New York i limbo

Nico Turner. Foto: Annika Oksanen

New York blev efter Anden Verdenskrig udnævnt til verdens kunst-hovedstad. Kunstscenen var eksplosiv, nytænkende og revolutionerende. Den gik fra, før krigen, at være blevet opfattet som triviel til at blive sublim. New York boomede i 60’erne, og i 80’erne. I 90’erne og 00’erne var det som om luften gik lidt af ballonen, andre verdensmetropoler gjorde sit indtog, som fx London. Men hvor placerer New York sig i dag? Og hvilken rolle spiller kunsten for byen? Netudgaven mødte i januar fire kunstnere der er bosat i byen, nogle af dem har været der i flere årtier og set forandringen med egne øjne, andre er lige kommet til. Her et portræt af dem og en diskussion om hvad New Yorks kunstscene er og kan anno 2015.

Janette Beckman – Ungdomskulturens portrættør

Anslag: Den britiske fotograf Janette Beckmans lejlighed, Bond Street, Manhattan. To stolte, sorte katte – adrætte, nærmest skulpturelle ægyptiske faraoer. Sex Pistols, Boy George, The Police, The Clash, Public Enemy, Run DMC, LL Cool J, N.W.A, Salt-N-Pepa,  – Beckman har fotograferet dem alle og flere til.

Hendes karriere startede i London i 70’erne, hvor hun portrætterede den fremadstormende og rebelske britiske punkscene. Et kort visit hos en veninde i New York i julen 1982 blev skæbnesvangert, Beckman blev introduceret for en amerikansk hip hop scene på sit fosterstadie. ”Da jeg ankom til New York tænkte jeg, at det ville være let for mig at finde arbejde, da jeg havde skudt album-coveret for The Police og mange andre store bands i England, men ingen af pladeselskaberne ville bruge mig. De synes mit arbejde var for ’britisk’ –  du ved, for råt, de var til mere polerede fotografier. De fortalte mig: ”Ja, vi har set dit arbejde, du har fotograferet The Police – stort band. Men vi kan ikke bruge fotografier som dine.”

Janette Beckman i sin lejlighed på Bond Street. Foto: Nico Turner
Janette Beckman i sin lejlighed på Bond Street. Foto: Nico Turner

Den engelske avis The Face vidste jeg var i New York, så de ringede til mig og sagde ”Janette, der er det her band Run DMC, her er  telefonnummeret på en af dem, ring til dem”. Så det gjorde jeg, og tog til Queens og mødte dem ved metrostationen, de hang ud der og jeg tog deres billede. Og sådan startede det, jeg blev ligesom ”go-to”-fotografen inden for hip hop scenen på det her tidspunkt,” fortæller Beckman som siden fotograferede de første billeder af Salt N’ Pepa, hvis manager ledte hende videre til en række andre hip hop grupper.

Et boblende mikrokosmos

Hip hop scenen startede i New York og boomede op gennem 80’erne. Pladeselskaber som Jef Jam, Sleeping Bag og Next Plateau havde alle kunstnere tilknyttet og producerede plader på rekordfart: “Graffiti overalt i metroen, en dreng der beat boxer på gaden, folk der sælger store hoop-øreringe på Broadway – og tøjet! Alting skete bare – det var fantastisk!”, fortæller Beckman entusiastisk og fortsætter: ”I 80’erne var der ikke computere, der var ikke mobiltelefoner, der var ikke MTV, det var en HELT anden verden. Det handlede ikke om at tjene penge eller blive berømt, det handlede om at fortælle sin historie fra gaden – rappe, skabe, lave en ny form for musik, være en del af den nye scene som også indebar graffiti, breakdance og dj’ing, alle de elementer var med til at skabe en kunstnerisk eksplosion. Det var et slags boblende mikrokosmos.

Punken var ved at dø ud i England. Vi var alle færdige med punk. Og så kom jeg til New York . Her var virkelig cool i 80’erne, byen var slidt helt ned, der var ingen penge. Og når du ikke har nogen penge får du bare ting til at ske. Jeg boede i East Village og der var tonsvis af gallerier der åbnede hver dag. Der blev eksperimenteret med alle slags kunstformer og musikscenen var fantastisk. Det var ikke glamourøst på nogen måde. Man aftalte at mødes på et eller andet gadehjørne og man havde sjældent make-up med til at style folk. Det var skørt, men virkelig fedt, fordi du dokumenterede ”the real thing”, der kom fra gaden.”

The Clash with Pursey & Jones. Foto: Janette Beckman
The Clash with Pursey & Jones. Foto: Janette Beckman

Ungdomsrebellen der forsvandt

Gennem hele sin karriere har Beckman haft fokus på ungdomskulturer og portrætteret dem i deres mange facetter. Fascinationen stammer fra den tøjleløshed der knytter sig til ungdommen, fortæller hun:

”Det er det tidspunkt i dit liv, i dine 20’ere, hvor du eksperimenterer og gør en masse forskellige ting. Du er ikke bange for farerne eller konsekvenserne, du er mere fri. Jeg har vel været – og er stadig – fascineret af ungdomskulturer. Punk-bevægelsen ændrede virkelig England, fordi det var et så klasseinddelt samfund. Hvis du var født i arbejderklassen blev du i arbejderklassen, hvis du befandt dig i middelklassen blev du der, og overklassen bestemte alt. Så kom punkscenen og sagde ”fuck dig” til dronningen, til regeringen og til alle – det var ligesom en revolution. Og det var det samme med hip hop her, det ændrede samfundet.”

Run DMC, Hollis Queen, 1984. Foto: Janette Beckman
Run DMC, Hollis Queen, 1984. Foto: Janette Beckman

Hip hop kulturen gjorde for første gang den sorte underklasse synlig, fortæller Beckman: ”Det var en helt ny kulturel bevægelse der strømmede igennem New York og senere gennem hele Amerika. Og den kom fra det sorte samfund, der førhen havde været stemmeløse, fattige borgere der ikke kunne få noget arbejde og blev diskrimineret. Og ud af det blå sagde de: ”Vi er her, det her er vores historie, vi laver musik om den, poesi og kunst.

Da min første bog udkom med mine fotografier af hip hop kunstnere, fik jeg en masse breve fra feminister der skrev: ”Hvordan kan du promovere den sexisme og voldelige kultur?” og jeg svarede: ”Altså, de her mennesker lever det her liv. Du kommer fra din hvide forstad og har ingen ide om hvad der foregår”. Det åbnede virkelig folks øjne op for en helt anden virkelighed. Sange som  ”911 is a joke” og ”Fight the Power” af Public Enemy var tunge politiske sange, der fik hvide mennesker til at fatte hvad der foregik. Det var en virkelig vigtig og politisk periode. I dag ser du ikke folk protestere på samme måde, tidligere solgte Bob Dylan sange om krigen i Vietnam, der foregik en masse ting af den slags og nu.. Måske ser du reaktioner på internettet, men jeg ser det ikke i musikken,” fortæller Beckman.

Hun mener ikke at ungdomskulturen i dag har samme rebelske drive: ”For nylig fotograferede jeg de her biker-fyrer i Harlem. De kører på deres motorcykler, hvilket er ulovligt, de har det bare fedt og politiet jagter dem. De laver nogle vilde tricks og er virkelig passionerede omkring det. Jeg leder altid efter projekter som det. Jeg har det lidt som om, at folk har mistet deres lidenskab. Folk tør ikke længere træde ud af deres tryghedszone, selvfølgelig bliver du nødt til at kunne klare dig og leve, men førhen var det mere som om, folk ville gøre alt for deres kunst.”

Nico Turner – Multikunstneren

”Jeg begyndte at male da jeg var 12 år. En serie af begivenheder udspillede sig i mit liv, som rystede mig følelsesmæssigt – en spænding var bygget op inde i mig, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle udtrykke på nogen anden måde. Jeg stoppede med at se mine venner, sad og malede på mit værelse dagen lang. Det føltes som om, jeg malede for at redde mit liv. Ikke for at lyde dramatisk, men sådan føltes det som 12-årig. Jeg malede indtil jeg var 21 år og så stoppede jeg i otte år. Jeg begyndte igen da jeg var 29 og nu er jeg 30 – JEG ER 30 NU!!!!”, udbryder den amerikanske multikunster Nico Turner. Hun sidder foran mig på en lille smadret, charmerende fransk bistro i Bowery-området i New York. Der spilles Wyclef Jean og vi drømmer os tilbage til 90’erne. Hun drikker Tequila, fabulerer og laborerer, tænksom, rå og elegant.

Nico Turner, Foto: Annika Oksanen
Nico Turner, Foto: Annika Oksanen

Født og opvokset i  LA og først for nylig flyttet til New York. Udover maler er Nico Turner også uddannet fotograf og musiker. Efter hun stoppede med at male som 21-årig kastede hun sig for alvor over musikken og grundlagde blandt andet det LA-baserede band VoicesVoices. Siden 2012 har hun spillet perkussion, elektronisk bas og trommer, samt været vokal for amerikanske Cat Power. På Cat Powers seneste USA- og Europa tour udgjorde Turner med sin elguitar og fragile stemme åbningsakten.

At male er en rytme

Pausen i malerkarrieren udgjorde også et stilskift: fra i sine unge dage at male figurativt, maler Turner nu udelukkende abstrakt: ”Jeg kigger ikke længere udenfor mig selv for at finde objekter, jeg forsøger at male hvad jeg føler. Jeg lytter til musik når jeg maler, og for det meste forsøger jeg ikke at tænke. I min bevidste del af hjernen tænker jeg ikke, fordi jeg prøver at være til stede i nuet og komme ind i rytmen, fordi det er det maleri er, en rytme, ligesom musik.”

De seneste år har Nico Turner rejst verden rundt på turneer med Cat Power, hvilket har resulteret i en serie af tour-malerier.

Untitled, maleri af Nico Turner. Malet på Cat Powers Europaturne, i Paris
Untitled, maleri af Nico Turner. Malet på Cat Powers Europaturne, i Paris

”Når du er på tour er du tit alene og prøver at blive fokuseret inden showet starter, så al den alene-tid brugte jeg på at male eller tegne og det fungerede som en slags meditation inden jeg skulle på scenen og levere”, fortæller hun og fortsætter: På tour vågner du op i en ny by hver eneste dag og det gør noget ved én. Det vækker dig, du snakker med forskellige mennesker hver aften og alting er nyt, alting sker udenfor dig selv. Det påvirker den måde man maler på.

De malerier jeg lavede på touren er blevet lavet på kort tid, og det kan man se. Det er hurtige strøg og nogen gange rodet. Man kan ligesom se bevægelsen i malerierne. Jeg malede de ord og følelser jeg umiddelbart havde, fordi der ikke var tid til andet. Jeg har boet i New York siden jeg kom tilbage og her har jeg mere tid til at tænke maleriet igennem, jeg kigger på det nøgne lærred og planlægger farveskemaet, der er mange flere muligheder og dermed en mere specifik intention bag.”

Klicheen om kunsten

”Historisk føler jeg at kunst, er det eneste der virkelig har gjort en stor forskel. Det eneste der virkelig har fået folk til at tænke. Her tænker jeg på alle kunstarter, i særdeleshed den skrevne del af kunsten.. Kunsten har ændret verden – økonomisk, socialt, politisk, kulturelt. Kunsten griber mennesket på en helt særlig måde, får mennesket til at føle noget udenfor sig selv og inspirerer mennesket til at udrette noget der er større end selvet,” fortæller Nico Turner tænksom og alvorlig.

NICO TURNER from Filmcz on Vimeo.

Hendes tro på kunsten som en potentiel forandringsfaktor, er også det som driver hendes egne værker. Ikke nødvendigvis formuleret som eksplicitte budskaber – men som en inspirerende kraft der kan påvirke mennesker. ”Jeg vil gerne inspirere individet til at blive et bedre menneske. Sætte folk fri så de kan udleve deres drømme. Det lyder som om jeg er en hippie, hvilket vel er okay..  Som menneske møder og  påvirker man en masse andre hver eneste dag, og hvis du er tilfreds med det du laver, vil du inspirere de mennesker du møder på din vej. Forestil dig hvad det ville gøre ved verden.

Kunstens opgave er ikke blot at inspirere, men også at transformere, fortæller Nico Turner:
Det er menneskeligt at føle mismod. Det menneskelige liv er fyldt med træthed, tristhed og kulde – det er kunstens opgave at bruge alle disse skyggesider og skabe noget smukt. Kunstnere er transformere. For at citere en kunstkritiker, som jeg sikkert citerer forkert.. Rene Ricard, han levede i New York i 80’erne og er død nu, men han sagde noget i retningen af: En mor hænger et maleri op på væggen, som hendes søn lavede mens han sad i fængsel, fordi maleriet er beviset på at noget smukt kan opstå af noget så mørkt som et fængselsophold. Og dét er kunstens transformerende evne. Kunsten skaber lys ud af mørke. Den transformerer det fysiske sted, sindet – den sætter dig fri. Pludselig er du ikke længere blot en fange i et bur, men også en skaber af noget smukt.”

Hannah Vandermolen – at tydeliggøre det ekstraordinære i det ordinære

Bushwick er et gammelt arbejderkvarter i Nordbrooklyn. Mørkt, koldt og goldt. Mennesketomt, dystert, industrielt. Udkantsagtigt. Den amerikanske kunstner og model Hannah Vandermolen bor her og jeg mødes med hende på cafeen Little Skips. Dens indmad består af unge mennesker der tavse sidder begravede i deres mac-computere. De ænser ingenting – indfanget i cyberspace er verdenen udenfor ikkeeksisterende. Væggene er beklædte med grimme, perverse malerier af fantasipornomennesker, og to halvusoignerede huebeklædte gutter står bag serveringsskranken. Usselt på den fancy måde, fornemmer jeg. Ind kommer Hannah Vandermolen, en smule forsinket i lang læderjakke og robuste, sorte vinterstøvler. Smuk som bare fanden. Det alvorlige udtryk, den mørke stemme og den lille, spinkle krop skaber en fascinerende symbiose.

Hannah Vandermolen på cafeen Little Skips. Foto: Nico Turner
Hannah Vandermolen på cafeen Little Skips. Foto: Nico Turner

”Jeg begyndte at male for 7 år siden. Jeg har tegnet hele mit liv. Jeg har altid gerne villet være maler, men jeg prøvede at vælge noget som gav flere penge, fordi  jeg var bekymret for min fremtid og min familie. Men det endte alligevel med at blive malerkarrieren jeg kastede mig over”, begynder hun og fortsætter talestrømmen:

”Jeg har aldrig været god til at blive på ét sted i længere tid. Mine forældre blev skilt da jeg var tre og jeg har boet i en kuffert hele mit liv. Jeg gik på ni forskellige skoler over fem år. Jeg arbejdede virkelig hårdt, tjente penge og tog af sted. Jeg tog forskellige kurser i Australien, boede i Italien i et år osv. Når pengene var brugt op, tog jeg hjem og tjente flere penge for at kunne tage et nyt sted hen. Lige meget hvor jeg var, tog jeg altid kurser på et universitet, alle mulige forskellige, musik, naturvidenskab… Men ingen af dem optog mig rigtig. Endelig en dag mødte jeg en lærer, som jeg virkelig havde en god kemi med. Han var også maler, og han overtalte mig til, at holde op med at lede efter alternativer og satse på maleriet.”

Hannah Vandermolen har boet i New York i ni måneder nu. Og hun føler at byens mangfoldighed og tempo dulmer behovet for hele tiden at skulle rejse og flytte videre. I New York forsvinder hendes rastløshed.

Untitled, maleri af Hanna Vandermolen, en del af undervandsserien
Untitled, maleri af Hanna Vandermolen, en del af undervandsserien

Abstraktioner af figuren

Vandermolen er en spirende ung kunstner i begyndelsen af sin karriere. Fascineret af den menneskelige krop og de hverdagslige skøre detaljer som ofte går ubemærket hen. I skrivende stund er hun i gang med en serie af malerier, der hovedsageligt portrætterer mennesker under vand, malerier som hun selv beskriver som realistiske og figurative, men på en forvreden måde, der giver dem et abstrakt præg:

”Jeg startede med at tage billeder af mennesker under vand, vandet bryder kroppens former ned, fordrejer dem på en særlig måde. Det opdagede jeg første gang da jeg svømmede i en pool i LA, jeg begyndte at grine fordi mine arme så mærkelige ud, og tænkte: det er da fantastisk – hvorfor har jeg ikke opdaget det før? Vandets abstraktion af figuren tillader mig at male mere ekspressivt og frit, med flere farver. Jeg elsker den menneskelige figur, men jeg leder altid efter noget der fordrejer portrættet: Kroppen under vand, refleksioner i glas eller menneskers ansigt bag ved is for eksempel, det giver et ekstra lag.

Untitled, Tegning af Hannah Vandermolen
Untitled, Tegning af Hannah Vandermolen

Mange af de ting jeg holder af at male, er i princippet helt normale situationer, men med et mærkeligt twist eller en detalje, som folk normalt ikke lægger mærke til. Mit håb er at få beskueren til, at opdage detaljen eller skævheden og sætte pris på den. At tydeliggøre det ekstraordinære i det ordinære,” fortæller hun.

Kadaverlaboratoriet

På en af de ni skoler Vandermolen visiterede studerede hun naturvidenskab og undersøgte den menneskelig anatomi. Tilknyttet fakultetet var der nemlig et kadaverlaboratorium, som hun kalder det, fyldt med døde mennesker, skelletter der kunne granskes:

”Jeg var det mærkelig barn der var der hver dag, jeg fik et specielt pas, så jeg kunne komme på alle tider og tegne. Lige så meget som jeg elsker at være eksplosiv i mine malerier, holder jeg også meget af at være realistisk og detaljeret når jeg tegner. Der er en kontinuitet i naturen som fascinerer mig meget – du kan se, at der er en sammenhæng mellem alting. Jeg synes at strukturen i skelettet, nervesystemet, minder mig om barken på træer, jeg har det som om, at de her ting ikke kan være tilfældige – alting har udviklet sig fra noget allerede eksisterende. Mange ting er afspejlinger af hinanden, og at opdage dét, er virkelig dragende. Jeg får sikkert aldrig adgang til et kadaverlaboratorium igen, desværre,” slutter Vandermolen med en grad af ærgrelse.

Kunsten og moden

Vandermolen har arbejdet som model siden hun var lille, og gør det stadig. Det er gennem modelarbejdet hun sponsorerer sin karriere som maler. Hun forklarer, at hun mener hun har været heldig at have et navn og kendt folk i modebranchen, da det har haft stor indflydelse på, at hun er blevet opdaget som kunstner.

”Kunst – og modeverdenen er mere forbundet end de vil indrømme. Eller modebranchen vil gerne forbindes med kunstverdenen selvfølgelig, men kunstverdenen vil ikke rigtig ses med modebranchen. Det er ligesom den seje og den nørdede dreng i skolen, udenfor skolen kan de godt hænge ud, men i skolen vil den seje dreng under ingen omstændigheder kendes ved den nørdede. Jeg vil gerne være med til at ændre det, selvom jeg gang på gang får at vide, at det ikke er muligt. Men jeg mener, at alle indenfor mode også er kunstnere – de er bare kunstnere der kan tjene penge,” konkluderer hun med et skævt smil.

Todd Diciurcio – Simultankunstneren

”Lige så meget en samarbejdspartner som en skaber”, sådan beskriver maleren Todd Diciurcio sig selv som kunstner. Og Diciurcio er en samarbejdspartner, i den forstand, at han har gjort det til sit varemærke at bruge kul til visuelt at portrættere lyd. Han har portrætteret den moderne kultur ved at male til samtidsmusikeres liveoptrædener. Det visuelle udtryk, som han skaber gennem maleriet er et simultant produkt af den musikalske liveoptræden og en slags liveperformance i sig selv. De forskellige kulstrøg er en direkte reaktion på hvad lyden skaber af følelser i Diciurcio.

Todd DiCiurcio i sit studio i Brooklyn. Foto: Nico Turner
Todd DiCiurcio i sit studio i Brooklyn. Foto: Nico Turner

Han har bl.a. samarbejdet med bands som Edward Sharpe and the Magnetic Zeros, Bon Jovi, Grizzle Bear, Broken Social Scene, ExitMusic, Kings of Leon og The Killers. Hans kunst bliver kaldt for postmoderne ekspressionisme fortæller han, det er dog ikke et mærkat han selv bruger: ”Jeg tror jeg er lidt mere situationel. Det hele handler om at visualisere komprimeret energi, der opstår under begivenheder, hvilket resulterer i direkte reaktioner. Jeg prøver at sige mest muligt med mindst muligt.”

Blot et køretøj med evnen til at bevæge sig fremad

Todd Diciurcio er født i Pennsylvania i 1972. Hans mor var kunstner og hans far tidligere pilot og ingeniør: ”Deres forhold var kort, destruktivt og ikke særlig rart. Jeg har malet så længe jeg kan huske tilbage. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, og resten er ubeskriveligt. Jeg tror på, at begivenhederne i ens liv former den måde man vælge at leve det på og ens måde at udtrykke sig på. Jeg er ingen undtagelse , jeg er blot et køretøj med evnen til at bevæge mig fremad,” fortæller han.

Todd Diciurcios værker pryder blandt andet væggene i Tommy Hilfiger Inc.’s VIP rum i Los Angeles. Ved at kombinere hans to passioner, musik og kunst, har han fundet sin egen plads på den amerikanske kunstscene. Det er lovløsheden og de uendelige muligheder der tilskynder til skabelse, fortæller han:

”Jeg vågner op hver dag og er spændt, fordi jeg ved at der ikke er NOGEN REGLER. Jeg tror ikke man behøver mere inspiration end det. Og hvis jeg inddrager kærlighed og alle de fantastiske mennesker der omgiver mig og mit arbejde, så er det en ret god forklaring på, hvad der driver mit køretøj, om du vil”.

“KISS OF DEATH” af Todd DiCiurcio, blæk, akryl og kul på papir (2014).
“KISS OF DEATH” af Todd DiCiurcio, blæk, akryl og kul på papir (2014).

New York som kunstmetropol

”I årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev New Yorks status som dominerende kunstmetropol grundlagt; om den i løbet af 1990’erne vil miste denne status er det endnu for tidligt at sige noget om. Men her i årtiets første år er byens rolle ikke længere så klar.” Sådan skrev den danske kunsthistoriker Øystein Hjort i et portræt af kunstscenen i New York i 1992.

Vi er i dag i 2015 og byens rolle for kunsten er bestemt ikke blevet klarere.

”Når man hører andre kunstnere snakke om New York virker det som om, at byen ikke er det for kunsten som den har været før. Folk kigger stadig mod fortiden og sørger over at det ikke er sådan længere, mens det samtidig virker som om, at kunstnermiljøet er ved at omorganisere sig,” fortæller Nico Turner og uddyber hvad hun mener med at omorganisere sig:

”Udvikle en ny kultur. Verden er så anderledes i dag. Kunstnere kan markedsfører sig selv på en helt anden måde på grund af teknologien. Alle reevaluerer. Det er som om, at kunstscenen er på det her spædbarnsstadie, hvor den skal lære at gå igen. Det er meget mere kommercielt i dag og ikke lige så avantgarde som det fx var i 80’erne. Hvilket er fint, det er bare anderledes.

"Go Hard Boyz" Foto: Janette Beckman
“Go Hard Boyz” Foto: Janette Beckman

Der er kunstnere der har et specifikt formål med det de laver, men jeg ser ingen fælles tråd lige nu. I 80’erne var der forskellige gennemgående temaer i New York. Du havde fx Jean Michel Basquiat og Keith Haring. Keith Haring var den hvide bøsse der døde af aids, så han repræsenterede hele homokulturen, og Jean Michel Basquiat var en sort graffiti kunstner, så han repræsenterede hele det sorte samfund. En sort kunstner i fine art – det havde aldrig eksisteret før. Der var en kollektiv kommentar og en kollektiv bevidsthed omkring de her to emner op gennem 80’erne. Det ser jeg ikke rigtig på samme måde i dag”, fortæller Nico Turner.

Hannah Vondermolen har kun boet fast i New York i 9 måneder, og har en positiv oplevelse af byens kunstscene: ”New York er med garanti det mest levende sted jeg har boet i forhold til kunst. Det er ikke en privat by, alle er oppe i hinandens ansigter hele tiden. Og selvom det på en måde virker som om, at alle er i den her branche for deres egen skyld, er der også en kammeratlig tone, som jeg ikke har oplevet før. Folk bliver oprigtig entusiastiske hvis du fortæller dem, at du har gang i noget kunstnerisk og de vil gøre alt for at hjælpe dig. Det er en stor del af livet her. At gå på museum og tale om kunst – også udenfor gruppen af deciderede kunstnere”, fortæller hun.

Artist John Ahearn i hams Bronx studio - Double dutch girls
Artist John Ahearn i hams Bronx studio,- Double dutch girls, Foto: Janette Beckman

Janette Beckman erklærer sig enig: ”Du ved, den ting jeg virkelig elsker ved New York er, at der altid er en masse interessante personer. Byen er meget mikset, der er folk fra hele verden.” Ifølge Todd  Diciurcio er New York stadig et godt sted at være for kunstnere: ”Scenen er stadig kløgtig, alsidig og der er noget for enhver smag. Når du befinder dig i New York er du i smeltedigelen af alle tværgående kulturelle fænomener. Det er denne tilgængelighed der er så afgørende for en kunstner,” fortæller han.

Detroit – det nye New York?

Ifølge Hannah Vandermolen kan andre byer i USA udvikle sig til det kunstmekka New York var i 60’erne og 80’erne: ”Jeg har hørt fra en del etablerede kunstnere, at New York ikke er stedet længere. Fordi der er sådan en stor afstand mellem de ekstremt succesfulde og de ekstremt fattige, jeg har hørt en del tale om Detroit som det nye sted for musik og kunst. Den tiltrækker kunstnere og kreative typer fordi den er gået bankerot. Det er en billig lejeplads. New York var sådan i 60’erne og 80’erne, du kunne leje kæmpe steder for ingen penge i Brooklyn og selv i Lower East Village, alle kendte hinanden og snakkede sammen, det var som én stor fest. Så Detroit er ligesom på bar bund nu, du kan bygge den op for ingen penge, og måske kan den blive til det New York var engang”, fortæller hun

Todd Diciurcio er ikke overbevidst: ”Detroit er end ikke i nærheden. Enhver kunstnerisk renæssance er en god én, men kan byen opretholde det? Spørg mig igen om 30 år, og så ser vi hvor Detroit står som kunstmetropol”, konkluderer han. Ifølge Nico Turner er L.A. lige så interessant at holde øje med i fremtiden som Detroit.

“EXSEPTUM; IT’S IN THE BACK OF YOUR HEAD” af Todd DiCiurcio, blæk, kul og akryl på papir (2014).
“EXSEPTUM; IT’S IN THE BACK OF YOUR HEAD” af Todd DiCiurcio, blæk, kul og akryl på papir (2014).

Kunsten som politisk redskab

”Kunstneren overvejer hvad han kan gøre når han ser verden gå i smadder omkring sig. Men som kunstner kan han ikke gøre andet end at være kunstner.” Sådan formulerede den amerikanske kunstner Sol Lewitt kunstens rolle i forhold til Vietnamkrigen i 1968. Om det er kunstens opgave at være en politisk magtfaktor i samfundet er en lang traditionspræget diskussion. Ifølge Todd Diciurcio har kunstnere i dag en berøringsangst overfor politiske emner:

”De fleste kunstnere er dødsens bange for at lave noget politisk. Det politiske er overskygget af teknologien i dag. Teknologien er det ultimative pejlemærke, den maskerer enhver mental disciplin der eksisterer, du kan lave sjov med det eller tage det seriøst, men i sidste ende gennemsyrer teknologien ALT, lige meget om du vil erkende det eller ej”, fortæller han.

Janette Beckman mener heller ikke, at kunsten spiller en afgørende rolle i forhold til politiske problemstillinger, og hun påpeger at kunstverdenen har været stille når det fx gjaldt USA’s engagement i krigen i Irak og Afghanistan:

”Der har været få reaktioner, men jeg ser det ikke rigtigt. Det er bare noget der sker på TV, medmindre din bror er blevet slået ihjel eller noget i den dur. Når du tænker tilbage på protesterne mod Vietnamkrigen er det tydeligt at folk blev meget mere påvirket af krigen dengang”, fortæller hun.

Vietnamkrigen rystede amerikanerne, det var første gang i historien der blev sendt livetransmitterede og ikkecensurerede billeder fra krigen, direkte hjem i folks stuer. Ifølge Beckman er vi i dag blevet vant til det og er i stand til at ignorere det:

”Hvis du i dag vågner op en morgen og du ikke har lyst til at beskæftige dig med hvad der sker rundt omkring i verden, så kan du bare gå ind på internettet og kigge på et par sko. Eller kigge på folks babyer på Facebook. Der er mange flere distraktioner i dag, reality shows og alt det lort. Kulturen har virkelig ændret sig.”

Ifølge Nico Turner reagerer kunsten på de samfundsproblemer, der allerede eksisterer i offentligheden: ”Så vidt jeg kan se har kunsten responderet på ting der er sket, mere end den har fået ting til at ske eller fået ting til at ændre sig på eget initiativ”, siger hun.

Untitled, maleri af Hannah Vandermolen, en del af undervandsserien.
Untitled, maleri af Hannah Vandermolen, en del af undervandsserien.

Hannah Vandermolen mener, der er ved at opstå en større politisk bevidsthed blandt den unge generation, end man har set tidligere: ”Folk laver statements og kunst omkring ytringsfrihed, der eksisterer stadig racisme og sexisme, det er helt klart bedre nu end tidligere, men de samfundsproblemer eksisterer stadig og er nærmest lidt mere begravede i dag. Nu jeg tænker over det, er der tonsvis af politisk kunst i New York, det er bare ikke det jeg eller mine venner beskæftiger os med. Men det er interessant, for jeg føler at min generation har været stille i forhold til nogle politiske problemstillinger, hvor vi virkelig ikke burde have været det. Nu virker det som om der er nogle bevægelser i gang og protester omkring fx racisme. Og byen skaber et buzz for det, fordi vi er så tæt pakket sammen, hvis du nævner én ide er der altid mennesker der vil høre den, og så kan man hurtigt få skabt en samling af mennesker eller en bevægelse. Det er også derfor så mange kunstnere ønsker at være her, fordi der er det her buzz.”

Kunstneren er kunsten

En af de gennemgående tendenser som Nico Turner ser, indenfor kunstscenen i dag, er et øget fokus på kunstnerens person:  ”Kunstneren er blevet kunsten. Det vigtigste er ikke HVAD du kreerer, det vigtigste er HVEM du er, hvordan du repræsenterer dig selv, din offentlige persona, både i forhold til det ydre men også hvilke indre værdier du repræsenterer”, fortæller Nico Turner og pointerer at hun mener, at det er en positiv udvikling:

”Jeg kan faktisk godt lide det. Hvis kunsten kan være alting, så kan den også ændre sig konstant. Du kan sige hvad du vil med den, sige alting om den og om verden gennem den. Den kan ændre sig konstant, den er ikke stillestående, hvilket jeg føler den lidt var før – du ved, når du først er blevet berømt, så bliver du nødt til at male det samme igen og igen, så folk ved, at det er dig. Sådan er det ikke længere, fordi kunstneren er blevet vigtigere end kunsten, så man kan ændre sin stil, og stadig blive anerkendt, fordi man er den man er”, forklarer hun.

Untitled, maleri af Nico Turner.
Untitled, maleri af Nico Turner.

Todd Diciurcio mener ikke, at dyrkelsen af kunstneren er noget nyt: ”Berømthedsaspektet og personlighedsdyrkelsen har altid haft betydning, indenfor alt virkelig, kunst er ingen undtagelse. Stor kunst er ikke nem at identificere eller selvindlysende, men det er store egoer.”

Janette Beckman er mere skeptisk: ”Jeg håber ikke, at kunstneren er mere vigtig end kunsten – det ville være virkelig trist. Selvom, det med den nye kultur, hvor investorer opkøber kunst, virker som om det handler mere om penge end om kunsten. Hvor meget vil det være værd om tre år? Hvem ejer ellers værker af den kunstner og går det godt til farven på sofaen? Det er bare ikke rigtigt,” fortæller hun sukkende.

Ifølge Hannah Vandermolen er ideen om kunstneren blevet mere omfangsrig: ”En kunstner er ikke længere afgrænset til det visuelle, og vores definition af hvad der er fine art eller museumsværdigt, virker også til at have ændret sig. Meget af offentlighedens interesse for kunst har at gøre med den kontekst den er blevet lavet i og med individet der laver den”, fortæller hun og bringer Andy Warhol op som eksempel: ”Warhol ændrede kunstverdenens ansigt ved at rekruttere gadekunstnere, musikere og modeikoner som muser og lavede konsumerings-popkunst om til fine art. Selvfølgelig skete det over en årrække, men det ændrede virkelig folks opfattelse af hvad kunst var.

Et eksempel fra i dag er Jeff Koons. Det er velkendt at han ikke rører ved sine egne værker. Han har skabt en Warhol-lignende fabrik med dygtige malere og skulptører. Han er idemanden og symbolet. Og han er tydeligvis velanset i kunstverdenen, da han er den dyreste nulevende kunstner. Så ja, jeg tror helt sikkert kunstneren er ved at blive vigtigere end kunsten, selvom der stadig er stor respekt for veludført kunst i sig selv”, fortæller Hannah Vandermolen.

New York –styret af markedskræfter og massemedier?

”Mellem opgøret med modernismen og fascinationen af de fabrikerede fiktioner lever neo-tendensernes kunstnere på en farlig balance mellem kunst og vareproduktion, mellem reflekteret kritik og leverancer til massekulturens varelager. De har ”demilitariseret avantgarden” men har samtidig forkastet modernismens utopiske aspekt til fordel for stimulationen. Og debatten om ”kunstnerisk værdi” er i visse tilfælde blevet et spørgsmål om markedsværdi” skriver Øystein Hjort i sit portræt af kunstscenen i New York i 1992.

Kunstscenen i New York bliver ofte kritiseret for, at være styret af bankmænd på Wall Street, af store investorer og magtfulde gallerier. Markedsværdien og massekulturen i form af sociale medier er kun ekspanderet kraftigt siden 1990’erne, og ifølge Janette Beckman har kunstscenen svært ved at kæmpe imod, at markedsværdien bliver lig med den kunstneriske værdi, ja ligefrem styrer den kunstneriske værdi:

”Jeg læste en lang artikel forleden, der handlede om at hele kunstscenen var styret af penge. Det er alle de her bankmænd der vil have noget kunst, og så får de nogen til at betale 500.000 dollars for et maleri og så er kunstneren lige pludselig 500.000 dollars værd. Og det er på det grundlag folk køber kunst – ud fra prisen og ikke ud fra hvad de godt kan lide. I de gamle graffiti-dage gik folk ind i et galleri og købte et værk for få hundrede dollars fordi de elskede det, ikke fordi de spekulerede i, at det ville blive en masse penge værd på et tidspunkt. I virkeligheden er det meget nemmere at sælge virkelig dyr kunst i dag end kunst der ikke koster så meget,” fortæller hun.

Ifølge Todd Diciurcio skaber medierne og markedet en manglende evne til at fordybe sig. ”Alt synes at følge den nye mediemodel, en eksplosion af indhold, efterfulgt af en slags hysteri. Jeg prøver at holde mig væk fra det,” fortæller han.

Nico Turner ser mere positivt på de muligheder som massemediet og de sociale medier skaber for kunstneren: ”Som kunstner i dag er du selv i stand til at markedsføre din kunst og dig selv, du behøver ikke have et anerkendt galleri i ryggen. Du kan bruge halvdelen af din dag på at lave din kunst og den anden halvdel på at promovere den på sociale medier. Det gør på en måde kunstscenen mere demokratisk og fleksibel.”

Dyrk nuet

GHB Wheelie in Bronx, Foto: Janette Beckman
GHB Wheelie in Bronx, Foto: Janette Beckman

”Arkæologer udgraver andres kultur. De anvender lærde, videnskabelige metoder i et forsøg på at danne sig et billede af forsvundne civilisationer. Jeg er også en graver, men jeg samler materiale fra mine daglige omgivelser. Jeg vil fange et billede af nuets historie, jeg vil gerne forstå den proces hvormed menneskeheden fabrikerer fiktionen om fortiden eller nuet”, udtalte den israelskfødte kunstner Haim Steinbach (1944), som var bosat i New York fra 1957.

Spørgsmålet er om New York er ved at svinde ind på grund af rige bankmænd der investerer i kunsten, som de gør i aktier og om de sociale medier og den evindelige nyhedsstrøm korrumperer både kunstner og beskuer. Eller om kunstnerne og kunstscenen kan bruge disse ”moderne” præmisser på en nytænkende og konstruktiv måde, der forandrer og udvikler kunsten og får scenen i New York til at stoppe sin sørgeperiode, stoppe med at se tilbage på de forrygende 60’ere og 80’ere og fokusere på at dyrke nuets historie, fortolke nuet, indfange, fordreje og forevige det.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Burundi går til valg i dag – det ligner et deja-vu

Tidligt i morges åbnede valgstederne i Burundi. I går var der skud...
Læs mere