Folkekunsten der blev væk

Folkekunsten med dens forunderlige, rørende og enestående energi lever et dulgt liv herhjemme, mens den boltrer sig på andre landes kunstmuseer. Hvorfor må vi ikke se disse særlige skulpturer, vovede vægmalerier og mærkværdige mobiler, der gennem århundreder har levet deres eget liv, ofte på øde egne, inspireret af hverdagen og med de forhåndenværende materialer? Er folkekunsten ikke fin nok, eller passer den bare ikke ind i vores kuraterede andedam?

For nogle år siden fik jeg en bog forærende. Den var stor og smuk – en mursten: Jydsk Folkekunst, hedder den. Fotograferet og skrevet af Jørgen Borg og Ingvar Cronhammer, et arbejde, der startede for årtier siden og blev udgivet i 2008. Bogen viser fotografier af forskellige jyder, der op gennem det 20. århundrede har produceret malerier, skulpturer mv. af æstetisk værdi – folkekunstnerne. Bagerst i bogen sidder tre cd’er i en lomme.

Foto fra Jydsk Folkekunst.
Foto fra Jydsk Folkekunst.

Her kan man høre samtaler mellem en sympatisk, diskret Cronhammer og disse jyske folkekunstnere. Lydene strømmer ud i rummet, en fortæller om, hvordan idéen udsprang af en sky, en om, hvordan haveskulpturenes struttende bryster får forbipasserende bilister til at køre i grøften, ja, en taler sågar i tunger, i sig selv kunst at lytte til disse fordums stemmer med deres dybgroede dialekter. Bogen indledes nænsomt af Peter Laugesen. Han beskriver, hvordan folkekunsten stiller de centrale spørgsmål: ”Hvad er det, som vi er fælles om, alle sammen, og har vi altid været det? Er vi det stadig, ikke bare med alle dem, der er til stede i livet nu, men også med alle dem, der har forladt det og dem, der vil komme til? Hvad er det vi leder efter?”

Laugesens ord rammer mig, jeg nærer en sær samhørighed med disse blikke, bogen viser, disse stemmer i min stue, jeg næsten forstår.

Nærvær og tåkrummeri
Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det præcist er ved denne løst definerede og ofte dybt amatøristiske kunstneriske genre, der har bjergtaget mig. De sidste år har jeg opsøgt folkekunstudstillinger i Stockholm, Washington, Hamburg – ja, ligefrem store folkekunstmuseer – for de findes! – som American Folk Art Museum i New York. Jeg har set på de skønneste malerier, skulpturer, tæpper, tegninger, og jeg har ikke mindst læst eller måske selv skabt historier om menneskene bag værkerne, for jeg tror, at tanken om eller oplevelsen af disse mennesker betyder lige så meget som den æstetiske oplevelse for mig.

Hvad tænkte de, mens de smedede deres abstraktioner om natten, når smedjen havde lukket? Hvad drev dem til at arbejde i årevis på at bygge den besynderlige stenskulptur i deres have? Nogle af disse værker er imponerende kunst, der til enhver tid vil kunne udstilles på de almindelige kunstmuseer, andre er fabelagtige fusioner af fantasi og håndværk, og nogle helt tredje er rørende, naive, nærværende og næsten tåkrummende i deres ubevidst kitschede klodsethed.

Opslag i Jydsk Folkekunst.
Opslag i Jydsk Folkekunst.

Der er motiver, der gentager sig: tårne, mennesker, dyr, mønstre, landsteder, landskaber, det rurale hverdagsliv. Og materialer: pap, genbrugsmaterialer i træ og metal, bagsiden af en konvolut, sten, cigarkasser. Ofte er der også et par gode håndværker- eller husflidshænder bag. Den løse definition vender vi tilbage til, den er ikke uvæsentlig for historien.

Det hemmelige hus i højen
I sommer cyklede min mor og jeg rundt på en nyasfalteret nedlagt jernbane på Silkeborg-egnen. Min mor skød en god fart gennem de hede, bisummende lyngmarker, indtil hun pludselig bremsede ved en grusvej og sagde: ”Har du hørt om Løvstads Hotel?” Løvstad vidste jeg, hvem var. En elskværdig stenhugger, der var nabo til min farmor og farfar i min barndoms Himmelbjergbeskuende landsbyparadis, Laven. ”Der er vist en slags sekt nu med noget holisme og spirituelt”, tilføjede min mor med sin sædvanlige fuldstændig naturlige åbenhed.

Miniaturemodel af huset i højen.
Miniaturemodel af huset i højen.

Så vi drejede ind ad grusvejen. Og der lå Løvstads feriehotel, åbnet i 1920’erne, så århusianerne kunne få noget frisk luft på landet. Parken var et imponerende anlægsstykke med forfaldets medførende magi. “Så skal vi bare finde hulen,” sagde min mor og fortalte, at Løvstad og hans far havde bygget en imponerende hule i en høj, engang i 1930’erne nok. Vi kom til en miniaturehøj med små døre ind i siderne og et kuppelvindue, og selvom jeg elsker miniaturer, var jeg skuffet. ”Er det hulen?” spurgte jeg, mens jeg satte mig på hug for at inspicere værket. ”Jeg husker den nu som større,” sagde min mor og gik målrettet videre ad den smalle antydning af en sti mellem de ukontrollerede bregner.

”Her!” lød det så, og lidt senere, langt svagere ”jeg synes nok … hold da op, her er mørkt.” Jeg fandt døren i en skråning, en egentlig dør, i dørstørrelse. Min frygtløse mor var væk i mørket.”Hold da op,” kunne jeg høre hende sige derinde. Så tog jeg en dyb indånding. Der var køligt og fugtigt. Mine øjne skulle lige vænne sig til mørket, men snart kunne jeg se lys et par meter væk, en anden udgang. Men det var ikke en anden udgang.

Kamin i ovenlysoplyst stue i højen og skribentens mor på eventyr i huset i højen.
Kamin i ovenlysoplyst stue i højen og skribentens mor på eventyr i huset i højen.

Lyset kom ovenfra, solen bagte på gulvets visne blade, det var kuppelvinduet, nu genkendte jeg det fra modellen, men denne gang adskillige meter oppe, over en meter i diameter, midt i et næsten kirkeligt rum. Det her var ikke en hule, det var et hus. Med adskillige rum, kaminer, indbyggede trin – alt sammen i simpel, men dog veludført ornamentik.
Jeg stod midt i Løvstads far-søn-folkekunst. Hvad havde de tænkt sig? Et tehus for hotellets gæster? En eventyrlig bryllupssuite? Der havde de stået og banket strandsten ind i væggene og marksten i lofterne (!) til pynt; der havde de stået og malet rummene okkerrøde, dybblå. Alle, der kan lide lidt magi, bør besøge dette hemmelige hus, parken er åben for alle.

Huset i højens smukke stenloft.
Huset i højens smukke stenloft.

Da jeg kom hjem googlede jeg huset. Intet. Så googlede jeg Løvstad. Et enkelt link til en inaktiv hjemmeside fra en sogneavis. Jeg er ikke minimalist, jeg bryder mig ikke om at smide ud. Og det kan gøre helt ondt i mig, tanken om alle de historier, alle de ting, nogen har tænkt eller lavet, alt det, der forsvinder, fordi ingen ved, det er der eller bare ikke synes det er noget værd. Det er ikke et horror vacui – angsten for det tomme rum – det er glæden ved det fyldte.

Kunsthistoriens enfant terrible?
Men hvad er da egentlig folkekunst? Et hemmeligt hus i en fordums hotelhave? Tjaeh, det forekommer kunsthistorien mindre befordrende at definere folkekunst, ja, faktisk glimrer definitionen såvel som kunsten som oftest ved sit fravær – måske hører folkekunsten ikke til der, men hvor da?

Hos de forskellige folkekunstmuseer rundt i verden er definitionen også langt fra entydig: Folkekunst er kunst lavet af forhåndenværende materialer. Folkekunst er kunst skabt af folk uden kunstnerisk baggrund. Folkekunst er kunst, der tager udgangspunkt i lokale kulturer. Folkekunst er kunst, der gengiver hverdagen i et landligt miljø osv. I en af de få nyere danske bøger om folkekunst fra 2006, Folkekunst – kun fantasien sætter grænser (Helle Ravn og Heinrich Mehl), indleder man frejdigt med et ”Vi har fundet det formålsløst at opstille en definition af begrebet folkekunst, fordi vi ikke mener, at folkekunst er et entydigt begreb.” Og måske er det ikke så vigtigt, præcis hvad folkekunst er. Måske er det ligefrem befriende, at folkekunsten ikke kan skrues ned i en kasse eller sættes i bås?

Selfie med foto af skribenten ved Sneglehuset i Thyborøn (indrammet foto af Lotte Fløe Christensen).
Selfie med foto af skribenten ved Sneglehuset i Thyborøn (indrammet foto af Lotte Fløe Christensen).

Desværre, nej.

For hvor er udstillingen og formidlingen af folkekunst på de danske museer? Skal den virkelig pakkes væk i et par enkelte bøger? Er det selve ordet folkekunst, den er gal med? (I Tyskland er det for belastet af historien, men i Danmark?) Hvor er de danske udstillinger? Engang var de på Louisiana, har jeg ladet mig fortælle, og folkekunsten har da også haft gode talsmænd herhjemme, Broby-Johansen og Jorn, for nu blot at nævne to.

Et par folkekunstforskere bekræfter min længsel: ”(…) på de fleste museer er disse genstande ’død kapital’, kun en gang imellem bliver enkelte genstande taget frem til udstillingsbrug”. (Ravn og Mehl, 2006). Folkekunsten er givetvis på retur sammen med ’folket’, håndværkeren, skrotsamleren, men må vi så ikke se alle de fortidens værker, der må være gemt på mørke arkiver og støvede lofter? De kan ikke alle være smidt væk, og museerne plejer da ikke at være kede af at formidle fortiden?

Mon ikke netop det er, fordi den er svær at få greb om, denne kunstens enfant terrible? Der lander den med et tungt BUM lige mellem kunstmuseets og det kulturhistoriske museums søjler – så ligger den der på gulvet i sin æstetiske umiddelbarhed og interimistiske folkelighed og ligner måske mest af alt noget fra museernes utallige børneworkshops? ”Nå, jeg er jo bare en træhest i fine farver,” siger den; men så drejer den sit farvede, firkantede hestehoved og ser ned ad gangen, og der står en nisse med en cykel, lavet i skrald … hvorfor dog Heerup og Heerup og Heerup, har vi ikke snart set nisser og cykler og kuglerunde bryster nok?

Lad os få folkekunsten fra alle landets hjørner frem i lyset, giv os alle de uformidlede folkekunstnere, med deres farverige træheste, hemmelige huse, mærkværdige malerier! Lad danskerne få den æstetiske glæde og mangfoldige forfriskning, folkekunst er – og lad os få et glimt af menneskene bag værkerne, en enkelt signatur, et frønnet fotografi, en myte, et anslag. Almindelige mennesker i alle deres ualmindeligheder. Lad os få et folkekunstmuseum – vi er folket, vi kan hjælpe med at genoplive denne alt for tidligt døde kapital, vi kan vogte trækvinder og tegninger, folkets Giacometti og Picasso!

Statens museum for folkekunst?
Jeg er ikke kunsthistoriker, og jeg kan sagtens – i min uvidende entusiasme – råbe mine kampråb. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan se problematikken – amatørkunst på de etablerede kunstmuseer? – Se dét kunne blive en glidebane, aftenskoleholdene og søndagsmalerne ville holde af!

Jeg ringer derfor til Mikkel Bogh, kunsthistoriker og direktør for danskernes kunstmuseum, Statens Museum for Kunst. Han sidder i en taxa fra Oslo lufthavn og ind til Oslo og er behagelig og imødekommende, min uvidenhed til trods. Jeg indleder samtalen med det sværeste spørgsmål: Hvordan definerer du folkekunst? Som kunsthistoriker ved han ikke meget om folkekunst, indleder han, den har ikke været på pensum. Han virker alligevel glad for spørgsmålet og fortæller, at folkekunsten ikke rigtigt har fundet fodfæste som begreb i Danmark, mens Folk Art især i USA er en meget benyttet og udstillet kunstgren. Folkekunsten er for ham en kunst, der produceres uden for et etableret kunstuddannelsessystem af utrænede.

Jeg spørger, om han kan lide den. Han svarer, uden at tøve ”folkekunsten er jo mærkelig på den gode måde”. Jeg er allerede glad for, at jeg ringede. Bogh får hurtigt snakket sig varm der i taxaen og nævner, hvordan mange unge kunstnere i dag gladelig bruger elementer fra folkekunsten. Farver, former, materialer, motiver. Så taler vi lidt frem og tilbage om forskellen på hobbykunstneren og folkekunstneren, og pludselig næsten udbryder han ind i telefonen: ”forskellen består vel i, at folkekunstneren ikke som amatørkunstneren tilstræber det akademiske og imiterer den etablerede kunst – folkekunsten tager meget mere udgangspunkt i lokale traditioner, det umiddelbare og forhåndenværende … og går ikke på museum om søndagen for at tjekke den ’rigtige’ kunst ud.”

Han lyder jo glad for folkekunsten, museumsdirektøren, taler næsten dens sag. Men hvorfor ser vi den så ikke inden for de store kunstmuseers vægge, fx på hans eget museum, spørger jeg. Vi skal nok langt tilbage, svarer han. Måske tilbage til 1600-tallet, hvor det akademiske skel bliver tydeligt, hvor man for alvor opdeler i høj og lav og skaber traditionen med helst ikke at blande de to ting sammen. Han kommer også i tanke om Wunderkammer-samlingerne, der måske kan belyse problemstillingen rent musealt.

Maleri af et 1600-tals Wunderkammer. Foto fra Wikipedia.
Maleri af et 1600-tals Wunderkammer. Foto fra Wikipedia.

Disse imponerende encyklopædiske samlinger fra især 1700-tallet, der indeholdt genstande fra naturen, kunsten, arkæologien, biologien m.m. Da disse private samlinger blev overleveret til museerne, fandt der efterfølgende en filtrering sted, så de naturhistoriske genstande kom til det naturhistoriske museum, de kunstneriske til kunstmuseet osv. Disse filtre har vi vænnet os til, og det betyder måske også noget for folkekunsten, foreslår han, at vi ikke bare kan putte noget, der har en helt anden baggrund og ofte et helt andet udtryk end den etablerede kunst ind på kunstmuseets hvide vægge.

Jeg kan godt se hans pointe. Det vil være svært for beskueren at manøvrere i. Der skal en god formidling til, en stor, gennemført udstilling, der vil folkekunsten, så de besøgende, der måske ikke er så bekendte med denne kunst, kan se, at her faktisk er noget at komme efter. Jeg nævner den store blå bog med Jydsk folkekunst. Jeg håber, han læser den, den gode museumsdirektør, for jeg tror, han vil kunne lide den.

Skyskraberen i skoven
I min mangel på folkekunstmuseet vender jeg endnu engang tilbage til min bogreol og finder et par lækre og inspirerende museumskataloger med svenske og amerikanske folkekunstnere og deres værker. Og så igen min trofaste yndling, Jydsk Folkekunst. Igen berøres og fascineres jeg: Her er manden med fjervæggen, kvinden med gipsgiraffen, parret med det multifarvede landsted, og der er højhuset, på fotoet blot en almindelig ruin i en skov, men hvilke antydninger billedteksten i bogen herunder hvisker – skriv historien om dette, I gode danske forfattere (Mette Moestrup, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, Morten Brask osv. – for forfatterne, de formidler stadig folket derude), mere folkekunst til folket!

Marinus Rasmussen. Lindeballe. Murer, soldat i den amerikanske hær under 1. verdenskrig, selvlærd arkitekt og skovhugger. Født 1879. Fundament til skyskraber som forsøgtes opført efter hjemkomsten fra Amerika.

Skyskraberen i skoven. Opslag i Jydsk Folkekunst.
Skyskraberen i skoven. Opslag i Jydsk Folkekunst.
More from Lea Fløe Christensen

Den gode og sande historie fra knokkelhulerne

Den største kliché af dem alle, at virkeligheden overgår fantasien, understreges i...
Læs mere