SEX VS. KÆRLIGHED – I FULDT FLOR PÅ FILM

”Megen forvirring kommer af ikke at skelne mellem sex og kærlighed. Og megen forvirring kommer af at skelne mellem dem”, skrev filosoffen Villy Sørensen. Dilemmaet mellem krop og sjæl, sex og kærlighed, er selvfølgelig mytisk og universelt, men i vores krops- og nydelsesfikserede tid, udforsker mange film ikke uden grund de slemme lysters sejr over den ulykkelige kærlighed.

Her skal vi se på og sammenligne de seneste: De kontroversielle ”Shame” (2011) og Nymphomaniac (2013-4), det dybsindige komediedrama ”Don Jon” (2013), ”Fifty Shades Of Grey” (2015), samt to prisvindende mesterværker fra asiatisk Cinema: Den taiwanesiske ”The Wayward Cloud” (2005) og den sydkoreanske ”Thirst” (2009).

Det almengyldige og fascinerende ved filmene om farlig sex og forbudt kærlighed er, at de på det umiddelbare plan handler om ”cut-through-the-chase”-mennesker, som uden kejtethed og selvbebrejdelser følger deres lyster, noget de fleste vel drømmer om. Publikum lever sig ind og udlever sig – lige indtil fælden klapper og neurosen og syndens hæslige fjæs viser sig: Der stikker noget under, som man ikke kan komme over!

Sådan er det i filmene ”Shame”, ”Nymphomaniac” og ”Thirst”, der alle ender med forskrækkelse: I traumatiseret form er seksualiteten en mørk dæmonisk kraft, der må tæmmes, for ikke at slå ihjel. Men ikke alle nyere film, hvor sex står i vejen for kærlighed, ender tragisk: I de skæve ”Don Jon” og i ”The Wayward Cloud” provokeres vi gennem humor til at overkomme modsigelsen mellem krop og sjæl.

Shame – om liderlighed og lidelse

Efter blot fire minutter har hovedpersonen trukket persiennerne til side tre gange. Lyset strømmer ind og indtager soveværelset, hvor han lige har knaldet. Det er et nådesløst lys. Og det efterlader os med den tanke, at der findes en usynlig skygge, et mørke inden i hovedpersonen. Når han er stået op, klikker han på telefonsvareren, hvor den samme kvindestemme plager ham om at ringe tilbage. En samvittighedens stemme fra det mørke, han fortrænger og fornægter. For så vidt kunne filmen slutte efter disse fire minutter og være en novellefilm om vores tid, hvor lysten er stukket af fra samvittighed og kærlighed. Men ”Shame”, skrevet og instrueret af Steve McQueen, er værd at se til ende. Hovedpersonen Brandon spilles mesterligt af Michael Fassbender, stemmen på telefonsvareren tilhører hans søster, Sissy, spillet overbevisende af Carry Mulligan.

Billede 2
”Shame” høstede en stribe priser for bedste mandlige hovedrolle og bedste film

LØSE PÅ TRÅDEN, UDE af STAND TIL AT BINDE SIG

Søskendeparret er lige skamløse, men hvor Brandon bruger andre seksuelt, lader Sissy sig omvendt bruge. Deres sjæle er ikke med, det bliver aldrig personligt, de kan ikke binde sig. Det er alt og intet med de to. Og ganske raffineret åbner de sig på de særeste steder: Sissy synger ”New York, New York” på en natklub. Vi ser hende synge hele sangen sjældent følsomt, mens Brandon ikke kan holde tårerne tilbage, hvad er en gigantisk modsigelse: de tør kun være dybsindige under en overfladisk sang”.

Da Brandons dumme og liderlige chef efterfølgende forfører hende, ser man vreden koge i Brandon. Han og søsteren har noget sammen, som kun de har, og som gør broderen forstyrret, når hun underkaster sig. For at undertrykke dét vulkaniske forsøger Brandon rastløst at tæmme sin krop ved at jogge gennem natten til enkle og harmoniske toner af Bach. Bagefter søger søsteren varme i hans seng: ”Jeg fryser”, klynker hun. Det hede knald hun netop har lagt bag sig har efterladt hende følelsesmæssigt kold. Brandon brøler, at hun skal skride.

HVORFOR?

Det store spørgsmål bringes op i flere af disse film. Hvorfor? Der er én, der gerne vil elske og elskes og bare spørger: ”Hvorfor er du sådan?”. I én af filmens centrale scener svarer Brandon med et grin: ”Sådan er det bare”. Han er på date med en smuk afroamerikansk kollega, de snakker om forhold, og han siger:

– Jeg forstår bare ikke, hvorfor folk gifter sig. Især i disse tider. Du ved, jeg kan bare ikke se meningen med det.

– Med forhold?

– Det virker urealistisk.

– Hvorfor sidder vi så her, hvis ikke vi betyder noget for hinanden?

– Maden skulle være fantastisk, ha-ha. Nej, jeg mener, når man går på restaurant, taler parrene ikke sammen. De har ikke noget at sige.

– De forstår nok hinanden uden ord.

Således udfordret går Brandon hjem og smider en syndflod af porno og sexlegetøj ud i en affaldssæk, lægger pc’en øverst for til sidst at tømme gårdagens kødgryde ned over det hele og bære det ud på gaden. Kollegaen indvilger i at give det et forsøg på et hotelværelse, men Brandon, der ellers altid vil, kan pludselig ikke. Han kan kun, når psyken ikke er med. Da han bagefter opsøger en prostitueret går det efter bogen, og fordi han ikke kan se sig selv i øjnene, ser han heller ikke hende i øjnene.

Sissy, der er sygeligt afhængig af andre, får lov til at bo på sofaen hos Brandon, der omvendt i sygelig grad er uafhængigheden selv. Efter et opgør, hvor han smider hende ud, fordi hun beder om et knus, siver han ud i nattelivet for at udleve sin seksuelle selvdestruktion. Først i en homoseksuel sexklub, senere i en trekant med to kvinder. Musikken under dette lydløse ulykkelige sex-maraton er panoramisk og trist.

Da Brandon bagefter tjekker sine telefonbeskeder, forstår han at søsteren denne nat også har udlevet sine lidelser – men på en anden måde – i et selvmordsforsøg. Kun ved at spurte gennem byen forhindrer han hendes død, og først dér fatter han, hvad de to har til fælles på godt og ondt. ”Vi er ikke dårlige mennesker. Vi kommer bare fra et dårligt sted”, snøfter Sissy på svareren. Og først her fatter publikum, hvad man nok har anet, at søskendeparret er blevet misbrugt som børn.

Her forsvinder søskendeparrets almene karakter og almindelige mennesker kan ånde lettet op: Filmens hovedpersoner er altså bipersoner i virkeligheden. Filmens klimaks er således lige dele orgasme, selvmord og erkendelse: En besk cocktail.

Michael Fassbenders i ét af karrierens største roller
Michael Fassbenders i ét af karrierens største roller

NYMPHOMANIAC – OG SYNET PÅ KÆRLIGHEDEN

Lars Von Triers ”Nymphomaniac” (2013-14) byder på meget, da den varer fem timer i den originale version, men skal her gennemgås kort og sættes i kontekst. Gennem en dels bekendende, dels reflekterende dialog mellem en sex-afhængig kvinde og en aseksuel intellektuel mand (Charlotte Gainsbourg som den første, Stellan Skarsgård som den sidste) præsenteres publikum vekselvist for erotik i alle dets afskygninger og en gennemgang af den kristne og humanistiske kulturs (mis)forhold til det erotiske.

Således er filmen i sig selv et skyggefuldt oplysningsprojekt. Som i alle Lars von Triers film – uden undtagelse bortset fra ”Idioterne”(1998) – ender ”Nyphomaniac” med at filmen knækker: Fundamentalt set overlever kærligheden ikke mødet med det seksuelle, der ender med at destruere mennesket gennem svigt eller vold. Og således deler filmen skæbnefortælling med ”Shame”, der dog – ligesom ”Idioterne” – ender med en åbning mod ømheden.

C’est ne pas une parentes
C’est ne pas une parentes

FIFTY SHADES OF FUCKED UP

Den unge milliardær Mr. Grey siger det selv: At han er halvtreds nuancer af fuck-up. Og det kunne man jo lade stå for forfatteren, E.L. James. Popfænomenet, der i øjeblikket hærger alverdens biografer, en filmatisering af en ældre kvindes udspekulerede teenagefantasi, er både fængende og urealistisk som stor pop jo altid er. Forfatterinden har udtalt, at hun var meget inspireret af vampyr-blockbuster-fænomenet ”Twillight”, der omhandler en ung jomfru, der er totalt bidt af en ung smuk vampyrfyr, som omvendt ikke vil sætte tænderne i hende.

Handlingen og personerne i ”Fifty Shades of Grey” er så langt ude, at det ikke blot er svært at fortolke, men også referere! Men psykologisk set er pointen den samme som i ”Shame”: Christian Grey, der har brændemærker efter cigaretter på sin veltrænede torso, har været misbrugt før han blev tvangsfjernet som fire-årig. Eftersom manuskriptet ikke virker dybfølt, fristes man til at sige: Et glimrende alibi for hans polerede sadistiske udskejelser.

Da den unge jomfru Anastasia Steele på trods af hans advarsler og afvisninger insisterer på at blive hans kæreste, beder han hende underskrive en s/m-kontrakt mellem ”Dominanten” og ”Den underkastede”. Som den kloge jomfru hun trods alt er, kræver hun, at diverse groteske perversioner, skrives ud af kontrakten. Derpå viser han (som en anden Hertug Blåskæg) hende sit ”legerum”, hvor hans 15 tidligere kærester er blevet bundet, hængt op og pisket. Det handler om lyst og om at overgive kontrollen til et andet menneske, man stoler på, forklarer han, og selvom Anastasia synes det er rart med et svirp, bliver hun meget ulykkelig, da han på et tidspunkt efter en tabt millionhandel spanker igennem for at komme ovenpå igen.

”Mr. Grey will see you now”
”Mr. Grey will see you now”

Selvom Mr. Grey begynder at tø op, må hans kæreste ikke røre ved ham. I filmens store scene, råber Anastasia: ”Har du tænkt på, at det gør lige så ondt på mig, at jeg ikke må røre dig, som det gør på dig, at jeg rører dig!”. Det giver Mr. Grey stof til eftertanke, og hvis man virkelig orker at se ”50 Shades Of Grey II”, skal det blive psykologisk lærerigt at se, hvad han har tænkt sig at gøre ved denne indsigt – og dét er ment uden ironi.

DON JON: AT SE I ØJNENE OG KYSSE PÅ MUNDEN

Modsætningen mellem personlig kærlighed og upersonlig sex, og mellem sund og kreativ seksualitet og syg og destruktiv seksualitet, behøver dog ikke udvikle sig til en absolut modsigelse, hvor forsoning og harmoni er udelukkede. I de humoristiske, men aldrig platte ”Don Jon” og i teenagefilmen ”The Girl Next Door”(2004), om en gymnasieelev, der for første gang forelsker sig i en ung ex-pornoskuespillerinde og uden at kende til hendes fortid, stables to fortællinger på benene, hvor den store modsætning mellem forelskelse og porno ikke splitter hovedpersonerne ad, men tværtimod giver dem en større sammenhæng og mere selvindsigt.

I komedie-dramaet ”Don Jon” kommer vi over fortrængningen og får isplinten ud af øjet, og alene derfor er den seværdig og tankevækkende. Filmens hovedperson og fortæller, Don Jon, spiller med åbne kort fra start: ”There’s only a few things I really care about in life: My body. My pad. My ride. My family. My church. My boys. My girls. My porn”. Han skammer sig ikke over sit fastfoodagtige pornoforbrug, men da han endelig møder den kvinde, han tror, er drømmekvinden (spillet af Scarlett Johansson), må han sadle om.

Det holder dog ikke længe, for da han efter forlovelsen endelig får hende med i seng, må han alligevel op for at surfe porno og onanere, da hun er faldet i søvn. Hans forpustede fantasiverden kan ikke finde hvile i den virkelige verden.

Overfladiske modsætninger mødes foreløbigt på midten
Overfladiske modsætninger mødes foreløbigt på midten

Selvom Don Jons forlovede står for den omvendte verden med romantik, troskab, og visionen om det perfekte bryllup og et børnefyldt ægteskab, er de to for så vidt lige overfladiske, uautentiske og upersonlige i deres tilgang til kærligheden. De er begge karikaturer: Han af det kropslige, hun af det sjælelige. Først da Don Jon møder en moden kvinde (Julianne Moore) der tvinger ham til at føle og åbne sig, går det op for ham, at han i lidenskabelig forstand er komplet underudviklet. Det lyder måske lige lovligt søgt, men eftersom filmens karakterer er morsomt overspillede og dygtigt karikerede, er dette gennembrud til fornuft og følsomhed af overraskende kvalitet. Hovedrollen spilles af Joseph Gordon-Levitt, der også er filmens manuskriptforfatter, der i høj grad rækker ud til unge, og tilmed med succes.

Don Jon får sig en snak med Moder Jord, alias Julianne Moore
Don Jon får sig en snak med Moder Jord, alias Julianne Moore

ASIATISK CINEMA: TO MESTERVÆRKER OM LYST VS. KÆRLIGHED

Det ville være så befriende, hvis det virkelig var sandt; at folk der ikke bar rundt på gammel kristen software i psyken (læs: Over-jeg og moralske hæmninger overfor kødets lyster), vandrede rundt og levede livet på Buddhas kontinent, Asien. Men det er ikke sandt. Mest kendt for erotiske film fuld af kærlighedsvanskeligheder og kærlighedsfilm fuld af erotiske vanskeligheder er sydkoreanske Kim Ki Duk: ”The isle” (1998), ”Forår, sommer, efterår, vinter…forår”, ”Bad Guy”( 2001), ”Samaritan Girl”(2003), hvor det seksuelle er noget, der slår menneskene omkuld, hvorfor Buddha da også sagde for 2500 år siden, at Nirvana bestod i at blive fri for begæret.

Der er dog nyt under solen derudefra i de to stærkt anbefalelsesværdige mesterværker; den grænseoverskridende taiwanesiske ”The Wayward Cloud” (2005) af Tsai Ming-liang, samt den vilde religiøse (!) sydkoreanske vampyrfilm ”Thirst” (2006) af Park Chan-Wook (”Symphathy for Mr. Vengeance”). Om ”Thirst” skrev Dagbladet Politikens anmelder ”både svimlende smukke og grotesk uforglemmelige scener”.

"Thirst"
Da præsten tager kvælertag på kæresten slipper hun sit om ofrets hals

Selvom filmen er på hylderne i Danmark, har jeg aldrig mødt nogen, der har set den! Grunden kan være, at den prisbelønnede film udkom samme år som den canadiske vampyr-mutter Stephanie Meyers bøger, som filmen altså på ingen måde er inspireret af. En plot-introduktion synes på sin plads: ”Thirst” foregår i nutidens Korea og handler om en inderlig kristen munk, der i levende live donerer sin krop til medicinske eksperimenter med uhelbredelige sygdomme i håb om, at hans stærke tro kan bibringe lægevidenskaben banebrydende vacciner. Under opholdet på klinikken i det mørke Afrika får han blodstransfusion fra en vampyr. Dette helbreder ham – og gør ham blodtørstig, for uden blod bryder en byldepest ud på hans krop. Som den gode kristne han er, tapper han blod fra de raske og stjæler fra en blodbank, men kun indtil hans sympatiske tilværelse langsomt slynges ind i en ung problemfyldt kvindes. Da hun endelig får taget hans mødom og får ham til at bide sig, begynder hun at udleve sin dæmoniske natur og slå mennesker i ihjel, hvad den tidligere præst ikke kan leve med. Det ender i en både rasende og yndefuld kamp mellem dem, og slutscenen, som ikke skal røbes her, må høre til filmhistoriens smukkeste.

Det gribende ved myter, vampyrer og superhelte er, at de kan få noget frem i menneskene, både i skuespillere og i publikum, som ellers er svært at fremkalde. Når disse inkarnationer ikke virker bliver de til eskapisme og projektion i stedet for levende symboler på noget i os. Det er f.eks. tydeligt, at ”Shades Of Grey” er ”Twillight” uden hugtænder, blodtørst og angsten for at blive bidt: Ved at konfrontere jomfruen med s/m i stedet for hugtænder, afsløres symbolerne og vi konfronteres med den nøgne sandhed.

Men sandheden kan være dels lige lovlig blodig alvor, dels for intim til lærredet, hvorfor den som udgangspunkt blev forklædt i symboler af kunstneren. I ”Thirst” møder vi to vampyrer – en sund og barmhjertig (præsten) og en syg og hævngerrig: De reagerer helt forskelligt på blodtørsten og den ultimative frihed, men da de elsker hinanden, kan de ikke slippe for den anden. Således er filmen et dybsindigt psykologisk studie i lyst og vrede, barmhjertighed og hævn.

“THE WAYWARD CLOUD”: VANDMELONER VS. PORNO?

Den uforglemmelige taiwanesiske “The Wayward Cloud” (2005) indledes med at en hovedpersonen, en pornoskuespiller, knalder med en halv vandmelon på hovedet som cykelhjelm. I det hele taget flyder vandmeloner rundt i floderne og ses hist og her som et symbol på den fortrængte lidenskab. Gennem humoristiske musicalscener illustrerer filmskaberen strålende og på nyskabende vis, hvorledes folk, som de er flest, er bundet af ensomhed og erotiske længsler. F.eks. En mand med skel synger mod månen fra en afspærret vandtank.

Det uforglemmelige ved filmen er dens absurde handling: Uden at kende til førnævnte pornoskuespillers arbejde, bliver en ung ensom pige lun på ham, da han arbejder på en film i samme hus. Den vistnok dyre japanske pornostjerne, som skal optræde med ham, er af en eller anden årsag bevidstløs. Alligevel gennemføres optagelserne med den bevidstløse krop, men på en måde, så ikke man opdager hendes tilstand! Da den unge forelskede opdager dette bliver hun chokeret og ulykkelig – og det gør den unge mand også, for han vil i virkeligheden hellere elske et vågent menneske end at kneppe en bevidstløs krop.

Slutscenen er noget af det mest grænseoverskridende, tragiske og provokerende, jeg nogensinde har set på film. Uden at nogen bliver slået ihjel bliver publikum voldsomt konfronteret med tomheden og ensomheden i upersonlig seksualitet.

wayward_cloud_xlg

 

PÅ SPORET AF ET ROMANTISK MUSEUM

Som indledningsvist formuleret af Villy Sørensen –  kommer megen forvirring af både ikke at skelne mellem sex og kærlighed og af at skelne. Vi har set på dele og fattet sammenhæng og er nu forvirrede på et højere plan.

Filmene om forbindelsen mellem kærlighed og sex, samt forskellen på dem, er vigtige for vores tids mennesker, der i hidtil uset grad bombarderes med billeder fra andres seksualliv: Især de unge, der for første gang skal genopleve Adams og Evas myte – og gerne skulle slippe fra oplevelserne med både hjertet og lysten i behold.

Siden den seksuelle revolution brød ud for over 50 år siden er ”tilværelsens ulidelige lethed” – for at bruge den tjekkiske forfatter Kunderas romantitel – hverken blevet lettere eller mindre ulidelig. Grunden til at Det Erotiske Museum på Strøget er lukket er desværre ikke den, at Det Romantiske Museum snart åbner, men snarere den, at det offentlige rum efterhånden er oversvømmet af sex, mens de færreste borgere drukner i kærlighed.

More from Jeppe Marsling

Land vs by – konflikten er global

Den kløft mellem land og by, som sidste folketingsvalgs analytikere udråbte som...
Læs mere