Sonar er kommet til København

Den har allerede været en stor succes i flere hippe storbyer, heriblandt Barcelona og Reykjavik, hvor et stilbevidst publikum er tunet ind på den elektroniske puls. Festivalen Sónar Copenhagen løber for første gang af stablen i denne weekend. Netudgaven giver dig her et indblik i Sónar, Vi har talt med en booker og en af programmets kunstnere.

Plastikman i Sonar Village i Barcelona 2014
Plastikman i Sonar Village i Barcelona 2014

Kreativitet og teknologi

Historien om Sónar tager sin begyndelse i Barcelona i 1994. Under banneret ”International Festival of Advanced Music & MultiMedia Art” havde de tre initiativtagere, musikjournalisten Ricard Robles, musikeren Enric Palau og den visuelle kunstner Sergio Caballero, fra starten en klar vision; at præsentere en nøje udvalgt palet af de mest progressive navne inden for den elektroniske musik i visuelle rammer, der skulle forstærke oplevelsen.

Filosofien var og er stadigvæk, at Sónar skal agere forbindelsesled mellem kreativitet og teknologi og samle kunstneriske hoveder inden for forskellige udtryksformer og miljøer. Etablerede kunstnere og talenter på vej frem smelter sammen i musikalske og audiovisuelle udtryksformer. Diversitet som en central fællesnævner.

Festivalen har et vågent øje på hybrider inden for digital innovation og nye medieplatforme, ligesom Sónar handler om, at festival-ånden ikke er et spørgsmål om de største scener og de største crowds, men om det magiske bånd, der knyttes mellem folk samlet i musikken og fællesskabets nærvær.

Âme Live optræder lørdag nat. PR-foto
Âme Live optræder lørdag nat. PR-foto

I 2002 fik Sónar internationalt vokseværk, og festivalen etablerede events uden for Barcelona, bl.a. i Reykjavik, Buenos Aires, New York, London, Frankfurt og Tokyo. Tanken var at overføre Sónar-doktrinet om at udnytte særegne lokale venues og miljøer og hermed skabe øget fokus på de mest interessante lokale talenter i den by, festivalen fandt sted i. 

Forventninger til Sonar Copenhagen

Nu er turen så kommet til København, og de tunge skyts er kørt i stilling for at skyde den danske Sonar-debut effektivt og stærkt i gang. Med et sandt overflødighedshorn, med bl.a. Trentemøller, den britiske stjerneproducer John Hopkins og electronica-kvartetten Metronomy som toppen af den musikalske kransekage, er der lagt op til et brag i Koncerthuset, hvor diversiteten afspejles i, at musikken leveres af såvel Dj’s bag turntables og liveacts.

DRs Koncerthus lægger scener til årets Sonar Copenhagen. PR-foto
DRs Koncerthus lægger scener til årets Sonar Copenhagen. PR-foto

Den melankolske indiepop-duo Darkness Falls, Sekuoia, som begår sig inden for ambient dubstep og de danske electro-pionerer Future 3 hører til sidstnævnte kategori.

Sónar Copenhagen vil også fremstille, hvorledes festivalen er med til at redefinere og nytænke formatet med optrædener på innovative locations. Koncerthuset er et arkitektonisk mesterværk og danner således den perfekte ramme om Sónars prestigefyldte profil. Tre scener tages i brug med en publikumskapacitet på 2600 deltagere, IKKE tilskuere.

Vi har taget en snak med producer og DJ Kasper Bjørke, som har været med til at sammensætte årets program:

– Hvad er jeres forventninger til festivalens “jomfrurejse” i København ?

”Jeg håber, at København tager rigtig godt imod så vigtig en international festival som Sónar. Planen er selvfølgelig, at festivalen skal komme igen en gang om året, så jeg forventer, at det her blot er starten på et langt forløb for Sónar i København. Det er jo et kæmpe lineup på to dage, så det burde kunne tiltrække selv den mest kræsne og niché-orienterede, samtidig med at der også er headliners som Trentemøller, Jon Hopkins og Metronomy, der har en bredere appel.”

– Hvordan har I sammensat programmet, og hvilke tanker har I gjort jer om udvalget af artister?

”Jeg har primært været med til at give input til showcasing af et bredt udsnit af den danske elektroniske musikscene anno 2015 – med alt fra undergrundsnavne som Puce Mary fra selskabet Posh Isolation og Kenton Slash Demon, der pt. arbejder på deres debutalbum, til et hypet navn som Kwamie Liv, det spændende nye kollektiv AvAvAv – og ikke mindst electronica-legenderne Future 3, der faktisk optrådte på Sónar Barcelona helt tilbage i 1996. Sónars bookere fra Barcelona har stået for den endelige udvælgelse og bookingen af alle navnene, så min rolle har bare været at komme med ideer.”

– Hvor længe har den danske udgave af Sónar været på tegnebrættet?

”Barcelona har haft deres kig på København i en del år, men det er de seneste par år, at det er blevet konkret i forbindelse med, at der er kommet en skandinavisk samarbejdspartner, som også står for Sónar i Reykjavik og i Stockholm.”

Kasper spiller selv til lørdagens program sammen med britiske Trevor Jackson.

Blandt de andre optrædende, som ligeså repræsenterer de rød-hvide faner på årets program, finder vi Najaaraq Nicoline Vestbirk. Hun har både markeret sig som skribent for Soundvenue og som en del af det københavnske DJ-kollektiv Apeiron Crew. På Sonar Copenhagen optræder hun under sit coloalias Courtesy.

Najaaraq Nicoline Vestbirk har både markeret sig som skribent for Soundvenue og som en del af det københavnske DJ-kollektiv Apeiron Crew. På Sonar Copenhagen optræder hun under sit soloalias Courtesy.
Najaaraq Nicoline Vestbirk har både markeret sig som skribent for Soundvenue og som en del af det københavnske DJ-kollektiv Apeiron Crew. På Sonar Copenhagen optræder hun under sit soloalias Courtesy. PR-foto

 – Hvordan forbereder du dig til dit Sonar-sæt?

”Jeg planlægger aldrig præcist, hvad jeg skal spille inden et gig, for man ved aldrig, hvad der fungerer, før man står foran publikum. Når det er sagt, så er jeg lige kommet hjem fra Berlin med en taske fyldt af nye techno-vinyler, så jeg regner med, at nogle af dem skal prøves af i aften.”

 – Har du selv været på festivalen?

“Jeg har lige spillet på Stockholms udgave af Sónar. Det var i et stort lidt corporate kongrescenter, som ikke er nær så flot som DR-studierne, så jeg tror ikke rigtig, man kan sammenligne det med, hvad vi kommer til at opleve i weekenden.” 

– Hvad kan folk forvente af dit sæt på Sónar Copenhagen?

”Et dj-set i højt tempo fyldt med mine nye favorit electro- og technoplader.”

Herfra skal der lyde en varm anbefaling om at drage til Koncerthuset, fylde ørerne med den bedste elektroniske musik lige nu og vigtigst af alt; være en del af fællesskabet omkring Sónar og festivalens unikke vibe, som nu endelig er nået til København.

 

FAKTABOKS:

Hvad: Sónar Copenhagen

Hvem: Trentemøller, Jon Hopkins, Metronomy, Darkness Falls, Sekuoia mfl.

Hvor: DR Koncerthuset, DR Byen, Emil Holms Kanal 20, København C.

Hvornår: Fredag 13. og lørdag 14. marts 2015.

Mere info

 

More from Martin Gronemann

Essentielle albums fra 1970erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du...
Læs mere