Bilparkering – retten til byen

Hvad er det med dén bilparkering i København, som kan få ellers fredelige mennesker til at eksplodere i et inferno af beskyldninger om forfordeling og krænkelse af individets frihed og ret? Det ellers så usexede emne skaber en følelsesladet holdningskrig, og med udsigt til tusindvis af nye parkeringspladser i hovedstaden er behovet for klarhed om ret og afkald mere aktuel end nogensinde.

4.000 nye parkeringspladser
Socialdemokraterne i København har med overborgmester Frank Jensen i spidsen netop beordret 4.000 nye parkeringspladser til byen. Samtidig har realiseringen af den seneste parkeringsstrategi (fra 2005, revideret 2010) betydet, at mere end 3.000 offentlige parkeringspladser og et tilsvarende antal private ved nybyggeri har banet sig vej gennem Københavns byrum og undergrund.

Det er længe ventede tiltag for de trængte bilister, der hvert år, indtil parkeringsstrategien i 2005 blev vedtaget, måtte se den ene parkeringsplads lade livet efter den anden. Samtidig er andelen af biler i byen vokset stødt og det har skabt kamp om pladserne. De 4.000 nye parkeringspladser kan på den måde blive bilisternes adgangsbillet tilbage til byen.

Men det er ikke uden omkostninger. Tværtimod er hver parkeringsplads og den biltrafik, som følger, et afkald for andre, som også vil have del i byens begrænsede pulje af plads og ressourcer. Parkeringspladsen er blevet materialiseringen af, hvem der skal have ret, og hvem der skal give afkald på plads i byen. Det handler ikke bare om at lette livet for en gruppe af mennesker, men om hvilken by, vi gerne vil have.

Som en lille service har jeg samlet et par af de mest dominerende argumenter i tovtrækkeriet, der måske kan punktere nogle af de mere følelsesladede holdninger.

 

Fem gode grunde til mere bilparkering

Grund nr. 1: Der er flere biler, end der er parkeringspladser
Det kan være svært at se, hvorfor vi ikke skulle have flere parkeringspladser, når nu behovet er så åbenlyst stort og endda stigende, eftersom bilejerskabet vokser i København i disse år. Der er i øvrigt udsigt til en stigning i takt med, at byens befolkningstal vokser.

Grund nr. 2: Vi slipper for den parkeringssøgende trafik
Udover at sænke blodtrykket hos parkeringshungrende bilister, sænker det også forureningen, når bilister ikke skal drøne formålsløst rundt, mens de søger.

Grund nr. 3: Vi slipper for at parkere langt væk
Flere parkeringspladser gør det nemmere for børnefamilien at parkere tæt på bolig og daginstitution. Der er vel heller ikke noget så irriterende, som at trave halvvejs gennem byen med fire føtex-indkøbsposer fasthæftet i det alleryderste af neglespidserne?

Grund nr. 4: Vi tjener penge på at indkassere parkeringsafgifter
Alle københavnerne med bil betaler hvert år 730 kr. for en parkeringslicens, der gør det muligt for dem at parkere i nærområdet. Derudover har vi nogle af landets højeste parkeringstakster for dem uden licens. Det er en forretning for Københavns Kommune.

Grund nr. 5: Hvis der ikke er tilstrækkelig parkering, kan byggeriet ikke sælges
Forestillingen om den bilfri by hører til i romantiske eventyr. Men vi lever ikke i sådan et. Vi lever derimod i 2015 og her er det nu engang sådan, at mennesker har bil. For at denne bil giver mening, skal der være parkeringspladser, hvor bilen kan opholde sig, mens den ikke er i brug. Bygherrer (særligt i nye byudviklingsområder) ser ikke den økonomiske ligning gå op, hvis der ikke er mulighed for parkering. Og politikere på tværs af spektret frygter, at erhvervslivet bliver klemt ud af de gode og romantiske intentioner. Det er et skrækscenarie, for uden erhverv eller nye borgere bliver byen efterhånden tømt for det liv, de fleste af os gerne så byen rumme.

Fem gode grunde til mindre bilparkering

Grund nr. 1: Der kommer flere biler, når der er flere parkeringspladser
I dag fravælger mange bilen ganske enkelt, fordi parkeringsmulighederne er en begrænsning. Hvis parkeringsmængden øges, øges også incitamentet for at have bilen. Det samme gælder, når ellers trængselsplagede veje udvides. Forskere kalder det ’induced traffic’, når udvidelsen af infrastruktur øger mængden af trafik i stedet for at mindske trængslen. Kort sagt, er det skruen uden ende, fordi behovet for infrastruktur øges i takt med trafikken.

Grund nr. 2: Der er ikke plads nok
Københavns Kommune har de seneste år kæmpet for at udnytte hver en kvadratcentimeter af byen for at finde plads til mere parkering. En bilparkeringsplads optager samme areal som 10 parkerede cykler og kræver et langt større manøvreringsareal. Hvis biltrafikken samtidig øges i mængde, er det et endnu større areal, der er behov for. Den plads er der ikke.

Grund nr. 3: Bilparkering begrænser andre transportformer
Når der ikke er plads, men der alligevel skal laves mere parkering, må pladsen komme nye steder fra. De seneste års etablering af parkeringspladser har kostet dyrt for cykelparkeringen, der ikke normeres på samme måde som bilparkeringen, og bredden på fortovene.

Når der ikke er plads, men der alligevel skal laves mere parkering, må pladsen komme nye steder fra.

Grund nr. 4: Parkering koster kassen
Tidligere gjaldt tommelfingerreglen, at etableringen af én parkeringsplads kostede 50.000 kr. Men nu vurderer Københavns Kommune, at nye pladser koster langt mere, fordi det er nødvendigt at flytte eksisterende infrastruktur som vandrør, kabler og fortove. De underjordiske parkeringspladser kræver mindre plads på overfladen, men er til gengæld i en helt anden prisliga på op mod 700.000 kr. pr. plads. De penge kan ikke alene hives hjem af parkeringslicenser og afgifter, men må finansieres gennem højere huslejer og ejendomspriser. Også for dem, der ikke har bil.

Grund nr. 5: Infrastrukturen gør os afhængige
For mange er det svært at vælge andre alternativer end bilen. Det opfattes i hvert fald som en grov indskrænkning af friheden. Det behov og den nødvendighed forstærkes, hver gang der bygges mere infrastruktur på bekostning af alternativerne. Vi bliver mere afhængige.

 

Den paradoksale ret til byen
Der er ingen tvivl om at 4.000 nye parkeringspladser vil være en gave for bilisterne, der får mere ret til byen. Men det er en paradoksal ret, for den har begrænsninger for alle de andre mennesker i byen og den har på sigt begrænsninger for bilisterne selv.

Først og fremmest handler det om, at vi bliver flere mennesker til at deles om en i forvejen begrænset plads. I stedet for at ændre forudsætningerne for, hvordan folk bevæger sig, vil nye parkeringspladser blot være med til at øge behovet for endnu mere bilinfrastruktur. Det er altså ikke en løsning at lave mere parkering, hvis resultatet er, at det forskyder og forstørrer problemet på både kort og lang sigt.

I min optik er det nødvendigt at se på, hvilken by vi gerne vil have, og hvordan vi sikrer, at flest mulig får mest mulig ret til byen. Den diskussion skal vi have inden de 4.000 nye parkeringspladser finder vej i byens rum og undergrund.

Mere parkering vil begrænse retten til byrummet, også for bilister.
More from Anne Katrine Braagaard Harders

Byen skal forstå cyklens logik

Københavns cyklister er gennem flere år blevet kåret til både gøgeunger og...
Læs mere