Spaghettiwesterns – da Sergio Leone revolutionerede westerngenren sammen med en høj, ukendt skuespiller iklædt poncho og tilsat cerut

Henover tre år i midten af 1960’erne skete der noget nyt i westerngenren. En italiensk instruktør blev verdenskendt, en italiensk komponist skabte filmmusikalske evergreens, og en forholdsvis ukendt amerikansk skuespiller med navnet Clint Eastwood, fik sit gennembrud som den ponchoklædte ”Man With No Name”. Med sin Dollar-trilogi skød Sergio Leone hul i den amerikanske filmgenre par excellence og gjorde sammen med Ennio Morricones musik og Clintens tavse ’drifter’ spaghettiwesterns til en fuldtræffer.

Der er zoomet helt ind på ansigtet. Øjnene, den vejrbidte hud, de karakteristiske træk. Der klippes til en øde og støvet gade i en westernby. Der sker ingenting. Absolut ingenting. Man hører blæsten, der fejer gennem byen, prærieulvene der hyler i det fjerne, skiltet der knirker på hængslerne, vindens rusken i prærievognens dug, knasende fodtrin i jord og sand, og sporer, der klinger på hælene af de støvede støvler på de mænd, der bryder det mennesketomme sceneri og tavse nærmer sig bygningen, mens de gør deres pistoler klar. Og så brydes det hele af et pludseligt skud, så flere – og SÅ kommer musikken bragende.

Sådan begynder den måske mest kendte af filmene i Dollar-trilogien: The Good, the Bad and the Ugly. Stilen er typisk for Sergio Leones westerns; ekstreme nærbilleder, fåmælte figurer, langsommelige og lange sekvenser, hvor det kun er stedets lyde, der høres, inden Ennio Morricones musik tager over.

Det særprægede ansigt fra åbningsscenen i The Good, the Bad and the Ugly – selv om manden har en fremtrædende plads i indledningen af filmen og dukker op igen for en kort bemærkning senere - har han ingen reel betydning for handlingen.
Det særprægede ansigt fra åbningsscenen i The Good, the Bad and the Ugly – selv om manden har en fremtrædende plads i indledningen af filmen og dukker op igen for en kort bemærkning senere – har han ingen reel betydning for handlingen.

Det særprægede ansigt fra åbningsscenen i The Good, the Bad and the Ugly – selv om manden har en fremtrædende plads i indledningen af filmen og dukker op igen for en kort bemærkning senere – har han ingen reel betydning for handlingen.[/caption]

The Good, the Bad and the Ugly er fra 1966 og er nummer tre i trilogien, der begynder i 1964 med A Fistful of Dollars og fortsætter i 1965 med For a Few Dollars More. I 2015 har de omkring 50 år på bagen og er stadig populære. Da A Fistful of Dollars, der er et remake af Kurosawas samurai-film Yojimbo (1961), fyldte rundt i 2014, blev den fejret på filmfestivalen i Cannes for at hylde 50-året for fødslen af spaghettiwestern-genren, og det var Quentin Tarantino, der var vært. Han er en stor beundrer af Leone og er som filmskaber inspireret af ham. Han skal have udtalt, at The Good, the Bad and the Ugly er hans yndlingsfilm.

Makaroni eller spaghetti – en genre får sit navn
Betegnelsen spaghettiwestern stammer fra amerikanske filmkritikere, som oprindeligt brugte termen nedsættende om westerns lavet i Italien og Spanien i 1960’erne og -70’erne. Det er nu ikke Leone, der skaber de første spaghettiwesterns, det er blot med hans film med Clint Eastwood, at genren får sit gennembrud både internationalt og over for et mere kræsent filmpublikum – tidligere spaghettiwesterns er primært B-film og betragtet som surrogat for de rigtige amerikanske westerns. Blandt de mange spaghettiwesterns er det primært Leones, der bliver populære i USA, hvor de premierer nogle år senere end i Europa.

I Italien kalder man i en periode filmene for makaroni-westerns, og madanalogien stopper ikke der. Der findes også spanske ’paella-westerns’ (f.eks. om Zorro) og tyske ’Sauerkrautwesterns’, og der er lavet europæiske westerns længe før, Leone gør sig bemærket i 1960’erne.

Det vilde vest i Spanien – i studiet i Rom og on location i Almeria
Selv om det hedder spaghettiwesterns, må den spanske indflydelse ikke undervurderes. De fleste locations i Dollar-trilogien findes i Spanien, enten i Almeria-området i Andalusien eller nord for Madrid. Leone har blik for det golde landskabs skønhed og brutalitet. De spanske locations giver et særligt udtryk, der passer til filmenes geografiske placering i områder tæt på den mexicanske grænse; det er nemlig ikke bare det vilde vest, Leone fokuserer på, det er det vilde sydvest i New Mexico og Texas.

Ved Almeria findes Europas eneste ørken, der er bjerge (Sierra Nevada), der er indtørrede flodsenge, gråt ler og træløse sletter til at give den særlige rå karakter. Og i omegnen er der virkelige locations med forfaldne hvidkalkede bygninger og landsbyer, der er perfekte som sets. Tæt på Tabernas bliver der til For a Few Dollars More opført en kulisseby, der i dag er en turistattraktion.

Kulissebyen ved Tabernas omgivet af det øde og golde landskab i Almeria-området i Sydspanien. Foto: Dorthe Bendtsen
Kulissebyen ved Tabernas omgivet af det øde og golde landskab i Almeria-området i Sydspanien. Foto: Dorthe Bendtsen

Øvrige scener er optaget i filmstudier i Rom, især i Cinecittà, hvor mange amerikanske storfilm tidligere var blevet produceret, f.eks. Ben Hur (1959), fordi produktionsomkostningerne var meget lavere end i Hollywood. Da dette filmeventyr slutter, må man se sig om efter andre indtjeningsmåder, så filmstudierne ikke skal stå tomme, og det giver nye muligheder for bl.a. spaghettiwesterns.

James Bond møder The Drifter – tidens nye heltetype
Leone bryder med traditionen for, hvordan man laver westerns. Spaghettiwesterns er et mix af europæisk og amerikansk kultur, men der er ikke meget John Wayne over den italienske version. Den traditionelle western har som regel et omdrejningspunkt i den amerikanske frontier-fortid med koloniseringen af det store land. En del kritik af spaghettiwesterns gik på, at westernfilm ikke kunne laves andre steder end rent geografisk dér, hvor man havde oplevet pionererne indtage vildmarken, og det havde man jo ikke i Italien. Frontier-begrebet betegner grænselandet mellem civilisation og ødemark, forholdet mellem det tæmmede og dem, der tæmmer det. Men Leone er ikke særligt interesseret i de problematikker, og hans helt tæmmer ikke noget; han rider ind i byen, gør hvad han nu engang skal, og rider videre igen.

Helten er en rastløs ener, den ensomme ulv, en strejfer eller drifter, der altid er på vej og ikke kan eller vil blive en del af samfundet. Han slår sig ikke ned, han møder ikke kærligheden, stifter ikke familie eller dyrker jorden. Han bliver heller ikke sherif i stedet for de uduelige eller korrupte ordenshåndhævere, han møder på sin vej. Han rejser videre mod nye konflikter og rider bort, ikke i solnedgangen, men i de golde, støvede og trøstesløse landskaber.

I For a Few Dollars More er det ikke helten, men Colonel Mortimer, spillet af Lee van Cleef, der i filmens slutning rider væk i solnedgangen efter et opgør, hvor hans motiver viser sig noget mere ædle end dem, vores egentlige helt har. Det er hos Leone ikke helt klart, hvem der er de gode og de onde, et forhold der selvfølgelig spilles på i titlen til The Good, the Bad and the Ugly. Alle er nogenlunde lige slemme, der er ingen éntydig helteskikkelse. Helten er ikke ubetinget ædel og modig, han kan også være lurvet, kynisk, amoralsk og med en blakket fortid. Og når han rider videre efter filmens opgør, har han enten hævnet eller scoret kassen, hvilket ofte er målet. Og han har kun ryddet op midlertidigt, og roen bliver ikke nødvendigvis genoprettet for altid.

Leone præsenterer på den måde en ny heltetype, en tavs og barsk antihelt med en vis portion ironisk distance. Den stærke, stille type var set i westerns før, men med Leones helt bliver den gådefulde type introduceret. Ud over at man altså ikke helt ved, hvor man har ham, er han også blevet en form for frelserfigur, der skal lide, inden han ’genopstår’, hvilket legitimerer den efterfølgende hævn. I de to første Dollar-film får han læsterlige tæv. I The Good, the Bad and the Ugly er han ved at gå til af solskoldning og tørst, inden han rejser sig og vender tilbage som hævner. I A Fistful of Dollars genopstår han spektakulært og næsten mytisk i en sky af røg og støv, han selv har skabt med dynamiteksplosioner, hvor han langsomt kommer til syne, efterhånden som støvet lægger sig. Men er han en frelser eller en hævner?

"The Good, the Bad and the Ugly: Blondy, the Good, bliver slemt forbrændt af solen på varm vandring i ørkenen drevet frem af Tuco, the Ugly, der som et af de bizarre indslag i Leones film har en lyserød, flæsekantet parasol med i sin oppakning.
“The Good, the Bad and the Ugly: Blondy, the Good, bliver slemt forbrændt af solen på varm vandring i ørkenen drevet frem af Tuco, the Ugly, der som et af de bizarre indslag i Leones film har en lyserød, flæsekantet parasol med i sin oppakning.

Heltetypen er af en af spaghettiwestern-genrens seriøse forskere, Christopher Frayling, blevet beskrevet som en blanding af James Bond, Che Guevara, Herkules og Judas. Så det er bare sådan én, Leone skal finde, da han skal skaffe sin hovedperson.

The Man With No Name – en ukendt Eastwood får et navn
Det finder han ad omveje i Clint Eastwood, der på det tidspunkt er en mindre kendt skuespiller fra TV-serien Rawhide. Til hovedrollen vil man gerne have en amerikansk stjerne. Det var dengang meget populært især i Italien med film med amerikanske skuespillere – især hvis de kom til Italien for at medvirke i filmene. Det gjorde de – af flere grunde. Nogle fordi de ikke syntes, deres karriere gik godt nok i USA – de havde f.eks. været TV-skuespillere, der ikke rigtig kunne komme videre (som f.eks. Clint Eastwood). Nogle havde haft biroller i film, men ville gerne videre til hovedroller (som f.eks. Lee Van Cleef).

Til A Fistful of Dollars forsøger Leone at skaffe mere kendte skuespillere til hovedrollen, f.eks. Henry Fonda, Charles Bronson og James Coburn. De er enten for dyre eller beskriver manuskriptet som det værste, de nogensinde har læst. Buddet ender hos Clint Eastwood, der selv om han ikke har den helt store tiltro til, at filmen vil blive en succes, siger ja på betingelse af, at han må ændre i dialogen. Han mener ikke, at der er noget særligt at tabe, selv om en film med Spanien som location indikerer B-film og dermed ikke noget specielt klogt valg for en skuespillerkarriere. Men hvis filmen flopper, vil man sikkert aldrig høre om den i USA alligevel, og han vil i det mindste få en tur til Italien og Spanien, hvor han aldrig har været.

Men sådan skulle det som bekendt ikke gå. Filmene bliver store successer, først i Europa og nogle år senere også i USA, og den tavse og cool Clint bliver et ikon. Hans persona bliver til the Man With No Name, selv om han i hver film faktisk har om ikke andet så et kaldenavn; i A Fistful of Dollars kaldes han Joe, i For a Few Dollars More for Manco og i The Good, the Bad and the Ugly for Blondy.

Leone skal have sagt i forbindelse med valget af Eastwood, at han behøvede en ’maske’ mere end en skuespiller, og at Eastwood på det tidspunkt kun havde to udtryk: med hat og uden hat.

Poncho og cerutter – klæder skaber Clinten
Hatten har faktisk betydning. Et tilbagevendende motiv er Clinten, hvis ansigt man ikke kan se pga. hattens brede skygge – indtil han langsomt løfter hovedet, og man ser hans sammenknebne øjne med et gennemborende blik. Hatten er også genstand for en ’hatte-skydnings-duel’ mellem van Cleef og Eastwood i en ret humoristisk sekvens i For a Few Dollars More, hvor de to revolvermænd udfordrer hinanden i skydefærdighed ved at sigte efter hinandens hatte.

Men det mest kendte klædningsstykke er Clintens poncho. Han har den på i alle tre Dollar-film, men han får den faktisk ’bagvendt’, dvs. i den sidste af de tre film, The Good, the Bad and the Ugly. Her viser han en lidt sjældent forekommende omsorg bag det seje ydre, da han giver en døende soldat sin frakke og nøjes med at tage et ’tæppe’ med sig i bytte; den berømte poncho. Den skulle efter sigende være Leones idé, oprindeligt valgt for at give Clintens høje, slanke krop mere kantede former og bredere skuldre. Det er også i samme film, at han får sin vest i fåreskind; den modtager han af Lee van Cleef i rollen som Angel Eyes, the Bad, og også den følger ham ’baglæns’ i alle trilogiens film.

Antihelt og usoigneret.
Antihelt og usoigneret.

Med skindvest, poncho og daggamle skægstubbe fremstår Clinten langt fra de tidligere mere velsoignerede westernhelte. Han er lidt lurvet og meget rå, et passende look til den nye antihelt. Han har en cerut evigt klemt fast mellem læberne, og både den – og røgen fra den – spiller en rolle. Et sted i The Good, the Bad and the Ugly er det røgskyen fra cigaren, der fortæller os, at Clinten står gemt bag et hushjørne, og de mere eller mindre slukkede skod i en række forladte lejrbål fortæller Tuco, the Ugly, at han er ved at indhente Blondy, the Good. For ikke at nævne, at diverse ladninger dynamit selvfølgelig først sprænges, når Clinten undtagelsesvis fjerner sin cerut fra kæften og bruger gløden til antænding.

Svedperler og støvede støvler – fokus på detaljer og skæve vinkler
Ikke bare synet på westerngenren og heltetypen er noget nyt. Det er den visuelle stil også. Leone bruger langsomme, dvælende scener og ekstreme close-ups. Der er nærbilleder af slidte støvler, af hænder ved revolverskæftet, af øjne der flakker, og af svedperler der triller ned over vejrbidte ansigter med rynker og furer. Det er sjældent smukke mennesker, men særprægede personer med usædvanlige træk. Nærbillederne bliver nærmest til portrætter.

Der zoomes helt ind på først Clintens,
Der zoomes helt ind på først Clintens,
.... så Ramons støvler i A Fistful of Dollars.
…. så Ramons støvler i A Fistful of Dollars.

Et andet kendetegn er hyppige skift i skala. Billederne veksler mellem nærbilleder og åbne panoramaer, mellem detalje og helhed. Og endda mellem detalje og yderligere zoom på detaljen. I den afsluttende duel i The Good, the Bad and the Ugly skiftes der f.eks. mellem et vue over kirkegården Sad Hill og de tre personer til den enkelte person og herfra videre til personernes ansigter og øjne eller deres hænder, der langsomt, millimeter for millimeter, bevæger sig nærmere mod revolveren i bæltet. Også i de to andre film er der en sidste duel, hvor der er fokus på ansigter – og støvler (A Fistful of Dollars) eller et lommeur (For a Few Dollars More).

Skalaspring forekommer også i samme billede – close-up af et lommeur i hånden på skurken Indio i forgrunden og (filmens virkelige helt?) Colonel Mortimer i baggrunden inden deres endelige duel i For a Few Dollars .
Skalaspring forekommer også i samme billede – close-up af et lommeur i hånden på skurken Indio i forgrunden og (filmens virkelige helt?) Colonel Mortimer i baggrunden inden deres endelige duel i For a Few Dollars .

Klimtende ure og klirrende sporer – filmmusik og lydeffekter
Lommeuret, eller rettere lommeurene, har en ganske særlig betydning for historien i For a Few Dollars More og i forhold til filmens lydside. Lommeurets sprøde klimten indgår nemlig i filmmusikken af Ennio Morricone. Han komponerer musikken til alle tre Dollar-film, og især titelmusikken fra The Good, the Bad and the Ugly er gået over i filmmusikhistorien. Her bruger han bl.a. en prærieulvs hyl som inspiration til det velkendte refræn ay-ay-aaaaa, og blander mexicansk trompet og Johann Sebastian Bach i samme musikstykke.

Ud over musikken er ’naturlige’ lyde meget fremtrædende i filmene. Vindens susen, knasen af fodtrin i gruset, hestens vrinsken, trappetrin, der knirker og knager, eller lyden fra sydstatshærens skramlende vognhjul og hestehove igennem byen i The Good, the Bad and the Ugly. De larmer så meget, at Blondy ikke kan høre Tuco og hans kumpaner snige sig op ad trappen og hen ad gangen på hotellet, hvor han sidder på sit værelse og renser sin revolver. Men til alt held standser tropperne pludselig, og der bliver helt stille. Så stille at lyden af en klirrende spore fra en af kumpanerne advarer Clinten, så han når at samle sin revolver i sidste sekund. Ikke bare tropperne står stille, men som tilskuer holder man vejret, indtil de sætter i gang igen, og Clinten på et splitsekund har skudt tre mand.

Han siger ikke noget under hele optrinnet. Der bliver i det hele taget ikke sagt ret meget overflødigt. I The Good, the Bad and the Ugly går der 10 min., før den første person, the Bad, taler. Senere i samme film, hvor the Good bliver præsenteret, er det første, der vidner om hans tilstedeværelse, hans stemme, der meget langsomt og drævende siger ’yeah’. Først efter et stykke tid løfter han hovedet, så vi under hattens brede skygge kan skimte hans ansigt med de sammenknebne øjne og cerutten på sned.

50 år er ingen alder – Spaghettiwesterns inspirerer stadig
Sergio Leones bizarre og visuelt flotte film med den tavse og mystiske helt har inspireret mange senere filmfolk, bl.a. nutidige instruktører som Robert Rodriguez (Once Upon a Time in Mexico) og som før nævnt Quentin Tarantino. Danske Kristian Levring, der i 2014 var aktuel med sin western The Salvation, har i filmmagasinet Ekko udtalt, at ét af forbillederne for denne film er Sergio Leone, og at hovedpersonen spillet af Mads Mikkelsen er meget inspireret af Clint Eastwood. Også Clinten selv arbejder videre med spaghettiwestern-universet i f.eks. filmene High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985), hvor han selv både spiller hovedrollen og instruerer. Her har hans hovedperson heller ikke noget navn, men kaldes hhv. the Preacher og the Stranger. Selv om de er mere moralske end Leones film – her hævner Clinten sig for retfærdighedens skyld og ikke for ussel mammon – er de en tydelig hommage til Leone, den mand, der gjorde Clinten til en westernstjerne.


“You see in this world there’s two kinds of people, my friend. Those with loaded guns, and those who dig. You dig.”

 

More from Dorthe Bendtsen

Det er bare et trick! Rom på rollelisten

Hoved- og biroller i en film tilhører traditionelt skuespillerne. Men locations har...
Læs mere