Kvinde bekæmp din krop!

Kvindekroppens evne til at føde børn opfattes i dag som en velsignelse, men egentlig var den tænkt som en straf fra Guds side. Og for de kvinder, der op gennem historien har ønsket at udfolde deres intellekt, har straffen fungeret efter hensigten. Fra middelalderens kyske nonner til 1800-tallets universitetsaspiranter var udfordringen den samme: hvis intellektet skal udfoldes, må kroppen bekæmpes.

Tak for lort, Eva
Det er ikke let at være kvinde i middelalderens Europa. Din krop er aldrig din egen. Fra det øjeblik du bliver født tilhører den din far. Når kroppen er cirka 13 år gammel, bliver den videregivet til en anden mand, som din far naturligvis vælger. Herefter er din krops primære funktion at bære og føde børn til dens nye ejer. Rigtig mange børn. Derfor ender kroppen med stor sandsynlighed sine dage i barselssengen.

Sådan er livet for langt størstedelen af kvinderne i Europa fra antikken og op igennem middelalderen. Og det kan de takke Eva for. For ikke nok med at hendes opportunistiske sindelag resulterede i, at vi mennesker blev dømt til at leve her på denne kolde onde jord, oven i hatten fik Eva og hendes kvindelige efterkommere den straf at skulle føde i smerte og være underlagt mandens herredømme.

Der er dog det afgørende aber dabei i Bibelen, at kvinden kan opnå frelse igen – gennem sit moderskab. Børnefødsler er dermed paradoksalt nok både kvindens straf og hendes vej til frelse. Kvinden er altså uløseligt bundet til moderskabet ud fra en kristen optik.

Dette billede fra 1200-tallet viser en fransk adelskvinde i barselssengen - et sted, hvor middelalderens kvinder tilbragte en stor del af deres tid.
Dette billede fra 1200-tallet viser en fransk adelskvinde i barselssengen – et sted, hvor middelalderens kvinder tilbragte en stor del af deres tid.

Den åndelige kvinde fødes
Apostlen Paulus (ca. 10. e. Kr-58 e. Kr) skaber, nærmest ved et uheld, et alternativ for kvinden. Paulus er nemlig så overbevidst om, at hans generation er den sidste, at han erklærer reproduktion for et overstået kapitel. Det medfører ifølge kvindeteologen Lone Fatum en periode på cirka 50 år, hvor kvinder der vier sig til Kristus, får (næsten) samme status som mænd.

Men den går selvfølgelig ikke i længden. Da Dommedag udebliver, og de mange ugifte kvinder bliver for dyre for menigheden at understøtte, må kvinden tilbage i barselssengen. Det er her, at man laver den føromtalte tilføjelse til Bibelen, at ”kvinden frelses ved sit moderkald”.

”Og dér seksualiseres kvinden igen hundrede procent. Men dualismen mellem kød og ånd fra Paulus lever videre. Den åndelige kvinde bliver et alternativt kvindeideal, og hun kan faktisk være lige så god som den åndelige mand. Men kun hvis hun fornægter sin kødelige kvindekrop selvfølgelig,” siger Lone Fatum.

Her ses den skyldige. Takket være hende skal alle kvinder føde i smerte. I Biblen er Eva indbegrebet af en kødelig kvinde, hvorimod Jomfru Maria er billedet på den åndelige.
Her ses den skyldige. Takket være hende skal alle kvinder føde i smerte. I Biblen er Eva indbegrebet af en kødelig kvinde, hvorimod Jomfru Maria er billedet på den åndelige.

Nej til sex – ja til lærdom
Der findes ingen tal på, hvor mange kvinder der gik i kloster. Endnu mindre ved man, hvor mange kvinder der gik frivilligt i kloster i forhold til, hvor mange der blev givet til klosteret af deres far.

Måske er det anakronistisk, men set fra et nutidigt perspektiv må klostrene have udgjort et attraktivt alternativ til mandlig dominans og evindelige barnefødsler for kvinderne i middelalderen. I bytte for deres seksualitet kunne de få adgang til at lære at læse og skrive og fordybe sig i filosofiske tekster. Historieprofessor Mia Münster-Swendsen ser da også klosterlivet som et frirum for kvinder.

Det man gav i bytte for lærdom, undertrykkelsen af seksualiteten, tror hun ikke har været et specielt stort offer.

”Klostrene var virkelig lærde miljøer, og det var ikke en straf at sidde i kloster. Det der med, at det var synd for dem, at de ikke måtte have sex, det er noget freudiansk pjat. Jeg tror ærlig talt, at der var mange, og måske i særdeleshed kvinder, der gerne ville være fri for sex i den periode,” siger Mia Münster-Swendsen.

Livmoderen visner
Men en skønne dag er Gud ikke længere nok for mennesket, og den moderne naturvidenskab får sit gennembrud. Det ændrer dog ikke det store for kvinden. For da kvinderne i 1800-tallet begynder at presse på, for at få adgang til lærdommens hellige haller på Universiteterne støder de på en ny argumentation, men med den samme konklusion.

Den medicinske professor Edward H. Clarke udgiver i 1873 bogen ”Sex in Education”, der får stor indflydelse. Bogens hovedargument er, at kvindens reproduktive organer visner i takt med at hendes intellekt vokser. Derfor er det ikke bare for kvindernes eget bedste, men for hele menneskehedens bedste, at kvinder holder sig til deres primære kald: at føde børn.

”Jeg vil mene, at 1800-tallets naturvidenskab har været måske dén største hæmsko for kvinders udfoldelse i moderne tid. Fordi der her kommer en videnskabeligt funderet sexisme. Nu er det for kvindernes egen skyld, at man skal forhindre dem i at tænke – for de bliver både sterile og sindssyge af det. Sådan en tankegang vil man ikke møde i middelalderen,” vurderer professor Mia Münster-Swendsen.

Harvardprofessoren Edward H. Clarkes bog fra 1873 fremførte det argument, at det var mest fair overfor kvinder at holde dem ude af universiteterne, eftersom deres reproduktive organer blev ødelagt af læring.
Harvardprofessoren Edward H. Clarkes bog fra 1873 fremførte det argument, at det var mest fair overfor kvinder at holde dem ude af universiteterne, eftersom deres reproduktive organer blev ødelagt af læring.

Opgør med æggestokken
I al den tid, hvor naturvidenskaben har monopol på kvindekroppen, er kvindens krop hendes essens. Ifølge Bente Rosenbeck professor ved Center for Kønsforskning er det kvindebevægelsen i 1970’erne, som bryder med naturvidenskabens årelange paradigme, ved at tage kvindekroppen ud af medicinernes og biologernes hænder, og give den til historikere og sociologer i stedet.

”Det er absolut et paradigmeskift. For i det øjeblik man ser på kroppen i en historisk kontekst, anerkender man, at kroppen ikke bare er ren biologi, for så kan den jo ikke forandre sig,” forklarer hun.

P-pillen og den frie aborts rolle kan dog ikke undervurderes. De to gør det nemlig for første gang muligt for kvinden at få kontrol over sin egen krop – uden at skulle gå i kloster. Det bliver dermed langt om længe muligt for kvinder at adskille seksualitet og reproduktion.

En rigtig kvinde er mor
Kvindekroppen er kommet langt siden de evindelige børnefødsler i middelalderen. I dag er kvinden selv herre (!) over sin krop, hun bestemmer hvor mange børn den skal have og med hvem, og hun kan endda uddanne sig, uden at nogle at hendes organer visner. Succes!

Alligevel er der noget ved moderskabet som kvindens primære kald i livet, der ikke vil slippe sit hold i den moderne kvinde. Denne skribent, der tilfældigvis er født med en krop, der har evnen til at føde børn, kan i dag uddanne sig i fred for børnefødsler og angst for visnende indvolde – takket være p-pillen og et paradigmeskift indenfor universitetsverdenen. Men opfattelsen af at moderskabet er topmålet af min eksistens, føler jeg, at jeg deler med fortidens kvinder.

For selvom det over 2000 år gamle kvindesyn fik sig en ordentlig rusketur af 70’ernes kvindebevægelse, lever ideen om, at moderskab er det største, en kvinde kan opnå stadig videre i bedste velgående. Ikke længere som Guds vilje eller biologiens lov, men som en fælles forståelse af at en rigtig kvinde er en mor, og en kvinde, der ikke drømmer om børn, er sær. Mine to ældre søskende har eksempelvis valgt ikke at få børn. Jeg ved ikke, hvor mange gange de selv har skullet forsvare det valg, men jeg har ved Gud mange gange svaret på, ”hvad der er galt med dem”. Deres fravalg af moderskabets glæder er en evig kilde til undren og medlidenhed hos folk. Så der er altså stadig ikke tale om et valg, hvor det ene er lige så godt som det andet. Men der er, trods alt, tale om et valg – og heri ligger den altafgørende forskel.

More from Nicoline Larsen

Blandt lort og venner – Roskilde Festival set fra slamsugerens førerhus

Alle, der har været på Roskilde Festival, kender den klamme sødelige lugt,...
Læs mere