At leve sig ind i en døende dræber: ”Breaking Bad” 1-5

Allerede H.C. Andersen kaldte drilsk almindelige mennesker for ”hr. og fru Massen”, og her 150 år efter i den altfavnende populærkultur er vi næsten alle sammen blevet DEM. Netop gennemsnitmenneskets fald til afsporet umenneske er det mytiske stof, som gør Vincent Gillians ”Breaking Bad” (2008-13) kunstnerisk og seværdig.

Faldsfortællingen om Walter White, den kræftsyge familiefar og gymnasielærer, der gennem udnyttelsen af sine færdigheder i kemi ender som morder og narkobaron, foregår på flere planer: I det ydre sker derouten fra godmodig normalitet til højdramatisk absurditet – i det indre fra anger og omsorgsfuldhed til ligegyldighed og brutalitet.

Da jeg bilder mig ind ikke selv at tilhøre de voldsfascinerede (for nu at omtale dem pænt), dem, der ikke kan få nok spænding og haster ud i grænselandet (hvor intet ”umenneskeligt er mig fremmed”, som den narcissistiske morder Kejser Nero engang sagde), så tog det mig mange år, før jeg kedede mig nok til at indløse billetten til TV-serie-Colosseum og undersøge fænomenet ”Breaking Bad”. Trods alt fem sæsoner, 62 afsnit af 50 minutter, hvis man vil med ”all the way”.

Folk der igen og igen opsøger vold på film og i pc-spil adskiller sig ikke væsentligt fra folk, der tager i krig for at ”få en oplevelse for livet”, for spændingens skyld – ligesom flere af de virkelige personer i den afslørende krigsdokumentar ”Armadillo” (2010). Jesus K, der var imod underholdning og var en holdningens mand, sagde jo ca.: Når du begår en synd i dit hjerte, er det det samme som at begå den i virkeligheden.

Som søn af en socialrådgiver forekom det mig, at præmissen bag ”Breaking Bad” var himmelråbende tyndbenet: Hvordan sympatisere med en både lidende og døende familiefar, når han overlagt producerer stoffer, der spreder lidelse og død blandt de svageste i samfundet? Er etikken ikke slagtet fra start?

”Have a seat”. Er blodbad på tv uskyldig underholdning?
”Have a seat”. Er blodbad på tv uskyldig underholdning?

KØB BILLET, TAG PLADS, BREAK BAD
Så hvorfor modtage invitationen fra ”Breaking Bad”? Kan man lære noget personligt og eksistentielt af Walts dobbeltliv, hans rejse ud i mørket? I høj grad! For kunst bliver kunst – og derved mytisk – når vi kan spejle os i den, og det genkendelige ved Walts fald er, at han lægger ud med det bedst mulige motiv og højest mulige mål: Sin egen helbredelse og omsorgen for sine nærmeste. Det er netop den berettigede selvmedlidenhed og den gode vilje som langsomt, men sikkert skubber Walt ud over afgrunden.

Selvom 665.154 brugere på filmsitet IMDb har belønnet Breaking Bad med 9,5 ud af ti point, så får den kun 8 af skribenten i en tid, hvor tv-serier-seernes loyalitet gerne malkes til sidste minut, og hvor det er nødvendigt at lære at sige: ”Enough is enough”. Ud over at undersøge kræftsyge Walts glidebane, skal vi se på, hvornår i seriens fem sæsoner, at grundfortællingen bliver menneskeligt uinteressant og kunstnerisk udtømt.

Dette synes især aktualiseret af den nyhed, at skaberen Vince Gillian for nogle måneder siden i et live-interview på CNN offentliggjorde, at (gaaaab): ”Walt didn’t die!”. Optagelserne til sæson 6 indledtes i januar!

I ET LILLE HUS I EN AMERIKANSK FORSTAD LANGT HERFRA…
”Breaking Bad” indledes med, at den umiddelbart sympatiske kemilærer Walts tilværelse splintres med oplysningen om, at han lider af uhelbredelig lungekræft. Det er en oplysning, han til at begynde med holder for sig selv og som gør hans liv til en uvirkelig rutinepræget kulisse. Først da han tager på razzia med sin svoger, der arbejder i narkopolitiet, støder han på et amatøragtigt narko-laboratorium, og ser i øjenkrogen en forhenværende skoletræt elev – Jesse Pinkman – flygte fra gerningsstedet. Walt har hverken penge til kræftbehandlingen eller til at sikre sin familie efter sin død: Et problem han tager ved hornene, da han senere samme aften opsøger knægten med et tilbud om kvalificeret, men ulovligt samarbejde.

Herfra begynder den lavine af begivenheder, som er rygraden i handlingsforløbet i ”Breaking Bad”. Spindet af løgne, som han og hans familie langsomt kvæles i, indledes. Det første spadestik til den grav, som utallige bøller og mange uskyldige siden ender i – inklusiv ham selv – tages denne aften.

Hovedcylinderen i seriens dramatiske motor er naturligvis ”amatørens” møde med de professionelle kriminelle, der omvendt – pludselig står over for en professionel kemiker, der gør deres hidtidige opkog totalt til skamme. Forholdet mellem de to hovedpersoner, mesteren, der har forspildt sin karriere som gymnasielærer, og eleven, der er fuld af skiftende utålmodighed og beundring, skildres med dyb forståelse for både klasseskel og generationskløft. Det er forholdet mellem disse to fyre, der hver især kæmper for livet – den ene biologisk, den anden socialt – der forbliver seriens omdrejningspunkt.

Da de to verdener, middelklasseforstadsverdenen og den socialt opløste underverden, gentagne gange tordner sammen, er gyset ikke til at tage fejl af: Alt for snart føler Walt sig tvunget til at slå ihjel for at overleve. Makkerparret føles som lige dele tikkende bombe og hemmelig opskrift på succes. White og Pinkman: I deres navne gemmer sig farverne i et tilsyneladende uopsutteligt bolsje, renhedens farve og friskhedens farve. Det varer dog ikke længe for det hvide gråner og det lyserøde mister glød.

A match made in Heaven – or Hell. I New Mexicos ørken foran deres skrummel af et ”krystal-amfetamin”-laboratorium.
A match made in Heaven – or Hell. I New Mexicos ørken foran deres skrummel af et ”krystal-amfetamin”-laboratorium.

DOBBELTLIV OG PARALLELVERDEN
Forholdet til konen, Skyler, der tager ekstra arbejde for at hjælpe til med at finansiere kræftbekæmpelsen, samt svogeren, der bliver mere og mere besat af at gribe den nye ”spiller” i underverdenen, bliver mere og mere pinagtigt at være vidne til: Som i en tempelhule i en Indiana Jones-film rykker væggene tættere og tættere ind omkring Walter White, der spilles med rasende ømhed af Bryan Lee Cranston (f. 1956). Men sympatien for Walts livskamp eroderes også af et emne, som seriens hovedforfatter langsomt bliver tvunget til at skrive sig ind i: De fatale psykiske, sociale og fysiske konsekvenser af stofmisbrug.

Ganske oplagt er det i Jesses karakter, at vi møder denne skygge, der æder sig vej ind i billedet, ja, æder billedet. Og pludselig bliver legen alvor for makkerparret på den måde forstået, at den enes overlevelse kan blive den andens død. Walt genvinder gang på gang seernes sympati ved at kæmpe for Jesses afvænning, men da han ender med at lade hans kæreste kvæles i sit eget bræk, forstår vi, at Jesse – og andre mennesker for så vidt – kun er vigtige så længe, de spiller altafgørende ind i Walts egen selvopretholdelse. Da den afdøde kærestes far efterfølgende grundet sorg bliver direkte årsag til et flystyrt over samme forstad, er ringen på en måde sluttet: Mens vragdelene hagler ned over den for længst splintrede forstadsidyl, tvinges Walt – og seerne – til at erkende, at hans overlevelseskamp ikke længere er en livskamp, men en dødskamp med utallige uskyldige ofte.

Her, efter sæson tre stopper sympatien – og det burde serien også. Da Walt til sidst indser, at han ikke længere er syg, og derfor rasende slår knytnæven i håndtørreren på væggen, forstår vi, at det hele har været forgæves: Alle hans dæmoniske ofre for sine efterladtes skyld, kan ingen længere blåstemple. Der er ikke længere nogen ”force majeure”, ingen undtagelsestilstand, der følelsesmæssigt kan legitimere seriens senere udvikling.

Walt gone bad.
Walt gone bad.

FORVANDLINGEN
Det man ikke længere kan leve sig ind i, kan man betragte udefra. Så hvordan viser ondskaben sig hos Walt aka Mr. White? Først og fremmest mister han sin angst, sin nervøsitet. De, som har læst lidt Kierkegaard og Freud, ved at angsten og følsomheden i mennesket netop er forbundet med dets mulighed for udvikling. Efterhånden føler Mr. White ingen angst længere og synes ligeglad med udfaldet og konsekvenserne af de situationer, han medvirker i. Han bliver krævende og absolut. Og med ligegyldigheden og følelsesløsheden forsvinder også omsorgen og empatien. Han bliver ligeglad med om folk lider eller ej, om de lever eller dør.

Derimod bevarer hans yngre kollega, Jesse, sin følsomhed og sin angst – og med den – sin samvittighed og anger. Det går op for én, at han, stofmisbrugeren, der har virket som den svage af de to, hele tiden i menneskelig forstand har været den stærkeste, fordi han FØLER noget. Med indlevelsesevnen i behold kunne Jesse ikke tåle at skade andre og måtte bedøve sig selv for leve med smerten. Modsat Walt, der med sin mere og mere skånselsløst paranoide mig-eller-dem-logik, viser sig at have klare psykopatiske træk.

At finale-sæsonens forfattere er klar over forbindelsen mellem det smertefrie og det følelsesløse, illustreres ved, at vi mod slutningen, hvor Ragnarok er brudt ud, ser 10 mænd blive dolket ihjel med tandbørster: Det foregår på to uafrystelige minutter i tre fængsler. Knivstikkene regner ned. Og imens hører vi crooner-musik!

Da Walt senere ser nyheder, hvor drabene omtales, leger han uanfægtet med sin datter. Menneskesynet kan minde om dét bud filosoffen Villy Sørensen i sin tid formulerede, da Berlingske Tidende opfordrede ham til at opdatere selveste De Ti Bud. Han beholdt de fleste, men formulerede til slut: ”Du må ikke reducere en anden helt til middel”.

Walt har helt reduceret andre mennesker til midler. Det øjeblik hans kollegaer ikke længere er medvirkende i hans forbrydelser, bliver de farlige vidner, der nådesløst må ryddes af vejen. Ligesom med Hitler, er der ikke længere mening med logikken, ingen fornuft i forstanden: Walt skovler penge ind til sin familie, selvom han ikke længere elskes af dem eller har brug for pengene.

BREAKING BAD: FAUST-MYTEN I NEW MEXICO
Fortællingen om mennesket, der mod uendelig formåen og succes indgår pagt med djævlen, men må bøde med sin sjæl, er myte-stof – og ikke blot i europæisk kultur. Ikke uden grund er det blevet en både amerikansk og vestlig grundfortælling.
Det dygtige greb i ”Breaking Bad” er at udruste djævlen, der gør det som intet kan undskylde, med den størst mulige ”gode” undskyldning. Men som ordsproget siger, er vejen til helvede brolagt med undskyldninger.

Mr. White ender som Mr. Black – og jeg vil hellere se ”Fifty Shades of Grey” end se ham genopstå – marmoreret – i sæson 6.

More from Jeppe Marsling

Profeter på film: Noa, Moses, Jesus – og Muhammed

Hvem husker ikke graffitien: ”Gud er død (Nietzsche). Nietzsche er død (Gud)”?...
Læs mere