Den gyldne påfugls lysende halefjer

Sheikh Lutfollah moskeen i Esfahan i Iran, opført eksklusivt til Shah Abbas kvindelige ledsagere i nydelse og kærlighed, favner den besøgende med glødende stråler, uendelige arabesker og en gylden påfuglehale.

Solstråler bryder gennem gittermønstret i vinduerne og oplyser påfuglens gyldne halefjer, som pryder den indvendige side af kuppel i Sheikh Lutfollah moskeen i Esfahan i Iran.

Haremskvindernes moske
Lyset vælder ind i det tomme rum. Det er så stærkt, at det materialiserer sig som en illumineret søjle. Man får lyst til at række ud efter det. Glide lydløst ind i det og bade hele kroppen i de gnistrende lyspartikler. Mærke den fysiske varme fra det uhåndgribelige element. Opdage hvordan brydningen af lyset danner et finmasket mønster fra top til tå. Som var man svøbt i en lysende påfuglehale.

Byggeriet af Sheikh Lutfollah moskeen i Esfahan i Iran blev påbegyndt i 1603 og moskeen stod færdig i 1619. Den blev opført af Shah Abbas til kvinderne i hans harem, og han fik udgravet en underjordisk tunnel fra det det royale Ali Qapu Palads på den anden side af den store Nasqsh-e Jahan plads, så de ikke behøvede at bevæge sig ud i offentligheden for at hengive sig til bøn.

Af samme grund har Sheikh Lutfollah moskeen heller ikke nogle minareter og består kun af et centralt rum med en gylden kuppel med et omfang på 13 meter i diameter. Den er beskeden i størrelse, hvis man sammenligner med de øvrige moskeer i Esfahan, men perfektionen i den arkitektoniske udførelse og udsmykningen af moskeen er noget af det mest udsøgte, man finder indenfor religiøst byggeri i Iran. I mange år udelukkende reserveret for Shah Abbas kvindelige ledsagere i nydelse og kærlighed.

Ordet moske er kommet ind i det danske sprog via fransk fra det arabiske ord masjid. Det betyder ’stedet hvor man bøjer sig i bøn’. Den oprindelige muslimske forståelse af ordet ’en moske’ er ikke nødvendigvis en særlig type bygning. Det kan være et hvilket som helst rum, hvor man bøjer sig i bøn.

Drengen og lyset
I dag er Sheikh Lutfollah åben for alle besøgende. Af begge køn og i alle aldre. En lille dreng standser et øjeblik ved tærsklen til det hvælvede rum. Han lægger nakken tilbage og lader blikket forsvinde i den gyldne kuppel. Så løber han ind i søjlen af lys midt i rummet. Springer, hopper, danser. Griber ud efter lysstrålerne, som drilsk smutter ud af hænderne på ham, når han prøver at indfange dem. Han indser hurtigt, at den fangeleg er umulig og overgiver sig i stedet til lysets frie leg håndryggen, armene, skuldrene og det sorte hår, som falder ned i hans øjne.

Drengen er ikke alene om at blive indfanget. Alle besøgende bliver draget af den illuminerede søjle af lys midt i rummet i Sheikh Lutfollah moskeen. Det er på en måde paradoksalt, for lys er traditionelt noget, man har forsøgt at undgå i iransk arkitektur, forklarer Bijan Eskandari, iransk arkitekt og ansvarlig for opførelsen af moskeen på Vibevej i København.

I iransk arkitektur arbejder man ofte med et fremspring ved vinduerne, som skygger for solen i sommermånederne, når solen står højt på himlen. Om vinteren står solen lavere, og så kan lyset nå ind gennem disse fremspring og oplyse rummene i bygningen.

Selv om lysets virkning på denne vinterdag i Sheikh Lutfollah moskeen synes at antage næsten religiøse dimensioner, kan man ikke tillægge det nogen sakral betydning.

“Lyset er ikke tænkt som noget religiøst i en iransk moske, selv om det kan opleves som sådan,” siger Bijan Eskandari.

Lyset spiller dog en central symbolsk rolle i sufismens litteratur og poesi, uddyber Claus-Peter Haase, tidligere professor ved Iran Studier ved København Universitet og leder af Islammuseet i Berlin:

“Men sufismen har ikke på noget tidspunkt været den dominerende ideologi i Iran, slet ikke indenfor shiamuslimske institutioner,” siger han.

Han trækker endnu en mulig parallel til brugen af ild i den før-islamiske statsreligion i Iran, zarathustrisme. Her er ild, og dermed også lys, et helt centralt element. I de historiske ildtempler, zarathustrimens helligdomme, er den arkitektoniske udformning blevet til i tæt samspil med dette element. Mange af de islamiske moskeer bliver grundlagt oven på og bygget af materialer fra disse ildtempler ved Islams indførelse i Iran i 600 tallet.

Den religiøse dimension udfoldes derimod uden tvivl i den detaljerede udsmykning af hver eneste ledige centimeter på vægge, paneler, vinduesrammer, nicher, døråbninger og kuplen i Sheikh Lutfollah moskeen.

Symmetri er et vigtigt kunstnerisk princip i iransk udsmykning. Men der er altid indkorporeret små fejl. For kun det guddommelige er perfekt. Derfor skal der i al menneskeskabt kunst være intenderede fejl.

Uendelige abstrakte arabesker
Det arabiske skriftsprog er altid blevet opfattet som noget ophøjet og helligt blandt muslimer. Det skyldes til dels den nære association mellem Koranens ord og den skrift, som Koranen er formidlet i. Men det kan også forklares via den direkte kobling, som mange muslimer ser imellem bogstavernes abstrakte og uendelige form og den uendelighed, som kendetegner det guddommelige.

Claus-Peter Haase anskuer kalligrafiens dobbeltfunktion på følgende måde:

“På den ene side formidler det arabiske skriftsprog profeten Muhammads ord, men kalligrafien giver også modtageren en følelse af velvære i mødet med tegnenes æstetisk afbalancerede, mangefacetterede og ”bevægelige” form, når øjet følger dem. En følelse, som også bliver vækket, selv om man ikke umiddelbart forstår ordenes betydning.”

Bijan Eskandari fortæller, at der findes mindst 30 forskellige typografiske varianter af det arabiske skriftsprog, som anvendes i udsmykningen af iranske moskeer. Nogle gange kan kalligrafien være så kunstfærdigt udført og kombineret med geometriske mønstre, så man ikke ved første øjekast opdager, at der for eksempel står ’Ali’.

Det kvadratiske rum i Sheikh Lutfollah moskeen er helt tomt for interiør. Der er ingen bænke. Ingen stole. Ingen borde. Til gengæld er væggene, gulvet og den gyldne kuppel så rigt udsmykket, at det fordrer et tomt rum at give plads til så omfattende detaljerigdom. Himmelstræbende turkise snoede bånd sigter sammen med hvælvet mod en afmaterialisering af rummets fysiske begrænsning.

Abstraktion og uendelighed går igen i de geometriske mønstre og planteornamentikken, som sammen med kalligrafien udgør kunstfærdige arabesker i Sheikh Lutfollah moskeen. En arabesk anvendes til at hylde det guddommelige uden anvendelse af naturalistisk gengivelse i en moske.

Koranen giver ingen specifikke retningslinjer for brug af billeder, men indenfor Islam bekender man sig i lighed med jødedommen, og i visse perioder også kristendommen, til en form for billedforbud. Vel at mærke et forbud, som er blevet tolket meget forskelligt gennem tiden. Formålet med det religiøse billedforbud i Islam har fra begyndelsen været at undgå afgudsdyrkelse.

”Farvevalget i moskeerne i Iran er afdæmpet”, siger Bijan Eskandari. ”Jordfarver, som blå, mørk grøn og brun inviterer til kontemplation og rolig eftertænksomhed. Hidsende farver som stærk rød undgås helt, fordi den indbyder til lystighed.”

Utzons iranske inspiration
”Navid!,” en søgende kvindestemme bryder stilheden i Sheikh Lutfollah moskeen. Drengens mor viser sig i døråbningen. Han løber hen og trækker hende utålmodigt med ind i lysstrålen. Hun ler. Svinger ham rundt og holder ham tæt ind til sig.

Han vrister sig fri. Det blanke gulv inviterer til løb. Hvad er der i det modsatte hjørne? Hvor forsvinder den turkisblå udsmykning hen? Hvad siger skriften på væggen? Hvor mange blomster kan tælles fra gulv til loft?

En anden udforsker af rum og arkitektur, som blev betaget af udsmykningen og arkitekturen i Esfahan, er den danske arkitekt Jørn Utzon. Hans interesse for Orientens arkitektur blev grundlagt, mens han læste på Kunstakademiet i København. Kort efter 2. verdenskrig rejste han til Marokko, hvor han studerede ørkenbyernes arkitektur og levede sammen med nomaderne i deres telte. Herved fik han indsigt i den muslimske livsform.

Han besøgte senere i sit liv Esfahan og blev fascineret af den måde dagslyset brydes på, både i de store kupler i moskeerne, og de mindre i basaren. Den inspiration skinner igennem i udformningen af loftet på af Bank Melli i Teheran, som er dannet af trugformede betonskaller i forskellige højder og forskudt for hinanden, således at dagslyset trænger ind i beherskede mængder.

Retter man blikket mod den geometriske måde, hvorpå murstenene i kuplerne i basaren i Esfahan er lagt, genkender man det smukke sildebensmønster, som udgør teglstenssætningen på Sydney operahus kuplede skaller.

Den bygning, som de fleste i vesten forbinder med en moske, er fredagsmoskeen, kaldet ’masjid jami’. Den er udstyret med karakteristiske kupler og minareter. Fredagsmoskeen fungerer ikke kun som et sted, hvor troende muslimer kommer for at bede, men er også det sted, hvor man samles om fredagen for at høre imamens tale. Her ses ydersiden af Sheikh Lutfollah moskeens kuppel dækket af glaserede tegl.

 

Den gyldne påfugls lysende halefjer
Kuplen i Sheikh Lotfollah moskeen er ikke en hvilken som helst kuppel. Den er hjemsted for en æstetiseret påfugl, som har bredt sine gyldne halefjer helt ud for at gøre indtryk på den, der lægger nakken tilbage og lader sig henføre.

Den britiske rejseskribent, Robert Byron beskriver kuplen i Sheikh Lutfollah på følgende måde i værket The Road to Oxiana, omhandlende hans rejser i Persien og Afganistan i 1930erne:

“The dome is inset with a network of lemon-shaped compartments, which decrease in size as they ascend towards the formalised peacock at the apex. I have never encountered splendour of this kind before.”

Konstruktionen af kuplen trækker spor tilbage til den før-islamiske sasanidiske paladsarkitektur i Iran. Sasaniderne så sig selv som direkte efterfølgere af achaimeniderne, som forestod opførelsen af Persepolis, og de fortsatte deres pompøse byggeaktivitet. Sasanidernes opnåede nogle af deres største præstationer på den verdslige arkitekturs område.

Den bygningstype, som man inden for den iranske moske kalder ’ivan’, et kvadradisk rum med en front dækket af et rigt udsmykket tændehvælv, bragte sasaniderne til perfektion. Problemerne med kuppelstrukturer løste de ved at indføje pendentiver, halve cirkelslag over grundstrukturens fire hjørner.

Navid snurrer rundt om sig selv. Moderen kalder igen. Det er blevet tid til at gå. Han vil ikke med. Endnu et påfuglespring henover gulvet, inden han er klar til at gå. En hærdebred mand griber ham og kaster ham op i luften. Det grå skæg fanger lyset og bliver til sølv.

Han hvisker drengen noget i øret og peger op mod kuplen. Navid nikker hemmelighedsfuldt. Så lader han sig bære ud af rummet uden protester. Ved indgangen vender han sig om og rækker ud efter lyset en sidste gang. Det gnistrer på gensyn og omfavner derefter en kinesisk turist med varme stråler.

Påfuglens gyldne halefjer på den indvendige side af Sheikh Lutfollah moskeens kuppel.

 

More from Alba Gry Nybo

Den gyldne påfugls lysende halefjer

Sheikh Lutfollah moskeen i Esfahan i Iran, opført eksklusivt til Shah Abbas...
Læs mere