Fangedragter på catwalken

I tre fængsler i Lima i Peru bliver fanger ikke bare sat til ligegyldigt arbejde for at få tiden til at gå. De tager del i udviklingen og produktionen af Project Pietà, et projekt, der hverken vil være mode eller velgørenhed.

Groft hør i naturfarver. Fodformede sko. Multimønstre. Alt for meget brun, gul og orange. Det er blot nogle af de fordomme, jeg har haft over for modeprojekter, der enten slår sig op på at være økologiske, bæredygtige eller socialt ansvarlige, ja gud, nogle gange alle tre ting på én gang. Men sådan behøver det ikke at være, har designeren Thomas Jacob, der står bag Project Pietà bevist.

Project-Pieta-3-650x432

Egentlig havde Thomas Jacob hevet teltpælene op i hjemlandet Frankrig og var flyttet til Peru for et helt andet designprojekt. Men ikke lang tid efter han ankom, blev han introduceret for nogle mennesker, der ikke kun var optaget af mode, men også ville forandre verden. Pludselig var han i gang med at starte sit eget mikromodehus. Det hele startede i et fængsel.

Fra morder til model
Det tøj, Thomas Jacob skaber i Project Pietà, som det kom til at hedde, er nemlig ikke produceret på fabrikker og systuer. Det er derimod produceret og til dels udviklet i de tre største fængsler i Perus hovestad, Lima. Det begyndte i San Pedro-fængslet, der huser mere end 11.000 af Perus mest hærdede kriminelle. Men egentlig har fængslet kun plads til 2.500. Det kan derfor undre, at San Pedro skulle komme til at danne ramme om noget smukt, som tilmed skulle blive både hyldet og solgt over hele verden.

For kunstconnaisseurs verden over vil Pietà måske ringe en klokke, da Jacobs projekt deler navn med en af Michelangelos mest kendte skulpturer i Peterskirken i Rom. Det virker påfaldende at koble noget, der placerer sig som et symbol på klassisk skønhed med et fængsel fyldt med mordere. I San Pedro anbringes nemlig de mest brutale kriminelle og ikke bare lommetyve og andre småkriminelle.

805738b6-3098-4bcb-911b-8d2136e2b64d-620x372

Jeg får lyst til at kalde Pietà et socialt projekt i min mail til designeren Thomas Jacob. For bidrager Pietà ikke til at gøre verden bare en smule bedre for fangere og på længere sigt Perus samfund som sådan? Samtidig skaber Jacob kollektioner, der roses på linje med hvilket som helst andet modebrand – og som ikke mindst sælger lige så godt. Pietà placerer sig måske midt imellem mode og velgørenhed. Selv siger Thomas Jacob:

“Jeg ville sige, at det er et kunstprojekt, en anderledes ting at give verden og modeindustrien. Vi føler os hverken som et mode- eller socialt projekt. Ideen er bare at skabe noget cool og anderledes og et godt miljø mellem mennesker. Vi er ikke velgørenhed, for de får ikke bare penge, og vi føler os meget langt fra modeverden. Pietà skal bare være et spontant, cool projekt. ”

De indsatte deltager i langt den største del af produktionen. Designet bliver lavet uden for fængslerne, men ellers er det de indsatte, der står for bl.a. udskæringer, syninger, broderinger, strikning, og silketryk. Og når den færdige kollektion offentliggøres er det også fangerne, der poserer på de sort-hvide fotografier, hvor tøjet præsenteres.

scarf-contre-l-etat-mondial (1)

Store tatoveringer, der dækker begge armene, skulende blikke, attitude og sammenhold. Det er sådan den seneste kollektion fremstår i deres kampagnefotos. Fotografierne er taget i fængslerne, men kunne lige så godt være stiliserede dokumentarfotos fra et bandemiljø hvilket som helst andet sted i verden. Project Pietà fortæller historier om frygtelige skæbner, om unge mænd der ikke havde noget andet valg. Indtil de kom i fængsel.

I langt de fleste fængsler i verden er det en helt central del af fængselsstraffen at fratage fangernes personlige ejendele og tøj. Fangerne har dermed ikke længere mulighed for udtrykkes deres personlighed gennem tøjet. De placeres i et konformt miljø, hvor alle er lige og hvor politiske og religiøse udtryk elimineres.

photo-5-650x357

Orange is the new cool
Sidste år forbød Saginaw fængsel i Michigan, USA, de tidligere obligatoriske orange uniformer til fangerne. Netflix-serien “Orange Is the New Black” havde ifølge sheriffen William Federspiel gjort dragten for ’cool’. Han mente, at de fanger, der bar den orange dragt let kunne forveksles med personer, der ikke sad i fængsel (ja, det sagde han faktisk). I Saginaw er er de indsatte derfor tilbage i de sort-hvid-stribede dragter i allerbedste Lucky Luke-stil.

Men denne konformitetsstrategi får i disse dage modspil fra forskellige aktører, der har det til fælles, at de forsøger at skabe en kobling mellem fængsler og mode. Det eneste fængsel forbeholdt kvinder i Israel, Neve Tirza, holdt i slutningen af 2014 et modeshow med tøj, de indsatte selv har lavet og selv bar på catwalken. Modeshowet var ikke kun for sjov, men en central del af fængslets rehabiliteringsstrategi for fangerne.

Ligesådan er Pietà også en hel central del af et forløb, der skalgive de indsatte det bedst mulige udgangspunkt, når de engang kommer ud. De får genereret en lille privat indkomst, de får forbedret deres håndværkskundskaber og de får nedsat deres straf. For hver dag de arbejder i Pietà nedsættes deres straf med en hel dag.

Men uniformerne i fængslerne er samtidig hverken orange, eller sorte og hvide. De indsatte har derimod fri leg inden for kollektionerne. Der er selvfølgelig stadig en slags ensretning, der fratager dem retten til det fuldstændigt autonome udtryk. Men det er dog stadig en langt friere kultur at bevæge sig rundt i, som måske endda bidrager til at de indsatte ikke ender tilbage i fængslerne efter de bliver løsladt.

Straf eller rehabilitering
Det har været en diskussion længe, at det at dømme en person så og så mange års fængsel ikke bidrager til at få dem på fode igen. Nogle bliver endda mere kriminelle af at komme i fængsel, fordi de her stifter bekendtskab med andre – og måske mere – kriminelle eller udvikler en stadig større modvilje mod samfundet. Nogle gør ikke; nogle bruger tiden i fængsel på at studere. Se bare den tidligere administrerende direktør i PFA Rasmus Trads, der fik en dom på fire år økonomisk bedrageri, men i fængslet uddannede sig som journalist.

Tidligere i år kunne Jyllands-Posten fortælle om Syddansk Universitet der arbejder på en model, hvor indsatte skal studere jura sammen med helt almindelige studerende på universitetet. I langt de fleste fængsler i Danmark er der desuden muligheder for, at de indsatte kan få et arbejde – dog af langt mindre givende karakter end i Peru – for på den måde at lære at være ansat, at føle at de bidrager med noget og indgå i sociale sammenhænge, som minder om dem i resten af samfundet.

Project-Pietà-moda-hecha-en-cárceles-peruanas-03

I Project Pietà har det vist sig at have positive effekter at give de indsatte arbejde. Fangerne er glade, de tjener lidt penge, så de ikke er helt på bar bund, når de kommer ud igen og de får muligheden for at udvikle deres håndværk, som kan hjælpe dem videre på arbejdsmarkedet. Måske betyder det, at risikoen for at de falder tilbage på kriminaliteten falder.

Der er formentlig en mætningsgrad i verden, så at hvert fængsel ikke bare kan starte deres egen modevirksomhed for at få fangerne på ret køl. Men noget tyder på, at det er en idé at skabe lidt mening i en ellers håbløs situation, som de indsatte i de overfyldte fængsler oplever.

Fotos: www.projectpieta.com

More from Camilla Zuleger

ZERO-kollektivet og kunstens nulte time

De to retrospektive udstillinger i New York og Berlin indvarsler en ny...
Læs mere