PB43 lukker: hullet i hækken

Forfatter Claus Høxbroe har i anledning af arbejds- og kunstnerfællesskabet PB43’s lukning skrevet en personlig og sanselig skildring af sine erindringer om stedet. Fordyb dig i de mørke kældre og buldrende olietønder, og efter det må du unde dig selv at læse digter Johannes Bech Dalsgaards flagrende, lyse og kærlighedsramte prosadigt til PB43, prags.


Der er altid et hul i hækken.

Altid et manglende bræt der sender en igennem plankeværket.

Ind til oversete perler.

PB43 var det hul i hækken.

Jeg frøs tæerne ud af skoene, fingrene stive af kulde i en skibscontainer i tredje sals højde, mens jeg serverede ord for publikum, lyttende nede på jorden.

Jeg leverede improkoncert med Jonathan Bremer og drengene, med ilden buldrende i olietønder, så gnisterne flyve til vejrs og knitre om kap med stjernerne.

Jeg snakkede trav og travede den urbane have tynd, så spirer skyde op gennem jorden i et industrikvarter, føre farver ind i et ellers koksgråt nabolag.

Jeg øvede numre overdrevet op nede i kælderen sammen med Stik Op, Peter Marott, Hasse Møller og eksilfynboen Mads Stephensen, stak hovederne ud ad døren, kroppene op på pladsen, tvang ilt indenbords, dykkede ned i numrene igen, ned i kælderen igen, glemte alt om verden udenfor, Amager omkring os, den svindende ilt i os.

Jeg så ferniseringer, festede og fik røverhistorier fortalt andre steder i byen om ting der var sket på PB43 til arrangementer jeg aldrig kom til, aldrig havde tænkt mig at komme til, men alligevel gav mig en glæde, Københavner-glæden, fællesstoltheden, at i København havde vi et sted som kunne noget andet, gav byen noget kant og holdt den voksende villakvarterifisering lidt på afstand.

Hullet i hækken, det manglende bræt i plankeværket.


Læs videre i Netudgavens kunstneriske serie om PB43

Litteraturredaktør Christel Sunesens præsentation af PB43 og deres lukning: Fra drømmelager til lagerhotel

Digter Johannes Bech Dalsgaards prosadigt til PB43: prags

Fotojournalist Martin Kurt Haglunds fotokavalkade af PB43 fra start til slut: Tour de PB43

More from Claus Høxbroe

PB43 lukker: hullet i hækken

Forfatter Claus Høxbroe har i anledning af arbejds- og kunstnerfællesskabet PB43's lukning...
Læs mere