Begejstring afløses af harme

Det her er en beretning fra havet. Om plastik. Efter at have sejlet med på den danske Ekspedition Plastik, tager Lisbeth Engbo en stålsat vilje til at skære ned på sit forbrug af plastik med hjem. Læs sidste del af hendes beretning fra Bermuda.

Efter otte dage på havet ser vi endelig land. Ikke at jeg har været ked af at være omgivet af hav, tværtimod. Men alligevel danser vi en lille krigsdans på dækket, da vi får øje på Bermuda. Hele dagen har vi snakket om, at prikken over I’et på denne uforglemmelige tur ville være at få øje på en hval. Men det eneste levende, vi har set, er de smukke langhalede Tropic Birds, som har besøgt os med jævne mellemrum de sidste par dage.
Og så netop som vi er ud for byen St. George, ser vi pludselig noget, der ligner et springvand til havs. ”En hval,” vræler yngstemand ombord. Vi styrter ud i stævnen af båden, og i løbet af den næste time ser vi to hvaler spraye, vende og hoppe op af havet. Lidt på afstand, men alligevel et fabelagtigt syn i en sådan grad, at jeg helt glemmer at tage billeder.

Harmen breder sig
Men begejstringen over at have været en del af denne uforglemmelig ekspedition i en sejlbåd på Atlanten omgivet af hav i samtlige otte dage blander sig i stigende grad med harme og frustration. For jo tættere, vi er kommet på Bermuda, jo mere plastik har der været i de prøver, som vores to forskere haler op flere gange om dagen med deres såkaldte manta trawl.

Læs anden del af dagbogen

Giftstoffer bunder til plastik
Prøverne bliver omhyggeligt sigtet, vasket, registreret og gemt i poser, som skal med tilbage til laboratoriet på Roskilde Universitet, hvor de skal analyseres nærmere. Blandt andet skal det undersøges, hvilken effekt udbredelsen af mikroplastik har på havmiljøet. En af teorierne er, at kemikalier som f.eks. de giftige flammehæmmere, eller hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer binder sig til plastikken. Hvis teorien holder, er der en overhængende fare for, at de giftige stoffer ender i vores kroppe, når vi spiser fisk, som har spist plastikpartiklerne.

Bountystrande er lossepladser
De følgende dage vokser harmen, da vi besøger nogle af Bermudas berømte strande. Ved første øjekast er det ren Bounty i farverne turkis, grøn og sand. Men ved nærmere eftersyn flyder strandende med plastik. Både meget synlige ting som skruelåg, flasker, badesko, lightere, poser og meget andet. I løbet af ti minutter har vi samlet en bunke genstande ovenikøbet på en strand, der blev renset for bare en uge siden.

Men det er ikke gjort med det, for når man kigger nærmere efter, så har tidevandet overalt efterladt en bræmme af de samme konfettiagtige blå og grønne plastikstykker, som vi fangede i vores manta trawl ude på havet. I de otte dage, jeg er på Bermuda, besøger jeg ikke en eneste strand uden at få øje på disse små plastikstykker.

Prøverne indeholder mere og mere plastik jo tættere vi kommer på Bermuda. Foto: Lisbeth Engbo
Prøverne indeholder mere og mere plastik, jo tættere ekspeditionen kommer på Bermuda. Foto: Lisbeth Engbo

Vi vælter os i plastik
Hvor komme alt det plastik fra? Ja måske er svaret nærliggende, når man tænker på, hvor meget plastik vi forbruger. Bare en tur i supermarkedet ender med plastikposer fulde af kød og grønsager pakket i plastik, mælk med plastikskruelåg, sodavand i plastikflasker, slik i plastikposer, karklude med plastikfibre, rengøringsmidler i plastikflasker osv. osv. Og det er bare den almindelige forbruger. Dertil kommer den industrielle forbrug af plastik.
Men en ting er, at vi forbruger en masse plastik. Hvordan og hvorfor havner så meget af det i havet? Er det ligegyldighed, mangel på opdragelse, uvidenhed, og hvad skal der til for at stoppe den kolossale udledning af plastik. Kan man f.eks. udvikle og erstatte plastik med stoffer, der er lettere at nedbryde?

Gør noget før vi drukner
Det er noget af det, som Plastic Change, organisationen bag Ekspedition Plastik, fokuserer på. Igen kommer jeg til at tænke på det, som Henrik Beha, vores ekspeditionsleder fortalte mig, inden vi drog afsted: hvis vi lader stå til, så vil der om ti år være et ton plastik for hver tre tons fisk i havet. Det må ikke ske. Nogen må gøre noget. Jeg vil starte med mig selv og f.eks. huske muleposen, når jeg skal i supermarkedet, stoppe med at købe de billige karklude og mælk med plastiklåg, aldrig efterlade plastik i naturen, osv. osv.
Og så vil jeg råbe op, alt hvad jeg kan:

POLITIKERE GØR NOGET, OG GØR DET NU, FØR VI DRUKNER I PLASTIK!

Læs mere om ekspedition Plastik her

Skrevet af
More from Lisbeth Engbo

Begejstring afløses af harme

Det her er en beretning fra havet. Om plastik. Efter at have...
Læs mere