Christiansborg kvæler Alternativet

En ny bølge af venstreorienterede politiske bevægelser skyller i øjeblikket ind over særligt det sydlige Europa. Partier som Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Movimento Cingue Stelle i Italien, forsøger på innovativ vis at præsentere et alternativ til den bestående politiske kultur, hvor en neoliberal konsensus efterhånden har introduceret post-politiske tilstande. Ved at iværksætte nye former for politisk deltagelse, demokratisk samtale og konsensus-baseret beslutningstagen søger disse partier dog at revitalisere det politiske system og vise borgerne, hvordan en alternativ version af det liberale demokrati kan se ud.

Partierne er alle stærkt inspireret af de folkelige opstande, der i 2011 og 2012 fandt sted i både den vestlige og den arabiske del af verden. Og netop derfor er det mest karakteristiske ved disse partier, at de stort set alle sammen beskriver sig selv som alternative bevægelser snarere end partier. Podemos ser f.eks. sig selv som en direkte forlængelse af den spanske indignados-bevægelse (også kaldet M-15), mens Movimento Cingue Stelles grundlægger, Beppe Grillo, ofte pointerer, at partiet slet ikke kan sættes i bås med konventionelle partier. Alt dette på trods af, at begge partier p.t. okkuperer adskillige sæder i Europa-Parlamentet, og at Movimento Cingue Stelles for tiden udgør Italiens tredjestørste parti. Samme tendens gør sig i øvrigt gældende for Syriza, der med afsæt i energien fra den græske Aganaktisménon Politón-bevægelse var snublende tæt på at sikre sig absolut flertal ved valget i januar.

Alternativet
I Danmark har vi langt om længe fået vores eget alternative parti, der i starten af marts blev opstillingsparate til dette års folketingsvalg. Efter næsten halvandet års opslidende kamp for at indsamle de famøse 20.260 vælgererklæringer, vil Alternativet nu være at finde på den kommende stemmeseddel. Selvom Alternativet langt fra står til en valgsejr i samme størrelsesorden som Syrizas, har de seneste ugers mediebevågenhed utvivlsomt medvirket til, at partiet nu langsomt men sikkert bevæger sig op mod Folketingets spærregrænse. Det ser således bedre ud for Alternativet, end det har gjort i meget lang tid.

På samme måde som de alternative partier i Sydeuropa, er det Alternativets intention at medvirke til skabelsen af en såkaldt ”ny politisk kultur”, hvor mudderkastning, taktik og spin træder i baggrunden til fordel for et ideal om øget borgerinddragelse og konstruktiv dialog. I Alternativet ønsker man derfor at skabe et politisk miljø, hvor borgerne kan deltage aktivt i politik, uanset om de engagerer sig i partipolitisk arbejde. Eksempler på denne tankegang ses bl.a. i to uafhængige forslag, som Uffe Elbæk stillede til Folketinget i november og december sidste år. Det ene forslag indebærer etableringen af et center for borgerinddragelse og demokratiudvikling på Christiansborg, mens det andet forslag bygger på det finske Open Ministry-initiativ, hvor 50.000 borgere kan gå sammen om at stille et lovforslag direkte i Folketingssalen. Kort sagt ønsker Alternativet at bygge bro mellem folket og Folketinget i et forsøg på at muliggøre alternative politiske løsninger, der strækker sig ud over den ellers så snævre forestillingshorisont, der synes at præge politisk tænkning på Christiansborg.

Med de seneste meningsmålinger på godt og vel 2,2 % af stemmerne, ser det således ud til, at ildsjælene i Alternativet endelig er ved at nå deres mål. Eller er de? For hvad er egentlig målet for et alternativt politisk projekt? Lige siden lanceringen af partiet i slutningen af november 2013 har der i hvert fald ikke været tvivl om ledelsens mål. Som Uffe Elbæk skrev i en kommentar i Fyns Amts Avis blot få uger efter lanceringen: ”Vores første målsætning er at få danskernes opbakning til, at vi skal på stemmesedlen”. Men ligger der i grunden ikke noget ganske konformt (og dermed ikke særligt alternativt) i netop sådan en målsætning?

paul-gauguin-tahitians-at-rest-unfinished

Det ufærdige
For godt og vel 45 år siden skrev den norske sociolog, Thomas Mathiesen, bogen ”Det ufærdige”, der var tiltænkt som et bidrag til såkaldt politisk aktionsforskning. Målet med bogen var at yde et teoretisk bidrag til folkebevægelser, der på progressiv vis forsøgte at ændre den bestående politiske struktur. For Mathiesens vedkommende var bogen oprindeligt henvendt til de folkebevægelser, der særligt i 60’erne og 70’erne forsøgte at ændre eller afskaffe det konventionelle fængselssystem. Sidenhen er bogen dog blevet anvendt til at forstå en række forskelligartede politiske bevægelser, der alle kunne gå under betegnelsen radikale, anti-systemiske eller blot alternative.

De første linjer i Mathiesens bog lyder således: ”Det er efterhånden blevet min tro, at alternativet ligger i det ufærdige, i skitsen, i det som endnu ikke er blevet til. Det færdige alternativ er færdigt i dobbelt forstand. Dette synspunkt har – hvis det er rigtigt – betydelige konsekvenser for det politiske liv. Det betyder, at ethvert forsøg på at ændre en gældende ordning til noget helt færdigt udformet andet er dømt til at mislykkes: I selve færdiggørelsen ligger en tilbagevenden til det gamle”. Til grund for disse indledende linjer ligger en overbevisning om, at strukturer generelt ændres mens de er på vej ind i noget nyt – ikke først når dette nye har indtruffet. For at forstå denne konklusion, foreslår Mathiesen psykoterapien som eksempel. I psykoterapi tilbyder terapeuten blot spørgsmål og skitser, der kan lede patienten til nye erkendelser. Terapeuten giver aldrig endegyldige svar. Havde terapeuten gjort dette, ville patienten formentlig aldrig have gennemgået en ændring og opnået en alternativ tilstand.

Det er ikke svært at oversætte dette eksempel til politik: I det øjeblik et politisk program færdiggøres, mister det kort sagt sin alternativisme. I selve færdiggørelsen af programmet ligger nemlig en tilbagevenden til det gamle. Udfordringen for alternative bevægelser bliver derfor at undersøge, hvordan man påbegynder optegningen af en alternativ politisk skitse. Og dernæst: Hvordan denne skitse vedbliver med at være en ufærdig skitse.

christiansborg1

Folketingets konformitet
Mathiesens idé om det alternative som noget ufærdigt og temporalt, der blot er skitseret, kaster omgående et andet lys over Alternativets forsøg på at komme i Folketinget. Hvorfor? Fordi indgangsbilletten til Folketinget kun kan indløses af et grundigt gennem- og færdigarbejdet politisk program. Det kræver vælgerne, medierne og de andre partier. Hvis man vil spille med på den realpolitiske arena, må man også spille med på realpolitikkens præmisser. Som politisk redaktør for Radio 24/7, Jesper Termansen, udtrykte det i forbindelse med Alternativets registrering som officielt parti, så bliver man ”kørt over af en damptromle” på Christiansborg, hvis ikke man er parat til at spille magtspillet og indgå benhårde kompromisser.

Det giver næsten sig selv, at Folketinget aldrig kan være alternativt. Hvordan skulle man som folketingsparti kunne være et alternativ til det bestående – og samtidig være en del af netop dette bestående? Svarer det ikke lidt til at bekæmpe kapitalismen ved at købe Fair Trade-kaffe? Folketinget er det bestående og dermed per definition konformt. Uden for Folketingssalen er alternative politiske bevægelser dog frie til at være alternative. Her kan de frit optegne ufærdige skitser over økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Her kan de, som psykoterapeuten i Mathiesens analogi, uhindret stille de rigtige spørgsmål til patienten (samfundet), og i sidste ende medvirke til en ændring af denne.

Som led i min forskning har jeg det seneste år fulgt Alternativets transformation fra bevægelse til parti, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg tror på projektet. Intentionen med denne tekst er således ikke at miskreditere partiets forsøg på at komme i Folketinget, men blot at fremhæve faren ved den realpolitiske konformitet, der hviler over Christianborg. Hvorvidt Alternativet alligevel formår at afværge denne fare, kan jeg naturligvis ikke spå om. Dog er det min klare overbevisning, at Alternativets aspiration om at skabe en ”seriøs bæredygtig omstilling” og en ”ny politisk kultur” ikke afhænger nær så meget af folketingskandidaternes evne til at lave realpolitik, men i langt højere grad af de mange frivillige ”alternativisters” evne til at konstruere en ufærdig skitse over fremtidens samfund. En skitse, der i sidste ende kunne gå hen og blive virkelighed.

20111227-115147-6-1000x665we

Hamas og Klaus Riskær Pedersen
De seneste ugers begivenheder har desværre kun styrket min skepsis. To hændelser synes særligt at illustrere denne pointe. Den første hændelse fandt sted selv samme dag som Alternativet blev opstillingsparate. Her troppede den bedrageridømte erhvervsmand og tidligere EU-parlamentariker for Venstre, Klaus Riskær Pedersen, op på Uffe Elbæks kontor og luftede sin nyfundne interesse for at blive spidskandidat for Alternativet. Denne udmelding kom som et chok for de fleste ”alternativister”. Ingen havde regnet med, at en mand, som mange betragtede som Alternativets diametrale modsætning, kunne se sine holdninger afspejlet i partiets visioner. Ikke desto mindre var dette tilfældet.

Uffe Elbæk meddelte dog hurtigt Klaus Riskær Pedersen, at man kun kan blive folketingskandidat ved at opstille på demokratisk vis. Denne udmelding tog den handledygtige erhvervsmand dog ikke så tungt og annoncerede kort tid efter sin intention om at opstille som listekandidat i Københavns Omegns Storkreds. Efter et par dages mediestorm, hvor Klaus Riskær Pedersen gentagende gange udtrykte sin uforbeholdne mening om Alternativets politik, besluttede partiets hovedbestyrelse dog at ekskludere ham, da han efter sigende havde ”forvoldt skade på samt modarbejdet Alternativets ide- og værdigrundlag samt politik”, som det hed sig i pressemeddelelsen. Et par dage senere bemærkede den borgerlige blogger, Jarl Cordua (med en slet skjult sarkasme), at det ikke er mange partier, man bliver ekskluderet fra ved blot at ytre sin mening. Og hovedpersonen, Klaus Riskær Pedersen, mente da også selv, at ekskluderingen var et tydeligt tegn på, at han simpelthen var ”for alternativ til Alternativet”, hvilket – med afsæt i tesen om ”det ufærdige” – må anskues som en forholdsvist legitim betragtning.

Den næste hændelse fandt sted ugen efter. Her var Alternativets udenrigsordfører, Ulla Sandbæk, i Radio 24/7 for at fortælle om Alternativets (endnu ikke udarbejdede) udenrigspolitik. Undervejs i udsendelsen – og til værten, Lars Trier Mogensens, store overraskelse – erklærede Ulla Sandbæk, at palæstinensiske Hamas slet ikke er en terrororganisation, men i stedet en frihedskæmperbevægelse. Disse udtalelser bragte dermed atter Alternativet i modvind i medierne, indtil Uffe Elbæk fik slået fast, at udtalelserne stod for Ulla Sandbæks egen regning. Dagen efter bragte Ulla Sandbæk således en uforbeholden undskyldning på sin Facebook-profil, hvor hun beklagede, at hun ”ubetænksomt og uforvarende” var kommet til at ytre sin personlige holdning. Ytringen var særligt beklagelig, forklarede hun, fordi Alternativet havde fundet hendes formuleringer ”meget uheldige”.

Aarsagen til, at netop disse to hændelser styrker min skepsis overfor Alternativets aspirationer om at komme i Folketinget har intet at gøre med selve indholdet i de udmeldinger, som Klaus Riskær Pedersen og Ulla Sandbæk kom med. Man kan være enig eller uenig i deres ytringer, men ekskluderingen af førstnævnte og irettesættelsen af sidstnævnte illustrerer i min optik hvordan konkretisering kan være farlig for alternative bevægelser. Nu da Alternativet er blevet et formelt parti, der målrettet arbejder frem mod folketingsvalget, er kravet om en færdig politik større end nogensinde. Der er ikke længere plads til politiske skæverter og luftige idealer om en bedre verden. Det kommende folketingsvalg introducerer en realpolitisk virkelighed, som Alternativet uomtvisteligt må forholde sig til. Det er denne virkelighed, frygter jeg, som vil tage pusten fra det meste idealistiske projekt i dansk politik i mange år.

”Der er altid et alternativ!”. Sådan lyder den første linje i Alternativets manifest. Med de seneste ugers hændelser, er jeg ikke længere så sikker.

More from Emil Husted

Christiansborg kvæler Alternativet

En ny bølge af venstreorienterede politiske bevægelser skyller i øjeblikket ind over...
Læs mere