Den betændte borgerinddragelse – og hvordan vi gør den god igen

Borgerinddragelse er så højt belagt med gode demokratiske værdier og intentioner, at det til tider forekommer nærmest syndigt at kritisere det. Men jeg gør det alligevel, for jeg kan ikke fordrage borgermøder. Jeg har ellers en del af dem på samvittigheden.

Brok og fantasileg på post-it-notes
Som arrangør af den her slags møder, har jeg mødt et bredt udsnit af engagerede borgere, der med blotlagte hjørnetænder og ildrøde hoveder modsætter sig enhver form for forandring i deres nabolag, mens de tromler både kommunens visioner, planlæggerens faglighed og deres medborgeres ydmyge idéer. Disse mennesker er så forhippede på, at ingen eller intet må skygge for aftenkaffen på lige netop deres altan eller tage livet af de halvdøde akacietræer henne på pladsen, selvom det er planlægningsmæssig idioti at lade være.

Og så har jeg som deltager og borger nok engang været vidne til den store planlægningsmaskines rituelle afvaskning: borgerinddragelse er formalia, en aktivitet der lovmæssigt skal krydses af, blot en kæp i hjulet på den effektive planlægning. Ikke så sjældent er materialerne allerede bestilt, før borgerne overhovedet bliver inviteret indenfor, entreprenøren står klar til at lægge den ny asfalt, og planlæggerpraktikanten må under beskydning fra mine opstemte medborgere styre inddragelsesslagets gang gennem to timers brok og fantasileg på post-it-notes.

Og der står man så som borger og ser på den nye vej eller plads, der er blevet anlagt og genkender ikke sig selv i det. Vi blev vi lovet indflydelse, men det ligner, at bygherren og pengemandens fantasier vejede noget tungere end vores demokratiske ret.

Op på kassen igen
Borgerinddragelsen er betændt. Men det ændrer ikke på, at borgere skal inddrages, for byen er for os som mennesker og skal ikke blot være et produkt af en teknisk faglighed eller nogle magtfulde menneskers våde drømme.

Jeg insisterer på, at der må være andre måder at lade borgerne spille en rolle i byens udvikling på. Måder hvor summen af borgerens interaktion med de, der planlægger byen, er højere end eksperter og magthaveres pardans alene.

Derfor har jeg bedt Peter Munthe-Kaas om at gøre mig klogere på borgerinddragelsens nutid og fremtid. Peter forsker netop i fænomenet og er i gang med et stort forskningsprojekt i samarbejde med Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, hvor de arbejder med nye måder at inddrage borgerne på.

Borgerinddragelse handler om mægtiggørelse og myndiggørelse
For Peter er borgerinddragelse først og fremmest et spørgsmål om, at vi alle skal have indflydelse på de systemer, der bestemmer og strukturerer vores hverdag:

”Det handler om mægtiggørelse og myndiggørelse. Mægtiggørelse betyder, at man rent faktisk delegerer magten ud i samfundet. Myndiggørelse handler om at tilrettelægge nogle strukturer, der gør det muligt for borgeren at tage den magt.”

Borgerinddragelse er både en tilkæmpet demokratisk ret, som den er indskrevet i Planloven, men det handler også om, at borgeren faktisk har noget at bidrage med.

Han peger på at borgerinddragelse både er en tilkæmpet demokratisk ret, som den er indskrevet i Planloven, men i høj grad også handler om, at borgeren faktisk har noget at bidrage med. Begge dele er udfordret i den måde, vi planlægger byen på nu:

”Planarbejdet kan nærmest beskrives som en pølsefabrik, hvor borgerinddragelsen ligesom bliver presset ind der, hvor den kan. Det betyder ofte, at borgerinddragelse bliver placeret på nogle mærkelige tidspunkter i processerne og typisk alt for sent.”

Problemet, ifølge Peter, er ikke mindst, at forståelsen af borgerinddragelse er for snæver:

”Borgerinddragelse bliver ikke set som et ‘multitool’, noget som kan gøres på flere måder. Det er det, der provokerer mig mest, når vi snakker om borgerinddragelse. Det hele kommer jo an på, hvad du som planlægger har lyst til at bruge det til. Og hvis du ikke har lyst til at bruge det, så skal du nok lade være med at gøre det, for så spilder du alles tid, og folk bliver sure.”

Hvad er det for et spørgsmål, vi vil have svar på?
Vi skal altså udvide forståelse af hvad borgerinddragelse er og hvad den kan:

”Det mest afgørende er at sætte fokus på, hvad de har brug for i forvaltningerne. Hvad er det for et spørgsmål de gerne vil stille? Hvad er det DU vil som byplanlægger? Hvad vil du have svar på ved at lave borgerinddragelse? For så går man ud og tilrettelægger en proces, hvor man leder efter svaret på det spørgsmål. Noget som man faktisk er i tvivl om.”

Spørgsmålet er altså centralt. Jeg kan selv genkende de her velmenende processer, hvor spørgsmålet er uklart, og hvor fantasien får fri leg i forskellige brainstormagtige gruppeøvelser, og resultaterne er derefter. Ingen planlægger med respekt for sig selv kan tage borgernes vilkårlige idéer om vindmøller på taget og swimmingpool i baggården alvorligt. Slet ikke sent i processen, hvor beslutningerne faktisk allerede er taget.

Gør inddragelsen konkret
Det konkrete spørgsmål, man så kan stille borgerne, er det der handler om at bo og leve i byen. Den faglige ekspertise som planlæggerne besidder er ikke direkte sammenkoblet med selve livet i byen. Det er her borgerne er eksperter, og det er nødvendigt at forstå deres brugspraksisser. Det handler, ifølge Peter, om at kombinere planlægningsperspektivet, der ofte er abstrakt, med det konkrete og nære, som sker i byens rum.

Den slags øvelser har de forsøgt sig med i Københavns Kommune, hvor de har lavet prototyper på eksempelvis en nærgenbrugsstation.

”Det var bare en container, en legeplads og nogle affaldsspande, som blev opstillet for at få folk til at snakke om det her sted på en ny måde og få en ny brugspraksis. Vi har skabt et sted, hvor man kan se, hvordan folk anvender det, hvordan de bevæger sig, og hvad rytmerne er. Men det var lige pludselig også et sted, hvor folk gerne vil komme hen og snakke om det i stedet for at gå til borgermøde.”

 

Nærgenbrug
På nærgenbrugsstation blev inddragelsen både mere konkret, men også mere naturlig. Det åbnede op for nye deltagere og perspektiver i inddragelsen.

I modsætning til borgermødets vanlige rammer, bliver inddragelsen her både mere konkret, men også mere naturlig. Det åbner op for nye deltagere og perspektiver i inddragelsen, og som inkarneret borgermødeskeptiker kan jeg nemmere forestille mig at byde ind, når jeg står midt i det, det handler om, fremfor til et møde i medborgerhuset med lunken maskinkaffe en onsdag aften i november.

Midlertidige projekter inddrager borgeren
Men min skepsis er dog ikke visket helt væk. Efter at have været vidne til de store byudviklingsprojekters skinprocesser ved jeg, hvor svært det er at skabe meningsfuld inddragelse i projekter af det omfang. For hvordan inddrager du borgere, der ikke eksisterer endnu, som i Carlsberg Byen? Og hvordan får du bygherrer med økonomiske interesser til at engagere sig i, hvad Ib med mavebæltet synes, Nordhavn skal kunne 20 år ud i fremtiden?

Peter ser det som én af de største udfordringer. Det er selvfølgelig muligt at lave prototyper på konkrete idéer eller teknologier, men det kan være svært at forestille sig den fremtidige by i en større sammenhæng.

Her kan der til gengæld være potentiale i midlertidigheden. Både i byggeprocessen, hvor gamle bygninger kan bruges til kunst, kultur og andre større og mindre projekter, men også på længere sigt, hvor midlertidigheden tiltrækker nye mennesker og nye perspektiver på byens brug. Men det sker, ifølge Peter, ikke af sig selv. Det skal kultiveres, og det kræver en grundlæggende anden forståelse af borgernes rolle end den, der hersker i dag.

Borgerens rolle skal være mere aktiv. Derfor kan inddragelse heller ikke blot ses som en tilføjelse til den traditionelle planlægningsproces. Det kræver i første omgang en grundlæggende ændring af planlæggerens praksis.

Planlæggeren som ekspert er et uddøende fænomen
”Noget af det jeg har arbejdet med i min forskning har vist ret tydeligt, at du ikke kan gå ud og lave borgerinddragelsen på en anden måde uden først at ændre dit arbejde. Det er dybt forbundet. Det bliver en anden måde at se byen på, men også en anden måde at se planlæggerrollen på,” siger Peter.

Forandringen sker ikke, hvis vi ikke ændrer det, vi gør, og det betyder blandt andet at planlæggeren som ekspert er et uddøende fænomen:

”Det er jo nogle ret store omvæltninger, hvis du i mange år har været i relativt hierarkiske organisationer med klar ekspertfaglighed og klart definerede opgaver og så pludselig skal til at fokusere på, hvad nogle borgere mener – og tage det som udgangspunkt for at gøre dit arbejde. Det er en identitetsomvæltning for de her mennesker. De skal både til at tænke deres arbejde om, men også sig selv og hele deres forståelse af, hvordan verden hænger sammen.”

Byens behov skal i centrum
Jeg har umiddelbart svært ved at se motivationen for at ændre sin praksis som planlægger til fordel for en borgerinddragelse, man i grunden ikke nærer meget tillid til. Det må skabe en naturlig modvilje, og Peter spår, at konsekvensen for nogle bliver, at de rykker til andre organisationer eller måske går på pension.

Men forandringen er nødvendig og allerede i fuld gang. Især i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning er dagsordenen stærk. Her hedder det ikke længere borgerinddragelse, men derimod omverdensinddragelse:

”Det er dels for at brede begrebet ud til også at inkludere andre end borgerne alene og samtidig andre former for engagement. Og så handler det om at turde at flytte det organisatoriske fokus væk fra en traditionel forståelse af, hvad borgerinddragelse er – fra at være helt blackbox’et til at kunne være alt muligt. I teknik- og miljøforvaltningen handler det meget om at få byens behov ind som kernen i organisationen.”

Farvel til borgermødet
Det er helt klart, at mine aversioner mod borgerinddragelse først og fremmest handler om den form, borgermødet har i dag, hvor vrede mennesker får anledning til at presse deres dagsorden igennem som brusk i en kødhakkemaskine. Eller hvor vi i grupper genererer et hav af idéer, som efter deres tilblivelse på post-it-noten sendes ad en ensrettet motorvej mod ingenting.

Borgerinddragelsen skal skifte ham, og det kræver en forandring af planlæggerrollen, men i høj grad også af borgerens rolle. Borgerinddragelse bliver ikke nødvendigvis demokratisk af at lytte til dem, der råber højest, og det er slet ikke det, der skaber den bedste by. Målet med inddragelsen må alt andet lige handle om netop at skabe den bedste by for flest muligt og ikke om, hvor meget indflydelse du som borger får trumfet igennem.

Jeg glæder mig til at finde ud af, om Københavns Kommunes forsøg med ’omverdensinddragelse’ er i stand til at skabe et rum, der faciliterer vores mange idéer og holdninger på kryds og tværs, øge vores forståelse af hinanden og bidrage til en by, som både udfordrer os og samtidig er god at leve i.

Nye perspektiver for borgerinddragelse kan lede til nye byrum. Her er det blevet til en legeplads på nærgenbrugsstationen.

 

 

More from Anne Katrine Braagaard Harders

Bilparkering – retten til byen

Hvad er det med dén bilparkering i København, som kan få ellers...
Læs mere