Smag for ødelæggelse

I Arenas nye udgivelse af Antonin Artauds Den endegyldige afskaffelse af guds dom opløses sproget til lyde, der taler kroppen frem for bevidstheden. Men er det overhovedet værd at lytte til, og hvor let er det nu lige Gud er at komme af med?

Jeg frygter, at vi ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken.
– Friedrich Nietzsche

Den endegyldige afskaffelse af guds dom er et radiostykke akkompagneret af Artauds breve, en oprindeligt udeladt tekst, samt forord og efterord, som begge er grundige og berigende. Udgivelsen er paradoksal. Den er poesi, tekst, sprog; den er form. Den franske filosof og litteraturkritiker Roland Barthes har skrevet, at det altid mislykkes at tale om det, man elsker mest. Et lignende paradoks er man konfronteret med, når man forsøger at sætte Artauds irrationelle ‘kunst’ på diskurs. For Artaud lå det ’værdifulde’ hinsides diskursen, hinsides betydningen, der hvor sproget opløses til lyde; lyde der taler til kroppen, og ikke – som ordet gør det – til bevidstheden.

Artaud befandt sig, ligesom sin samtidige Georges Bataille, i margenen af den surrealistiske bevægelse, der anført af André Breton, bebudede en ’surrealism of the marvellous’, og en, til tider, fast tro på det franske kommunistparti. Det kunne ingen af de to -uden dog at holde i hånd – affinde sig med. Perversiteten og provokationen skulle tages til det yderste: sproget, den sunde fornuft, skulle overskrides og overskridelsen undersøges. Mens det for Breton handlede om politisk og mental emancipation, handlede det for Artaud og Bataille, først og fremmest, om at lade konflikten rase. Hos Artaud er der er en mening; et mål, med ikke-meningen, der rækker ud over udsvævelsen. Ritualiseringen af det heterogene er, for Artaud, et forsøg på at genføde kroppen permanent, den rene krop – fri for den kartesianske splittelse mellem sjæl og legeme, fri for gud og organer, men fuld af vilje og vitalitet – og dermed også død.

Opgøret
Den endegyldige afskaffelse af guds dom er en bestræbelse på at genartikulere ideerne fra det mislykkede ‘Grusomhedens teater’. Denne gang via radiomediet, for dermed at nå den brede offentlighed: “frisørsvende, vaskekoner, kioskekspedienter, isenkræmmere”, som han skriver i et af de trykte breve. Folket skulle rives ud af hverdagsrutinen, ud af livsløgnen. Artauds radioritual var altså kollektivt; han foragtede parnasset og den elitære digteriske individualisme: kunst for kunstens skyld holder kun så længe, at livet udenfor kunsten holder. Det skønne tilhører en forgangen epoke. Drømmen om den fælles vækkelse endte dog, endnu engang, med at gå i vasken. Denne gang endnu mere fatalt.

Stykket er, selvsagt, et opgør med gud. Men hvem er gud, og hvordan kommer vi af med ham? To spørgsmål, der er mere komplicerede end som så. Gud er, “som tomheden, der skrider frem med alle sine / former”.

Værket kan på mange måder ses som en videreførelse af Nietzsches projekt, hvori kristendommen angribes som det rådne indre i en sygelig vestlig kultur. Nietzsche vidste at hans ’skøre menneske’, der bebudede guds død, endnu var for tidligt på den. Artaud mener, at det nu er tid til det endelige opgør. Men det er ikke kun gud som sådan, der må gøres op med, men alt det samfundsopretholdende. Vi har ikke indset meningstabet, fataliteten af guds død, men erstattet og erstattet. Det er netop denne fatalitet, eller grusomhed, Artaud forsøger at vække. Når gud eksisterer (som form, frase, ideologi), da eksisterer mennesket ikke.

Opgøret er ikke en simpel og fordømmende ‘kamp imod’, men snarere en ‘kamp imellem’, en duel, der tager sig ud som en paradoksal appropriering af dét, man søger elimineret. Artaud mimer formerne og lader dem på ikonoklastisk vis bryde sammen; som i stykkets anden del, der både er en forkyndelse og en negation af samme: den kræver korsets afskaffelse.

Hinsides Gud
Men hvad så når guds dom endegyldigt er afskaffet? Tidligere havde Hegel erklæret Gud for død, men som en positiv og ikke-blasfemisk accept af det fundament kristendommen havde vundet, og som nu kunne bibeholdes uden Guds altseende og dømmende øje. Fornuftens system var lukket, endeligt. For Nietzsche, Bataille og Artaud er det netop dette fundament, der skal rives væk under fødderne på mennesket, for at det kan genfødes – og det er ikke smertefrit.

Ingen af de tre enkemænd efter Gudfaders død, stolede på fornuften eller videnskabens sejrsgang. Guds plads måtte tages; der måtte skabes nye og gudløse myter, myter der affirmerer livet i al dets fatalitet. For Nietzsche blev det overmennesket, mens Artauds store vision i stykket er ‘den organløse’. Ud skal “gud / og med gud / hans organer.” Mennesket må på operationsbordet, så det kan lære “igen at danse bagvendt / som i danseballenes delirium / og denne vrang vil være dets egentlige ret.” Organerne er intet andet end guds determinerende dom, internaliseret i kroppen – det eneste Gud selv mangler. For Artaud bliver det derfor kroppen, –  det allermest basale der kan erfares – der endeligt må løsrive sig fra gud og blive menneskets egen. “Man har fået menneskekroppen for at spise, / for at drikke, / for at undgå / at få den til at danse.” Primum vivere: ‘man skal jo (over)leve’, altså fylde og tømme organerne, skide og kneppe, men ikke danse, ikke leve. Kroppens automatik er en udsættelse af livet, det er væren bestemt af guds eksterne vilje og “Dér hvor der lugter af lort, / lugter der af væren”, skriges der mod gud – her i skikkelse af videnskaben.

Radiostykket skulle være dette operationsbord, der i ét stort emancipations-indgreb skulle give mennesket dets basale materialitet og endelighed tilbage i form af den rene krop. Sådan gik det ikke. Udsendelsen aflyses i sidste øjeblik og kommer under langvarig censur. Artaud dør en måned senere; gud og hans skygger vinder – og gør det vel stadig? Måske er det netop det, der gør udgivelsen relevant. For mig vækker Artaud genklang i en så nylig og lokal udgivelse som Theis Ørntofts Digte 2014. Her er drømmen om det nye, og mere naturlige menneske endelig slukket, naturen er tabt, samfundene er døde og begrebet ‘revolution’ er – i en vestlig kontekst – en tom frase, på linje med Artauds ‘gud’.

Hvad gør vi så nu?
Vi bilder os samfundene ind, bedøver os i breaking news om de sporadiske sammenbrud eller skriver fantastiske digte “fanget i et sprog der ikke længere / skal indeholde ordet / gud”. Og så venter vi på det virkelige sammenbrud. Sammen.

“Hvornår ville alle disse Guds skygger ikke længere formørke os? Hvornår vil vi helt have afguddommeliggjort naturen! Hvornår kan vi mon tage fat på at naturliggøre os mennesker i en ren, nyfunden, nyforløst natur!”, spørger Nietzsche i Den muntre videnskab. 

Det er på mange måder den drøm Artaud forfølger og fejler. Theis Ørntoft afliver den endeligt.

Artaud: gal eller genial? Døm selv! – men uden gud.

Her er et forslag til en tilgang:
Lyt til stykket – også selvom du, som jeg, ikke forstår fransk (skrigene er nok); læs stykket; læs forordet; læs brevene; læs stykket igen; læs efterordet.

More from Mikkel Thulstrup Nielsen

Smag for ødelæggelse

I Arenas nye udgivelse af Antonin Artauds Den endegyldige afskaffelse af guds...
Læs mere