At fejre sine dæmoner – interview med Iza Mortag Freund

Hun er aktuel i forestillingen “Most Truths Are So Naked”, som spiller i Dansehallerne 17-28. marts. Netudgaven fangede Iza Mortag Freund mellem prøverne til en snak om hendes karriere som skuespiller og musiker.

Hvad er din største oplevelse med bandet The Echo Vamper?

»Jeg tror, at det var udgivelsen af vores EP. Det at have noget fysisk resultat af noget, som startede med nogle løse idéer og ret hurtigt tog fart. Det at tingene bliver virkelige og materialiserer sig fysisk  er også en måde at forstå dig selv på og nogle af de ting, jeg har oplevet i mit liv. Jeg har arbejdet rigtigt meget og ofte haft nætter, hvor jeg kun har sovet tre timer om natten. Det er stadig lidt som om tingene er faldet ned fra himlen. Så i selve situationen at forstå det man laver, og hvor stort det er, synes jeg kan være svært.

tumblr_m6jobqXMhA1rxcdobo2_1280

Hvad er din største oplevelse som skuespiller?

»Vi havde er forløb, da jeg gik på skuespillerskolen i 2010 med Walter D. Asmus, som var Samuel Becketts assistent. Han arbejdede meget med de surrrealistiske dimensioner i monologstykkerne og der fik jeg lov til at lave “Not I” og det var helt fantastisk. Man taler så hurtigt at hjernen står af. Det er en næsten 40 minuttter lang rablen om en kvinde, der har et sammenbrud. Sproget er så godt implementeret, at det næsten bringer én i et trancestadie. Det var meget overvældende.

Mit eget performancestykke “Ti-hi-Hitler”, hvor jeg spillede Hitler. Og så kombinationen af skuespillet og musikken, da vi med Echo Vamper fik lov til at lave musik til Lars Eidingers opsætning af “Romeo & Julie” på Schaubúhne i Berlin. Det var stort, også at spille i dén.«

The Echo Vamper  består af Iza Mortag Freund og James Brooks
The Echo Vamper  består af Iza Mortag Freund og James Brooks

Hvordan er musikken du laver til denne forestilling?

»Musikken har jeg lavet sammen med Samuel Kilcoyne, som Referencemæssigt deler det træk med The Echo Vamper. Det er et meget skrabet udtryk, meget ekspressiv vokal. Specifikt til dette stykke bruger vi en del orgel-temaer, men stadig med samme voldsomhed og råhed. Der er en del trommemaskiner og slapback på vokalen. Det er meget lig Echo Vamper-lyden, men det her er mere teatralsk. Nu, hvor teatervejen åbner sig mere for mig, er det også interessant at afsøge, hvor vidt jeg kan gå med musikken på de præmisser. Jeg kan godt lide skismaet mellem en stærk more-is-more udlevering på scenen og en kraftigt reduceret musik. Jeg kan godt lide de simple rytmer og ritualet i at man sætter sig selv i scene og arbejder sig mod et stadie af noget forhøjet. Det er derfor vi har skabt noget musik, som egentlig bare bevæger sig fremad, så man kan give slip og hengive sig til det performance-mæssige aspekt. Det synes jeg, er rigtigt spændende.«

Most Truths are so Naked trailer from Mute Comp. Physical Theatre on Vimeo.

Hvordan virker forholdet mellem skuespillet og musikken for dig som kunstner?

»Det smelter sammen. Jeg har hele mit liv fået at vide, at jeg skulle fokusere på én ting for at blive dygtig til noget. Det er lidt misforstået, synes jeg, for hos mig er alle kanaler åbne. Når jeg arbejder med musik, får jeg idéer til et stykke, til en scenografi. Hvis jeg spiller i et stykke, er jeg 100 % i noget visuelt og auditivt. Jo mere jeg fylder på, jo mere jeg absorberer ting, der fascinerer mig, jo flere idéer kommer der. Og de bliver fokuserede og kanaliseret ud. Derfor skal der være mulighed for det hele og ikke én ting af gangen.«

Hvornår fandt du ud af at du ville være kunstner?

»Da jeg var fire år gammel, skulle jeg rydde op på mit værelse. Og så hev jeg alting ned fra hylderne og kastede det i en bunke, og det tog mig måske et år at rydde op.  Min mor var ret frustreret, men en af hendes venner svarede: ”Iza er kunstner. Sådan er det bare. Hun gør tingene på sin egen måde.” Jeg har altid været fascineret af at stå på en scene, ikke så meget med at fremføre, men mere det med at fortælle historier. Lege med udtryk og sammensætte idéer. Tage forskellige genrer og collage dem sammen. Kigge på verden og lade mig suge ind i én bestemt del, som så bliver alting for mig. For mig er det altid kommet ud af en leg og en fascination. Derfor har der heller aldrig været nogen tvivl, om at jeg ville være kunstner.«

 

Dit forrige band, The Echo Vamper, dyrkede disse elementer. Hvad er det, som fascinerer dig ved kitsch og camp?

»Jeg tror at det er gået op for mig, at jeg ikke har samme besættelse med det, som ligger midt imellem. Jeg er enormt fascineret af det ekstremt reducerede og det ekstremt overgjorte. Der er noget stærkt i den måde at arbejde med musik og scenekunst på. Man har et ansvar for sig selv som kunstner i at nå en højde i kraften af sit udtryk. Det skal helt derhen, synes jeg. Helt ud i fingerspidserne. Der er en grundessens i hvorfor jeg laver teater og hvorfor jeg spiller musik. Det er karthasis. Følelsen af at gå på scenen og kigge rundt og pludselig er det som om at hele rummet råber, og der er en anden sfære og man mærker sig selv på en anden måde og endnu mere. Det kan være vildt intimiderende, men også enormt forstærkende. At give slip på sine dæmoner, at fejre sine dæmoner. Det er også en afhængighed til at mærke noget så intenst. Jeg er ikke udpræget tilhænger af den skandinaviske model med at der altid skal være et loft for, hvor skør og vild man må være. Den slags er hæmmende.«

8W8H5413

 

Forestillingen “Most Truths are so Naked” af Mute Comp. Physical Theatre spiller i Dansehallerne frem til 28. marts. Iza Mortag Freund har komponeret musik og optræder selv i forestillingen.

Læs mere: mute-comp.dk

More from Martin Gronemann

Gysende musik – lyd som forstærker

Du kender den godt. Alle kender den så udmærket. Følelsen af musik,...
Læs mere