Fremtiden er landet

Tre nye hovedsæder for tidens informationsteknologiske mastodonter, Google, Apple og Facebook, er ved at rejse sig i Californien. Dermed bliver den amerikanske vestkyst atter et laboratorium under åben himmel for realiseringen i 1:1 af nutidens mest futuristiske arkitekturvisioner.

Tre projekter, to generationer
Først ude var Apple, som siden 2011 har beskæftiget Foster + Partners med at formgive computergigantens nye såkaldte Campus 2 i Cupertino. I 2012 blev det Facebooks tur til at melde sig i arkitekturkapløbet, eftersom Mark Zuckerberg kunne proklamere, at firmaet havde entreret med veteranen Frank Gehry. I februar i år blev det så bekendtgjort, at Google har udpeget et team bestående af Bjarke Ingels Group og Heatherwick Studio til at designe selskabets nye hjemsted, Google North Bayshore, i Mountain View.

Lad os kigge nærmere på de to mest ikoniske projekter: Lord Norman Fosters bud på Apples hovedsæde samt Bjarke Ingels og Thomas Heatherwicks fælles forestilling om Googles modulby.

Jeg vil lade de to projekters forskellighed kickstarte overvejelser om vores aktuelle forhold til utopien: Modernismens rendyrkede cirkelslag over for netværkets opløsning af bygningsværket.

Utopi som form
Lord Norman Fosters projekt til Apples ringformede domicil, som allerede er blevet døbt ufo’en eller doughnut’en, rendyrker cirklen som form og huser helt traditionelle åbne kontorlandskaber. Kraftige hvide glasskiver skyder sig ud mellem etagerne og skaber en rumligt dynamisk facade.

Kombinationen af en stærkt formel tilgang, gentagelsen af moduler og forkærligheden for glasfacaden placerer Apple-projektet inden for den velkendte internationale modernisme. Hos Foster er designfilosofien om bygningen som et fritliggende objekt usvækket, hvilket gør det oplagt at fortolke bygningen som et designet Apple-produkt. Samtidig er formen en ikke så subtil reference til Apples berømte adresse Infinite Loop.

© Foster + Partners, ARUP, Kier + Wright, OLIN, Apple
© Foster + Partners, ARUP, Kier + Wright, OLIN, Apple

Fosters rendyrkede cirkelslag i overmenneskelig skala leder nemt tankerne hen på historiske idealprojekter såsom Claude-Nicolas Ledoux‘ projekt til Chaux (1775-79). Troen på, at simple geometriske legemer er en tilstrækkelig opfyldelse af funktionelle behov, er hos Foster blevet til usentimental minimalisme. Her er ingen opgivelse af arkitektens krav på at være det eneste kreative ophav.

Claude-Nicolas_Ledoux_Die_Salinenstadt_Chaux
Claude-Nicolas Ledoux: Tegning til saltværksbyen Chaux. Kobberstik fra 1804 © wikimedia commons

Utopi som netværk
I skarp kontrast til den formmæssige perfektion hos Foster imødekommer Bjarke Ingels og Thomas Heatherwicks bjergkæde af teltlignende letvægtsstrukturer Googles krav om mobilitet, fleksibilitet og integration mellem bygning og omgivelser. De enkelte formationer præges af en klar adskillelse af bygningens udspændte hud, der vækker mindelser om (nyligt afdøde) Frei Ottos løsninger, og dens indre opstablede strukturer af søjler og bjælker, som skal kunne flyttes rundt af robotter.

Arkitekterne forestiller sig “a vibrant new neighborhood”, som skal løse både sociale og økologiske udfordringer i nærområdet. Samtidig peger IT-gigantens valg af to arkitektvirksomheder på, at troen på mesterarkitekten som svaret på arkitekturens kompleksitet har mistet sin tiltrækningskraft til fordel for en samarbejdskultur.

Charleston-South_Exterior_Softgrid
North Bayshore campus proposal ©Bjarke Ingels Group and Heatherwick Studio

Informationstidsalderens Arkadien
I digtsamlingen fra 1967, All Watched Over by Machines of Loving Grace, som meget symptomatisk blev distribueret gratis, indkapslede poeten Richard Brautigan den økologiske drøm om, at teknologien både kunne genforene det fremmedgjorte menneske med naturen og overflødiggøre menneskelig arbejdskraft.

Anden strofe af digtet – med dets arkadiske utopi – kunne være en rammende illustration af Google, Ingels og Studio Heatherwicks fælles ambitioner om en pastoral landscape urbanism:

I like to think

     (right now please!)

of a cybernetic forest

filled with pines and electronics

where deer stroll peacefully

past computers

as if they were flowers

with spinning blossoms.

München,_Olympiastadion_(9311719775)
Olympiastadion i München fra 1968-72 af Frei Otto og Günther Behnisch. © wikimedia commons

Digtsamlingens titel genbruges af dokumentaristen Adam Curtis i BBC-serien af samme navn fra 2011. I serien kortlægger Curtis brugen – og især misbrugen – af computeren som metafor gennem 1900-tallet. Netværksorienterede, anti-hierarkiske modeller blev overført ukritisk på både naturlige systemer og sociale relationer, hævder Curtis.

Maskinmetaforen og tilbedelsen af netværket blev ophøjet til regulerende sandheder for at sætte os fri, men endte ofte i determinisme i stedet. Dermed har vi i stedet mistet vores incitament til at forandre verden, konkluderer Curtis på en (lige lovlig) kategorisk måde.

Noget lignende kan siges om de overdrevne forventninger til Internettets ikke-hierarkiske struktur, der i 1990’erne blev set som i sig selv socialt frigørende og endda en katalysator for udbredelsen af demokrati. Siden da er vores brug af nettets digitale ydelser blevet samlet på meget få, monopolagtige hænder.

Ligesom Brautigans løfterige digtsamling er ydelserne gratis, men nu på den betingelse, at vi afgiver information som modydelse. Årsagen til denne udvikling er især, tror jeg, at en kommerciel billedkultur er blevet altings målestok – og selve indgangsportalen til nettet.

Nok er billeddyrkelsen individualistisk, men distributionskanalerne (YouTube, Instagram etc.) er autoriteter, som vi frivilligt underlægger os for at få andel i et universelt fællesskab. Billedkulturens teknologiske ubegrænsethed er blevet ofret på et alter, der består af stærke brands i kombination med udvalgte algoritmer.

Den frisættende by
Tilsvarende oplevede vi i opgangstiderne i 1990’erne og fremefter, at tilliden til arkitekturens socialt frisættende egenskaber var nærmest grænseløs. Byen overhalede arkitekturen som ramme for samtalen, og den hollandske arkitekt Rem Koolhaas‘ polemiske skrifter om bigness, urbanisme og den generiske by ændrede ordforrådet.

Koolhaas leverede en blandingsform, som på en og samme tid var nøgternt registrerende og strategisk, projektiv medskaber af de forventninger til byen, som var undervejs. Biologiske koncepter som autopoiese, rhizom og emergens blev hæmningsløst applikeret på byen som banale metaforer – og kunne dermed forlene en amokløbende global kapitalisme med et skær af meningsfuldhed: Den var naturlig, slet og ret.

I sin værste form blev denne opfattelse til det beståendes tyranni. Dyrkelsen af den teknologisk determinerede og forbrugs-accelererende smart city er en blødere fortsættelse af denne forventningsfulde diskurs, som surfer videre på bølgerne af 1960’ernes fremskridtsoptimisme.

Arkitekturens syndefald
Som spydspids for Venedig-biennalen Fundamentals begræd kuratoren Rem Koolhaas sidste år arkitekturens magtesløshed over for markedskræfter og globalisering:

“Architecture today is little more than cardboard. Our influence has been reduced to a territory that is just 2 cm thick,” udtalte han symptomatisk.

Læs mere på the Guardian

Allerede i 2001 publicerede han en pessimistisk analyse på arkitekturens vegne i form af essayet Junkspace, hvor hans tidligere så forventningsfulde indstilling er afløst af en tvivl på teknologien.

Onde tunger har italesat Google-projektet som retro-futurisme og greenwashing, men man kan rette en anden kritik mod visionen. Måske bør man anfægte den romantiske form for netværks-utopi, som lover os både en genforening med naturen og en inkluderende bydel, hvor en privat virksomhed optræder som generøs pater familias – alt betalt med vores egne afgivne data.

Denne utopi består ikke i en formmæssig fiksering, som hos Foster, men i en overvurdering af arkitekturens helende og mæglende kapacitet. Apple-projektet er på ingen måde nyskabende, men bygningens æstetiske kunstighed er til gengæld ikke forsøgt camoufleret, tværtimod.

Hvilken af de to utopier vil vise sig mest levedygtig? Det vil fremtiden vise.

 

 

More from Kasper Lægring

Fremtiden er landet

Tre nye hovedsæder for tidens informationsteknologiske mastodonter, Google, Apple og Facebook, er...
Læs mere