E-mails og Kafka på tværs af Atlanten

Med Kafka i armene skriver Netudgavens to litteraturskribenter, Maria Dønvang i New York og Noa Kjærsgaard Hansen i Wien, sig tættere ind på ingen og Ingen, Kafka og kaos, huden og hinanden: ”Jeg er glad for det sted, vi nu har skrevet os frem til. Jeg har lyst til at opholde mig lidt her midt i dette kaos. Vil du være med?”

20. januar 2015 kl. 21.58

Kære Noa
Har du læst Kafkas “Udflugten til bjergene”? Den forekommer mig at være blandt de mest underligt vedkommende tekster i litteraturhistorien. Den vækker mange modstridende ting i mig. Det holder mig vågen (ikke i Seattle, men i Brooklyn) at tænke på. Jeg kender ikke dit forhold til Kafka, men du har ham også tatoveret på armen så jeg tænker det er betydningsfuldt. Her er historien i Isak Winkel Holms oversættelse:

kafka

Kh

22. januar 2015 kl. 11.21

Kære Maria
Det er længe siden jeg har læst noget af Kafka. Men han er på mange måder med mig i mange af de tanker jeg gør mig om litteratur. Måske er det bare fordi jeg kigger på min arm når jeg læser, who knows. Jeg vil læse den en af dagene her inden vi tager hjem fra Wien. Tage nogle noter undervejs etc.
Kh herfra

Kafka på en arm. Uden titel.
Kafka på en arm. Uden titel.

23. januar 2015 kl. 14.19

Kære Noa
Det er svært at afgøre (hønen/ægget all that shit). Jeg tænkte nok på Kafka til at printe ham på armen. Jeg antager, at det har en forstærkende kraft på min læsning nu – dét at han sidder dér. Måske jeg tænker allermest på Kafka om sommeren hvor jeg har T-shirt på. Det er underligt ironisk, Kafka er ikke en sommerforfatter. Kan man inddele forfattere i årstider? Folk kommer ofte og spørger efter en sommerbog i butikken (ark books, red.) når de skal på ferie. Jeg tror jeg forstår hvad de mener, men jeg er ikke sikker.
Kh

Kafka på en anden arm.
Kafka på en anden arm. Tænkeren (1913).

23. januar 2015 kl. 16.31

Kære Maria
Det er oftest i situationer hvor jeg møder nye mennesker at jeg lægger mærke til min Kafka. Ellers er den der bare, som et ar eller en blodåre, altid til stede. På en eller anden måde synes jeg at det meste litteratur sætter sig uden for årstider. Måske fordi det gerne skulle invitere ind i et rum hvor den fiktive tid erstatter den egentlige. Men selvfølgelig, der er noget modsigende i K’s uigennemsigtighed og sommerens klare skær.
Kh

23. januar 2015 kl. 18.39

Kære Noa
Man vænner sig til sine tatoveringer. Jeg har lige fået en ny, det er Ulvemandens tegning af sin drøm. Den er knap helet, men den er allerede næsten så blodåreagtig i sin tilstedeværelse som min Kafka. Måske fordi forgreningen. Måske fordi beslutningen blev truffet allerede i sommer. Jeg har bemærket at jeg går lidt mere nedringet klædt nu den er der. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal stille op med. Har du fået flere siden sidst vi sås? (Hvor længe siden er det? Et år?)

Ulvemanden på en brystkasse.
Ulvemanden på en brystkasse.

Men tilbage på sporet (ikke af den tabte tid, men af de bjerge der). Hvilken karakter er fortælleren når denne ser det som en selvfølgelighed at man tager i bjergene? Når man gerne vil være i selskab af lutter Ingen?
Første gang Ingen optræder som egennavn, er omtrent halvvejs med: “Jeg kunne godt tænke mig – hvorfor ikke – at tage på en udflugt med et selskab af lutter Ingen.” Og herefter bliver Ingen kun anvendt en enkelt gang før vi-formen tages i brug – hvilket jeg ikke kan lade være at studse over; den hurtige overgang til et noget forstyrrende fællesskab.
Jeg tænker allermest på den fuldstændigt modsatrettede forskydning der sker når ingen/Ingen skifter ordklasse. Fra fravær til underligt abstrakt nærvær, sådan lige pludselig. Stop mig hvis jeg forhaster en lydside af det her – men det eneste der logisk set (og så igen, fiction doesn’t need logic) kan indeholde både ingen og Ingen, er ekkoet. Alene om at skabe illusionen af flertallet, selvfølgeligheden i bjergene, lala.
Kh

24. januar 2015 kl. 05.59

Kære Maria
Apropos årstider, så er det da en udmærket grund til at imødekomme sommeren lidt før ved at klæde sig efter tatoveringsplacering. Jeg har ikke fået andre, men jeg vil da overveje at få en på lægmusklen så jeg hurtigere skifter til shorts. Jeg mindes at vi sås i sommer. Men mit sidste tydelige minde er et fortov og en sixpack foran Stefanos Pizzeria.

Ingen tog billeder af skribenterne på fortovet foran Stefanos Pizzeria den sommer. Men det har nok set nogenlunde sådan her ud selvom mødet efter sigende fandt sted en sen nat.
Ingen tog billeder af skribenterne på fortovet foran Stefanos Pizzeria den sommer. Men det har nok set nogenlunde sådan her ud selvom mødet efter sigende fandt sted en sen nat.

Jeg fornemmer at det her uspecifikke bjergene er et sted hvor der er plads – hvor alle disse ingener kan strække deres lemmer. Hele teksten består af negationer. Jeg ved det ikke. Uden klang. ingen/Ingen. Mellemrum. Ikke synger. Måske spiller bjergene også med i denne negation. For i bjergene er der jo netop ingen.
Jeg ved ikke om jeg ser Ingen (i egennavnsformat) som nærvær. Måske mere som noget der går fra et udefinerbart fravær til et definerbart fravær. Fra en ingen som man ikke ved hvem er, fordi der ikke er nogen, til en Ingen som netop er definitionen på dette tomrum. Måske det aktive tilvalg af den ensomme udflugt med Ingen, frem for den ukontrollerbare ensomhed i andres fravalg, disse ingener? Så hvis der er et Vi, så tror jeg det er et symbolsk et af slagsen. Måske et ironisk?
Kh

24. januar 2015 kl. 23.59

Kære Noa
Du skriver at du ikke er sikker på at ingen/Ingen har at gøre med fravær/nærvær, men i stedet et udefinerbart (abstrakt?) fravær over for et definerbart (konkret?) fravær. Hvordan med den identifikationsfaktor mellem fortæller og Ingen der tillader denne at gruppere sig selv og Ingen som et vi? En flok på én? (Tror du det er et ironisk vi?) Giver det mening at give Ingen krop?
Og så på den anden side: At anskue ingen som den ufrivillige ensomhed – jf. også den desperate tone i fortællerens tale indtil denne overgår til at tale om Ingen – stillet over for den aktivt valgte ensomhed – en art frihed måske endda? – i Ingen giver nok også mening. Kafka følte sig måske lige så personligt forulempet over ikke at kunne skelne mellem loneliness og solitude som os.
Jeg synes vi skal snakke mere om negationerne. Men lige nu er jeg ikke sikker på hvad jeg vil sige. (Jeg er også meget træt, det tager tid at vænne sig til at sove alene). Noget i mig vil have dem hængt op på ekkoet, men det kan være min kæphest.
Kh

25. januar 2015 kl. 09.34

Kære Maria
Jeg tror at det er et ironisk Vi, ikke i en haha-forstand, men måske mere på en tragikomisk måde. At fortælleren må gøre disse ubestemte ingener til en Ingen, vidner for mig at se om noget lunkent ved forestillingen om fællesskabet.
Ja, jeg synes det giver mening at give Ingen krop. Men det er en forestillet krop. Kroppen har ingen fylde, den er ingenting. Og det der er mellem menneskene, er også ingenting. Det er kun vinden der blæser i mellemrummene. Der foregår en slags negation af hele billedet, hele udflugten, hele menneskeheden og fællesskabet. Kunne man sige at mennesket kun er omringet af Ingen og Ingenting som begge tager nærmest fysiske størrelser på sig fordi de er så markante i deres tilstedeværelse?
Kafkas tragikomik eller utopi kommer til sin magt, synes jeg, når denne ensomhed, denne Ingen, alligevel tages med på udflugt til bjergene. Måske i mangel på bedre?
Kh

30. januar 2015 kl. 05.59

Kære Noa
Forskydningen fra ingen til Ingen – personificeringen – den er der vel et sted i grammatikken. Alligevel har jeg ikke et behov for at beslutte: “nu er det forestillinger!” og “nu er det faktiske personer!”.
Henvendelsen, udråbet (at hele historien er en replik!) som er min grund til at heppe på ekkoet, er så underlig tvetydig. Hvorfra kommer henvendelsen? Hvor skal den hen? Jeg ved det ikke. At du og jeg sidder på hver vores side af et meget stort hav og skriver længere og længere e-mails om betydningen af hhv. versaler og bjerge i en historie på 12 linjer fra 1910, skrevet af en mand, vi tilfældigvis begge har tatoveret på armen, vidner om at det ikke sådan lader sig mejsle i sten (selvom spørgsmålet lader sig ridse i hud). Gudsketakoglov for det.
Det minder mig om noget jeg får år siden fik rodet mig ud i da jeg underviste nogle gymnasieelever i fotografi: Vi kiggede sammen på et stillbillede fra Guido Van Der Werves kunstfilm Nummer Acht: Everything is Going to be Alright.

De to dominerende holdninger var at det a) var en isbryder der var ved at sejle manden ned, eller b) at skibet var sejlet fast, og manden gik efter hjælp. Det var en hårrejsende debat – indtil det stod klart at man ikke vidste hvordan en isbryder så ud. Lige der, mens vi stod og skændtes og betragtede billedet sammen, fik jeg formuleret noget i virkeligheden enormt banalt til de her unge mennesker (de her unge mennesker, åh at sige sådan) som jeg har taget med mig videre: Det er tvivlen der er drivkraften. Drivkraften for ikke bare analysen, men for det meningsfulde møde med ethvert kunstværk. Det ligner den energi der opstår når man er romantisk interesseret i et andet menneske og ikke kan finde ud af at gribe det an. Man skøjter rundt og leder efter tegn og ledetråde, men i virkeligheden får man en usammenlignelig rus ud af ikke at kende svaret. Jeg har ikke sprog til at adskille den umiddelbare følelse af forelskelse fra mødet med et mesterligt kunstværk. Spændingen, den insisterende sitren i kroppen. Det giver sig selv at jeg aldrig har googlet isbryder.
Kh

02. februar 2015 kl. 12.14

mail2
Kære Maria
Jeg sendte vist en mail uden indhold. Det var ikke et skjult tegn eller andet Kafka-lignende, bare en trykfejl. Jeg er lige kommet hjem til DK i går efter én dag i Budapest, derfor svarer jeg først nu. Men der er selvfølgelig heller intet der haster, Kafka lever evigt. På vores arme om ikke andet.
Jeg kan godt forstå din trang til at opstille eller opdele. Og jeg deler den også. Men mon ikke også det er den fælde man falder i som læser? Det er vel vores evindelige trang til at kategorisere og putte i bokse for at gøre det nemmere at forstå. Måske skal det bare ikke forstås, måske skal det bare være et udgangspunkt for refleksion. Et udgangspunkt for, netop som du skriver, at skrive mails frem og tilbage uden egentlige konklusioner.
Og ja – det leder jo så ganske fornemt hen til din næste pointe om tvivlen som det stærkeste og måske mest interessante udgangspunkt. Det minder mig om et interview i Vagant med Lars Frost på den anden side af nytåret hvor han udtaler: Folk vil gerne hoppe med på en vogn og råbe ja. De vil også gerne hoppe op på en vogn og råbe nej. De vil bare meget nødig hoppe op på en eller anden vakkelvorn vogn og råbe: «Jeg ved det ikke! Jeg er kommet i tvivl, og det er konstruktivt!»
I dag er det næsten farligt at være i tvivl. Vi vil så gerne kunne konkludere. Vi vil gerne vide hvad ingen betyder, og hvad Ingen betyder. Vi vil gerne komme så tæt på et svar som muligt. Og hvad kan vi bruge tvivlen til? Ikke en skid, føler vi. Men måske er det netop den tilgang der er behov for at gøre op med. At det ikke skal handle om resultatet, om en specifik mening, men om den substans der kan trækkes ud af al den tvivl der opstår i en samtale og i en debat. At det konstruktive er at Kafka får os til at tvivle og tænke. At forestillingen om den angivelige isbryder (fantastiske billeder i den video forresten) får os til at tvivle på hvad en isbryder egentlig er.
Hvad stræber vi efter med den her korrespondance fx? Egentlig vil vi jo begge gerne stimuleres, vi vil gerne vide om den anden har tænkt noget vi ikke selv har tænkt. Vi vil gerne fortælle hvad vi tænker og mener, vi vil gerne have den anden til at sige JA! – men vil vi ikke også gerne have den anden til at så tvivl om det?
Der er noget ved fiktionen der på samme tid kan tydeliggøre og sløre disse abstrakte henvendelser (giver det mening?) som vi konstant foretager os som mennesker. I litteraturen får den et ekstra lag fordi, som sagt, selve teksten også er en henvendelse. Det er den paradoksalitet jeg synes at K. mestrer.
Jeg tror du har ret i at konstruktionen af vi’et (hvis jeg forstå dig ret) også gør sig gældende på et større plan. At vi altid er ensomme – at fællesskabet er en konstruktion som vi hele tiden må skrive videre på for at holde ved lige. Og så snart vi tænker for meget over at det er en konstruktion, forfalder vi til de her nærmest depressive tanker om det sociale som en utopi som jeg synes K.s tekst er et udtryk for.
Nå, for hver passage føler jeg at jeg løfter K. ud i en mere universel overvejelse om åh, hvor hårdt det er at være til.
Kh

De to skribenter forsøger at skære deres meget lange e-mail-samtale ned til en artikel via Skype.
De to skribenter forsøger at skære deres meget lange e-mail-samtale ned til en artikel via Skype.

7. februar 2015 kl. 23.33

Kære Noa
Jeg læste godt Frost-interviewet i januar og var meget begejstret for selv samme udtalelse. Men jeg føler mig så delt, både akademisk, kunstnerisk og emotionelt i den diskussion; på den ene side værner jeg om tvivlen, plejer den og dyrker den. På den anden side findes bevægelsen mod svaret altid i mig – ønsket om sikkerhed og ultimativ forståelse. Omend; svaret er altid skuffende. Svaret sætter et punktum jeg ikke stoler på. Jeg søger med al min kraft at hoppe på den vakkelvorne vogn og forkynde tvivlen. Et punktum må altid også være et kolon.
Af selv samme årsag finder jeg denne konversationelle analyse langt mere interessant end mine egne indledende tanker. Formålet med samtalen er samtalen. Omvendt ser jeg dig gerne hoppe op på en vogn og råbe JA! Jeg tror det er misforstået at benægte et forfængeligt ønske om bekræftelse af sit intellektuelle værd, også i samtalen. Med det sagt, så er det hypotetiske JA! en kortvarig glæde. Med et sådant JA! slutter samtalen, og det er netop i samtalen vi vokser. Dermed: tak for dit måske?.
Jeg kom fra et sted hvor jeg mente at vide hvem ingen og Ingen var. Dine refleksioner, og de refleksioner du har provokeret i mig, har sendt mig ud i en dobbeltbevægelse hvor jeg er kommet i tvivl, men samtidig på bagvendt vis har nærmet mig ingen og Ingens substans.
Jeg tror ikke at vi kan tæmme Ingen, men jeg ser os pege i en masse retninger der godt nok kan være modstridende, men alle sammen alligevel kan indeholdes i Ingen.
Jeg er taknemmelig for bevægelsen i dette; for at vi kan løfte en meget partikulær læsning hen til en diskussion om mere og større. Hvis kunsten har andet formål end sig selv, er det for mig dette.
Derfor tøver jeg med at dreje om på hælen og pege på K. igen. Vi kunne utvivlsomt vride endnu flere perspektiver og læsninger ud af det hele, men jeg er glad for det sted vi nu har skrevet os frem til. Jeg har lyst til at opholde mig lidt her midt i dette kaos. Vil du være med?
Kh

12. februar 2015 kl. 06.13

Kære Maria
Beklager det sene svar. Man skulle jo tro at det vrimlede med fritid når man er på dagpenge. Det gør det egentlig også. Men så går man jo pludselig i gang med en masse ting og tror at man kan overskue hele verden. Det kan man ikke.
På en måde tror og håber jeg at den findes i os alle. Bevægelsen mod svaret. Det skulle jo på en måde gerne være drivkraften mod livet. Men som du siger, svaret er altid skuffende. Så jeg tror at man (jeg og alle andre) kunne lære meget af en gang imellem at stille sig tilfreds med tvivlen. Jeg kan godt lide tanken om at punktummet aldrig er et punktum. At man altid kan løfte det op, uanset hvor tungt det er, sætte et punktum under, og så bliver det et kolon. Sådan skulle det jo gerne være.
Du skrev jo også til mig i håbet om at blive rystet ud af den faste forestilling du havde skabt dig om ingen og Ingen. Kaosset står fint som det er, synes jeg; kaotisk.
Kh

 

More from Maria Dønvang

This is dealing with my issues – tanker fra USA

Netudgavens USA-korrespondent går gennem Brooklyn – både fiktionens og virkelighedens. Med sig...
Læs mere