Tilbage til naturen – på film og i TV – med bonderøve, aber og kannibaler

Intet bliver som før  – titlen på den canadiske journalist Naomi Kleins nye bog om klimaforandringerne – siger desværre det hele. Vi, som er ved at save den gren over, vi selv sidder på, er nødt til at vågne op og finde tilbage – eller frem  – til naturen: Tilbage som vagabonden i Into The Wild (2008) eller jyske Frank Erichsen, der i Tv-serien Bonderøven (DR, 2017-14) på 13. sæson søger tilbage til tidligere århundredes landbrugskultur Frem som f.eks. heltene i filmene Avatar (2009) og Interstellar (2014), der på uspolerede planeter udforsker mulige fremtidsløsninger på vor arts eksistenskrise. Tendensen er klar – på film og tv genfortolkes menneskets forhold til naturen.

Skoven – livets marv
Naturligvis er forholdet til naturen blevet taget op til nyfortolkning mange gange før. Ser vi os over skulderen, 100 år tilbage, finder vi en naturglad og kulturkritisk bevægelse af teosoffer og naturister (nudister), der 50 år senere, i 1970’erne, blev efterfulgt af hippierne der vendte masseproduktionen ryggen og flyttede i nybyggersamfund  som Christiania og Thylejren. I århundrederne forinden vendte romantikkens kunstnere og filosoffer ryggen til oplysningstanken og fremskridtet for at søge poesien og følelserne i naturen. De søgte efter det enkle liv på landet (guldaldermalerne), naturmennesket (Jean-Jacques Rousseau 1712-78), eller eneboerlivet, som beskrevet i f.eks. Livet i Skovene (1854) af Henry David Thoreau, der i filmen Døde Poeters Klub blev citeret for den vilde romantiske sætning: ”I went to the forest to suck the marrow out of life”.

Pierce Brosnan som Robinson Crusoe (1997)
Pierce Brosnan som Robinson Crusoe (1997)

Det nye ved vores samtids naturfortolkning er, at mainstreamkulturen – og hermed størstedelen af befolkningen – er med på en kigger. På tv og på film følger millioner med i, hvordan menneskets forhold til naturen nyfortolkes. Og modsat tidligere tiders tilbage-til-naturen-fortællinger, som Tarzan, Junglebogen og Robinson Crusoe  og senere kostskoledrengene i Fluernes Herre og Tom Hanks i Cast Away – der alle har hovedpersoner, der ender i naturen ved et uheld – så opsøger de nye naturfortællingers hovedpersoner naturen med vilje: The Beach (2000), Into the Wild (2007) Avatar (2009), Interstellar (2014), for ikke at glemme Bonderøven – den autofiktive seermagnet med seertal oppe på 700.000 i Danmark og 800.000 i Sverige.

Frank Erichsen aka Bonderøven
Frank Erichsen aka Bonderøven

Bonderøven, hipstere og et udfordret mandeideal
Når over en halv million danskere uge efter uge, år efter år, følger Bonderøven – først på DR2, senere i primetime på DR1 – søger de med ham tilbage til naturen. DR’s seermagnet, reality-serien Bonderøven, har naturelskeren Frank Erichsen i centrum som det evigt selvforsynende og bæredygtige gør-det-selv-menneske: Gående bag sin hest, pløjer og sår han, han opdrætter og slagter sine egne dyr, blander kalk, garver skind og presser cider. TV-fænomenets kritikere – især kultiverede mænd med mindreværdskomplekser, skæggede og tatoverede hipster-handyr fra stenbroen – er forbavsende hurtigt enige om, at det jo ikke er gennemført, når ikke det er ”all the way”. For principielt set må manden, der opdrætter sit eget kød og sår sin egen hvede med hest, egentlig benytte sig af både elektrisk boremaskine og gammel mobiltelefon?

Her udstilles en tordnende forsvarsmekanisme blandt mænd, der føler sig udfordret på mandeidealet, for det er unægteligt både mere mandigt, menneskeligt og naturligt at være 85 % selvforsynende end blot 3 %! Men selvfølgelig kan danskernes økohelt udfordres på sin livsfilosofi. Jeg gjorde det blandt andet selv, da jeg skæv af morfin fra tandlægen, interviewede ham på hans hyggelige landsted, Kastanjegården i Djursland, tilbage i 2010.

Efter flere timer ude i kulden, hvor vi havde talt om børnenes fremtid på planeten og potentialet for et ”selvforsyner-parti”, blev jeg inviteret inden for i varmen. Her i privaten sad hans kone Terese med de to landskendte børn og bød på håndmalet kaffe. Båndoptageren var slukket, men hvad vi talte om tåler dagens lys. Både Frank og jeg havde talt os godt varme. Frank lænede sig tilbage og udfordrede mig ved at sige, at hvis alle mænd var landmænd, ville verden da være et bedre sted.

Ikke alle er født med en le i hånden
Morfinen gør én grovere – og muligvis sjovere, så jeg svarede groft, at hvis én af deres børn døde, kunne de ikke spise sig ud af sorgen, så måtte de til byen og tilkalde en musiker, der kunne hjælpe med sorgbearbejdelsen. Min pointe var, at samfundets vareudveksling beror på biologiske forskelle mellem mennesker, der gør at den ene er bedre til kropsarbejde end den anden, og den anden bedre til følelses- eller åndsarbejde end den tredje etc. Frank sad stille en tid og sagde så cirka således.: ”Jeg kan faktisk selv skære mig en fløjte af en gren. Jeg kan også spille en sang på guitar. Hvad er det nu for én, Terese?” Terese, som sad i den anden ende af rummet, mumlede loyalt: ”Hjulene På Bussen”.

Bonderøven er oppe på 700.000 seere i Danmark og 800.000 i Sverige.
Bonderøven er oppe på 700.000 seere i Danmark og 800.000 i Sverige.

Tørt tilføjede jeg, at lige dén sang ikke hjalp mod sorg. Og så skreg vi alle tre af grin. Jeg missede den sidste rutebil, hvorfor Frank tilbød mig et lift til toget. Mens han ræsede gennem de mørklagte snoede veje, spurgte han mig bekymret om hvorvidt jeg troede, at det med bæredygtighed og selvforsyning var en modedille.  Jeg svarede resolut nej: Ligesom den globale opvarmning, er behovet for naturlighed kommet for at blive.

Den arbejdssomme jydefamilies liv er noget af dette tætteste danskerne kommer på et eksempel på en familie, der lever i så vidt mulig overensstemmelse med naturen. Det unaturlige element synes her at være gruppens størrelse. Kun tiden vil vise, hvor mange – og især unge mennesker – der vil tage den selvforsynende livsstil op og skabe andet og mere end tv-reformation og seer-bevægelse.

Interstellar: Art søger ny planet – filmen som naturromantisk eksperimentarium
Hvor byhaver og genbrugsinitiativer kun gradvist tiltager, er filmkunsten et interessant eksperimentarium for Det Store Spring Tilbage. Her i manuskriptforfatternes fantasi og intellekt kan menneskeheden forsøge at vende tilbage til naturen.

Det er sagt, at vi for at brødføde os selv om 50 år har behov for flere planeter end vores egen, og at jorden slet ikke kan opfylde velfærdsidealet, hvis hele menneskeheden vil opnå det forbrug, som de rigeste i den vestlige verden nyder godt af nu. Svaret er selvfølgelig, at vi, som har det hele – køleskabe, tv, smartphones, biler og jordomrejser – bør udøve mådehold og omlægge vore vaner, for netop som forbilleder at vise vejen frem for alle.

I Christoffer Nolans storfilm Interstellar, som fik premiere d. 6. november, er løbet kørt. Økologien er brudt sammen og menneskeheden sulter, hvorfor det vigtigste af universitetets fakulteter er blevet – landbrug! Det er blevet for sent at vende tilbage til naturen og leve op til Frank Erichsens, Bonderøvens – udtalte ønske om, at alle mænd burde være landmænd. Den eneste afgrøde, der endnu kan dyrkes er majs.

Amerikanerne, der altid gerne vil redde den verden, som de statistisk set er bedst til at ødelægge pt., har heldigvis NASA, og de planter en mission i naboens solsystem. Helt som i et eventyr af Brødrene Grimm, eller i Niels Klims Underjordiske Rejse af Holberg, rejser amerikanerne nu fra den ene planet til den anden for at vende tilbage til en uspoleret natur, tilsyneladende kloge af skade(!). 12 astronauter er blevet sendt ud – blot tre er ikke døde og har sendt signaler tilbage: Kom bare!

Matthew McConaughey tjekker ny planet ud
Matthew McConaughey tjekker ny planet ud

Signalerne fra den første planet, der er dækket af vand og dræbende bølger store som bjergkæder, viser sig at stamme fra en afdød. Signalerne fra den anden planet, der er dækket af is og har 67 timer lange nætter, er det rene snyd eftersom astronauten dér har gjort alt for at blive hentet hjem igen: den er slet ikke beboelig for mennesker. Kun på den tredje planet lykkes det at begynde på en frisk – men kun fordi en faderlængslende astronautdatter på Jorden i sidste øjeblik løser en kvantemekanisk gåde, der gør det muligt at ophæve tyngdekraften og snyde tiden.

Mødet med naturen er således betinget af en høj IQ: menneskets dybeste natur, der må være nøglen til at overleve selvudslettelsen, er således ikke kun kærligheden mellem adskilte forældre og børn, men også kvantemekanik og astrofysik: problemet er bare, at atomfysikeren Albert Einstein havde så unaturligt en høj intelligens, at han i flere døgn kunne fortrænge sine instinkter for at arbejde med tal i stedet for at spise og sove, hvad resulterede i, at han drattede bevidstløs om – indtil rengøringskonen kom.

Avatar: Indianere i det ydre rum – en fortælling om oprindelighed
I sin storfilm Avatar (2009) forsøgte James Cameron at skabe et bæredygtigt naturfolk af blå halebærende regnskovsindianere på en fremmed planet. Her flyver de på tæmmede øgler og har en hellig forbindelse til planetens træer, som ”kommunikerer med flere synapser end menneskets hjerne”.  Navierne – som menneskene kalder det vilde naturfolk – har i deres fletninger en neural dusk, der ligner rødderne fra en hyacint, og som de kan forbinde med både dyr og træer – den ultimative legemliggørelse af det moderne on-line-menneskes naturlængsel.

Navier: I baggrunden th. en blå Sigourney Weaver med hale
Navier: I baggrunden th. en blå Sigourney Weaver med hale

Ligesom i den første film, der tog den globale opvarmning alvorligt, Waterworld (1995), står fjenden i Avatar i forbindelse med et energiselskab (i Waterworld padlede fjenden rundt i en supertanker og havde adgang til planetens sidste olie). Skoven på planeten Pandora må fældes for at energi og mineraler kan udvindes og sendes tilbage til Jorden. Først da stammens gigantiske verdenstræ fældes af kamphelikoptere med brandbomber, kalder navierne hele planetens natur til kamp og sætter menneskene til vægs. I det afgørende slag råber energiselskabets sikkerhedschef til Jake, mennesket, der har skiftet side: ”Så hvordan er det forråde sin egen art?” Det er netop, hvad Jake har gjort, for, som han bekendte for navierne: ”Planeten Jorden er ikke længere grøn – vi har aflivet vores Almoder”.

Ikke for ingenting hedder regnskovsplaneten Pandora,efter den græske myte, hvor Pandoras æske, som hvis den mod loven åbnes, vil udspy alle alverdens lidelser over menneskene. En udmærket lignelse over naturen, hvis ekstreme vejr mennesket har åbnet op for gennem sin overlegenhedskultur. De få mennesker, der ofrer deres liv på naviernes side, får via Sjælenes Træ enten ånden optaget af Moder Jord, Eywa, eller overført og genfødt den til et andet legeme.

Skønt menneskene bag filmen har taget kampen op for naturen, og mod grådige og brutale energiselskaber, har de hverken opgivet ønsket om at flyve eller overleve døden; to træk ved menneskenaturen, der udgør en særlig hårdnakket grund til vores ”overnaturlighed” og umenneskelighed.

At vende tilbage til naturen er der i mod tidens udfordring: James Cameron har udtalt at vi i 2016-17-18 får Avatar 2, 3 og 4 – og får vi at se, hvorledes naturerkendelsen udvikler sig.

Aberners planet eller vores?
Abernes Planet, Revolutionen (2014) behandler tilbage-til-naturen-temaet her på Jorden og åbner med følgende hårrejsende radiostemme: This is it. Maybe this is how it ends. Pretty soon there won’t be anyone of us left.Fra rummet ser vi alt lyset fra verdens storbyer gå ud. Godnat, menneskehed. Kontinenterne bebos nu af chimpanser, der ufrivilligt har overtaget styringen – dels via en abevirus, som vi kender dem fra AIDS og Ebola – dels ved at være brudt ud fra diverse laboratorier, nu iført ”forbedret” arvemasse. Således er menneskeheden vendt tilbage til naturen ved, at vor genetiske forfar har trykket på genstart i evolutionær forstand: Det hele er startet forfra uden os, eller også starter vi forfra, som vi engang var. Aberne fisker og jager med redskaber, har fødsel- og begravelsesritualer, rider på heste og kommunikerer på et sprog bestående af tegnsprog, abelyde og amerikansk.

Abernes Planet, Revolutionen (2014)
Abernes Planet – Revolutionen (2014)

Da en mindre gruppe mennesker viser sig at have overlevet i den tilgroede storbyjungle, er chimpanserne i vildrede.  Aberne tilbyder menneskene fred, men menneskene, der er ved at løbe tør for benzin, er kun forhandlingsvenlige, så længe de ingen energi har. De pønser på at genstarte en dæmning og udrydde aberne. Helt i overensstemmelse med FN’s klimapanel er det energien, der er menneskets akilleshæl – vort sårbare sted – der sætter den selvudråbte guddommelighed over styr.

Og nu vi er ved Akilles hæl, så både var og er den græske mytologi fuld af forvarsler om menneskets energibesættelse: Prometheus stjal ilden fra guderne (for at blive tortureret som straf!) og Ikaros fløj for tæt på Solen og styrtede brændende i havet. Men menneskene i Abernes Planet læser ikke græsk mytologi, de har stadig Menneskenes Planet på plakaten. Efter at have overbevist aberne om, at de blot vil have elektrisk lys ud af dæmningen, indgår de to arter en midlertidig fredspagt, der afføder en mindre udveksling: Menneskene får lov at restaurere dæmningen, hvis de destruerer deres våben, og aberne indvilger i at få penicillin. Men da et gammelt forsøgsdyr får tilbudt alkohol af et par skydegale rednecks, skyder aben dem med glæde.

Ligesom i Bent Hallers børnebog Fredsaberne ligger syndefaldet i våbenbruget. I Abernes Planet resulterer abernes begrundede angst for menneskenes våben i, at de overtager dem. Udryddelseskrigen bryder ud.  Heldigvis findes høge og duer på begge sider og abernes detroniserede konge – Cæsar (ikke Tarzan) – nægter at udøve artsracisme. Han vil hverken stole blindt på sine egne, fordi de er aber, eller mistro menneskene, alene fordi de er mennesker.  Hvad vi, menneskene, ikke kan sige os selv, må aberne altså sige os – i animeret form. En bittersød lektie.

Motion Capture hedder teknologien, der i sin tid muliggjorde at instruktøren Ang Lee selv, iført en bunke dioder,kunne spille Hulk, og som gjorde alle avatar-figurerne så menneskelige. I Abernes Planet spilles alle aber således af mennesker (ligesom alle menneskene, ifølge evolutionsbiologerne,må siges at spilles af aber!). Skuespilleren Andy Serkins, der spillede Gollum i Ringenes Herre, gjorde netop Rise of The Apes (2011) til noget af et tilløbsstykke ved at tilføre chimpansen Cæsars sine instinkter, følelser og sin mimik. Efterfølgeren Abernes Planet: revolutionen byder ligeledes på tankevækkende efterabning og er, med sin analyse af menneskets frafald fra naturen, bestemt seværdig.

Into the Wild (2007)
Into the Wild (2007)

Naturen som skrækvision og inferno: Mørkets hjerte
I storfilmene Avatar og Interstellar forsøger menneskeheden at finde frem til naturen på andre planeter, nede på Jorden i filmene The Beach (2000) og Into The Wild (2007) forsøger to unge romantiske vagabonder at vende tilbage til naturen, hvilket ender galt for dem begge, især for hovedpersonen i den sidste, der dør af svampeforgiftning i ødemarken. I den grumme The Green Inferno (af Eli Roth, 2013) tvinges en gruppe unge miljøforkæmpere til at tage deres natur- og menneskesyn op til revision i regnskoven. Naturen, der er djævlen selv i både det indre og det ydre, er slet ikke værd at ønske sig forenet med! Eli Roths pessimistiske – og provokerende – skrækvision over menneskets tilbagevenden til naturen er endnu uudgivet. Ballade i kulissen har udskudt premieren på ubestemt tid (hvilket virker symptomatisk, da filmen handler om menneskets vanvid?). Traileren viser med al tydelighed, hvor galt det,ifølge Eli Roth,kan gå, hvis man forherliger naturen og naivt søger dens oprindelse. Filmen ligner en bestialsk kommentar til moderne miljøforkæmpere og ”tree-huggers” naturglæde, og traileren indledes med følgende moralske lokkemad:

80.000 hektar bliver fældet hver dag (man ser skovfældningsmaskiner der gnaver løs) Men der findes mennesker, der vil gøre alt for at beskytte den. Til sin bekymrede far siger en ung smuk kvinde mere dumt end naivt: Jeg vil bare gøre noget for regnskoven. Dernæst ombord på propelflyet, efter at gruppen af naturbeskyttere har nydt den stedsegrønne frodige peruvianske regnskov fra oven, og hørt gruppens leder begejstret råbe: Det er tid til at gøre en forskel!, styrter de ned gennem trækronerne. Staklerne vågner op kniplede i kanoer, sejlet af uhyggeligt bemalede regnskovsindianere. Bastet og bundet bliver den unge gruppe nu bemalet af deres redningsmænd.

Derpå følger klip af tortur, der glider over i ofringer, der igen glider over i kannibalisme. Ikke en eneste dyd – forbliver ustraffet. En kvinde slipper væk og basker hostende rundt i en flod. En sidste – besynderlig? – tekst lyder: Indianerne i denne film er aldrig blevet filmet før. Og af den man slutte, at enten er disse virkelige naturmennesker, der står i skarp kontrast til de blå fantasi-indianere i Avatar, sande naturtalenter udi ondskab – eller også har de sagt ja til at medvirke i verdens værste branding-projekt, der om muligt vil gøre dem ligeså syge i hovederne, som de storbymennesker, der står bag filmen. I traileren triumferes der da også: From the twisted mind of Eli Roth.  

The Green Inferno. Velkommen til naturen!
The Green Inferno. Velkommen til naturen!

Naturen og menneskenaturen

Traileren for The Green Inferno får os ikke kun på den tanke, at naturen er ond og ikke værd at vende tilbage til, men også på, at det snarere er menneskenaturen og ikke naturen, den er gal med? Her kunne den danske filosof og forfatter Villy Sørensens protest være på sin plads: Hvis dét er naturen – så er jeg i mod naturen!

Og så bliver kravet at vi på vejen tilbage til naturen samtidig må lægge menneskenaturen bag os. Var det paradisæble, som Adam og Eva tog en bid af – og som gjorde dem til mennesker – i virkeligheden dem selv? I så fald må de moderne mennesker, i stedet for at søge optagelse blandt blodige urfolk og rå indianere, søge tilbage til religionerne, hvor kroppen, drifterne og naturen søges betvunget af ånden, der søger ly i himlen, i stedet for på jorden.

Dog – før skrækvisioner og sortsyn helt vasker naturoptimismen af os, kunne man henlede pessimister som Eli Roths opmærksomhed på de mange regnskovsaktivister, der de sidste tyve år er blevet slået ihjel i Sydamerika, Indonesien og Afrika: de myrdedes nemlig ikke af indianerne, hvis habitat, de prøvede at beskytte, men af skovrydningsselskabernes sikkerhedsfolk.

Hvad vi trygt kan regne med er, at alle vore samtidige vender tilbage til naturen – på kirkegården, hvor den bare jord, træerne og buskene igen bliver vores omgivelse – ligesom i begyndelsen for mange millioner af år siden.

Måske fordi vi er i krig mod naturen, ender vi med at ville hvile i fred i den.

More from Jeppe Marsling

Den flotte, den sande og den pinlige. Hvorfor kunstmalere på film?

Er det i grunden ikke idiotisk at portrættere store kunstnere på film?...
Læs mere