Den flotte, den sande og den pinlige. Hvorfor kunstmalere på film?

Er det i grunden ikke idiotisk at portrættere store kunstnere på film? Deres kunst – billeder, musik og bøger – sælger ganske vist billetter, men bør vi ikke nøjes med kunsten, samt en velskrevet faktuel biografi om dem, og så springe biografbilletten over? Måske endda biografien? Værker om store mennesker skal jo lede os hen til dem og ikke stå i vejen for dem! Som i alle genrer findes her mesterværk og makværk: Og her følger en gennemgang af film om Turner (2015), Pollock (2000), Renoir (2012), Picasso (1996), Frida Kahlo (2002) og Basquiat (1966), samt en diskussion af hvad, der mon gør en fiktiv kunstnerportræt-film til enten flot, sand eller pinlig.

Tre kriterier at opfylde: Tidsbilledet, dramaet og malerkunsten
På et tidspunkt i filmen ”Basquiat” (1996) om den unge afroamerikanske 80’er-maler fra gaden, får det unge stjerneskud en krise over den syrlige opmærksomhed han tildeles fra det etnisk hvide parnas, hvortil hans kunstnerkollega – Gary Oldman – siger: ”Hey, dit publikum er ikke engang født endnu”.

Et spændende udsagn der nagler alle tre kategorier oppe i overskriften. For en kunstners egentlige drama er at være kunstner i sin tid. Det er et livsdrama, som kunstneren kan slippe mere eller mindre helskinnet fra. Kunstnerne – musikerne, malerne, digterne, filmskaberne – forsøger at fortolke deres liv i deres samtid, og skulle det lykkes at finde et personligt formsprog – en stemme – er det ikke sikkert, at det lykkedes dem at blive hørt.

En film om en kunstners tilblivelse og kamp for kunsten, vil, hvis den lykkes, altid give et tidsbillede og skildre et livsdrama, det følger af sig selv. Men oftest ser vi film om kunstnere, hvor en forståelse af deres kunst omvendt søges gravet ud gennem den samtid eller biografi, som selvsamme kunst burde kaste lys over, indefra og ud. Hvis filmene ikke tager udgangspunkt i kunsten (som selve kalejdoskopet for både tiden og den personlige biografi) bliver filmene i sig selv ikke kunstneriske, men pinlige og forcerede. De manuskriptforfattere, der ikke fornemmer deres kunstners grundfortælling, forsøger i stedet at skabe en løjerlig fortælling – ”Modigliani” (2004) eller ”Goya’s Ghost” (2006) – som på en måde øver vold mod den historiske virkelighed, samt det værk, der er efterladt os. Ikke fordi det ikke kan være underholdende at bruge et tidsbillede og dets kunstnere – Woody Allen bruger det lunefuldt i ”Midnight In Paris” – men kun i spøg og som ramme for en anden nutidig fortælling, ikke som lutter åndsturisme.

Store mennesker, små liv
Omvendt diktatoren Adolf Hitler der forsøgte at erobre Europa, og var så ubegavet at han sendte en ekspedition ud for at opdage indgangen til verdens indre, levede komponisten Johann Sebastian Bach stort hele sit liv i den samme by, hvor han havde det samme job. Han var et stort menneske med et lille liv. En international undersøgelse skal have vist, at klassiske musikere regner ham for at være den største komponist, der har levet, og den de helst lytter til. Det siges også, at Gud spiller Mozart i receptionen og Bach ude i privaten. Gennem to ægteskaber fik J.S. Bach 20 børn, hvoraf de ti døde, hvad børn jo gjorde i 1600-tallets Tyskland.

En film om ham virker rimelig latterlig at forestille sig: Bach går på arbejde i kirken og spiller orgel. Det er en smuk kantate vi hører. Da han kommer hjem siger hans kone: Kleine Heinz – nr. 16 – er forkølet og har feber. Bach skriver en ængstelig fløjtesonate. Næste morgen er Heinz død. Bach skriver en gribende cello-suite. Efter ti dage med gråvejr og mol, laver hr. og fru. Bach nr. 17. Næste morgen komponerer Bach en velsignet og fnug let kantate i dur. Det banker på døren. Fru Bach siger: Kleine Katrin – nr. 12 – hoster så fælt. Etc. Langsomt ville der gå Monty Python i den, og på et tidspunkt ville nogen fnise på bagerste række.

Og dog er der kunstnere, hvis liv er værd at skildre. Hvor kunstnerens liv bliver afgørende for kunstnerens værk. Den uheldige mexicanske maler Frida Kahlo (1907-54) havde et både dramatisk og tragisk liv. Og filmen Frida viser hvordan tiden, hendes eget drama, samt hendes kunst slyngede sig ind i hinanden.

Frida Kahlos egen illustration af ulykken, 1926
Frida Kahlos egen illustration af ulykken, 1926

”Frida”: Et mesterværk af Julie Taymor
Som 18-årig blev Frida Kahlo knust i en sporvognsulykke og brækkede rygsøjlen, kravebenet og to ribben. Hoften brækkede tre steder. En metalstang fra sporvognen gik gennem kroppen og ud gennem skeden. Højre ben brækkede 11 steder og foden blev knust. Ulidelige og uendelige smerter. Alligevel blev hun gift med Mexicos største maler, Diego Rivera (1886-1957), var politisk aktiv og havde et kærlighedsforhold med den russiske kommunist-leder Trotskij, der blev myrdet i hendes hus af Stalins spioner.

Det er levet liv, som Frida fortolker i sine billeder. Handicap og smerte, frugtbarhed og dødelighed, utroskab, abort (hendes tre graviditeter var mislykkede), biseksualitet. ”Frida”-filmens mesterinstruktør Julia Taymor har ligeledes gennem hele karrieren haft øje for dramatisk levet liv (og særligt for Shakespeares dramaer ”Titus” (1999) og ”The Tempest” (2010)), og forløser filmen om Fridas liv – med Selma Hayek i sit livs rolle på alle tre planer; tidsbilledet, dramaet og malerkunsten. Tilmed portrætteres Mexico i sanselige sange og billeder, som man sent vil glemme. Man glemmer aldrig hospitalsscenen, hvor læger og sygeplejersker fremstilles som smaskende skeletdukker med rigtige tænder. Det er filmkunst af allerhøjeste karat:

”Frida” er en smuk og rørende film – én af de bedste, ikke blot inden for genren, men i det hele taget som filmkunst generelt. Dén kærlighedens smerte som både kunstnere og deres muser føler, og som følger med kunstneres behov for erotisk inspiration – og som hverken blev udlevet i filmene om Renoir eller Picasso – bliver i ”Frida” udlevet for blæsende gardiner. Og det minder om, at kærligheden i kunstnerlivet også kan lære os mennesker om kærlighedens kunst. Fridas Kahlos personlige livs- og dødskamp fremstilles af Taymor og Hayek så indfølt og lærerigt, fordi den først og fremmest er en universel kamp for kærlighed og kunst.

Læs Frida Kahlo – det slører ikke mere af Annette Max Hansen

At spille et stort menneske
Selvfølgelig kræver det et stort menneske at spille et andet stort menneske. Men det kræves også af instruktøren at han/hun finder den rigtige til hovedrollen. Ligesom det siges, at der kun findes ét stort mesterværk i en forfatter, nemlig hovedværket om hans/hendes eget liv i tiden, så bruger vi også vendingen om en skuespiller, at han eller hun er i ”sit livs rolle”. Der er altså en erfaring for eller i det mindste en forestilling om, at der findes et pletskud, et bullseye – og en helvedes masse forbiere.

Det er min faste overbevisning, at Ben Kingsley gjorde Gandhi en tjeneste, da han sagde ja til at spille ham i Richard Attenboroughs prisoverøste storfilm, ”Gandhi” (1982). Ikke alene satte han en stopper for at mindre kvalificerede kunne have fået tilbudt rollen, han levede sig så grundigt ind i både Gandhis og den civile ulydigheds væsen, at jeg siden jeg så filmen aldrig har misset en mulighed for at lære mere om manden. Det kan altså lade sig gøre både at caste den rigtige og fortælle historien rigtigt, men det er et kæmpe kunststykke! Og når vi taler film om store mennesker – f.eks. profeter, kunstnere, videnskabsfolk og statsledere – så skal den bare sidde i skabet. Det er en af de få gange, man kunne ønske sig et minimum af censur genindført: Når ellers mesterlige skuespillere som Mads Mikkelsen og Anthony Hopkins forsøger at spille Igor Stravinsky og Pablo Picasso.

At overleve “Surviving Picasso”
Engelsk orden vs. spansk kaos. Efter med stor (selv)ironi at have udforsket det stive engelske sind i filmene ”Værelse Med Udsigt”(1985), ”Howards End” (1992) og ”Resten af dagen” (1993), har Instruktøren James Ivory åbenbart syntes, at NU skulle passionen frem. Og så kastede han sig over den andalusiske pensel-vildmand Pablo Picasso og lavede filmen ”Surviving Picasso” (1996).

Tyfonen Picasso?
Tyfonen Picasso?

Begge de forhold, at han valgte Picasso og castede Anthony Hopkins, som han havde bragt til absolut udfoldelse i sine to sidste film, lød som en god idé, men skulle vise sig at være kejtede misforståelser. For meget kan Hopkins spille; sofistikeret butler og intellektuel kannibal, men andalusisk pikspiller og malerkonge ligger bare ikke til manden. Selv som kulturformidling er en film om spanske Picasso i Frankrig og Spanien med udelukkende engelske skuespillere helt til grin. Tal spansk og fransk, for helvede!

For at gå til kilden: Tyfonen Picasso, der som 61-årig giftede sig med en 21-årig Francoise Gilot, som han fik to børn med gennem ti års ægteskab, og som i en periode havde en ged og ugle boende i stuen, kan opleves male her, live, 4 minutter:

Her, tyve år efter, er endnu en Picasso-film på vej: ”33 dage”. Nu med Zorro-skuespilleren Antonio Banderas i hovedrollen (over for Gwyneth Paltrow). Var produktionsselskabet bag filmen ikke gået konkurs skulle den have haft premiere i 2015. Som omdrejningspunkt skulle filmen have Den Spanske Borgerkrig, og tilblivelsen af Picassos verdensberømte maleri, Guernica, som blev til i april-juni 1937 (og som vort eget Statens Museums for Kunst i øvrigt engang sagde nej til at købe for en slik).

Det er den spanske filminstruktør Carlos Saura, der både har skrevet manuskript og instrueret, og eftersom han var manden bag den intense ”Carmen” (1983), hvor operaens historie udspilledes på en moderne flamencoskole, er der ingen grund til at være pessimistisk før Picasso-filmen får premiere. Bare fordi jeg elsker Picasso og ikke kan stå for Banderas, betyder det ikke at jeg tør se filmen. Præmissen for denne eventuelle biograftur bliver den, at enten skal “33 Dage” have fået lutter gode anmeldelser eller være udskældt som værende så dårlig, at den er underholdende.

Ligheden er ikke slående, men der er spansk blod i årerne.
Ligheden er ikke slående, men der er spansk blod i årerne.

Renoir: Kunst med kød på vs. film uden handling
Der er prosaen bag ved poesien, det almindelige liv rundt om kunsten. Filmskaberen kan så prøve at få listet den sansemættethed, som findes nede i malerierne, op på sit filmlærred. I filmen “Renoir” (2012) bliver det anstrengende, at alle farver gløder, som om huset og menneskene i det, befinder sig i konstant solopgang eller solnedgang. Gentagne gange har man kunnet læse anmeldere, der skrev den både sigende og irriterende sætning; ”Det er en flot film, men den er ikke god”. For ligesom det siges at alt politisk kunst er dårlig og al god kunst er politisk, så kan man tilsvarende sige, at alle gode film er flotte, men ikke alle flotte film er gode.

Men alligevel er der en overensstemmelse mellem filmens forskønnelse og så Renoirs egen. Hvorfor male det grimme? spørger han sin søn, Jean, der er kommet hjem fra 1. verdenskrig som krigsinvalid. ”Et billede skal udstråle lys og lykke”. I skyggerne trives ulykken. Mens den gamle maler idyllen ved floden, lister den unge tavse søn, drengen Coco, af og finder en rådden ræv at stikke i en med pind. Han er søn af en afdød muse, der har stået model til mere end billederne, og som endte ”i chefens seng som alle de andre”.

Filmens fortælling udspiller sig om en purung rødhåret skønhed, der kommer forbi Renoirs hjem for at stå model. Hun danner hurtigt par med den 21-årige Jean, der må se men ikke røre, når hun slænger sig i aftenlyset på chaiselongen foran Chefen. Renoir plages desuden af gigt. Hænder og fødder hæver op i deforme knolde, og smerterne er ulidelige. ”Hvad når du ikke kan bruge hænderne mere”, spørger lægen, da Renoir nægter at motionere for at spare kræfterne til kunsten. ”Så maler jeg med pikken”, svarer Chefen. Ellers er det la bonne vie vi bevidner. Man ryger dagens fangst af ål over åben ild, mens brændevinsflasken går rundt. Om dagen samles man om spisebordet i det grønne; Krøyersk familieidyl med opsat hår, løftede, glimtende glas og squashblomster i salaten.

Først da sønnen mod filmens slutning melder sig til krigstjeneste for anden gang bryder en ødipal forsoningsscene ud mellem far og søn (foran det rødlige maleri af den kødfulde nøgne moderkrop): ”Din mor. Jeg skylder hende alt. Jeg var tyve år ældre end hende. Troede mit liv var slut, men nej, det var kun lige begyndt. Desværre skulle jeg deltage i hendes begravelse. Gør nu ikke noget dumt”. Aha. Gjorde Jean så det? Noget dumt?

Filmens sluttekst fortæller, at Jean og husets rødhårde muse lavede film sammen, da han vendte tilbage fra krigen. Efter tyve år – i 1931 – gik de fra hinanden, og 48 år efter døde hun fattig og ukendt i Paris, han rig og kendt i (H)ollywood. Begge i 1979. Om meningen med ordene er, at det var kunstnersønnens skyld, at musen ikke klarede sig godt de 48 år, de ikke var sammen, står hen i det uvisse. Som resten af manuskriptet, der dog som tidsbillede er strålende belyst. Og i lutter morgensol.

Filmen er således et smukt skønmaleri og et tidsbillede, men har intet drama og udforsker kun lidt, hvorfor Renoir var Renoir og ikke Matisse. Det er tydeligt, at manuskriptforfatteren enten ikke har turdet eller villet tage fat: Renoir er jo – som de fleste store franske kunstnere – en national helt. Det var ellers en mulighed, eftersom Renoirs både liv og billeder er særligt kødelige: Dette at muserne ender i sengen, og siden som trøstespisende jaloux mødre eller småsure tjenestepiger, kunne ellers være sat i dramatisk kontrast til de to sønners livsholdning: Den ældste gik i krig to gange – og var på alder med den nuværende muse – som hans far, Renoir, kunne have været farfar til. Og hvorfor døde moderen for tidligt? Var Renoir en forbruger af menneskekød, eller var han blot en kærlig betragter? Og hvad siger hans billeder om dette centrale spørgsmål? Filmen går hverken i kødet på Renoir eller hans billeder, men kun på hans smukke og evigt solbadende muse, og sikkert fordi publikum ikke må miste appetitten (det ville være så u-provencalsk). Som kunstværk er Renoir-filmen dobbelt så flot som sand.

Action Painting – Ed Harris som Jason Pollock
Maleren Jason Pollock (1912-56) levede samtidig med Charlie Parker (1920-35), der blæste rå instinkt ud gennem saxofonen og beat-digteren Jack Kerouac (1922-69) som rablede digte af sig mens han rejste. Pollock kæmpede med at krænge kulturen af sig og forløse instinkterne i sin kunst. Sammen med Warhol og Basquiat (hvis historie og filmen om den følger herefter), endte Pollock blandt det tyvende århundredes væsentligste amerikanske malere. Vi taler abstrakt ekspressionisme, energisk og rytmisk maleri, der nok er non-figurativt og primitivt at se på, men som ved nærmere øjekast (ligesom danske Per Kirkebys malerier) er en fremkaldelse af selve ur-naturen; mønstre, forvandling, kaos og harmoni. Hvor instinkterne bor, bor også det dæmoniske. Og i den sidste halvdel af sit kun 44 år lange liv, kæmpede Pollock med sprutten og endte både sit og en ung kvindes liv i en tragisk billykke. Således døde han som han beskrev sin malerstil; direkte, på jorden, i det åbne.

“Pollock” (2000), filmen om ham med den intense Ed Harris, som Pollock, og Marcia Gay Harden som hans fattige kone, har den fordel som forudsætning, at Pollocks voldsomme malerstil, action painting, er både visuel, kropslig og til at imitere. Illusionen om at Ed Harris faktisk kæmper for sin kunst, som er banebrydende på det gigantiske lærred på gulvet i laden, kan altså skabes og opretholdes. Derfor smelter tidsbilledet, mennesket og gennembruddet i malerkunsten sammen og gør det til en forløst film. Og ironisk er det jo, som altid, at avantgardisten, der sultede og frøs, i november 2006 blev maleren bag verdens hidtil dyreste billede, “No. 5, 1948”, solgt på auktion for ca. 720 millioner danske kroner.

Action painting, Harris som Pollock
Action painting, Harris som Pollock

Mike Leighs Turner: En anti-kunst-film om kunst?
I filmen om Turner (1775- 1851), der stadig går i biografen, er det tydeligt, at den engelske socialrealistiske instruktør Mike Leigh og hovedrolleindehaver Timothy Spall har arbejdet sammen flere gange. I Cannes vandt Spall endda prisen for Bedste mandlige skuespiller. Filmen er på overfladen flot og helstøbt og lader os følge en snøftende og brummende trold gennem de sidste 25 år af hans liv. Det kan Leigh fortælle overbevisende, fordi han er socialrealist. Hvad der dog forekommer fuldkomment fraværende er forbindelsen mellem denne trold og hans kunst, samt hans kunst og hans samtid. Leigh tager simpelthen ikke livtag med dette spørgsmål, og grunden må være, at det ikke interesserer ham. Og eftersom det burde være en film om en kunstner og hans kunst, ender vi med at se historie, der dybest set ikke giver anden mening end, at vi på dokumentarisk vis følger en fyr dalre rundt i London i midten af 1800-tallet.

Derfor kan vi læse dette komplet uinspirerede resume af filmen på Kino.dk: ”Stadig mærket af sin fars død og elsket af sin husholderske, som han tager for givet og jævnligt udnytter seksuelt, møder han en kvinde, med hvem han lever inkognito, til han dør i Chelsea. I mellemtiden maler han (…) og bliver medlem af Royal Academy of Arts”. Leigh viser os Turner udefra, som kød og behov, og benægter helt, at der skal en stor udvidet grad af følsomhed og skønhedssøgen til for at kunne male som Turner gør.

Spall som Turner
Spall som Turner

Ligesom Erik Clausen, der lavede en film om nationalkomponisten Carl Nielsen, ”Min Fynske Barndom”, som arbejderdreng, ”der aldrig vendte ryggen til sine egne”, har Leigh været tiltrukket af det social-politiske budskab, der ligger i at kunne vise, at Englands store nationalmaler kom fra fattige kår, var en grov og usofistikeret person, der var naturvidenskabeligt interesseret i lysets fald og i øvrigt malede skyer og skibe. ”Turner” ender med at blive en anti-kunst film om en kunstner, og dybest set fordi socialister – ifølge Karl Marx – ikke mener, at de indre ting er så væsentlige som de ydre, og mener at kroppen er vigtigere end sjælen. En pinlig og syret oplevelse, men i øvrigt en god, noget lang tur til 1800-tallets London.

Basquiat – en sand fornøjelse
Nogle film er så gode, at det er svært at forklare hvorfor netop de udgør en kunstnerisk sammenhæng, hvori måden skuespillerne interagerer på flyder totalt sammen med historien og tiden, den udspiller sig i. Når vi møder en sådan kunstnerisk helhed, accepterer vi den som – tilnærmelsesvis – virkelighed og oplever vi den som – tilnærmelsesvis – sandhed. Det er tilfældet både med Julie Taymors ”Frida” (2002) og med Julian Schnabels film ”Basquiat” (1996) om den unge amerikanske ur-ekspressionist Jean Michel Basquiat.

Plakat fra "Basquiat"
Plakat fra “Basquiat”

Basquiat (1960-88) var en hjemløs afroamerikansk graffiti-maler og drømmer, der blev opdaget af New Yorks kunstmiljø, især Andy Warhol (spillet genialt af David Bowie).

“How many years does it take to get famous?”, spørger Basquiat sin hash-ven. “Four years. Six to get rich”, svarer han: “Your clothes need to be stylish and you need to hang around famous people. And always keep your style so that people can recognize you”.

Så snart Basquiat, der sover i en papkasse, bliver opdaget af nogle high society gallerister, eksploderer hans karriere. Den gådefulde sammenhæng mellem bohemelivet og slummen, som også Picassos liv var så rig på, skildres uproblematisk af Schnabel, og det er fascinerende, hvordan man aldrig bemærker skillelinjerne mellem gaden, gadekunstnerne og kunstnerne. Det afroamerikanske, ur-agtige, som også Picasso udforskede dybt i sin ungdom, flyder i Basquiats billeder sammen med gadens virkelighed, med jazz og grafitti. En tegning til to dollars, som Basquiat laver for at få råd til nogle cigaretter, bliver ugen efter solgt for 5000 dollars. Men i den grad at blive genstand for intimiderende kritik og økonomisk gevinst holdt den følsomme Basquiat ikke til. Han døde af en overdosis, kun 27 år gammel.

Filmen er spækket med gode skuespillere og gode præstationer – David Bowie, Dennis Hopper, Gary Oldman, Benicio Del Toro, Courtney Love – og over dem alle, står den unge Jeffrey Wright, der leverer et unik portræt af en mild, skæv, hypersensitiv sjæl. Og den giver med det samme en lyst til at bevæge sig ud i Basquiats værk.

Film om kunst og kunstige film
Den pinlige og den flotte står i vejen for den sande. Det er der ikke noget nyt i. Hverken i verden eller i filmverden.

Mange film om kunst er kunstige, fordi deres skabere ude fra søger at skildre eksistenser, hvis skæbner først og fremmest er at udtrykke deres indre.

De film, som det lykkedes for, er i sig selv kunst-film.

Derfor må vi, der altid er på tæerne efter at lære om kunstneres kunst, finde os i at krumme tæer, når kunstnerne bliver portrætteret på film som kendte mennesker i stedet for som afsendere af værker, der kan få os til at lære os selv bedre at kende.

More from Jeppe Marsling

Bodsgang – tyske film om krigen

Her omkring årets mørkeste dag markeres samtidig lysets tilbagevenden: Ligeledes har tyske...
Læs mere