Thomas Bernhards Wien – denne rædselsfulde by

At gå i forfatteren Thomas Bernhards fodspor er ikke en lykkelig slentren gennem de Wienske gader. En både djævelsk og fascinerende følelse af, at de allerede er fyldt med Bernhards vrede ord. Som om han ligger på Stephansdoms mønstrede mosaiktag og vrider sproget ud mellem de majestætiske bygninger. Er der overhovedet plads til, at jeg kan lide byen, når mit litterære idol ikke kan?

Lad mig først slå én ting fast: Jeg kan godt lide Wien. Caféerne, den omkringliggende natur, museerne, de voluminøse bygninger. Op gennem Burggasse efter et besøg på Leopold Museum. Til venstre ad Neubagasse for at nå en hurtig frokost på Reformhaus Buchmüller, hvor mængden af sunde kulhydrater og mangel på gluten er overvældende selv for økologisk bevidst skandinaver. Krydse Mariahilferstraße, byens største shoppingstrøg, for at se et Flakturme bygget under Anden Verdenskrig med udsmykning på toppen af Lawrence Weiner: Smashed to Pieces In the Still of the Night. Herefter ned og sidde med benene frit svævende over Johann Strauss’ schönen, men dog ikke så blauen Donau.

Det mest centrale Flakturme i Wien, nu indeholdende et undervandsakvarium.
Det mest centrale Flakturme i Wien, nu indeholdende et undervandsakvarium.

Men en anden og mindre uskyldig stemning summer også lydløst rundt blandt den allestedsnærværende art nouveau-arkitektur i Wiens centrale distrikter. For når jeg har sagt Wien, må jeg også sige Thomas Bernhard. Den nu afdøde østrigske forfatter (1931-1989), der står tilbage som Østrigs mest kritiske, signifikante og vredeste røst i den litterære efterkrigsæra. Det har nemlig ikke været uden forhindringer for mig at holde af Wien, efter jeg først har følt Bernhards vrede.

For er der overhovedet plads til, at jeg kan lide byen, når mit litterære idol ikke kan?

Woody Allens utænkelige slægtning
Gita Honegger skriver i Bernhard-biografien The Making of an Austrian fra 2001, at den østrigske forfatter er Woody Allens ’utænkelige slægtning’. Begge kunstnere har tendens til at skabe social satire, der latterliggør den kulturelle, religiøse eller politiske elite, men ofte placerer kunstnerne selv og deres fiktive karakterer i skudlinjen. Mens Allens film ofte iscenesættes med hang til det eksplicit komiske, stikker pessimismen hos Bernhard umiddelbart dybere end ironien.

Måske fordi ironien er nemmere at spore i et filmsprog, hvor aflæsningen af affekt er flerdimensionel i karakternes visuelle tilstedeværelse. Jeg føler i Bernhards skrift ironien ligge og lure under den sproglige overflade. Som en nihilistisk drone, der fylder siderne med flabet og gnækkende ligegyldighed. Der er en fornemmelse af, at så længe alting er ligegyldigt, så kan vi lige så godt grine af det.

På Mariahilferstraße handler det om at vække opmærksomhed, hvis du vil tjene til dagen og vejen.
På Mariahilferstraße handler det om at vække opmærksomhed, hvis du vil tjene til dagen og vejen.

Med pessimismen og vreden følger dog også følelsen af tabt kærlighed. At noget engang var anderledes og bedre – at nationalsocialistiske og katolske dagsordener har forpestet en hel nations historie. Magtstrukturer- og instanser, der har ødelagt muligheden for at have et tilforladeligt (måske endda elskværdigt) forhold til den nationale og kulturelle arv, som, uanset hvor de flygter hen, forfølger Bernhards forpinte karakterer.

De bernhardske gader
I Bernhards roman Træfældning fra 1984 er de bidske aversioner rettet mere lokalt mod den kulturelle elite i Wien; skuespillerne, musikerne, digterne. Og ikke mindst: de kunstinteresserede. Derfor er det med bæven, jeg bevæger mig ud i de, for mig, Bernhardske gader. Som da jeg forleden gik i Gentzgasse, hvor jeg dog ikke var på vej mod en kunstnerisk middag, som fortælleren er det i Træfældning:

Jeg gik til Gentzgasse, selvom jeg under ingen omstændigheder havde ville gå til Gentzgasse, sagde jeg til mig selv i øreklapstolen, alt talte imod en sådan latterlig kunstnerisk middag, og alligevel gik jeg derhen, og på vej til Gentzgasse sagde jeg hele tiden til mig selv, jeg er imod dette besøg i Gentzgasse.

I virkeligheden var jeg på vej mod en park. Via Google Maps fandt jeg denne halvstore grønne plet med endnu et par blå pletter inde i det grønne. Kun fire stop med sporvogn nr. 41, der er ankommet fra Schottentor, tøffet op ad Währinger Straße og forbi de to gotiske spir på Votiv Kirke. Mod Währing distriktet, hvor husene slænger sig op ad de træklædte bakker i Wienerwald.

Gentzgasse – en dissonans
Som byen ligger indeklemt mellem skovmassiverne, lå parken også med to trafikerede veje på hver side. Larmen fra vejene var tydelig, alligevel besad parken en særlig ro. Måske var det springvandet, der fejede trafikken til side. De fire kanoner, der fyrede vandet op i søjler, for så at lade det falde ned igen i dråber delt i atomer. Jeg satte mig på en bænk, hvor en solstråle sneg sig ind gennem bøgetræerne.

Jeg gik tilbage ad Gentzgasse. Ned mod Gersthof Station. Hele tiden, trods en farvelade af butiksskilte og grønne arealer, var der en stemning, der dæmpede mine indtryk. En stemning af den pessimisme, som stednavne i Bernhards værker så ofte tildeles. Ikke nødvendigvis dårlige tanker om stederne, men dårlige minder om, hvad de har været scene for.

Den indbydende Bürgerhof, en restaurant på hjørnet af Gentzgasse og Weinhauser Gasse med dens næsten diner-agtige røde facade, oplevede jeg også blive draget ind under denne Bernhard-hat. Selvom jeg stod med mundvand og knurrende mave, især fordi jeg først forvekslede Bürger med burger. Træfældnings iscenesættelse af Gentzgasse vibrerede stadig i min forestilling om gaden.

Havde jeg læst gode ting om gaden i en guide, havde det også farvet mit syn, men på en måde føles det mindre smigrende portræt af et sted voldsommere end den positive. Måske endda endnu voldsommere, fordi den er skrevet i Thomas Bernhards repetitive rytmik med dens evigt tilbagevendende ekko.
Den samme følelse opstod, da jeg på højre side af Gentzgasse ser Nobert-Liebermann Parken og tænker, at her ville det være fint at sætte sig med en kaffe to-go, måske endda læse lidt i en bog. Selvom kaffen er en af de bedre og selvom solen skinner smukt på den store gule bygning for enden af parken, er der stadig noget, der ikke føles rigtigt.

Mit forsøg på selvstændigt at opleve et sted, Bernhard har fyldt med sin skrift, virker noget nær umuligt. Hans sprogs enorme styrke. Gentzgasse forvandles, for hvert skridt jeg tager, fra en gade i Wien til en lyd med dyster dissonans.

Gåterapien
Jeg blev konfronteret med det endnu engang, da min kæreste og jeg gik ned ad Graben og Kärntnerstraße for første gang, en halvkold søndag, for at købe et par pølser med det hele. Dagens eneste agenda. Hvad vi ikke vidste, var, at alt tilbehør kostede ekstra. Sennep, ketchup, hver skefuld karrypulver var målt i Euro. Selv den vandede, syrligt lugtende dryppen fra de syltede agurker virkede til at have sin egen pris. Gad vide, om Bernhard nogensinde har spist en pølse her, tænkte jeg. I så fald ville han nok have været godt sur.

Vi spiste op, gik videre, betragtede disse kæmpe gader i centrum af Wien: Graben med den kæmpe statue, Pestsäule, bygget i kølvandet på Pest-plagen i Wien i 1679, H&M’er med indgange af guld, McDonalds’er muret ind i grandiose bygninger. Kärntner Straßes shoppinghelvede fra Stephanskirke til Staatsoper. Det er svært at forestille sig fortælleren i Træfældning bruge disse gader til at redde sin sindstilstand i en Graben-Kärntnerstraßeterapi, som blot består af en gåen frem og tilbage.

Wiens centrale gågade, Graben, og for enden statuen Pestsäule.
Wiens centrale gågade, Graben, og for enden statuen Pestsäule.

Det er da også gader, fortælleren tidligere har refereret til som en åbenlys mulighed for at gå direkte ind i Wiens selskabshelvede. Og det skal også vise sig, at disse gader igen hurtigt forbindes med resten af hans aversioner mod Wien – denne rædselsfulde by, som har kastet mig ud i dyb fortvivlelse – da han støder ind i Auersberger-parret, som inviterer ham på den føromtalte kunstneriske middag i Gentzgasse.

Jeg bliver hurtigt overvældet ved den slags turistfyldte gader, på trods af utallige forsøg på denne gåen frem og tilbage. Bernhard gør ikke oplevelsen nemmere. Måske fordi jeg igen mærker hans tilstedeværelse. Måske fordi pølser, turister og pessimisme er én kategori for meget.

Da vi passerer Heldenplatz, navnet på Bernhards kontroversielle teaterstykke fra 1988, rejser hårene sig på mine arme. Stykket om jøden, der vender hjem efter Anden Verdenskrig til sin lejlighed med udsigt til over netop Heldenplatz. Til sin skræk ser han, at intet har ændret sig og begår derfor selvmord. Det var på Heldenplatz at Hitler i 1938 annoncerede Østrigs tilslutning til det tyske rige.

Jeg har en kølig fornemmelse i kroppen. Ikke så meget på grund af de overvældende bygninger og den undervældende pølse. Mest på grund af alt det, der knytter sig til de steder, vi passerer. Alt det som ikke er synligt for øjet. Det er skræmmende at lade sig påvirke i så høj grad, men det er alligevel en kunst, at Bernhard alene gennem skriften formår at ændre mine indtryk. Et Bernhardsk sted som jeg til gengæld har taget til mig, er Café Bräunerhof. En café der, som et af de få steder, skrives ind i en positiv kontekst hos Bernhard i både Træfældning og Wittgensteins Nevø (1982).

Ud over at huse nationalbiblioteket og andre centrale institutioner er det pladsen, hvor Hitler holdt sin berømte tale 15. marts, 1938.
Ud over at huse nationalbiblioteket og andre centrale institutioner er det pladsen, hvor Hitler holdt sin berømte tale 15. marts, 1938.
More from Noa Kjærsgaard Hansen

Med Pessoa i hånden gennem Lissabon

Den portugisiske forfatter Fernando Pessoa er mest kendt for sine utallige navne...
Læs mere