Det stærkeste våben er farven pink

Kunstneren og dokumentaristen Richard Mosse udstiller lige nu sine skildringer af den congolesiske krig på Louisiana. Siden jeg første gang stødte på de dragende og forførende pink værker om krigen i Congo, har jeg fulgt Mosse og set frem mod den dag, jeg kunne stå foran dem og opdage, hvorfor krigsportrætterne i de bjergtagende pink landskaber har gjort så stort et indtryk på mig.

Et tavst verdenssamfund
Jeg besøger udstillingen på åbningsdagen, hvor Mosse selv er tilstede og holder en fængslende artist talk for en fuld sal. Jeg vil gerne se mennesket bag værkerne og høre hans egen fortælling om sin kunst. Hvorfor dette projekt, og hvorfor denne metode? Han fortæller, hvordan han igennem en periode på fire år (2010-2014) har rejst i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, hvor han med sit kamera har levet sammen med flere paramilitære grupperinger og skildret det, han selv kalder for ‘den usynlige krig’.

Indbygget i tilgangen til hans historiefortælling gemmer sig en stærk kritik af offentlighedens og herunder mediernes søgelys. Med åben favn spørger Mosse måbende sit publikum, hvordan en konflikt – der med mere end 5,4 millioner ofre og beskrives som den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig – kan finde sted i vores samtid, uden at vi som verdenssamfund reagerer Og hvorfor en krise som denne udsættes for en forsvindende ringe mediedækning.

Better Than The Real Thing, North Kivu, eastern Congo, 2012 Image courtesy of the artist and Jack Shainman Gallery and carlier | gebauer. © Richard Mosse
Better Than The Real Thing, North Kivu, eastern Congo, 2012
Foto venligst udlånt af kunstneren og Jack Shainman Gallery and carlier | gebauer. © Richard Mosse

Krigen i Congo er en afløber af den såkaldte “Afrikanske Verdenskrig” og sluttede officielt i 2003, men den østlige del af Congo, hvor Mosse rejser rundt, har siden bevæget sig ind i en kronisk tilstand af kaos, systematisk vold og seksuelle overgreb. Mosse fortæller hvordan soldaterne er nødt til at bringe deres familier med til frontlinjen i et forsøg på at forsørge og beskytte dem. På trods af en åbenlys rædselsfuld situation i landet, har krigen, der har terroriseret Congo i årtier, været så godt som usynlig i et samlet globalt medielandskab. En krig, der officielt har været afsluttet i 12 år, har ingen nyhedsværdi.

Men hvordan kan vi stille os tilfreds med et verdenssamfund og en medieinstitution, hvor det væsentlige langt hen af vejen ikke er ‘det vigtige’, men trænges i baggrunden af ‘det nye’ som kriterie for relevans?

Det er den skrigende tavshed, som Mosse ser i mediedækningen og samfundsbevidstheden, der optager ham, og som han med sine værker forsøger at overkomme. Og det er der, min fascination af hans arbejde bor.

FARVEN SOM METODE
Det er ikke mindst på grund af den pink farve, at Mosse vækker mig. Farven er dragende, og det er som om, at jeg ikke har noget valg. Jeg kan ikke undslå mig og kigge bort. Kunstens form, og den skrigende pink farve, får mig til at vende blikket aktivt mod noget, jeg i virkeligheden helst vil ignorere; børnesoldater og børn uden smil i øjnene, hærgede landskaber, et hærget folk og lig, der rundhåndet er spredt ud over gaderne.

Billederne er ikke så anderledes end dem, jeg til daglig bliver skyllet over med i et medielandskab, hvor hver dag præsenterer en ny konflikt, nye skrig, flere udsultede lemmer og sammenstyrtede huse. Den grå masse af elendighed jeg til hverdag møder i mit tv og min avis, er jeg blevet immun overfor. Men min immunitet virker ikke overfor Mosses pink billeder. Som jeg står der midt i udstillingen, kan jeg ikke zappe væk og ikke være ligeglad.

15_infra_08
Foto fra Archive for Richard Mosse

Det er en usædvanlig metode, der hjælper Mosse til at gøre op med usynligheden. Han anvender en særlig film, Kodak Aerochrome, som siden 1940‘erne blev brugt som et militært våben i den amerikanske hærs forsøg på at afsløre de camouflerede soldater i fjendtlige junglelandskaber. Filmen kan registrere et usynligt spektrum af infrarødt lys, der reflekteres af stoffet klorofyl i grønne planter, og får på den måde levende planter til at fremstå lysende pink, mens døde planter (og fjendens camouflageuniform) bevarer den grønne farve, og fjenden bliver synliggjort. På den måde blev amerikanerne under Vietnamkrigen i stand til at drukne de vietnamesiske styrker, der gemte sig i junglelandskaberne, i flydende napalm, fortæller Mosse.

Metoden udgik fra militærets våbenarsenal i 2009, da digitale metoder blev Aerochromefilmen overlegen. Men Mosse har fået fat i nogle film og bruger nu den forældede militærteknologi, der netop var udviklet til at synliggøre det usynlige, til at kaste lys på krigen i Congo.

MOSSE OG DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE
Aerochromefilmens utilsigtede æstetiske kvaliteter gør noget helt særligt ved hans værker. Udover at tiltvinge sig opmærksomhed, tilfører den pink farve billederne et uskyldigt og kitschet skær. Jeg er aldrig stødt på så meget pink på én gang som i Richard Mosses billeder – lige på nær når jeg bevæger mig ind i min nieces candyflossfarvede lillepigeværelse (en diskussion af kønsstereotyper hører til i en anden artikel). På den måde får de brutale krigsportrætter et stærkt karikeret feminint udtryk, som både tager brodden af brutaliteten og gør den komisk. Samtidig er farven i Mosses billeder så skarp, at den trækker alt der minder om naturlighed ud af de panoramiske landsskabsbilleder, der fremstår både surrealistiske og psykedeliske.

Of Lillies and Remains, North Kivu, eastern Congo, 2012 Image courtesy of the artist, Jack Shainman Gallery and carlier | gebauer. © Richard Mosse
Of Lillies and Remains, North Kivu, eastern Congo, 2012
Foto venligst udlånt af kunstneren og Jack Shainman Gallery and carlier | gebauer. © Richard Mosse

Men er det ufarligt at tage brutaliteten ud af en krigsfortælling? Faren ved Mosses tilgang er, at historien, som han ønsker at fortælle, drukner i den uskyldige og kitschede pink farve og bliver alt for svær at indfange, fordi historiens rædsler i mødet med æstetiseringen bliver flydende der, hvor de måske i virkeligheden burde stå knivskarpt. I forklaringen af sit arbejdes grænsedragninger refererer Mosse selv til Dante Alighieris værk “Den guddommelige komedie”, som – titlen til trods – ikke er spor komisk.

I værket tager Dante sin læser med på en rejse igennem egne hinsides livet og virkeligheden. Teksten er inddelt i tre dele; Helvede, Skærsilden og Paradiset. Det er dette minefelt Mosses værker befinder sig i, på grænsen mellem helvede og paradis, mellem en krigshærget slagmark og et uvirkeligt, eksotisk helle.

Udtryksmæssigt er der i den kitschede og komiske tilgang til tragedien sammenfald med Joshua Oppenheimers film “The Act of Killing” (2012), der med et Bollywood-agtig udtryk brutalt skildrer det indonesiske folkemord i 1965-66, hvor mere end 500.000 mennesker mistede livet under hærens dødspatruljer. Det er netop her, det politiske potentiale i Mosses omfattende arbejde afsløres. I en tid hvor vi via mediernes dækning dagligt bliver bombarderet med en strøm af billeder med dræbte kvinder, mænd og børn, byer i flammer og altomfavnende ødelæggelser, er det måske netop denne kitschede og grænsesøgende måde at afbillede forfærdelighederne, der skal til for, at vi stopper op og vores blik tvinges mod de tragiske begivenheder.

KRIGEN RYKKER IND I VORES HJEM
Selvom farven i værste tilfælde kan sløre historien, så trumfer synliggørelsen. Farven gør nemlig også Mosses vigtige skildringer eventyrligt smukke, og det betyder, at museumsgæsterne pludselig gerne vil eje en fortælling om et lands og et folks tragedie. Mig selv inklusiv.

"Wave of Mutilation"
“Wave of Mutilation”

Den mulighed giver Mosse os. I udstillingens centrum ligger der stakkevis af gratis plakater, som gæsterne flittigt ruller sammen og tager under armen, når de vender ryggen til krigen og går hjem. Jeg stopper op og kigger. De fleste når i deres iver ikke engang at registrere motivet. På plakaterne er børnesoldater med iturevet Adidas tøj og maskingeværer indhyllet i en magentafarvet drømmeverden. Museumsgæsterne tager for sig, og jeg spekulerer på, hvor alle de plakater ender henne. Jeg forestiller mig, hvordan de kommer til at hænge side om side over en sofa, over et spisebord, steder hvor folk samles, hvor snakken går. Med ét har Mosse bragt den congolesiske krig ind i folks stuer.

Hver gang plakatejerne får gæster, vil de skrigende pink billeder tiltvinge sig øjets opmærksomhed og fortælle endnu en historie om krigen, og plakaterne vil fungere som det medie, der får krigens historie derud, hvor tv-skærme og avisforsider burde bringe den.

Det kan diskuteres, om det bliver for kompliceret for publikum at se ind bag den pink maske, som Mosse holder op foran krigens ansigt. Selv mener jeg ikke, at de stærke værker efterlader et valg.

Bevæget forlader jeg Louisiana mættet af indtryk, klogere og med en forståelse for, det kunstneriske grebs effekt. Og jeg forstår nu, at jeg begejstres, fordi hans kunst rummer et potentiale til at gøre verden til et lidt bedre sted. Med sit pink våben overskrider Mosse en grænse, som ikke er medierne forundt. Hans kunst er ikke virkelighed men et personligt udsagn, en fortolkning af virkeligheden, men den kan mere og andet end beskrivelsen.

Richard Mosse: The Impossible Image from Frieze on Vimeo.

Videoen her fortæller historierne bag og tilblivelsen af Mosses videoinstallation ‘The Enclave’ som kan ses på udstillingen. (Delt fra kunstmagasinet FRIEZEs Vimeokanal)

Richard Mosse udstiller på Louisiana Museum of Modern Art til d. 25. maj 2015.

Feature foto: Hombo-Walikale i det nordlige Congo: Venligsts udlånt af kunstneren og Louisiana kunstmuseum

More from Kristine Lykke Roed

Det stærkeste våben er farven pink

Kunstneren og dokumentaristen Richard Mosse udstiller lige nu sine skildringer af den...
Læs mere