50 shades of sommerdag ved Roskilde Fjord

En collage af tre gengivelser af l´L.A. Rings værk, der viser forskellen i farvegengivelsen

Flere og flere kunstværker tager turen fra kunstmuseernes vægge til internettet. Ikke alle værker klarer rejsen – fra olie på lærred til pixels på skærmen – lige godt. Der kan være stor forskel på det oprindelige værk og den digitale gengivelse af det. Fænomenet er blevet kaldt Gul Mælkepige, og det rammer også danske værker.

Gul Mælkepige lyder som en æblesygdom eller et ubehageligt udslet på et intimt sted. Det lyder i hvert fald ikke rart, og det er det heller ikke. Men tag det roligt. Mennesker rammes dog yderst sjældent af Gul Mælkepige, det gør derimod de malerier du ser på nettet. Gul Mælkepige er nemlig betegnelsen for dårlige digitale gengivelser af malerier.

Problemet med Mælkepigen

Selve begrebet Gul Mælkepige stammer fra hvidbogen ” The Problem of the Yellow Milkmaid” udgivet af den fælleseuropæiske kulturportal Europeana i 2011. I hvidbogen beskrives en anekdote om den nederlandske maler Jan Vermeers værk ”Mælkepigen”, der hænger på Rijksmuseum i Amsterdam.

Mælkepigen i Vermeers værk bærer et gult kjoleliv, men det er ikke det, som har givet begrebet navn. Det er derimod det gullige skær som mange digitale gengivelser af værket har. Rijksmuseum opdagede ved en gennemgang, at der fandtes mere end 10.000 digitale gengivelser af “Mælkepigen” på nettet, og mange af dem var gullige og af dårlig kvalitet.

Gul Mælkepige i aktion. Jan Vermeer, Mælkepigen, ca. 1660, Rijksmuseum. Til venstre Mælkepigen som hun ser ud på Rijkmuseums sociale billedportal Rijksstudio, til højre en klassisk Gul Mælkepige fra den private, italienske hjemmeside Arlindo Correia.
Gul Mælkepige i aktion. Jan Vermeer, Mælkepigen, ca. 1660, Rijksmuseum. Til venstre Mælkepigen som hun ser ud på Rijkmuseums sociale billedportal Rijksstudio, til højre en klassisk Gul Mælkepige fra den private, italienske hjemmeside Arlindo Correia.

En af farerne ved Gul Mælkepige er, at det smitter: Med nettets virale karakter spreder dårlige værkgengivelser fra blog til blog og fra pin til post. Rijkmuseum satte sig for at stoppe denne spredning ved at stille gode, højtopløselige værkgengivelser af værker fra museets samlinger gratis til rådighed for den internationale offentlighed.

Nettets virale karakter spreder dårlige værkgengivelser fra blog til blog og fra pin til post

På trods af det, viser en simpel billedsøgning på Google tydeligt, at det langt fra er lykkedes Rijksmuseum at slå den Gule Malkepige eller andre af hendes misfarvede dobbeltgængere helt ihjel. De lever stadig i bedste velgående.

Gul Mælkepige kan skyldes mange ting. Det kan være selve affotograferingen der er gået galt, hvis der har været for lidt lys, hvilket giver et gult skær, eller kameraets position i forhold til billedet. Det kan være at den digitale gengivelse bygger på et indscannnet billede fra en bog, eller det kan skyldes destruktiv komprimering af billeddata i formatet jpeg, der er et hyppigt anvendt format til at gengive billeder på nettet. Flere af billederne i denne artikel stammer faktisk nok oprindeligt fra samme kilder, men er ved gentagne komprimeringer kommet til at se forskellige ud.

I slutningen af sidste år fik Gul Mælkepige-begrebet en renæssance, da Sarah Stierch, der kalder sig selv for museumist og open culture geek, startede tumblr-bloggen Yellow Milkmaid Syndrome. Her indsamler hun eksempler på misfarvede eller på anden måde forvrængede digitale gengivelser af værker.

Et dansk værk har allerede fundet vej til Yellow Milkmaid Syndrome, P.S. Krøyers ”Hip, hip, hurra! Kunstnerfest på Skagen” (1888), der til dagligt hænger på Göteborg Kunstmuseum.

Danske Mælkepiger

Krøyers maleri er vel blandt de mest kendte værker af en dansk kunstner, men jeg var interesseret i at finde ud af i hvor høj grad Gul Mælkepige rammer danske værker i danske samlinger.

Der er næppe nogle danske malerier, der er blevet delt og gendelt i samme omfang som Vermeers “Mælkepigen”, men Gul Mælkepige-syndrom rammer malerier af danske kunstnere. Til denne artikel har jeg valgt at kigge på de fire klassiske malerier, der indgår i den Kulturkanon for billedkunst, som blev lavet på foranledning af daværende Kulturminister Brian Mikkelsen i 2006. Det drejer sig om Eckersbergs ”Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk”, Christen Købkes ”Efterårsmorgen ved Sortedamssøen”(1838),Vilhelm Hammershøis ”Støvkornenes dans i solstrålerne” (1900) og L.A. Rings ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” (1900).

Fælles for malerierne er en særlig interesse for gengivelsen af lys og så i øvrigt en mangel på et helt centralt motiv. Det gør dem særdeles velegnede til at studere Gul Mælkepige-syndromet i. Det er stor dansk malerkunst, og alle værkerne findes i mange versioner, men jeg har forsøgt at vælge nogle af de mere distinkte ud. Jeg har valgt at medtage en god gengivelse af de enkelte billeder.

When in Rome …

Eckersberg malede sit billeder ”Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk” i 1815 eller 1816 under et årelangt ophold i Rom. Værket hænger på Statens Museum for Kunst. I modsætning til de andre malerier i Kulturkanonen er det ikke her et skandinavisk køligt lys, der males, men derimod sydens skarpe sol.

C.W. Eckersberg, Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk, 1815 eller 1816, Statens Museum for Kunst. Kilder fra venstre: Statens Museum for Kunst,Wikimedia Commons, Jens Klitgaards Kultursider.
C.W. Eckersberg, Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk, 1815 eller 1816, Statens Museum for Kunst. Kilder fra venstre: Statens Museum for Kunst,Wikimedia Commons, Jens Klitgaards Kultursider.

Det er især farveintensiteten, der adskiller de tre versioner. Versionen direkte fra Statens Museum for Kunst virker sløv og måske lidt overbelyst, og så har det faktisk også en let forskudt grundlinje i forhold til de to andre. Wikimedias version, der faktisk også stammer fra Statens Museum for Kunst, virker med sine klarere farver som et mere troværdigt bud på en gengivelse, mens den private blogs version har al for meget kontrast og alt for mættede farver. Man ville ikke blive overrasket over at finde denne version på forsiden af Vagttårnet eller som novelleillustration i et ugeblad.

Morgen eller aften ved Sortedamssøen

Et andet guldaldermaleri i kulturkanonen er ”Efterårsmorgen ved Sortedamssøen” (1838) af Christen Købke, der befinder sig på Glyptoteket. Her er det tydeligvis Wikimedias version, der adskiller sig mest fra maleriet. I denne version er morgenstemningen helt forsvundet, og det ligner mere timen efter solnedgang, men komprimeringen af billedet har også forvitret store dele af himlen. Versionen af billedet fra Glyptotekets egen blog virker måske også lidt for rødlig i forhold til originalen.

Christen Købke, Efterårsmorgen ved Sortedamssøen, 1838, Ny Carlsberg Glyptotek. Kilder fra venstre: Wikimedia Commons, Flickr, Ny Carlsberg Glyptotek [blog].
Christen Købke, Efterårsmorgen ved Sortedamssøen, 1838, Ny Carlsberg Glyptotek. Kilder fra venstre: Wikimedia Commons, Flickr, Ny Carlsberg Glyptotek [blog].
For nyligt blev et andet Købke-maleri ”Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro” (1838) i øvrigt genstand for betydelig medieinteresse, da konservatorer fra Statens Museum for Kunst kunne berette, at det rødlige aftenlys, der spejler sig i søen, slet ikke skyldtes Købke, men var forårsaget af en nedbrydning af farvepigment. Det kaldte på en ny forståelse af værket. Selv de sarte toner har betydning.

Gråt i gråt

Vilhelm Hammershøis ”Støvkornenes dans i solstrålerne” (1900) fra hjemmet i Strandgade på Christianshavn er holdt næsten udelukkende i en gråtoneskala. Det er i udpræget grad et billede af lyset, og her bliver de små detaljer vigtige.

Vilhelm Hammerhøi, Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900, Ordrupgaard. Kilder fra venstre: Wikimedia Commons, Den Store Danske, Ordrupgaard.
Vilhelm Hammerhøi, Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900, Ordrupgaard. Kilder fra venstre: Wikimedia Commons, Den Store Danske, Ordrupgaard.

Værket indgår i kunstmuseet Ordrupgaards samlinger, og fotoet af værket på museets egen hjemmeside er klart det, der bedst gengiver værket af de tre versioner. Dårligst er nationalencyklopædiens, der ligner noget, man kunne have samlet op på et loppemarked eller i et udlejningssommerhus. Den dårlige gengivelse er i det hele taget kendetegnende for mange værker i den digitale version af Den Store Danske Encyklopædi.

50 shades of Sommerdag ved Roskilde Fjord

Blandt malerierne i Kulturkanonen er L.A. Rings ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” (1900) det, der viser de mest ekstreme variationer, og jeg har faktisk været i tvivl, om det var det samme værk, der blev gengivet. Den sarte, laserede himmel i Rings værk synes at være særligt følsom over for fotografiske gengivelser.

L.A. Ring, Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900, Randers Kunstmuseum. Kilder fra venstre, øverste række: Indre og ydre Landskaber, Den Store Danske, hans-gerda.dk. Midterste række fra venstre: Humanisme.dk, Danske Billedkunstnere fra det 18. århundrede til i dag, Kunstformidling – Signe Jacobsen. Nederste række fra venstre: Statens Museum for Kunst, Wikimedia Commons (anvendt i den dansksprogede artikel om værket på Wikipedia), Wikimedia Commons (anvendt i den engelsksprogede artikel om værket på Wikipedia).
L.A. Ring, Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900, Randers Kunstmuseum. Kilder fra venstre, øverste række: Indre og ydre Landskaber, Den Store Danske, hans-gerda.dk. Midterste række fra venstre: Humanisme.dk, Danske Billedkunstnere fra det 18. århundrede til i dag, Kunstformidling – Signe Jacobsen. Nederste række fra venstre: Statens Museum for Kunst, Wikimedia Commons (anvendt i den dansksprogede artikel om værket på Wikipedia), Wikimedia Commons (anvendt i den engelsksprogede artikel om værket på Wikipedia).

De sidste tyve års analyser af værket har især beskæftiget sig med at afdække, om værket forestillede tidspunktet før eller efter solopgang. Hvis man selv ønsker at danne sig en mening om den sag, så er der ikke nogen vej uden om et besøg på Randers Kunstmuseum, hvor værket har hjemme. De digitale gengivelser slår ikke til her. Med en kras turkis himmel skiller nationalencyklopædiens sig igen ud på en uheldig måde med et præg af hjemmemalet kopi. Dog er den version af værket, der optræder på den engelsksprogede del af Wikipedia bestemt heller ikke god, her må der oplagt være nogen, der har pillet ved farverne.

Kunst skal ses i virkeligheden

Der bliver bedre og bedre muligheder for at se malerkunst på nettet. Google kunst- og kulturarvsportal; Google Cultural Institute, giver i samarbejde med museer verden over publikum mulighed for at komme meget tættere på værkerne online, end noget museum ville tillade i virkeligheden. Museer som Rijkmuseum og Statens Museum for Kunst går foran og stiller autoriserede fotografiske gengivelser af værker fra deres samlinger til rådighed for publikum, og Europeana samler værker fra museer over hele Europa i én enkelt portal.

Men den Gule Mælkepige findes stadig. Hun er svær at slippe af med, og hun dukker indimellem op på selv steder, hvor man ikke venter at møde hende. I det lys er det vigtigt at huske på, at der er stor forskel på det rigtige værk og den digitale gengivelse af det. Hvis man vil opleve kunsten, skal man fortsat ind på museerne.

More from Niels Jarler

50 shades of sommerdag ved Roskilde Fjord

Flere og flere kunstværker tager turen fra kunstmuseernes vægge til internettet. Ikke...
Læs mere