. Han var bogstaveligt talt skind og ben og kunne af samme grund ikke varetage almindeligt arbejde, hvorfor han ligesom Lazarus Colloredo måtte tjene penge ved at vise sig frem, dog under mere ordnede forhold og som del af P.T. Barnums cirkus og sideshows, der turnerede i det 19. århundrede.

Isaac W. Sprague begyndte at tabe sig som 12 årig, og da han fyldte 44 vejede han omkring 20 kg. Han turnerede med Circus Sideshow som viste ham frem under titlen Det Levende Skelet.
Isaac W. Sprague begyndte at tabe sig som 12 årig, og da han fyldte 44 vejede han omkring 20 kg. Han turnerede med Circus Sideshow som viste ham frem under titlen Det Levende Skelet.

Ordnede forhold som der også er tale om i dag, når knogletynde modeller rasler op og ned af catwalken for at vise sig frem. Nu foregår det bare ved Mode- og ikke Freakshows og så er det under dække af design, at de både tjener som indtægtskilde men også forbillede. Et ideal for mange andre, der pludselig har ændret opfattelse af, at man ikke er et misfoster, fordi man er unaturligt tynd.

Mode apropos, så ligger NØRGAARD PÅ STRØGET lige dér. Langs husmuren. Det står der i hvert fald sort på hvidt. Bukket i plast på posen der henslængt slår sine folder under stænk af grålange fugleklatter. Fuglene vil skide på, hvad der er mode eller ej, når den alligevel er så hamrende inkonsekvent og dobbeltmoralsk og lader folk få implantater og permanente streger omkring øjnene, fordi det ifølge den er de ”tilladte steder”.

Lige rundt om hjørnet dukker en ekskrementfarvet bygning op. Mine øjne klistrer sig fast til ordet, der står skrevet på facaden.

ludEr

Det lille bitte ord klæber sig fast til min bevidsthed. Bogstaverne, der er lavet med tyggegummi, morer mig i sin substans, som en eller anden har gnasket sig frem til for herefter med fingrene at kunne rulle ud som budskab. Jeg overvejer at stikke snuden lidt for langt frem. Snuse mig frem til om der er et underliggende motiv, en dybere mening, selvom jeg på forhånd ved, at der blot er tale om frugt-, lakrids-, mint-og i særdeleshed dårlig smag.

Dårlig smag som det også blev hen mod slutningen af 1800-tallet at tage til freakshows. Man ændrede holdning fra at se på det som underholdning til at betragte det som udnyttelse. En ændring i opfattelse der formentlig skyldtes de store fremskridt lægevidenskaben gjorde, og som kunne give naturlige forklaringer på, hvorfor de såkaldte freaks så ud, som de gjorde.

Det får mig til at tænke på, om ikke billedet er vendt igen. Om ikke det nu modsat er sådan, at man netop med begrundelse i lægevidenskaben på tv kan tillade sig at udstille mennesker med forskellige skavanker og lidelser, når blot man legitimerer det med påskuddet om, at det er ’oplysning til folket’ og i form af programmer som fx ”Krop umulig”. Uanset, så ændrer det ikke ved udsendelsens præmis om, at der helst skal demonstreres noget abnormt og grotesk, for at den kunne tænkes at tiltrække et publikum.

Docusoapen ”Familien fra Bryggen” er med Linse og Lebbe-Lone et godt eksempel på, at det er den atypiske del af befolkningen, der ender i rampelyset, og som tjener penge på samme måde som aktørerne i fortidens freakshows. For der er penge i det. Både for tv-selskab og producenter men også for de medvirkende selv, der pludselig tjener penge på at udstille sig selv, fordi de skiller sig ud. Sjovt nok medfører denne opmærksomhed også en mere generel form for accept af de medvirkende. En accept der ikke var til at få øje på i sagen om Micky Juul, og hvor man ikke kan lade være med at spekulere på, om han skulle have haft sit eget tv-show.

Jeg er nået frem til det striglede Frederiksberg. Roder rundt i tanker om Freakshowets mulige genopstandelse og spekulerer over, hvorvidt det i så fald ikke kun kommer nogle af de udstødte til gode, mens det lader andre i stikken.

Reklamen, der tidligere hang i standeren, er blevet skiftet ud. En ny plakat har taget pladsen på bekostning af den tidligere, hvis slogan, jeg altid hang fast i: ”UNITE ALL ORIGINALS”

Men originaler lader ikke altid til at være forenelige med et samfund, der skiftevis hylder og skammer dem, tænker jeg, mens jeg når frem til Frederiksbergcentret, der igen kan trække vejret frit uden det store, korsetlignende stillads. Efter en dyb indånding, beslutter jeg mig for at tage bussen resten af vejen hjem, hvor fjerde sæson af TV-serien ”An American Horror Story – FreakShow” venter mig.

More from Inge Pernille

Mit falmende Narnia

Ukendte universer, narkotiske fantasier, magiske drømme - computerspillene har det hele -...
Læs mere